Hvad dyrelivet fortæller

DYREVERDENENS vilkår og problemer er helt anderledes end planteverdenens. Næsten alle planter bliver stående på samme sted, så det er nødvendigt for dem at kunne tilpasse sig forandringer og ugunstige forhold i omgivelserne. Desuden må planterne kunne omdanne uorganiske stoffer til næring.

Dyrene, derimod, kan næsten alle bevæge sig frit omkring. De kan til gengæld ikke selv danne den føde de skal bruge, men må indsamle den eller fange den. De benytter derfor forskellige metoder til fangst, ligesom de benytter forskellige metoder til formering. Disse metoder viser sig at være yderst formålstjenlige for hver arts vedkommende.

Dyrenes legemsbygning og de metoder de bruger til deres formål, kan sagtens tåle sammenligning med de opfindelser mennesker har gjort med henblik på jagt, beskyttelse og så videre. Ja, man har ligefrem kunnet forbedre opfindelser som flyvemaskiner, skibe, optisk udstyr og andet avanceret udstyr ved at studere dyrenes bygning og adfærd. Ingen vil påstå at dyrene med deres egen forstand har fundet på disse ting, og i hvert fald har de ikke selv kunnet forme eller ændre deres legemsbygning for at tilegne sig de evner de har. Hvilken forstand kan vi da tilskrive alt dette?

Forholdet mellem bestandens vækst og faren for at uddø

Meget tyder på at der blandt æglæggende dyr er en sammenhæng mellem antallet af æg hunnerne lægger og den grad af risiko eller fare æggene eller de nyudklækkede unger er udsat for. En almindelig østers „lægger“ for eksempel omkring 50 millioner æg ad gangen. Men for så godt som alle havdyr er disse æg en lækkerbisken. Og der bliver lejlighed til at sætte adskillige millioner af æggene til livs, for de flyder omkring i vandet i flere dage før de sætter sig fast et sted hvor de kan vokse. Flere millioner æg bliver altså spist, men der overlever trods alt et tilstrækkeligt antal til at bestanden af østers holdes ved lige. Østersen har naturligvis ikke selv nogen mulighed for at vide hvad der sker med æggene. Også andre havdyr som ikke kan beskytte deres afkom, lægger et stort antal æg, skønt måske ikke helt så mange som østersen.

Kongeørnen lægger derimod et til fire æg ad gangen, og havørnen et til tre æg. De bygger deres reder på højtliggende og vanskeligt tilgængelige steder, og de kan selv forsvare rederne med deres stærke kløer og deres dygtighed til at manøvrere i luften. Så det er ikke nødvendigt for ørnene at lægge et stort antal æg.

Der er altså en stor, men nøje afpasset, forskel i frugtbarheden hos de forskellige dyrearter. Om den samlede virkning af denne forskel siger det kendte leksikon Encyclopædia Britannica:a

„Hos de fleste dyrearter er bestanden hverken nævneværdig voksende eller aftagende, og blandt disse . . . er tilvæksten eller frugtbarheden lig med det samlede tab af æg, unger og voksne.“

Nogle af udviklingslærens tilhængere hævder at denne balance mellem „fødselstal“ og „dødstal“ i dyreriget er en slags evolutionsmekanisme der forhindrer overbefolkning. Andre forklarer det blot ved hjælp af naturlig udvælgelse. Men når man tænker på alle de faktorer der kommer ind i billedet — klima, frugtbarhed, føderigelighed og så videre — kan man da tro på at dette strålende resultat blot skyldes fornuftløse kræfters spil?

