Hvad siger Bibelen?

Er vor fremtid bestemt af skæbnen?

HVERT år mister mange tusind mennesker livet ved ulykker som sker i hjemmet, på arbejdspladsen og under rejser. Tusinder af andre bliver kvæstet ved hændelser de ikke kunne forudse. Hvorfor sker sådan noget? Og hvordan kan det være at der for andre igen helt uventet kan ske noget glædeligt? De fleste betragter disse ting som tilfældige hændelser, noget der bare sker. Men er det tilfældige hændelser?

Nogle siger at det ikke er. De tror at alt i ens liv, selv tidspunktet for dødens indtræden, er forudbestemt af skæbnen. Napoleon Bonaparte skrev engang: „Vor tid er afmålt, og ingen kan kræve blot et øjebliks liv ud over hvad skæbnen har forudbestemt.“

Blandt dem som mener at skæbnen styrer vores fremtid er der mange som tror på Gud. De mener at Gud på forhånd må have kendskab til alle fremtidige hændelser og er derfor af den opfattelse at alle begivenheder er forudbestemt; for hvad Gud forudser, må afgjort finde sted. Nogle går videre idet de tror på prædestination eller forudbestemmelse, den lære at Gud på forhånd har udvalgt nogle blandt menneskeslægten til frelse og andre til evig pine.

Har Gud virkelig på forhånd haft kendskab til alle begivenheder gennem tiderne? Ved han nøje alt hvad hans skabninger vil gøre i fremtiden? Er Deres fremtid også bestemt af en sådan skæbne?

Bibelen siger klart at meget af det som mennesker kommer ud for sker tilfældigt, for „alle er de bundne af tid og tilfælde“. (Præd. 9:11) Desuden har Gud givet sine selvstændigt tænkende skabninger det privilegium og samtidig det ansvar at tillade dem at vælge frit. I fortiden blev Israel opfordret til at ’vælge livet’ ved at lytte til, og følge Jehovas ord. Profeten Zefanias tilskyndede de ydmyge til at ’søge Jehova’. (5 Mos. 30:19, 20; Zef. 2:3) I Åbenbaringen 22:17 finder vi at Guds ord opfordrer „den, som vil,“ til at benytte sig af Guds frelsesforanstaltning.

Bibelen beskriver Jehova som en barmhjertig, retfærdig, upartisk og kærlig Gud. (5 Mos. 4:31; 32:4; Ap. G. 10:34; 1 Joh. 4:8) Ville en Gud med sådanne egenskaber tilskynde folk til at vælge hvad der er ret, hvis han på forhånd vidste at skæbnen ville hindre mange i at gøre det?

Forskel på forudviden og forudbestemmelse

Det er sandt at Gud kan have forudviden om noget der sker. I Bibelen er han omtalt som den der „forud forkyndte enden, tilforn, hvad der ikke var sket“. (Es. 46:10) At vide noget på forhånd er ikke det samme som at forårsage at det sker. En meteorolog er for eksempel i stand til at forudsige hvordan vejret vil blive, fordi han er fortrolig med vejrforhold, men ingen vil derfor påstå at han er skyld i at vejret bliver som han har forudsagt.

Når Gud forudsiger hvad folk eller folkeslag vil gøre, er det hyppigt på basis af iagttagelser han har gjort af den tænkemåde de allerede har vist. Gud gav udtryk for denne tanke dengang han profeterede at Israels nation ville bryde hans pagt. Han udtalte: „Jeg ved jo, hvad de pønser på allerede nu.“ (5 Mos. 31:21) Profetier vedrørende Jesu trofaste levned var baseret på det kendskab Jehova allerede havde til Jesus fra hans førmenneskelige tilværelse. — Joh. 6:62; 17:5, 25.

