Orden i hjemmet — hvad betyder det?
„UDE er godt, men hjemme er bedst,“ siger et gammelt ord. Men det er desværre ikke altid sandt. Ofte er hjemmet i en sådan forfatning at det ikke er det bedste sted at være. I stedet for at føle sig godt tilpas dér har familiens medlemmer måske mere lyst til at være ude.
Selv om man ikke ønsker at ens hjem skal blive som en fabrik — hvor det hele går efter stramme regler — kunne lidt god orden i hjemmet sikkert betyde en virkelig forbedring for hele familien. Overvej hvad der kan gøres.
For det første giver god orden én mere tid — tid til andre vigtige gøremål eller noget man har lyst til. Det drejer sig ikke kun om at spare nogle få minutter, men flere timer hver uge. For eksempel viser en undersøgelse at man ’ved at bruge en forbedret fremgangsmåde i den daglige rengøring kan spare 53 procent af tiden’. God tilrettelægning skærer arbejdstiden ned til det halve!
For det andet undgår man det at man aldrig kan finde sine ting, at uventede gæster altid kommer ubelejligt, at man altid synes at man er bagefter med noget eller at tingene kun er halvgjort. God orden i hjemmet giver ro og ligevægt i den daglige livsførelse.
For det tredje giver det husmoderen (eftersom hjemmet er hendes „værksted“) en følelse af stolthed over veludført arbejde, en vis selvrespekt. På alle disse måder bidrager god orden i hjemmet til familiens lykke.
Men hvilke forandringer kan man eventuelt gøre i sit hjem? Hvor kan man begynde?
Begynd med indstillingen
Det er nødvendigt at tilskynde familien til at samarbejde. Hvis husmoderen er den eneste der rydder op og sætter tingene på plads, mister hun snart modet. Manden må tage initiativ til at opmuntre alle til at samarbejde, og han må sørge for at de pligter den enkelte har fået, ikke bliver forsømt.
Han kan også bidrage til en god atmosfære i hjemmet ved at lære børnene at påskønne moderens indsats. Tænk en gang over følgende: Hun må virke som indendørsarkitekt, lærer, sekretær, barnepige, stuepige, vaskekone og kokkepige! En autoritet kommer ind på hvor vanskeligt det er at passe et hjem: „Det er uden tvivl en af de mest komplicerede og alsidige opgaver et enkelt menneske nogen sinde forventes at skulle klare.“
En kvinde gør et stort arbejde når hun tilbereder et måltid. Det kan være et helt kunstværk. Men hvor ofte takker andre hende for det hun gør? Det har stor indflydelse på hendes indstilling at familien viser værdsættelse, og til gengæld har hendes indstilling indflydelse på hjemmet.
Hvad bør først og fremmest præge husmoderens indstilling? Omsorg. Omsorg vil sige at man lader sin kærlighed til familien komme til udtryk ved den måde man holder hjemmet på. Omsorg kræver at ens sind er med i arbejdet, og at man ikke tilbringer tiden med at drømme om hvad man hellere ville gøre. Hvis man er omsorgsfuld vil man søge at undgå altid at udskyde sit arbejde. Kom tidligt i gang om morgenen. Vær også opmærksom på problemer. En lille rift er meget lettere at reparere end en stor.
Som en hjælp til at bevare en ret indstilling er det godt at tage sig tid til at kaste et blik på det man har udrettet, og føle tilfredsheden ved veludført arbejde. ’At nyde det gode under al sin flid er for hvert menneske en Guds gave,’ siger Bibelen. (Præd. 3:13) Efter at De har gjort rent eller lavet mad, stands da op og se på det De har udrettet. Se værdien af det.
Foruden den rette indstilling forudsætter orden i hjemmet også god plan, god indretning og den rigtige fremgangsmåde.
Orden i hjemmet forudsætter plan
En god plan giver i virkeligheden husmoderen frihed. Hvordan det? Hun ser sig ikke omkring og bliver bekymret over alle de mange ting der skal gøres. Hun ved at der er sat tid til side til hver enkelt opgave.
Når man lægger en plan behøver man ikke at lave et program for hver eneste af dagens timer, selv om der er nogle som gør det. Lav i stedet en liste over de ting der skal gøres hver dag, hver uge, hver måned og på bestemte årstider. Sæt de vigtigste ting øverst. Planlæg hvad De skal lave hver dag i ugen og føj de ugentlige og månedlige opgaver ind hvor De synes de passer bedst. Gennemprøv så planen, og lav de nødvendige ændringer. Når De gennemgår planen vil De se at nogle ting kan gøres samtidig. Ofte kan man for eksempel sy eller stryge samtidig med at maden står og koger.
Skønt husmoderen kan have mange pligter, er der tre grundlæggende ting som optager hovedparten af de fleste husmødres tid. Det er (1) rengøring og oprydning; (2) indkøb og tilberedning af maden; (3) vask og reparation af tøjet.