Et eksempel på hvor indviklet den økologiske balance er, har vi i havskildpadden, som lægger omkring 100 æg om året. Hunnen kravler op på land i mørke og graver huller i sandet, hvor den lægger sine æg og tildækker dem. Når tiden er inde føler ungerne en instinktiv trang til at bryde ud af skallen. Til dette formål har de et særlig hårdt sted på hovedet hvormed de gennembryder skallen. Så graver de sig op gennem sandet, og uden tøven kravler de af sted ned mod vandet. Undervejs er de i stor fare for at blive fanget af rovdyr, især rovfugle. Det véd de små havskildpadder ikke selv, men alligevel skynder de sig af sted over stok og sten; hvis man tager dem op og sætter dem ned med hovedet den modsatte vej, vender de omgående omkring og bevæger sig i den rigtige retning for at komme i sikkerhed i havet, som er deres naturlige element. Selv her er de i fare, og mange skildpaddeunger bliver spist af fisk. Havskildpadde-ungerne tjener således også til føde for visse fugle og fisk, men der overlever alligevel et tilstrækkeligt antal til at bestanden af havskildpadder vedligeholdes.

Kan det kun skyldes et blindt tilfælde at hver eneste skildpaddeunge så målbevidst og ufortøvet bevæger sig ned mod havet? Hvordan kan de vide at de skal gennembryde deres skal og grave sig op af sandet? Er det blot et tilfælde at de har fået særligt „udstyr“ til at gennembryde deres skal? Hvert eneste led er uundværligt, lige fra det at moderen kravler op på land i mørket og begraver æggene så de ligger beskyttet mod rovdyr, til det at ungen vender tilbage til havet. Hvis blot et af leddene i kæden svigtede, ville havskildpadderne uddø inden længe.

Beskyttelsesmetoder

Den mellemamerikanske fugl Cacicus omgiver sine unger med en beskyttelse som selv vi kloge mennesker vil have svært ved at trænge igennem. Skovens forskellige kattedyr, kæmpefirben og vaskebjørne kunne let komme til fuglens rede og plyndre den, skønt den er anbragt højt oppe i træerne. Men Cacicus-fuglen narrer fjenden ved at alliere sig med nogle hjælpere, uden at hjælperne selv har tilbudt det. Fuglen bygger sin rede i en koloni sammen med mange andre af samme art, ofte 50 eller flere, på en enkelt gren af et stort træ. Og de vælger en gren hvor tropiske hvepse har bygget et stort bo. Tilstedeværelsen af fuglene og deres reder generer tilsyneladende ikke hvepsene, men ve den fremmede der vover sig hen i nærheden af rederne!

Larven af en vestafrikansk sommerfugleart har nogle farlige fjender i visse snyltedyr. Disse snyltere borer sig ind i kokonen og lægger deres æg inde i larven. Når larven er vokset ud bliver den fortæret indefra af parasitternes larver. Så arbejder disse sig ud af „værtsdyret“ og spinder nogle små skumlignende kokoner til sig selv. Når den vestafrikanske larve spinder sin egen kokon til at begynde med, forsyner den sig derfor med nogle skumlignende bobler på ydersiden, så det ser ud som om den allerede er blevet angrebet af parasitter. På denne måde har den sikkert ofte held til at holde fjendtlige snyltere på afstand. Hvordan kunne tilfældet dirigere denne larves instinkter og give den evnen til at forsyne sig selv med så sindrig en camouflage?

Jagtudstyr

Karpefisken „firøje“ fra Det caraïbiske Hav holder af at spise insekter og andre lækkerier der flyder i vandskorpen. Den må være i stand til samtidig at spejde efter føde på vandoverfladen og holde udkig efter fjender under overfladen. Dette ville være umuligt for en fisk med almindelige øjne. Men denne firøje er udstyret med „bifokale“ linser. Med to pupiller i hvert øje kan fisken både se oven over vandet, på den korte led af linsen, og under vandet, på den lange led af linsen. Dermed bliver der taget hensyn til at lyset bevæger sig med en anden hastighed gennem luften end gennem vandet. For at holde de øverste pupiller fugtige dykker fisken hovedet ned under vandet med nogle få minutters mellemrum.

