Den forbløffende væske i os

MANGE mennesker bliver meget utilpasse når de ser blod. Gælder det også Dem? De vil sikkert helst have at Deres blod bliver under huden, det vil sige i blodkarrene, hvor det hører hjemme. Det er der vel heller ikke noget at sige til, for det er dér vi har gavn af blodet. Det er blodet der holder os i live. Men hvad er blod egentlig? Hvad består det af? Hvordan arbejder det i legemet? Hvordan er blodet forskelligt fra den ene person til den anden?

Hvad er blod?

De har sikkert set Deres eget blod, måske oftere end De synes om. Tilsyneladende er det bare en rød væske, men hør engang hvad Encyclopædia Britannica (1974) har at sige om det:

„Blodets opbygning er utrolig kompliceret, og mange at dets bestanddele udfører funktioner hvis indviklede natur man næppe forstår.“

På en måde kunne man sammenligne blodet med et glas isafkølet citronlimonade. Egentlig er limonaden blot en blanding af vand, citronsaft og sukker med nogle isklumper og noget frugtkød i. Og blodet? Det er en kompliceret blanding med to hovedbestanddele. Den største bestanddel er væsken eller plasmaet. Af denne væske er 91,5 procent vand. Den øvrige procentdel udgøres af hundreder af kemikalier og opløselige bestanddele som hormoner, sukker, salte, kolesterol, proteiner, mineraler og så videre. Blodets anden hovedbestanddel er de ’faste’ elementer som flyder i plasmaet.

Både kredsløbet som helhed og blodets enkelte bestanddele udfører en lang række vigtige funktioner. Kender De nogle af dem? I denne gennemgang af blodets bestanddele vil vi især fremhæve seks hovedfunktioner.

De røde blodlegemer

Har De nogen sinde spekuleret over hvorfor blodet er rødt? Det skyldes de røde blodlegemer (erythrocytter). I en kubikmillimeter blod, eller i en dråbe på størrelse med prikken over et i, findes der omkring fem millioner røde blodlegemer, hos kvinder dog omkring en halv million færre. Et rødt blodlegeme har form som en lille rund plade der buer indad på de to sider. Man kan ikke se dem med det blotte øje, for hvis man lagde dem ved siden af hinanden ville der gå mere end 1300 på en centimeter.

Uden at man behøver at tænke over det producerer knoglemarven i ribbenene, kraniet og ryghvirvelen til stadighed røde blodlegemer. Hvordan kan det være? Det er fordi der hvert sekund dør 1,2 millioner af disse celler, som derefter udskilles gennem milten og leveren. Jern og andre vigtige mineraler fra disse døde celler udnyttes dog på forskellige måder, blandt andet til fremstilling af nye celler.

Men hvad foretager de røde blodlegemer sig i deres ’levetid’ på omkring fire måneder? Deres vigtigste opgave har forbindelse med vejrtrækningen. De fleste forbinder sikkert vejrtrækningen med lungerne, men hvordan kommer den ilt vi indånder, fra lungerne ud til legemets 60 billioner celler? Det ordner de røde blodlegemer. De røde blodlegemer henter ilten i lungerne på samme måde som en lastbil henter varer på et lager. Hvert af de røde blodlegemer indeholder et jernrigt protein som kaldes hæmoglobin. Dette stof iltes i lungerne, ruster så at sige, og idet det optager ilt bliver det højrødt. Fra lungerne bringes ilten hurtigt ud til ’kunderne’, legemets celler. Fra lungerne strømmer blodet til hjertet, hvor det får et kraftigt skub ud i de forgrenede arterier, indtil det når de mikroskopiske kapillærer. Når de røde blodlegemer i gåsegang passerer gennem kapillærerne afleverer de hurtigt deres ilt og tager andre stoffer med tilbage. Kroppens celler bruger derpå ilten til at forbrænde næringsstofferne med for derved at udvikle energi, så at vi kan bevæge os, tænke og holde os varme. Når blodet passerer gennem kapillærerne og afleverer sin ilt optager det affaldsproduktet kultveilte, som føres med tilbage til lungerne og udskilles dér.

Når en læge tager en blodprøve undersøger han om man har et passende antal sunde røde blodlegemer. Hvis man har for få lider man af blodmangel. Hvis det er tilfældet bør ens kost være mere jernholdig. Men det kan også få Deres læge til at undersøge om De mister blod ved indre blødninger, for eksempel fra et mavesår. Det kan også skyldes en sygdom i knoglemarven. Under alle omstændigheder må problemet undersøges grundigt, for man kender intet der kan erstatte de røde blodlegemers evne til at bringe ilt ud til legemets celler.

