Hvordan skal man vise respekt for de døde?

TO UNGE franskmænd, Marc og Paulina, havde allerede da de var midt i tyverne, overværet adskillige begravelser i Frankrig. De vidste hvor sørgelig en begivenhed det kan være, og de kendte også nogle af de skikke der knytter sig til begravelser.

På et tidspunkt i 1975 da de var i New York som studerende, overværede de begravelsen af en bekendt som stammede fra en af øerne i Det caraïbiske Hav. De forventede ganske vist at begravelsesskikkene kunne være lidt anderledes end det de var vant til. Men de var alligevel ikke forberedt på det de oplevede. Under begravelsen brød nogle af de efterladte pludselig ud i høje klageskrig. Nogle af øboerne prøvede at kaste sig ned over kisten, ja nogle prøvede endda at tage låget af for at kunne kysse den døde, som det var skik og brug der hvor de kom fra.

Det franske ægtepar var helt ukendt med sådanne skikke, og noget chokeret over dem, men det var almindeligt at den slags foregik på den ø den afdøde stammede fra. Dette illustrerer blot hvor forskellige skikkene kan være. Nogle skikke er sandsynligvis opstået på grund af lokale behov, som i troperne, hvor det er nødvendigt at den døde begraves med det samme, eller i lande hvor jorden er sparsom og ligbrænding derfor er en fordel. Andre skikke har sikkert deres baggrund i lokal religion eller overtro. Atter andre skikke er måske blot kønne gamle traditioner hvis oprindelse og betydning ingen mere husker.

Er alle begravelsesskikke af det onde?

Mange der lærer Bibelens love og principper at kende, er i begyndelsen tilbøjelige til at afvise alle begravelsesskikke. Af hvilken grund?

De ved måske at Gud udtrykkeligt forbød israelitterne at deltage i de skikke som de omkringboende folkeslag fulgte i forbindelse med begravelse og dødeklage. Gud sagde: „De må ikke klippe sig en skaldet plet på deres hoved, ikke studse deres skæg eller gøre indsnit i deres legeme.“ (3 Mos. 21:5; 19:27, 28) Guds folk skulle, religiøst set, holde sig helt adskilt. Israelitterne måtte ikke efterligne de omkringboende hedningefolks yderliggående sørgeskikke. Da jøderne senere hen begyndte at følge disse hedenske ritualer, havde det ikke Guds godkendelse.

Betyder det nu at kristne der lever i dag, kategorisk må afvise alle de skikke der knytter sig til begravelser på deres egn? Ikke nødvendigvis.

Bibelen viser at der findes skikke som man ikke behøver at indvende noget imod. For eksempel siges der at Kristi disciple tog hans legeme ned fra pælen og „bandt det ind i bind sammen med de vellugtende stoffer, sådan som jøderne har for skik at berede til begravelse“. — Joh. 19:40.

Jøderne fulgte måske denne skik for i nogen grad at forsinke forrådnelsen. Men eftersom de vellugtende stoffer kun blev anvendt uden på den dødes legeme, ville liget alligevel snart begynde at gå i forrådnelse. (Joh. 11:39) Motiveringen for denne skik kan også have været respekt for den afdøde. Men hvad gjorde man efter at den kristne menighed var blevet oprettet? Interessant nok ser det ud til at de første kristne fortsatte med at praktisere mange af de jødiske begravelsesskikke, for eksempel det at begrave umiddelbart efter dødens indtræden, i stedet for at vente til senere, og i stedet for måske at brænde den dødes legeme.

Et andet bevis for at det ikke nødvendigvis er forkert at følge lokale begravelsesskikke, er det vi læser om patriarken Jakob. Da han døde i Ægypten lod hans søn Josef nogle lokale læger balsamere liget. Beretningen siger: „Dermed gik fyrretyve dage, thi så lang tid tager balsameringen.“ (1 Mos. 50:1-3) Denne fyrre dages balsameringsperiode var en ægyptisk skik; ved at følge den blev det muligt for Josef at føre Jakobs døde legeme ud af Ægypten for at lade det begrave i Kana’an hos hans forfædre. — 1 Mos. 49:29-32; 50:12-14.

Hvad man bør tage i betragtning

I betragtning af de mange forskellige begravelsesskikke der følges i verden, kan man med god grund spørge: Hvilke retningslinjer kan hjælpe én til at afgøre om man skal følge dem eller ej?

Den der har respekt for de døde, men først og fremmest har respekt for Gud, bør naturligvis overveje om skikkene er i strid med Bibelen.