Endnu en fisk der på forbløffende vis er indrettet til at kompensere for lysbrydningen i vandet, er skyttefisken. Næsten alle har lagt mærke til at når man oppefra betragter en genstand der ligger under vandoverfladen, ser genstanden ud til at være nærmere ved overfladen end den er, og at en pæl der stikker skråt op af vandet ser ud til at være bøjet. Hvis man med et eller andet våben skulle prøve at ramme en lille genstand nede i vandet, skulle man først foretage en temmelig kompliceret udregning for at kunne ramme. Skyttefisken har det samme problem, i „omvendt orden“. Nede fra vandet får den øje på et insekt på en lavthængende gren. Lynhurtigt stikker den hovedet, eller bare munden, op af vandet og skyder insektet ned med et „antiluftskyts“ i form af en vandstråle. For at kunne ramme må skyttefisken sigte idet den nærmer sig vandoverfladen, og hele tiden tage hensyn til lysets brydning. Er denne evne til at foretage lynhurtige matematiske beregninger indbygget i skyttefisken af en Skaber, eller har alle de mange faktorer ved et tilfælde dannet et kompliceret mønster som er blevet knyttet til arveanlæggene hos en skyttefisk i en fjern fortid og derefter gået videre til alle dens efterkommere?

Fugle og aerodynamik

De aerodynamiske forhold i forbindelse med fuglenes flugt er i tidens løb blevet indgående studeret. Hver fugleart er udstyret til at udfylde sin rolle i den økologiske helhed. Havternen flyver 16.000 kilometer når den er på træk. Trækfugle som denne er indrettet til høje hastigheder. Hos nogle fugle kan vingerne bevæge sig næsten som en propel. Andre har vinger som svæveplaner, så de i timevis kan stige og dale i glideflugt. Ved et nedslag af vingen lukker fjerene sig sammen og flader sig ud, så der kommer så meget luft som muligt under vingerne. Når vingen trækkes opad, drejes fjerene, og de spredes sådan at luften kan passere igennem. På vingernes forkant sidder en række fjer som forhindrer lufthvirvler, der ville mindske opdriften. Dette har man prøvet at efterligne på flyvemaskiner.

Kolibriens vinger ligner til en vis grad andre fugles. Imidlertid er den i stand til at holde sig svævende i luften efter helikopterprincippet. Dens vinger roterer dog ikke som helikoptervinger; de „skovler“ frem og tilbage med 60 eller 70 slag i sekundet. Vingerne drejer i skulderleddet; når de slås frem vender forkanten fremad, men så drejes vingen næsten 180 grader, sådan at forkanten vender bagud på tilbageslaget. På den måde beskriver vingerne faktisk et vandretliggende ottetal. Hvert af slagene giver opdrift men ingen fremdrift. Sådan kan kolibrien holde sig svævende på samme sted i luften, mens den suger nektar fra en blomst.

En forbløffende temperaturkontrol

Den australske malleefugl præsterer noget som mennesker ville finde det så godt som umuligt at gøre uden avanceret udstyr — den bygger et temperaturkontrolleret rugekammer.

I den tørre halvørken hvor den har sit hjem, kan temperaturerne veksle fra 8 graders frost til 46 graders varme. Om vinteren graver malleefuglen nogle blade ned mens de endnu er fugtige, sådan at de ikke tørrer men går i forrådnelse. I maj, når den australske vinter nærmer sig, graver fuglen et hul på 4,5 meter i diameter og med en dybde på godt en meter. Dette hul fylder hanfuglen med blade og løv fra en omkreds på op til næsten 40 meter. I den kolde august måned tildækker den dyngen med sand og jord i et lag på godt en halv meter. Så lægger hunfuglen sine æg i et hul øverst i dyngen.b

H. J. Frith, som har undersøgt alt dette, fortalte i Scientific American for august 1959, på siderne 54-58:

„Om foråret må [han-malleefuglen] sørge for at æggene ikke udsættes for alt for stor gæringsvarme. Før daggry hver morgen aflægger den besøg ved rededyngen og giver sig til hurtigt at grave, indtil den kommer ned i nærheden af rugekammeret. Efter at have ladet netop den rigtige varmemængde undslippe, fylder den igen hullet med køligt sand.