Hvordan planlægger De rengøringen? Støvet holder aldrig fridag. Der er derfor mange som synes det er nødvendigt med en „let rengøring“ hver dag — støvaftørring og oprydning. Dette sparer ofte megen tid og energi når man skal til den „grundigere rengøring“, som at vaske gulve eller polere møbler. Hvis tingene ikke bliver så snavsede er det hurtigere at gøre dem rene. Hvis man gør lidt rent hver dag, behøver man heller ikke at gå og bekymre sig over hjemmets udseende, og familiens medlemmer ser at der daglig drages omsorg for deres velvære.
Når man planlægger sin rengøring bør man undgå unødige gentagelser. Hvis man tørrer støv af i et værelse og derefter fejer gulvet eller ryster dynen når man reder seng, hvad sker der så? Støv og fnug hvirvler ned over de møbler man lige har støvet af. Planlægning sparer en for arbejde.
Med hensyn til måltidernes planlægning er det ofte fordelagtigt at købe ind til flere dage ad gangen. Hvorfor? Man sparer tid og kræfter, og man behøver ikke konstant at spekulere på om der er noget i spisekammeret til familien. Og når der kommer uventede gæster står man ikke med tomme hylder. For at købe ind til flere dage må man planlægge menuen i forvejen. Dette kan hjælpe én til at sørge for at familien får en mere alsidig kost.
Hav en liste eller notesbog liggende i køkkenet eller spisekammeret og skriv ned når De ser at De er ved at udgå for en ting. Hvis De bruger denne liste når De køber ind, sparer De mange indkøbsture. Ja, huskesedler forbedrer ordenen i hjemmet.
Hvad tøjet angår synes de fleste at det er bedst at vaske en gang om ugen, men det afhænger jo af omstændighederne. Når man vasker lægger man ofte mærke til at der mangler knapper, at der er huller eller tyndslidte steder. Så kan det være en hjælp at have en notesbog i nærheden hvori man skriver ned hvad der skal repareres.
Tænk derfor over Deres arbejde; planlæg de daglige gøremål. Skriv ned når der er for mange detaljer at huske på.
Orden betyder god indretning
Det er også nødvendigt med en god indretning i hjemmet, især de steder hvor husmoderen arbejder. Husmoderens redskaber (koste og børster, potter og pander, rengøringsmidler) skal have en bestemt plads — et fast sted. Hvis det første sted man vælger ikke er det bedste, så vælg et andet. Hvorfor blive ved med at løbe hen i den ene ende af huset for at hente noget man regelmæssigt bruger i den anden ende af huset?
Betyder det virkelig så meget hvor tingene er placeret? Ja. Lad os for eksempel se på køkkenet. Da man som led i en undersøgelse nyindrettede et køkken — man havde samme areal og samme udstyr til rådighed som før — viste det sig at man sparede 2191 skridt og 1 time og 3 minutter hver dag ved en bedre placering.
Et U-formet køkken er ofte bedst — redskaberne er nærmere og man behøver ikke at gå så mange skridt. Desuden kan det nævnes at redskaber der hænger på kroge i køkkenet er lette at finde og som regel nær ved hånden.
Fremgangsmåden
Fremgangsmåden betyder også noget. Hvis man ændrer fremgangsmåde kan det betyde at man når mere på kortere tid. Kan De forbedre Deres arbejdsmetoder?
Læg mærke til Deres vaner. Prøv om De kan reducere den tid det tager at gøre et bestemt arbejde ved at udelade en del af arbejdsgangen.
Mange opgaver løses lettere ved at man i højere grad bruger begge hænder. En husmoder siger: „Jo mere jeg bestræber mig for at bruge venstre hånd, jo nyttigere bliver den.“ Nogle har også en tendens til at lægge et redskab fra sig, selv om de straks skal bruge det igen. Det er bedre at gøre det til en vane at beholde redskabet i hånden til man er færdig med det.
Tænk også på hvordan De støver af. Spørg Dem selv: ’Hvad vil jeg opnå? Vil jeg blot flytte rundt på støvet?’ Hvis man blot flytter rundt på det, vil det naturligvis også være der i morgen, plus lidt mere. Det er forskelligt hvad man bruger til at støve af med, men det bedste er at samle støvet og få det ud af huset. Skønt en fjerkost kan have sine fordele, hvirvler den støvet op i luften, hvorimod en fugtig klud samler det op og fjerner det.
Man kan også tage ved lære af mandens værktøjskasse. Han bærer den med sig fordi han i det lange løb sparer skridt og energi ved det. På samme måde kan en let kurv med forskellige rengøringsrekvisitter spare Dem for mange skridt tilbage til køkkenet eller skabet.
Vær fornuftig og rimelig med hensyn til orden og plan i hjemmet. En sådan orden er ikke målet i sig selv. Lad aldrig Deres børn eller Deres mand få den fornemmelse at de kommer i anden række, efter hjemmet.
Det skulle ikke blot være nogle værelser man tænker på når man tænker på sit hjem. Det der gør det til et hjem er dem der bor der — det samvær man nyder der. Hvis De ved hjælp af rimelig orden kan gøre Deres hjem til et sted hvor familien er lykkeligere, mere afslappet, er det sandelig en værdig opgave.
Ja, orden i hjemmet betyder noget — ikke blot målt i rene, ryddelige værelser, men også i smil og indre tilfredshed. Den kan være med til at gøre hjemmet til det sted, hvor der virkelig er bedst at være.