For eksempel har det før i tiden blandt koreanere været skik at man strøede ris på taget af den afdødes hus eller uden for døren, og at en mandlig slægtning klatrede op på taget, hvor han viftede med et klædningsstykke som den afdøde havde brugt og råbte dennes navn. Ceremonien kaldtes Cho-Hon, „opfordring til sjælen“. Tanken var at man med denne skik opfordrede den dødes sjæl til at forlade huset. I andre lande mener man at den døde fortsætter i et andet liv, hvorfor man lægger en mønt ind i munden på den afdøde eller ned i kisten, den såkaldte „karonsmønt“. Man mener så at den døde vil have penge at betale med i det andet liv, for eksempel til „færgemanden der skal føre ham over floden til evigheden“.

Sådanne skikke stammer naturligvis fra den overtro at alle har en udødelig sjæl som lever videre efter legemets død. Bibelen fortæller imidlertid at ethvert menneske er en sjæl, at man er død og fuldstændig uden bevidsthed når man dør, og at menneskets fremtidshåb ligger i Guds magt til at give det en opstandelse. (1 Mos. 2:7; Præd. 9:5, 10; Joh. 5:28, 29; 11:24-26) Hvis man kender den sandhed Bibelen fortæller om de dødes tilstand, hvordan kan man da deltage i en begravelsesskik som bygger på den ubibelske forestilling at sjælen er udødelig? Det ville ikke være et udtryk for respekt for den døde at knytte falske forestillinger til begravelsen.

En anden faktor man må overveje, er spørgsmålet om hvordan en skik udføres eller forstås rent lokalt.

For eksempel er det mange steder almindeligt at der holdes „ligvagt“ eller „vågenat“. Den dødes familie og venner sidder „vagt“ i nærheden af liget en hel nat eller endnu længere. Grunden til dette varierer. Hos nogle folkeslag skyldes traditionen at man før i tiden frygtede at der ville komme en dæmon og stjæle liget. Andre mente at den dødes sjæl ville blive i huset den første nat og ramme de efterladte med sygdom hvis de faldt i søvn. The Encyclopedia Americana fortæller: „Disse vågenætter ledsages somme tider af beruselse og optøjer,“ hvilket ikke udtrykker nogen „oprigtig respekt for den døde“.

Hvis der er andre skikke som folk følger ’af respekt for den døde’ og som det forventes at man deltager i, må den kristne igen overveje hvad disse skikke betyder og hvordan de rent lokalt opfattes.

For eksempel er det mange steder sædvane at man sender blomster til en begravelse. Hvilken betydning lægger folk i dette? Nogle steder er det, især før i tiden, blevet betragtet som et offer til guderne. For eksempel er det i Japan stadig skik ved buddhistiske begravelser at deltagerne ofrer en lille smule røgelse til guderne. Man kan naturligvis ikke følge en sådan skik hvis man har samme mening som Jesus, der sagde: „Det er Jehova din Gud du skal tilbede, og det er ham alene du skal yde hellig tjeneste.“ (Matt. 4:10) Men mange steder på jorden forbindes blomster ikke mere med religiøse motiver, og det at give blomster opfattes ikke som en tilbedelseshandling. Dér er blomsterne blot en tilkendegivelse af giverens sympati, eller blot et led i udsmykningen.

Også i forbindelse med påklædning ved begravelser kan man overveje hvad der er lokal skik og brug. Dette varierer fra sted til sted. Nogle steder i mellemøsten og det fjerne østen forventes det at både mænd og kvinder bærer en dragt af groft, hvidt kattun, og hvide sandaler af strå eller siv. Men i Japan og mange katolske lande er det sædvane at man går i sort, eller at man har et sort armbind på. Kræver respekten for de døde at man nødvendigvis må følge disse skikke?

Det siger sig selv at den døde ikke ved hvad de levende har på. Spørgsmålet er altså hvilket indtryk de levende vil få hvis man følger deres skikke med hensyn til påklædning. Betragtes den pågældende klædedragt almindeligvis som noget der har forbindelse med troen på sjælens udødelighed eller troen på et brændende helvede, eller forbindes påklædningen med et bestemt trossamfund? Hvis det er tilfældet, og man bruger en sådan klædedragt, vil andre altså få det indtryk at man tror på sjælens udødelighed eller at man tilhører det pågældende trossamfund. En anden sag er spørgsmålet om takt og tone. Den kristne ønsker ikke unødigt at vække anstød. Således vil han måske finde at det bedste er at klæde sig i dæmpede farver og ikke alt for opsigtsvækkende; dette vil sikkert passe bedst til stemningen i „et sørgehus“, da man normalt vil forbinde livlige farver og mønstre med stemningen i „et gildehus“. — Præd. 7:1-4.