Hvis Jehova ønsker det, kan han se den genetiske sammensætning hos ufødte menneskebørn og således lære deres fremtidige egenskaber at kende. Det var øjensynlig på den måde Jehova kunne udtale om Jakobs to sønner: „Den ældste skal tjene den yngste!“ (1 Mos. 25:23) I enkelte tilfælde (som med dommeren Samson i Israel og kong Kyros af Persien) forudsagde Gud før deres undfangelse bestemte ting de ville gøre, men i intet tilfælde bestemte skæbnen hver eneste handling og hændelse i disse menneskers liv. — Dom. 13:3-5; Es. 44:28 til 45:3.

Hvis Gud har evnen til at forudvide begivenheder, virker denne evne så ikke som en uforanderlig skæbne der styrer fremtiden? Nej, det gør den ikke, for det ville betyde at hvad Gud kan gøre er det samme som det han virkelig gør. Selv om Jehova Gud har evnen til at forudvide, behøver han ikke at udnytte denne evne fuldt ud. Tænk for eksempel på hvordan Gud bruger sin magt. Selv om Gud er almægtig udnytter han ikke hele sin styrke i alle situationer, men kun i den nødvendige udstrækning. Sådan begrænser Gud også sin brug af forudviden.

Dette fremgår af de steder i Bibelen der beskriver hvordan Gud undersøger bestemte situationer for at tilegne sig kundskab om dem. For eksempel underrettede Jehova Abraham om at han besluttede at undersøge forholdene i Sodoma og Gomorra for at „se, om de virkelig har handlet så galt, som det lyder til efter skriget over dem, der har nået mig — derom vil jeg have vished!“ — 1 Mos. 18:20, 21.

Er læren om forudbestemmelse bibelsk?

Hvordan skal vi forstå de skriftsteder der omtaler visse personer som værende „udvalgte ifølge Gud Faders forudviden“, ’udvalgte før verdens grundlæggelse’, ’forudbestemte til barnekår hos Gud’? (1 Pet. 1:1, 2; Ef. 1:3-5, 11) Ved hjælp af sådanne bibelcitater har religiøse ledere som Augustinus, Luther og Calvin udbredt den lære at Adam og Eva, endog før de blev skabt, var bestemt af skæbnen til at være ulydige mod Gud, og at alle deres efterkommere på forhånd var bestemt enten til evigt liv eller evig død.

Kan man virkelig sige at disse citater lærer at mennesker forud er bestemt enten til liv eller til død? Hvis det forholdt sig således, ville det være umuligt for nogen af de udvalgte at miste Guds gunst. Men de samme to apostle (Paulus og Peter) som skrev ovennævnte ord viste at nogle som var „købt“ og „helliget“ ved Kristi blod ville falde fra og ikke angre, og således blive årsag til deres egen udslettelse. — 2 Pet. 2:1, 2, 20-22; Hebr. 6:4-6; 10:26-29.

Heraf må man slutte at de ovennævnte ord angår forudbestemmelse af den kristne menighed som skare betragtet.

Hvordan var den kristne menighed udvalgt „før verdens grundvold blev lagt“? I Lukas 11:50, 51 sætter Jesus denne grundlæggelse i forbindelse med Abel. Det var således før Abels fødsel men efter at Adam og Eva havde valgt at være ulydige mod Gud at han forudbestemte denne skare til at blive medarvinger til Kristi rige. — Åb. 20:6.

Ligesom Gud gjorde i det gamle Israel, tilskynder han i dag mennesker til at ’omvende sig fra deres vej, så de må leve’. (Ez. 18:23, 30-32) Peter skrev at Gud „ikke vil, at nogen skal fortabes, men at alle skal nå til omvendelse“. (2 Pet. 3:9) Hvor oprigtigt ville dette ønske være hvis skæbnen allerede havde overladt mange, måske endda millioner, til et liv uden andet håb end udslettelse? Og kunne Bibelens lære om at Kristus „gav sig selv som løsesum for alle“ være sand hvis skæbnen forhindrede mange i at drage nytte af den? — 1 Tim. 2:6.

Nej, skæbnen bestemmer hverken Deres eller noget andet tænkende menneskes fremtid. „Hver af os skal aflægge regnskab for sig selv over for Gud.“ — Rom. 4:12.