Senere hen på sommeren begynder solen at varme meget kraftigt, og en hel del varme ledes fra dyngens overside ned til rugekammeret. Skønt gæringen på dette tidspunkt er ved at aftage, kommer der dog stadig varme fra det organiske stof. Derfor kan der let blive for varmt omkring æggene, og fuglen må gøre noget for at holde temperaturen nede. Den kan intet gøre for at bremse gæringen, men den kan nedsætte den varmemængde der fra solen når æggene. Hver dag dynger den mere jord sammen. Mens dyngen bliver højere og højere, er æggene i et stykke tid bedre isoleret mod solvarmen. Men efter en tid kan fuglen tilsyneladende ikke gøre dyngen højere, og en varmebølge begynder at bevæge sig ned mod æggene. Fra da af begynder hanfuglen at aflægge besøg ved rededyngen en tidlig morgen cirka en gang om ugen; den fjerner alt sandet og spreder det ud i den kølige morgenluft. Når det er afkølet samler den det og genopfører dyngen. Det er et anstrengende arbejde, men et effektivt middel til at undgå at rugekammeret rammes af en hedebølge. Temperaturen i rugekammeret bevares konstant omkring 33 grader celsius.

Når efteråret kommer står fuglen over for det modsatte problem: Temperaturen i rededyngen begynder at falde. Der udvikles ikke mere gæringsvarme i dyngen, og solen tilfører dag for dag mindre og mindre varme. Fuglen indretter sig nu på at tage denne udfordring op. Mens den før ankom til reden tidligt om morgenen, ofte før daggry, for at skrabe sandet væk og sprede det ud til afkøling, kommer den nu hver dag ved 10-tiden om formiddagen, mens solen skinner. Så fjerner den næsten alt sandet og udspreder det, så reden ligner en stor tallerken, hvor æggene befinder sig nogle få tommer under overfladen. Det tynde lag jord eller sand som nu udsættes for den varme middagssol, opsuger varme nok til at temperaturen kan holdes natten igennem. Tallerkenen må nu igen fyldes med det opvarmede sand. I løbet af den varmeste del af dagen arbejder fuglen med det sand den har fjernet fra dyngen og vender det, så solen kan komme til at skinne på alt sandet. Når et lag af det er blevet varmt, skraber den det hen på dyngen igen. Den afpasser sit arbejde så nøjagtigt efter tiden at reden er genopbygget med alle lagene af opvarmet sand omkring klokken 16, når solen begynder at stå lavt.“

Forskeren gjorde det forsøg at anbringe et varmeelement, drevet af en 240-volts generator, i rededyngen, sådan at man kunne tænde og slukke for varmen. Det gav hanfuglen noget at bestille, men det lykkedes den at bevare temperaturen lige omkring 33 grader.

Hvordan kunne et blindt tilfælde fortælle denne fugl at en konstant temperatur på 33 grader celsius er absolut nødvendig for æggenes udrugning? Og hvad er det, for den sags skyld, der får fuglen til overhovedet at gøre sig al den ulejlighed for at videreføre slægten? I malleefuglens tilfælde kan man især undre sig over dette, for når ungerne er udklækket og graver sig ud af dyngen, bliver de ganske overladt til sig selv af forældrene. De voksne fugle giver dem ikke den ringeste hjælp. Men alligevel har hanfuglen udført det mest anstrengende arbejde under en brændende sol for at æggene kunne blive udklækket, som om malleeslægtens beståen var af største betydning for økologien, hvad den sikkert også er.

Adfærd der vidner om en skabelse

Der er tusinder af andre omstændigheder i forbindelse med dyrenes adfærd der let kan forstås som resultatet af en mesterlig Skabers omtanke, men som kræver i tusindvis af formodninger hvis de skal støtte teorien om livets tilfældige opståen. Hvordan har for eksempel bæveren fået en hale der er så velegnet til at tilklappe dyndet i dens lerklinede bolig, tænder til at fælde træer med, og en indre tilskyndelse til at bygge, først en dæmning, og derefter en tryg og behagelig bolig med et forråd af føde? Hvordan kan det være at dens dæmninger er til hjælp, ja ligefrem en nødvendighed, for de andre dyr der opholder sig i nærheden? Man kan vel næppe påstå at bæveren med vilje gør sig disse anstrengelser for at hjælpe andre dyr.