De hvide blodlegemer

De røde blodlegemer overgår de hvide (leukocytterne) i antal, og måske også i betydning. Der er fra 5000 til 10.000 hvide blodlegemer i hver kubikmillimeter blod, men de kan i modsætning til de røde selv bevæge sig hen til de steder hvor der er brug for dem, både i og uden for blodårerne. Deres opgave er enkelt sagt forsvar, de er ustandselig med til at redde Deres liv.

Der findes forskellige typer af hvide blodlegemer. To af disse typer, granulocytterne og monocytterne, virker som legemets politi. Man kommer måske til at rive sig på armen og bliver angrebet af en eller anden farlig bakterie. Men legemets politi er straks på vagt. De kan endog trænge igennem kapillærernes vægge, omslutte den indtrængende bakterie og opløse den med stærke enzymer. Det pus der danner sig ved en infektion fortæller at de hvide blodlegemer gør deres job, for materien består hovedsagelig af hvide blodlegemer og ’slagne’ bakterier. De hvide blodlegemer virker også ved en infektion inde i kroppen, for eksempel ved blindtarmsbetændelse. Deres læge kan undersøge hvor alvorlig en sådan betændelse er ved at undersøge antallet af hvide blodlegemer i Deres blod. Hvis antallet er højt tyder det på at de hvide blodlegemer er i gang med at bekæmpe en akut infektion.

En anden slags af de hvide celler, lymfocytterne, medvirker til at udvikle immunitet og modstandskraft mod infektioner. På en eller anden måde ved de hvad der hører til legemet og hvad der er fremmed. Hvis man for eksempel tager noget hud fra en del af legemet og poder det ind et andet sted på kroppen, er der stor chance for at det vokser til og lever videre. Men hvis huden tages fra et andet menneske vil lymfocytterne søge hen imod stedet, og da de indpodede celler er fremmede vil de blive stødt bort. Lymfocytterne har også en slags hukommelse der giver Dem immunitet mod forskellige sygdomme.

Blodpladerne

Kunne De forestille Dem at bære vand i en si? Hvis vi ikke havde blodpladerne ville det være lige så svært at holde blodet inde i blodkredsløbet. En blodplade er en lille farveløs og bøjelig plade af cellemateriale. Det lyder ikke imponerende, men det er deres arbejde til gengæld. Hvis man skærer sig vil blodpladerne i løbet af få sekunder klumpe sig sammen på det sårede sted. På denne måde standser de blødningen fra såret. Hvilken ’lim’ der får dem til at reagere sådan ved et sår og ikke inde i selve blodstrømmen, er et mysterium. Blodpladerne afgiver også stoffer som medvirker til at danne et mere holdbart sår.

Efter denne overfladiske gennemgang af blodets faste stoffer og deres vigtige funktioner vil vi betragte plasmaet, den flydende del der udgør 55 procent af hele blodmængden.

De øvrige 55 procent

Det er en fornøjelse at spise et godt måltid mad. Men når maden er fordøjet må den videre ud til cellerne for at kroppen kan få gavn af den. Det ordner Deres blodplasma stille og effektivt. På denne måde får alle cellerne i Deres krop den nødvendige næring. Både kulhydrater, fedtstoffer, proteiner, mineraler, salte og vitaminer afleveres hvor der er behov for det.

Men plasmaet har også et arbejde at udføre på vej tilbage fra cellerne. Foruden kultveilte er der andre affaldsprodukter der må fjernes fra cellerne. Det sørger Deres plasma for og spiller derfor en vigtig rolle i udskillelsesprocessen. Den transporterer for eksempel urinstof og urinsyre fra cellerne til nyrerne hvor disse stoffer fjernes fra blodet.

Hvis ens krop er for varm lukker kapillærerne ved huden sig op således at blodet bringer den overskydende varme op til overfladen. Når det er koldt bliver blodet imidlertid længere inde i kroppen, og på denne måde bevares kroppens varme. Blodet er med til at regulere temperaturen i legemet således at den til stadighed ligger på omkring 37 grader.

