Da Tetondæmningen brast

FORESTIL Dem at De det ene øjeblik står og fisker ved et roligt vandløb, og det næste øjeblik febrilsk klatrer op ad den stejle skrænt langs floden for at undslippe en 90 meter høj vandmur. Den situation befandt nogle mennesker sig i ved Tetonfloden den 5. juni 1976. Øjenvidnernes beretning om hvad der skete da Tetondæmningen brast, er meget gribende. Hør for eksempel hvad der hændte for en lille flok mennesker der var ude at fiske:

Den strålende blå himmel gjorde denne lørdag til en perfekt dag til en fisketur på Tetonfloden, der af mange anses for at være den bedste fiskeplads for ørreder i staten Idaho, U.S.A. Ved 11-tiden om formiddagen satte det lille selskab deres gummitømmerflåde ud i floden lige neden for Tetondæmningen. Derfra lod de sig glide med strømmen et lille stykke ned ad floden og kastede så anker.

De havde allerede lagt mærke til at „vandet havde antaget en mælkeagtig farve“, da en mand pludselig råbte ned til dem oppe fra kanten af skrænten langs floden. Han advarede dem om at vandet muligvis ville stige da der var „en lille utæthed i dæmningen“. De lod sig glide længere ned ad floden og blev chokerede da de så en af deres slægtninge stå øverst på skrænten og skyde sin pistol af op i luften mens han vinkede som en vanvittig.

Dette, samt den hastigt stigende vandstand, fik dem til at indse at der måtte være sket noget drastisk. En af kvinderne der var med fortæller: ’Vi padlede som rasende for at komme ind mod land og klatrede som afsindige op ad skrænten. Jeg så mig tilbage og råbte til de andre at de bare skulle lade båden drive. Jeg klatrede højere op og standsede for at få vejret, og nu så jeg en stor metalbeholder der var omkring 15 meter i diameter komme farende ned ad floden. Bølgerne kastede den rundt som en prop. Jeg skal love for at jeg klatrede!’

Netop som selskabet var kommet op ad skrænten, skyllede en enorm bølge gennem hele kløften — der var 90 meter dyb!

Denne vældige vandmasse bevægede sig hurtigt fremad. Én ung fisker druknede, og en anden blev slemt medtaget men klarede at holde sig oppe selv om han blev ført med af vandet omkring 8 kilometer, hvorefter det lykkedes ham at gribe fat i et træ. Han blev reddet fra træet flere timer senere.

Mange ure standsede samtidig klokken 11.57 om formiddagen da strømmen svigtede. For størstedelen af de et hundrede tusinde indbyggere i denne del af Idaho, syntes tiden også at stå stille. Da det hele var overstået var der elleve som var døde og tusinder der var hjemløse. Man anslog at den materielle skade beløb sig til mellem 400 millioner og en milliard dollars! Hvordan kan det være at skaderne var så omfattende? Fordi flodbølgen delte sig i fem „arme“.

Når vandet nåede til en skarp drejning af floden, drejede hele vandmuren ikke, men en del af den skyllede op ad flodbredden og fortsatte vestpå. Vandet trængte også ind i de små dale eller „gryder“ i dette bakkede terræn, og delte sig således i fem udløbere eller „arme“. En vældig „arm“ strakte sig naturligvis sydpå langs Snake River (den flod Tetonfloden løber ud i).

Men hvordan så det ud da vandet kom væltende fra den dybe flodkløft og ud i den bredere dal? Darrell Singleton, der er ældste i en af Jehovas Vidners menigheder, ejer en gård seks kilometer neden for dæmningen. Han var hjemme hos sig selv og fortæller hvad der skete:

„Vandet opslugte alt“

„Vi var ved at læsse noget udstyr på vores varebil der er indrettet som campingvogn, da vores datter i Rexberg ringede. Hun sagde at Tetondæmningen var ved at blive skyllet bort og at alle fik besked på at forlade stedet. Jeg svarede at en eller anden sandsynligvis var blevet urolig på grund af en mindre oversvømmelse fordi reservoiret var fuldt og løb over. Hun sagde at det var alvorligere end som så. Jeg besluttede derfor at lægge røret på og forlade stedet og sagde at hun skulle gøre det samme.

Jeg var ikke særlig bekymret, men vi besluttede at køre hen til dæmningen og selv se hvordan det stod til. Da vi kom derhen løb folk panikslagne bort fra dæmningen. Et enkelt blik fortalte os hvad der var ved at ske. Ned gennem den dybe floddal kom en enorm chokoladebrun vandmasse væltende ud i dalen. Hvor vandet kom frem rejste der sig en stor støvsky. Når flodbølgen ramte forskellige genstande på sin vej, så det ud som om de eksploderede.