Det betyder ikke at det er forkert at man kan se på en kristen at han eller hun sørger. Fortidens jøder sørgede når en af deres kære var gået bort, men de gik ikke til yderligheder som at skære eller gøre indsnit i sig selv. Ved mange lejligheder kunne man se på deres påklædning eller deres ydre i øvrigt at de sørgede. — 2 Sam. 13:18, 19; 19:4; jævnfør Job 1:20; 2:11, 12.

Man bør vise ligevægt i sin bedømmelse af dette. Jesus var bekendt med den sorg som døden efterlader. (Mark. 5:38, 39) Der står om ham at han græd og stønnede i ånden da hans ven Lazarus var død, men intet tyder på at hans sorg gik videre end til dette. (Joh. 11:33, 35) Blandt Jesu disciple bør sorgen og den måde den udtrykkes på, også være afvejet med det glædelige og styrkende håb om en opstandelse. Apostelen Paulus skrev: „Endvidere, brødre, ønsker vi ikke at I skal være uvidende om dem som sover i døden, for at I ikke skal sørge ligesom de andre, der ikke har noget håb.“ — 1 Tess. 4:13.

Det vil således være rimeligt at de kristnes afbalancerede holdning også ytrer sig i forbindelse med begravelsesskikke.

Personlige følelser

I forbindelse med begravelsesskikke er den enkeltes samvittighed og personlige følelser en vigtig faktor at tage i betragtning.

I nogle lande er det sædvane at de efterladte og måske også andre begravelsesdeltagere knæler ned og beder en bøn ved siden af kisten. Nu kan der naturligvis ikke rejses nogen bibelsk indvending imod at bede til Jehova Gud, hvad enten det sker ved en begravelse eller i andre forbindelser. Jesus bad ved Lazarus’ grav. (Joh. 11:41, 42) Men sande kristne beder ikke til den afdøde, og de vil heller ikke give andre det indtryk at de beder for at hjælpe den døde ud af en skærsild eller lette vejen til himmelen for den døde. Mange kristne har truffet den beslutning helt at afstå fra at bede sådanne eller andre bønner der kunne opfattes som ren formalisme. — Matt. 6:1, 5, 6.

Den enkelte har også lov til at følge sin samvittighed i forbindelse med at holde begravelsen på en ganske enkel måde, uden ritualer.

Dette kan for eksempel gælde det der foretages ved selve gravstedet. Nogle steder er det skik at familien eller de der bærer båren kaster en blomst på kisten eller ned i graven før denne kastes til. Mange opfatter det som en sidste hyldest eller et sidste udtryk for respekt for den døde. Sande kristne ved naturligvis at den døde ikke har nogen glæde af denne blomst. Og hvis den afdøde også var en sand kristen, ville han eller hun have anerkendt vejledningen i Romerbrevet 1:25, om at kristne ikke bør tildele noget menneske en hyldest eller ære der ikke tilkommer mennesker. Nogle har derfor besluttet at de ville undlade at følge denne skik.

Mange steder praktiseres der „jordpåkastelse“ ved selve gravstedet. Præsten eller begravelsesforretteren kaster en lille smule jord ned i graven, ofte samtidig med at han citerer Første Mosebog 3:19, hvor der står at Adam var taget af støvet og skulle vende tilbage til støvet. Denne bibelske udtalelse var imidlertid blot en konstatering — Gud forudsagde hvad der ville ske med Adam nogle hundrede år senere. Det var ikke en indstiftelse af et ritual der skulle gentages ved hver eneste begravelse.

Det er naturligvis ikke forkert at man ved en begravelse citerer fra Bibelen, og man kan da også citere Første Mosebog 3:19. I en sådan situation vil der imidlertid være mere trøst i at nævne Bibelens ord om opstandelseshåbet. Sådanne ord har en mere varig og gavnlig virkning end symbolske handlinger, som mange har følt ikke hørte hjemme ved lejligheden.

Når der er så mange forskellige begravelsesskikke i verden, hvem kan da lære dem alle at kende, endsige sætte sig ind i hvordan og hvorfor de er opstået? Når den kristne overvejer om han skal følge en skik der er udbredt på hans egn, kan han træffe sin afgørelse ved at tænke sagen igennem. Er det almindeligt kendt at oprindelsen til denne skik eller dens nuværende betydning har at gøre med noget der strider imod Guds ord? Følges denne skik på en måde som ikke stemmer med det sande håb som de kristne har fra Bibelen? Vil det vække unødigt anstød hvis den kristne følger skikken, eller hvis han undlader at gøre det? Hvad har han lagt mærke til ved de enkle begravelser som andre sande kristne i samme område har stået for? Og hvad siger hans egen samvittighed og hans personlige følelser?

Ved at overveje sådanne faktorer kan den kristne træffe en afgørelse i harmoni med sin tro, sin sans for hvad der er passende og sømmeligt, og med den rette respekt for de døde.