Har man fundet Noas ark?

FOR over fire tusind år siden overlevede Noa og hans familie en jordomspændende vandflod om bord i en kæmpemæssig ark af træ. Bibelen fortæller at efter Vandfloden „sad arken fast på Ararats bjerge“. (1 Mos. 8:4) Men Bibelen siger ikke noget om hvad der siden skete med arken.

I foråret 1974 fremgik det af en omfattende presseomtale at mindst otte forskellige grupper fra Amerika søgte om tilladelse til at bestige det 5156 meter høje bjerg for at lede efter arken. Tilladelsen er svær at få, for Ararats bjerg ligger i dag i det politisk omstridte grænseland mellem Tyrkiet, Iran og sovjetrepublikken Armenien. Det ser ud til at kun fire af grupperne nåede så langt som til Ararats bjerg i 1974.

Hvorfor har der været så stor interesse for at lede efter Noas ark? Har ekspeditionerne til Ararats bjerg fremskaffet overbevisende vidnesbyrd om at arken stadig ligger deroppe?

Hævder at have set den

Mange er overbevist om at arken stadig ligger et sted på Ararats bjerg. Der fortælles således nogle sagn om det blandt de kurdiske folkestammer hvis hyrder om sommeren vogter deres hjorde på Ararats nedre skråninger. Imidlertid har mere end én opdagelsesrejsende til sin ærgrelse erfaret at de indfødte bærere nægtede at bestige bjerget længere end til et bestemt punkt. De tror at man kommer ind i et „helligt“ område hvis man går videre. Overtroen går ud på at Gud ikke tillader noget menneske at komme nær, så længe arken ligger deroppe.

I bogen Noah’s Ark: Fact or Fable af Violet Cummings omtales over et dusin forskellige „beretninger [som er fremkommet siden midten af det nittende århundrede] om fund af en arklignende konstruktion eller af håndforarbejdet tømmer på Ararats bjerg, hvor der ikke vokser nogen træer“.

Bogen omtaler også adskillige tilfælde hvor nogle hævder at have været helt henne ved arken. For eksempel skal en ældre armenier engang have fortalt at han og hans fader var henne ved arken i 1856. Ved den lejlighed tjente de to armeniere som førere for tre tilrejsende videnskabsmænd. Ifølge beretningen fandt de arken og gik ind i den og så at den var inddelt i mange rum. Men ifølge det oplyste var videnskabsmændene besluttet på at bevise at beretningen om Noas ark var usand. Derfor truede de førerne med at slå dem ihjel hvis deres opdagelse nogen sinde blev kendt.

Først da armenieren mente at de der havde truet ham var døde, fortalte han sin historie til en ven, som skrev den ned. Denne ven hævder at han senere læste en notits i en avis om en videnskabsmand fra London som på sit dødsleje fortalte at han havde set arken. Uheldigvis gik både avisudklippet og den nedskrevne beretning om armenieren tabt i en brand.

Den 10. august 1883 bragte Chicago-bladet Tribune en historie om et hold som den tyrkiske regering udsendte for at undersøge forholdene omkring nogle sneskred på Ararats bjerg. Avisen fortæller at disse folk „fandt en gigantisk konstruktion af meget mørkt træ som stak frem af en gletscher“. Efter sigende havde egnens indbyggere selv set den i seks år men var bange for at komme den nær, fordi „man havde set en frygteligt udseende ånd kigge ud gennem et af de øverste vinduer“. Chicagoavisen skriver at undersøgelsesholdet gik ind i træbygningen og fandt at dens indre var delt op i rum som hver var fire og en halv meter høje.

En anden armenier hævdede at han og hans bedstefader var henne ved arken omkring 1905. Ifølge hans beskrivelse var arken interessant nok „som en husbåd“, lang og smal, flad foran og i bunden. Den havde vindueshuller, måske halvtreds, øverst oppe under et tag der ragede lidt ud. Disse åbninger var omkring 45 centimeter høje og 75 centimeter lange, og de fandtes hele vejen langs siden af bygningen. Den bestod tydeligvis af træ, skønt dette sagdes at være forstenet.

Virkelige beviser mangler

Mange er overbevist om at disse påståede øjenvidner taler sandt. Hvilken grund kunne de have til selv at opfinde en sådan historie? spørger man. Men en indgående undersøgelse afslører at virkelige beviser for at arken er blevet bevaret og stadig ligger på Ararats bjerg, faktisk mangler.

Tag for eksempel beretningerne om at arken er blevet set fra flyvemaskiner. En af disse beretninger vakte den russiske zars interesse tilbage i 1917. Han sendte to kompagnier soldater af sted for at bestige bjerget. De siges at have fundet arken, taget billeder af den og sendt en fuldstændig redegørelse til zaren. En beretning herom tilføjer imidlertid: „Nogle få dage efter at ekspeditionen havde sendt sin redegørelse til zaren, blev regeringen styrtet og den gudløse bolschevisme overtog magten, så akterne blev aldrig offentliggjort og er sandsynligvis gået til grunde.“

Senere, nemlig i sommeren 1953, hævdede en ingeniør der havde olie og rørledninger som speciale, at han havde adskillige tydelige billeder af og kort over et område hvor han havde fundet noget der tilsyneladende var forstavnen af et stort skib som hvilede på en klippeafsats. Men billederne blev borte da han døde nogle få år senere.

