Dødshjælp — hvad siger juristerne?

AF „VÅGN OP!“-​KORRESPONDENT PÅ FILIPPINERNE

FORESTIL Dem en 80-årig mand der af sin læge har fået at vide at han lider af en uhelbredelig sygdom. Man har fortalt ham at hans tilstand fra nu af vil svækkes mere og mere. Smerterne vil tage til, og legemsfunktionerne vil langsomt ebbe ud. Smertestillende midler vil kunne mildne dødskampen for en tid, men i de sidste stadier bliver smerterne stærkere lige til manden dør. Og efter at de voldsomme smerter er begyndt, kan der godt gå flere måneder før døden indtræffer.

Følgen bliver at patienten udfærdiger en erklæring hvori han formelt anmoder lægen om at give ham en indsprøjtning som kan fremkalde en hurtig død når smerterne bliver uudholdelige. Denne handling bliver kaldt „medlidenhedsdrab“ „dødshjælp“ eller eutanasi (græsk for „god død“). Ved „aktiv“ eller „positiv“ dødshjælp forstås at man fremskynder døden ved indgivelse af en gift eller ved benyttelse af andre midler. Ved „passiv“ eller „negativ“ dødshjælp lader man en håbløst syg patient dø uden at påbegynde eller fortsætte en „overbehandling“, der kun ville udskyde døden en kort tid.

Indtil for få år siden ville de fleste læger sandsynligvis have nægtet at efterkomme anmodninger om dødshjælp. Imidlertid ser det ud til at man er begyndt at se anderledes på det visse steder i verden. For nogen tid siden anbefalede en svensk kredslæge at der blev åbnet en „dødshjælp-klinik“, hvor gamle, alvorligt syge og andre stakkels mennesker kunne „bede om hjælp til at dø“. Mange har givet udtryk for at de går ind for eutanasi.

En interessant „retssag“

Hvad nu hvis en læge går med til at yde dødshjælp? Skal han så tvinges til at møde op i retten og tilbagevise anklager for mord eller manddrab? Lægen vil sikkert fremføre at det eneste der er sket, er at han har skånet et menneske for stærke lidelser, et menneske der givetvis ville dø alligevel. Men ifølge de fleste landes love er en sådan handling mord. Bør disse love ændres?

Dette spørgsmål blev taget op til drøftelse på en juridisk verdenskonference i Manila på Filippinerne; jurister fra hele verden deltog. Konferencens tema var „International lovbeskyttelse af Menneskerettigheder“. En af de menneskerettigheder der blev lagt særlig vægt på var „retten til at dø“, det vil sige et menneskes ret til at forlange dødshjælp for at undgå smerter og lidelser. Konferencen gav gode muligheder for at sætte sig ind i hvad mænd inden for sagførerstanden mener om et spørgsmål hvor følelser i så høj grad spiller ind.

Behandlingen af spørgsmålet om eutanasi formede sig som en retssag. Meningsudvekslingerne samlede sig om det hypotetiske tilfælde med den 80-årige mand vi omtalte i begyndelsen af denne artikel. Tre advokater, en fra Israel, en fra Bangladesh og en fra Filippinerne, førte sagen. Der var i alt fem dommere; de kom fra Canada, Filippinerne, Senegal, Tanzania og Thailand. Advokaterne skulle udtale sig for eller imod dødshjælp, og som grundlag skulle de benytte det tænkte tilfælde med den 80-årige mand. Bagefter skulle dommerne afsige en kendelse.

„Ja“, men med forbehold

To af de tre advokater viste sig at gå ind for aktiv dødshjælp, men de tog visse forbehold. Syed Ishtiag Ahmed, en erfaren sagfører fra det muhamedanske Bangladesh, mente at mandens anmodning skulle tages til følge i betragtning af de givne omstændigheder. Hvis det kunne garanteres at lægens prognose var sikker, hvis man kunne skaffe vished for at patienten var i stand til at fremsætte en gyldig anmodning, og hvis man på en eller anden måde kunne afgøre hvor voldsom patientens dødskamp var, burde man efter sagførerens mening åbne mulighed for dødshjælp.

Ahmed mente dog at det kunne blive svært at få de nævnte betingelser opfyldt i praksis. Og han var bange for at det ville blive umuligt at hindre misbrug, når eutanasi først var blevet tilladt ved lov.

Sagføreren fra Bangladesh fremførte også at det i hans hjemland var lidt forhastet at tale om „retten til at dø“, eftersom så mange af hans landsmænd ikke nød andre og væsentligere rettigheder, såsom retten til at få mad, undervisning, lægemidler, og så videre. Han spurgte: Hvad for eksempel med et menneske som er ved at dø af en smertefuld sygdom der nok findes midler imod, men midler han ikke har råd til at købe? Skulle man så gribe til dødshjælp fordi manden er for fattig til at betale for sin helbredelse? Og hvad med de sindssyge, eller med mennesker som ligger bevidstløse? De kan jo ikke selv bede om en hurtig død.

Milde domstole

Den israelske professor i juridiske spørgsmål Amos Shapira erkendte at aktiv dødshjælp sandsynligvis ville blive anset for mord ifølge republikken Israels nugældende lov, og medføre den obligatoriske straf, fængsel på livstid. Alligevel har visse domstole i Israel vist en velvillig holdning til eutanasi.