Husker De hvordan blodpladerne forhindrer at man forbløder? Denne funktion kaldes hæmostase. I blodplasmaet findes der flere vigtige substanser eller faktorer der medvirker til at blodet koagulerer. Når en eller flere af disse funktioner mangler, lider vedkommende af en farlig sygdom som kaldes hæmofili. Dette sker dog sjældent. For de fleste gælder det at når man skærer sig eller bliver såret starter der en indviklet koaguleringsproces. Et af blodplasmaets vigtige proteiner som medvirker til at sårene bliver forseglet med et hårdt lag fibre og celler, hedder fibrinogen. Dette forhindrer yderligere blødning, og legemet kan begynde at reparere skaden.

En anden af plasmaets bestanddele hedder albumin. Dette stof binder vandet i blodet så at plasmaet forbliver i flydende form. Hvis De har lidt af ødem eller væskeansamlinger i kroppen har en blodprøve måske vist at De led af albuminmangel og at vandet i Deres blod derfor var sivet ud gennem kapillærernes vægge og havde samlet sig i kroppens væv.

I en gennemgang af blodets fantastiske egenskaber må man ikke overse plasmaets globuliner. Når en skadelig bakterie eller virus trænger ind i kroppen reagerer legemets forsvarsmekanisme ved at producere nogle særlige molekyler der kaldes antistoffer. Disse antistoffer findes i globulinerne, og de dræber eller neutraliserer de indtrængende smitstoffer, som derefter fortæres af de hvide blodlegemer.

Antistofferne har en fantastisk hukommelse der forundrer videnskabsmænd jorden over. De har sikkert haft skoldkopper som barn; De har måske selv glemt det men det har Deres antistoffer ikke. Så længe disse antistoffer er aktive hos Dem er De immun over for denne sygdom. Hvis De igen skulle blive angrebet af virus fra skoldkopper vil Deres antistoffer straks tage kampen op. Livet igennem udvikler De naturligvis en kolossal mængde af forskellige antistoffer som beskytter Dem imod forskellige sygdomme.

Man bruger somme tider globulinerne og antistofferne når man skal behandle folk der allerede er blevet smittet af en sygdom, som for eksempel difteritis. I stedet for at lade sygdommen gå sin gang anbefaler lægen måske at man modtager serum fra blodet af et dyr eller et menneske der i forvejen har de rette antistoffer.a

De fleste ved at der er forskellige typer af menneskeblod. De har måske hørt om type A eller en anden af de almindelige typer, B, AB og O. Hvis man modtager blodtransfusion med en anden blodtype end sin egen bliver man alvorligt syg eller dør. Derfor prøver man på hospitalet at finde en ’tilsvarende’ blodtype. Til dato har man identificeret femten forskellige blodtyper.

Men kan man, i betragtning af blodets sammensatte natur, de utallige særegne kombinationer af antistoffer, hormoner, proteiner og andre faktorer, forvente at lægen vil kunne finde blod der ligner ens eget? I 1966 kunne man læse følgende i Science Digest: „I betragtning af det antal kendte faktorer der gør blod forskelligt anslår man at der kun i én ud af 10.000 blodtransfusioner er tale om fuldstændig foreneligt blod.“

Men siden dette blev skrevet har man lært mere der viser at et menneskes blod er forskelligt fra alle andres. I 1974 stod der således i Reader’s Digest:

„Der er stadig voksende sandsynlighed for at [et menneskes] blod er lige så særegent som dets fingeraftryk, forskelligt fra alt andet blod på jorden. Det ville i virkeligheden være muligt, hvis man tog blodprøver fra et antal mennesker der var forsamlet på et stort stadion lige nu, om et år ved hjælp af en ny serie blodprøver at henvise dem alle til de pladser de havde året før — alene på grundlag af særegenhederne i deres blod.“

Lægestanden bliver stadig mere opmærksom på de farlige reaktioner der kan følge med en blodtransfusion, for ikke at tale om overførsel af sygdomme som gulsot og syfilis. Men disse problemer understreger blot visdommen i Bibelens forbud mod at man opretholder livet ved hjælp af blod fra dyr eller mennesker. — 1 Mos. 9:3, 4; Apg. 15:19, 20.

Man kan ikke benægte at blodets sammensætning og funktioner er forbløffende. Med et elementært kendskab til nogle af dets bestanddele og til hvorledes det hver dag opretholder og bevarer livet forstår man bedre hvorfor Skaberen valgte blodet som symbol på livet. Han sagde: „Thi kødets sjæl [eller liv] er i blodet. . . . Derfor har jeg sagt til [jer]: Ingen af eder må nyde blod.“ — 3 Mos. 17:11, 12.

[Fodnote]