Men selv om sådanne luftfotos fandtes, kunne de alligevel være vildledende. For eksempel blev der på Ararat i 1960 fotograferet noget som man bestemt mente var arken. Det viste sig dog blot at være en jordformation. Så sent som i februar 1974 meddelte en amerikansk senator at man på nogle fotografier fra en satellit kunne se en genstand „som ser ud til at adskille sig fra de andre materialer der findes på bjerget . . . Det har omtrent den rigtige størrelse og form til at være arken“. Men en repræsentant for rumfartsadministrationen NASA sagde til en avis at det var „temmelig usandsynligt“ at en genstand på arkens størrelse kunne ses på et fotografi taget fra en satellits højde.

Træstykker fra arken?

Nogle af ekspeditionerne har hjemført træstykker som de sagde stammede fra arken. I 1876 fandt James Bryce et stykke håndforarbejdet tømmer som var omkring 1,20 meter langt og 13 centimeter tykt, et sted på bjerget der lå i cirka fire kilometers højde. I 1955 drog Fernand Navarra et stykke håndforarbejdet træ op fra bunden af en cirka 25 meter dyb klippespalte. Noget lignende fandt han i 1969. Men laboratorieprøver divergerer med hensyn til træets alder.

Men selv om det kunne afgøres med sikkerhed at dette træ stammede fra Noas tid, for mere end 4300 år siden, ville det da være et bevis for at det kom fra arken? Der fandtes utvivlsomt andre træbygninger på Noas tid end arken. (Luk. 17:26-28) Under Vandfloden kunne brudstykker af disse være ført langt omkring af vandet, ja, også til Ararats bjerg. Endnu er der ikke fremkommet nogen sikre vidnesbyrd om at træstykkerne fra Ararat virkelig stammer fra Noas ark.

Eftersøgningen fortsætter

På trods af vanskelighederne og skuffelserne er der stadig stor interesse for, om muligt, at finde Noas ark. En nutidig opdagelsesrejsende, Eryl Cummings fra Farmington i New Mexico (U.S.A.), har besteget Ararat seksten gange under seks forskellige ekspeditioner; i tredive år har han og hans hustru samlet oplysninger om emnet. Han forudsiger at arken vil blive fundet inden for de næste „to eller tre år“.

Et selskab der hedder Holy Ground Mission Changing Center of Palestine og som hører hjemme i Texas, har fremsat nogle opsigtsvækkende påstande om at have fundet Noas ark. Tom Crotzer, en talsmand for dette selskab, hævder at de har set og fotograferet arken i en afstand af „cirka 850 meter“, men at man ikke kunne komme nærmere fordi man manglede det rette bjergbestigningsudstyr.

Vågn op!s hovedredaktion i Amerika fik af det omtalte selskab tilsendt et forstørret fotografi på tyve gange femogtyve centimeter i sort-hvid, som hævdedes at vise arken. Var billedet overbevisende? Forstørrelsen blev undersøgt af syv professionelle fotografer. Fem af dem sagde at det utydelige fotografi efter deres mening ikke var kopieret efter et originalt negativ, men var et fotografi af et fotografi, og at der var tegn på at det havde været retoucheret, specielt for at vise eller fremhæve noget der kunne ligne planker på genstandens side. De to øvrige fotografer sagde at billedet var af så dårlig kvalitet at „det kunne forestille næsten hvad som helst“.

Dick Kent, der har leveret arbejder til både Time, Life og Newsweek, bemærkede: „Det kunne være en klippeformation som nogen havde tegnet linjer på for at det skulle ligne planker.“

I sommeren 1974 blev Ararats bjerg besøgt af to grupper i den hensigt at optage dokumentarfilm om eftersøgningen af arken. Begge grupper siger at de var henne ved det sted hvor Fernand Navarra fandt nogle træstykker. En anden, en mand ved navn Gunnar Smars, fortæller at han besteg Ararat i august 1974 for at foretage undersøgelser på „omkring ti bestemte steder“, fordi han ville indsnævre mulighederne for hvor arken kunne tænkes at være. Gunnar Smars har ikke i sinde at vende tilbage.

Ingen af de grupper som var på Ararats bjerg i sommeren 1974, kom tilbage med noget der med sikkerhed kunne bevise at Noas ark stadig er der. Der er stadig kun omstændighedsvidnesbyrd.