En israelsk kvinde dræbte sin stærkt retarderede treårige søn med barbiturater, som hun kom i hans mad. Retten idømte hende et års fængsel, som landets præsident senere nedsatte til fire måneder. I et andet tilfælde led en 37-årig mand af uhelbredelig kræft. Hans smerter blev stærkere og stærkere, og en dag bad han sin moder gøre ende på hans lidelser. Hun skød ham en nat mens han sov. Retten kendte hende skyldig i uoverlagt manddrab (ikke mord) og idømte hende et års fængsel. Man udsatte strafafsoningen i håb om at præsidenten ville mildne dommen. Eftersom israelske domstole holder sig tilbage fra at gå frem efter gældende lov, var professor Shapira stemt for en ændring af loven af hensyn til spørgsmålet om dødshjælp.

Den jødiske religiøse lov

Professor Shapira bemærkede imidlertid at den voksende tolerance over for eutanasi ikke er i overensstemmelse med den jødiske religiøse lov. Han citerede en udtalelse af rabbineren J. David Bleich: „Menneskeliv tillægges den højeste værdi og går praktisk taget forud for alt andet, ifølge jødisk lov og morallære . . . Pligten til at bevare liv er i realiteten altomfattende.“ En anden rabbiner, M. D. Tendler, har skrevet: „Den der befinder sig i extremis [det vil sige, er døende] nyder lovens fulde beskyttelse; at forkorte hans liv så meget som et sekund er mord.“ Det tillades læger endog at bryde sabbaten for at tilse en alvorligt syg patient og om muligt forlænge hans liv.

Men hvad siger jødisk lov i tilfælde hvor patienten ligger for døden og der intet håb er om helbredelse? Da kræves det ikke at lægen forlænger patientens dødsleje uden grund. Hebraisk har et specielt udtryk for et menneske der drages med døden; det er goses. De gamle rabbinere havde den opfattelse at selv om man skulle gøre alt for at helbrede eller hjælpe en syg, betød det ikke at man skulle holde en goses kunstig i live og forlænge hans dødskval.

En afvigende mening

Den tredje sagfører, den filippinske jurist og tidligere senator Ambrosio Padilla, hævdede at aktiv, eller positiv, dødshjælp var forkert i alle tilfælde. Han holdt på at det kunne sidestilles med selvmord når patienten bad om at måtte dø, og det uanset hans fysiske tilstand. Hvis døden forårsages uden patientens samtykke er det manddrab, sagde Padilla. Han fremførte at livet var en Guds gave som intet menneske havde ret til at ødelægge. Efter Padillas mening satte man sig i Guds sted hvis man påtog sig at gøre ende på menneskeliv.

Den filippinske jurist rejste desuden spørgsmålet om hvem der kunne stå inde for præmisserne i den sag man her drøftede, nemlig at den 80-årige absolut ville dø uden håb om helbredelse. Det er en kendt sag at „uhelbredeligt“ syge mennesker undertiden kommer sig af en eller anden uforklarlig grund. Med de hurtige fremskridt lægevidenskaben gør, kan det også være at en sygdom som er uhelbredelig i dag, kan helbredes i morgen. Padilla mente dog ikke at en døende patient skulle holdes kunstigt i live med speciel eller ekstraordinær behandling.

Dommernes kendelse

Da alle havde fremført deres indlæg, trak de fem dommere sig tilbage og gennemgik sagen. To dage senere afsagde de deres kendelse. Selv om der, dem bekendt, ikke fandtes en international retssætning der ubetinget løste problemet, var de kommet til den slutning at manden skulle „have lov til at dø med værdighed og at hans anmodning skulle efterkommes“.

Vi har nu set hvordan nogle jurister og dommere ræsonnerer i spørgsmålet om dødshjælp. Hvordan bør kristne se på det? De kristne, der ønsker at efterleve Bibelens principper, respekterer at livet er helligt i Guds øjne. Af hensyn til deres egen samvittighed og i lydighed mod landets love vil de derfor aldrig gribe til aktiv, eller positiv, eutanasi. — 2 Mos. 20:13; 4 Mos. 35:20, 21, NW; Rom. 13:1, 5; 1 Pet. 3:16.

Hvor der imidlertid er tale om at døden umiskendeligt er forestående og uundgåelig, kræver Bibelen ikke at man benytter ekstraordinære (og måske bekostelige) midler og dermed trækker dødsprocessen ud. I et sådant tilfælde overtræder man ikke Guds lov hvis man lader døden skride uhindret frem. Men man bør være særdeles varsom med at drage den slutning at en patient er så syg eller afkræftet at alt håb om at han kommer sig, er ude.a

[Fodnote]

[Tekstcitat på side 7]

„Det er en kendt sag at ’uhelbredeligt’ syge mennesker undertiden kommer sig af en eller anden uforklarlig grund. Med de hurtige fremskridt lægevidenskaben gør, kan det også være at en sygdom som er uhelbredelig i dag, kan helbredes i morgen.“

[Ramme på side 6]

Rigtigt eller forkert?

’Hvis man på en eller anden måde kunne afgøre hvor voldsom patientens dødskamp var, burde man åbne mulighed for dødshjælp.’ — Ahmed

Man sætter sig i Guds sted hvis man påtager sig at gøre ende på menneskeliv — derfor er det forkert i alle tilfælde.’ — Padilla