Vi vendte om og begyndte at køre hjem, alt imens vi advarede de mennesker vi passerede på vejen. Ét sted tøvede de med at forlade deres hjem, men de lod sig overtale da de elektriske ledninger begyndte at falde ned. På tre kilometers afstand så vi en vandmur på ni meters højde ramme vort hjem. Vandet opslugte alt. En følelse af hjælpeløshed greb os — overalt så man ødelæggelse.

Senere, omkring klokken 17, gik vi tilbage til vores gård. Vandet havde flyttet stuehuset cirka 140 meter, hvorefter det var brudt sammen. Alle de andre bygninger og vore landbrugsredskaber var ødelagt. Min båd og min varebil, der stadig var spændt sammen, hang oppe i træerne.“

De fleste mennesker i Wilford-området, som var det første der blev oversvømmet, havde kun fået omkring ti minutters varsel. Nogle løftede hovedet og så vandet komme hen imod dem. Den uhyggelige lyd af træer der brækker advarede andre. En kvinde så „et murstenshus blive slynget op i luften som et dukkehus af plastic“.

Forlad stedet nu!

I umiddelbar nærhed af floden lå en række småbyer. Sugar City var den første i rækken. Heldigvis blev alle evakueret før vandmuren, der nu var ti kilometer bred, ødelagde byen. Træer der var rykket op med rode, tømmer, tønder, ja selv biler og landbrugsredskaber blev slynget imod bygningerne.

Sørgeligt nok så man også mange døde dyr flyde med strømmen. I de områder der blev oversvømmet havde der været flere tusind stykker kvæg. I mange tilfælde havde ejerne kun haft tid til at åbne deres bås og give dem chancen for at „løbe for livet“. Nogle af dyrene havde held til det, men de fleste havde ikke.

Før flodbølgen kom lykkedes det politiet at udbrede advarselen: ’Forlad stedet nu!’ I den næste by, Rexberg, adlød man i tide, og snart gik vandet til taget af mange af bygningerne.

Efterhånden som den rivende strøm fortsatte sydpå gjorde man i hvert lille samfund hvad man kunne for at evakuere stedet. Mange mennesker var helt forfjamskede. Da det var umuligt for myndighederne at beregne hvor hurtigt oversvømmelsen ville brede sig, var de bekendtgørelser der blev udsendt om hvor meget vandstanden ventedes at stige, ofte unøjagtige. Som følge af at elektriciteten svigtede og adskillige broer var skyllet bort, var færdselen og kommunikationen stærkt hæmmet.

Adskillige byer forsvarer sig

Idaho Falls var den største by langs floden. Hundreder af frivillige meldte sig da der blev efterlyst mandskab til at træffe nogle nødforanstaltninger. Det var mærkeligt at se dem travlt optaget af at lægge sandsække langs bredden af Snake River i det klareste solskin. Om søndagen da flodbølgen kom, var den seks meter høj. Men alle broer holdt — oversvømmelsen var under kontrol. De frivillige havde arbejdet hele den foregående dag og hele natten, og havde vundet!

Men længere nede ad floden gik det ikke helt så godt. På trods af at de frivillige havde gjort en tapper indsats, var der flere egne der blev oversvømmet af den vedholdende vandstrøm. Næsten 120 kilometer fra dæmningen var vandet stadig en rivende strøm!

Mandag nat begyndte vandet endelig at falde; Teton-oversvømmelsen havde løbet linen ud. De mennesker der havde boet på flodbølgens vej gik bogstavelig talt rundt og samlede stumperne sammen. Mange var taknemmelige for at det var sket midt på dagen og ikke om natten, da der så var flere mennesker som ikke havde kunnet bringe sig i sikkerhed. Ikke desto mindre stillede folk overalt det samme spørgsmål: Hvordan kunne sådan noget ske?

En lille begyndelse

Har De nogen sinde hørt om den lille hollandske dreng som, da han opdagede en utæthed i et dige, stod med fingeren presset mod hullet i timevis indtil der kom hjælp? Han blev kaldt en ’helt’ og fik æren for at have reddet en hel by! På samme måde var det en utæthed der var årsag til tragedien med Tetondæmningen. Men hjælpen kom for sent.

Omkostningerne ved bygningen af dæmningen blev opgivet til 55 millioner dollars da projektet nærmede sig sin afslutning. Den 5. juni 1976 omkring klokken 8 om morgenen blev der tilkaldt et arbejdshold. I adskillige dage havde dæmningens faste personale kunnet se en vedvarende utæthed. Nu løb der en stadig strøm af mudret vand ud gennem dette hul, og man havde bemærket endnu en utæthed. Eftersom reservoiret bag dæmningen for første gang var fyldt, var tilstedeværelsen af disse utætheder foruroligende.