Motiverne — også et problem

De strabadser som mange har udsat sig for under deres søgen efter arken på det vildsomme Ararats bjerg, tyder på at de har været ærlige i deres bestræbelser. Uden tvivl mener mange at arken stadig er der. En forsker erklærer at fundet af arken „vil udgøre det storslåede højdepunkt blandt alle arkæologiske fund, som fuldt ud vil støtte den bibelske histories nøjagtighed og pålidelighed“. De mener at mange ikke-troende ville begynde at tro på Gud, hvis man kunne bekendtgøre at arken var blevet fundet.

Selv om motivet er rosværdigt er der imidlertid andre betragtninger som man ikke må overse. Er der ikke mange af disse opdagelsesrejsende som ville nyde at få æren for „det storslåede højdepunkt blandt alle arkæologiske fund“? Og hvad med den økonomiske gevinst? Nogle har allerede tjent penge ved at udgive bøger om emnet.

I denne forbindelse er det interessant at der i høj grad mangler tillid og samarbejde mellem de forskellige grupper som deltager i eftersøgningen. Fernand Navarra fortæller at hans gruppe, da den vendte tilbage fra Ararat med træstykker som mentes at være fra arken, mødte to andre grupper som var på vej til bjerget. Navarra beretter at hans gruppe ikke gjorde de andre delagtige i deres opdagelse. Han indrømmer at der var „en atmosfære af hemmelighedskræmmeri“ mellem parterne.

Igen i sommeren 1974 viste denne rivaliserende indstilling sig. Alle grupperne fungerede som uafhængige enheder, uden indbyrdes samarbejde. Nogle af ekspeditionerne vidste ikke at de andre eksisterede, skønt de i visse tilfælde endda var indkvarteret på samme hotel. Og selv efter at de var vendt tilbage til U.S.A. var de ikke villige til at udveksle deres indsamlede oplysninger.

Medfører dette „hemmelighedskræmmeri“ ikke at de forskellige grupper i høj grad overlapper hinanden i deres anstrengelser, og at der bliver brugt unødvendig mange penge? Hvorfor denne mangel på samarbejde hvis det eneste motiv er ønsket om at finde Noas ark?

Og endnu et problem: John Bradley fra SEARCH, en organisation som tidligere har foretaget rejser til Ararat, fortæller at ingen havde tilladelse til at bestige bjerget i 1974; men alligevel rejste fire grupper af sted. Bart Larue indrømmer at hans gruppe tog af sted uden tilladelse og kom igennem ved at „bestikke alle med et rundeligt beløb“. Ifølge en beretning i Washingtonbladet Star blev blandt andet et kompagni tyrkiske soldater bestukket. Hvis folk benytter sig af bedrag og bestikkelse, kan man så ikke forvente at de senere også er villige til at fortælle lidt mere end den egentlige sandhed?

Man må overveje alt dette før man sætter alt for stor lid til visse påstande som er blevet offentliggjort. Man må passe på ikke at betragte noget som fastslået hvis der endnu kun er tale om formodninger. Men der er en endnu vigtigere ting at tage i betragtning. Hvad er det?

Husk apostelen Paulus’ ord til de kristne: „Vi vandrer efter det vi tror, ikke efter det vi ser.“ (2 Kor. 5:7) Ifølge Hebræerbrevet 11:1 er tro „den sikre forventning om ting der håbes på, det klare bevis på virkeligheder som ikke ses“. Kristne behøver ikke at se et eller flere fortidslevn for at tro på Gud og hans inspirerede ord. — 2 Tim. 3:16.

Men hvis Noas ark virkelig blev fundet — kunne man da forvente at et stort antal tvivlere ville begynde at tro på Bibelen? I en af sine lignelser sagde Jesus at mange af den slags mennesker ’ikke ville blive overbevist, selv om nogen opstod fra de døde’, hvilket jo nok ville gøre større indtryk end fundet af arken. (Luk. 16:31) At Jesus havde ret, fremgår af det der skete da han oprejste Lazarus fra de døde: hans religiøse modstandere lagde råd op om at dræbe både Jesus og Lazarus. — Joh. 11:45-53; 12:9, 11.

Eftersøgningen af Noas ark er interessant. Kristne alle vegne ønsker at holde sig informeret om ting der har at gøre med den bibelske historie. Det er imidlertid vigtigt at huske at hverken sensationelle arkæologiske fund eller veritable mirakler er nødvendige for den kristne tro. Det er som apostelen Johannes skrev: „Jesus gjorde rigtignok også mange andre tegn i disciplenes påsyn, ting som ikke er skrevet i denne skriftrulle. Men dette er blevet skrevet for at I kan tro at Jesus er Messias, Guds søn, og for at I, fordi I tror, kan have liv ved hans navn.“ — Joh. 20:30, 31.

[Kort på side 8]

(Tekstens opstilling ses i den trykte publikation)

ARARAT

Sortehavet

Tyrkiet

Van-søen

Iran

U.S.S.R.

[Illustration på side 10]

Fotografi der af nogle benyttes som bevis (?) for at arken er blevet fundet