Hvordan har den tretåede springmus fra Asien fundet på at bygge sit bo med en hovedindgang der er lukket med sand om dagen, og som har adskillige nødudgange? Hvorfra ved den new zealandske fugl notornis at den skal bygge flere forskellige reder, hver med to udgange, så den kan flytte fra sted til sted? Hvis vi mennesker var på flugt fra en forfølger, kunne selv vi glemme at træffe den slags forholdsregler. Vi må i øvrigt huske at dyrene ikke lærer den slags adfærdsmønstre af deres forældre, skønt forældreparret i nogle tilfælde lærer deres unger nogle få ting, såsom forsigtighed, jagtmetoder og selvforsvar. Der er heller intet der tyder på at dyrene skridt for skridt har bygget videre på opdagelser eller viden fra tidligere generationer. Og dog har alle dyr det adfærdsmønster som er nødvendigt for artens fortsatte beståen.

Arternes adskillelse vidner om en skabelse

Charles Darwin selv troede ikke på evolution i absolut forstand, skønt den overfladiske læser måske ikke er klar over dette. I slutningen af sin bog Arternes Oprindelse siger han: „Der er Storhed i det Syn paa Livet, at det, med dets forskellige Kræfter, af Skaberen oprindelig er bleven nogle faa eller en enkelt Form indblæst.“

Men der er intet bevis for at de mange forskellige „arter“ inden for dyreriget alle udspringer af en enkelt eller nogle få oprindelige skabte former, skønt der inden for de enkelte „arter“ kan være opstået variationer. Herom skriver H. W. Chatfield i sin bog A Scientist in Search of God:

„Et primitivt, ubehersket parringsinstinkt ville betyde en katastrofe for dyrelivet; men hvordan er dyrene blevet holdt på dydens og forsvarlighedens sti, om ikke ved at en styrende kraft, på en måde som vi ikke forstår, i visdom har grebet ind og indført en begrænsning for at bevare skaberværkets gode orden? Denne kraft har udstyret dyreverdenen med to køn og den indbyrdes tiltrækning der er nødvendig for livets bevarelse, men har samtidig viseligt afgrænset denne tiltrækning for at den ikke skulle modvirke sin hensigt.

Det kunne indvendes at de omkring 800.000 kendte dyrearter kunne være fremkommet tidligere ved krydsning; hvad enten dette er tilfældet eller ej står det dog fast at vi i dag kan kende disse adskilte arter fra hinanden. Hvis der var foregået en uhæmmet krydsning i de millioner af år som zoologerne og evolutionisterne plejer at jonglere med, skulle vi i dag være meget heldige for overhovedet at kunne skelne nogen arter fra hinanden. Det overraskende er at vi efter så lang tid kan opdele dyreverdenen i klart adskilte og tydeligt genkendelige arter.“ — S. 138, 139.

Med hensyn til livet på jorden fortæller Bibelen at det er frembragt af en Mesterarkitekt, ikke at det er opstået ved et tilfælde. Vi læser: „Du er værdig, Jehova, ja vor Gud, til at modtage herligheden og æren og magten, for du har skabt alle ting, og på grund af din vilje var de til og blev de skabt.“ — Åb. 4:11.

Vi finder at de forskellige arters formering er styret af ganske bestemte love, og vi ved at en lov ikke opstår ved et tilfælde, men affattes af en lovgiver. Denne lov siger at alle planter og dyr formerer sig „efter deres arter“. Tyder kendsgerningerne da på at livet på jorden er blevet til ved et tilfælde eller ved en skabelse? — 1 Mos. 1:11, 12, 21, 24, 25.

[Fodnoter]

[Illustration på side 12]

Karpefisken „firøje“ har „bifokale“ linser — den kan spejde efter føde på vandoverfladen og samtidig holde udkig efter fjender under vandoverfladen

[Illustration på side 13]

Hvordan kan skyttefisken kompensere for lysets brydning så den kan „nedskyde“ et insekt over vandet?

[Illustration på side 15]

Hvordan har malleefuglen lært så meget om temperaturkontrol?