Det blev besluttet at man ved hjælp af to bulldozere ville skubbe store sten ned i den store utæthed på forsiden af dæmningen. På dette tidspunkt havde der imidlertid dannet sig en ildevarslende strømhvirvel (som viste hvor stærkt vandet blev presset ud) på den side af dæmningen hvor reservoiret var. Foruden alt dette sank den største af bulldozerne ned i leret på dæmningen; de to førere kædede bulldozerne sammen og forsøgte at trække dem begge baglæns op ad skråningen. Snart afbrød den tilsynsførende dem og gav tegn til begge førere om at forlade deres maskiner og komme i sikkerhed. Der løb nu meget mere vand ud gennem utætheden, og vandet åd et stort hul i dæmningen.

Store bulldozere kørte nu oppe på dæmningen og skubbede store sten ned i strømhvirvelen i reservoiret. På trods heraf blev utætheden stadig større, og de to forladte bulldozere der var kædet sammen faldt nu ned i de brølende vandmasser. Snart blev alle mennesker og alt udstyr fjernet fra dæmningen. Kampen for at standse vandstrømmen var tabt.

Et øjenvidne beskriver hvad der derefter skete: „Jeg vidste at der ville blive oversvømmelse, men jeg havde ikke forestillet mig at det ville blive som det blev; det så ud som om havet skyllede ind. Alt blev opslugt utrolig hurtigt. Hver gang et stykke [et stort jordstykke fra dæmningen] faldt i, så det ud som om der skete en eksplosion. En eksplosion af mudder.“

Men med alle de tekniske fremskridt der er sket inden for byggeriet, hvordan kunne disse utætheder da være opstået? I Engineering News-Record for 15. juli 1976 stod der at et ekspertudvalg fem uger senere „omtalte fem mulige årsager til at den 93 meter høje jorddæmning kunne være brudt sammen“. De teorier de fleste støttede, gik ud på at det man kalder „betongardinet“ ikke havde virket som det skulle. Hvad er det for noget?

Når man har mistanke om at den klippeart der ligger under eller for enden af dæmningen (dalens sider eller skråninger) er porøs, borer man nogle rækker af store huller ind i klippen og fylder dem med cement. Denne mur eller dette „gardin“ af cement skulle forhindre vandet i at sive ud under eller ved siden af dæmningen. Ved Tetondæmningen virkede dette gardin åbenbart ikke som det skulle, og der hvor dæmningens ene side stødte op mod klippevæggen, begyndte vandet at sive igennem. Da vandet først havde skyllet det yderste lag af dæmningen bort i denne side, varede det ikke længe før trykket fra søen bag dæmningen fik den svækkede del af dæmningen til at briste.

De udenforståendes og de impliceredes reaktion

Da denne ulykke skete var der tusinder af mennesker som gjorde noget for at hjælpe ofrene for oversvømmelsen. Den hjælp der blev ydet af Jehovas vidner i hele den vestlige del af De forenede Stater blev omtalt som „overvældende“. Et af ofrene fortæller noget der varmer en om hjertet: „Da vi stod op ved daggry om søndagen stod der en lastbil fyldt med mad, tøj og sengetøj uden for huset, og to brødre [to Jehovas vidner] sad i førerhuset og sov. De havde kørt det meste af natten.“

Et fjorten meter langt vognlæs med forsyninger blev sent fra Utah, og en stor påhængsvogn kom fra Californien. Et af ofrene siger: „Vi modtog så meget at vi ikke vidste hvad vi skulle gøre ved det alt sammen. Vi vidste at brødrene sendte det til alle der trængte til noget, og vi delte derfor med naboer og andre der var i samme situation som vi var.“ Snart måtte de der ledede Jehovas vidners hjælpearbejde sige: „Det er nok!“

Når man ser tilbage på denne tredages prøvelse opdager man nogle overraskende kontraster. De fleste havde arbejdet side om side og vist hinanden venlighed. Nogle risikerede oven i købet livet for at redde andre. På den anden side blev plyndringer snart et alvorligt problem for myndighederne. Eftersom politiet kontrollerede adgangen til ulykkesområdet, var det åbenbart ofrenes „naboer“ der hjerteløst stjal fra hinanden.

En yderligere modsætning så man i den indstilling folk havde til tabet af ejendele. Naturligt nok var der mange som gav udtryk for ængstelse for fremtiden. En kvinde gav imidlertid udtryk for følgende tanker: „Det var en frygtelig oplevelse, men jeg er bestemt glad for at min familie er blevet reddet. Jeg tror at folk efter dette er blevet klar over at det er mennesker der betyder noget og ikke materielle ejendele.“

Men hvad man end har lært af Tetonoversvømmelsen, så har den sat sine spor — både på selve landområdet og på de overlevende. — Indsendt.

[Illustration på side 14]

Det enorme hul i dæmningen efter at den var brudt sammen

[Kildeangivelse]

Billedet bringes med tilladelse fra De forenede Staters indenrigsministerium, landvindingsudvalget