Man ønsker fred, men vil nationerne afruste?

Man ønsker fred, men vil nationerne afruste?

INTET gør freden mere attråværdig end at tænke over krigens rædsler. I Vietnamkrigen blev millioner dræbt eller lemlæstet — men det er kun en del af historien. Et halvt år efter deres hjemkomst var 38 procent af de gifte krigsveteraner i De forenede Stater enten separeret eller i færd med at få skilsmisse. Godt 175.000 brugte heroin. Og det rapporteres desuden at omkring en halv million har forsøgt selvmord siden deres hjemsendelse! — New York Times, 27. maj 1975.

Tilfældet med Claude Eatherly, en af de piloter der var med til at kaste atombomben over Hiroshima i Japan, giver et klart billede af krigens frygtelige eftervirkninger. Claude Eatherly blev hjemsendt fra militæret i 1947 efter at psykiatriske prøver havde vist at han led af en „kraftig neurose og et stærkt skyldkompleks“. Han blev senere flere gange indlagt på nerveklinikker. „Jeg kan huske at han vågnede nat efter nat,“ fortalte broderen ved Claudes begravelse forrige sommer. „Han sagde at hans hjerne stod i brand, og at han kunne mærke disse mennesker brænde.“

For i højere grad at fatte krigens rædsler kan vi tænke tilbage på det der skete for 34 år siden. Det var om morgenen den 6. august 1945. Højt oppe befandt bombeflyet B-29 Enola Gay sig; nedenunder lå den travle japanske industriby med godt 400.000 indbyggere. Klokken 8.15 eksploderede en 13-kilotons atombombe, der blev bremset i faldet af tre faldskærme, omkring 600 meter over Hiroshimas centrum. Godt 140.000 mennesker døde som følge af sprængningen; mange af dem blev stegt levende af varmen og strålingen. Der er stadig ofre som dør på grund af strålevirkninger fra dengang.

De rædsler der fulgte med denne atomsprængning og den der tre dage senere fandt sted over Nagasaki, er ufattelige.

Behov for fred

Mindre end en måned senere, nemlig den 2. september 1945, overgav Japan sig formelt. „En ny æra er over os,“ udtalte general Douglas MacArthur ved denne mindeværdige lejlighed. Han fortsatte: „Endog den belæring selve sejren giver os medfører dyb bekymring, både for vor fremtidige sikkerhed og civilisationens overleven. . . . Den fuldstændige ødelæggelse krigen medfører udelukker nu dette alternativ. Vi har haft vor sidste chance. Hvis vi ikke opfinder et bedre og mere retfærdigt system, står vi over for Harmagedon.“

Disse tanker er ofte blevet gentaget af verdens ledende mænd. I efteråret 1961 foreslog præsident Kennedy „et program for almindelig og fuldstændig nedrustning“. Han sagde videre at „menneskeheden må gøre ende på krig — eller krig vil gøre ende på menneskeheden. . . . De risici der er forbundet med en nedrustning blegner i sammenligning med dem der er forbundet med et ubegrænset våbenkapløb“.

Har nationerne siden den tid taget afgørende skridt hen imod nedrustning?

Fremskridt i retning af fred?

Kort efter at have understreget behovet for nedrustning, bad præsident Kennedy De forenede Staters kongres om at øge militærbudgettet med 6 milliarder dollars. Og det har været regelen. Det ene øjeblik tales der om fred, og nedrustningen prises i høje toner, men i næste øjeblik bliver der givet ordre til at fremstille større og mere dødbringende våben. Så på trods af de mange velklingende forslag — der er over 9000 indførseler i en løbende bibliografi om våbenkontrol og nedrustning — er der ikke sket nogen fremskridt. I bladet The Nation for 27. maj 1978 stod der:

„Siden 1945 er amerikanske, sovjetiske og andre diplomater mødtes mindst 6000 gange for at drøfte ’nedrustning’ og dens illegitime afkom, ’våbenkontrol’, men i løbet af toogtredive år er ikke et eneste våben blevet afskaffet ved fælles overenskomst. Tværtimod har våbenkapløbet — med konventionelle våben og atomvåben, men især atomvåben — udviklet sig ubarmhjertigt.“

Betegnende for fiaskoen er det at nedrustning som regel ikke engang er genstand for drøftelse mere; nu taler man om ’våbenkontrol’. Men kontrol med våben er ikke let at gennemføre. Folk i almindelighed har mistet al tillid til at der nogen sinde vil blive gjort noget af betydning for at forbedre situationen.

Dette kom tydeligt frem sidste år da De forenede Nationer holdt en særlig nedrustningskonference. I en omtale af den forestående konference bragte Buffalo-bladet News en overskrift der lød: „FN TAGER SKRIDT TIL AT AFVÆRGE HARMAGEDON.“ Den fem uger lange konference var historisk derved at det var det første internationale nedrustningsmøde siden Folkeforbundets nedrustningskonference i 1932-34, for over 45 år siden. Og dog blev der kun ofret møderne meget lidt opmærksomhed i pressen og andre nyhedsmedier.

Da man var nået cirka halvvejs gennem konferencen, beklagede dr. Frank Barnaby, der er direktør for Stockholms internationale fredsforskningsinstitut, sig over at der var opnået endnu mindre end han havde håbet. „Der er en pessimistisk stemning; den almindelige atmosfære er temmelig forfærdelig,“ sagde han.

Og dog er oplyste mennesker klar over at der er et himmelråbende behov for at få afhjulpet den kritiske situation. Faren for en atomkrig er yderst virkelig, og den er stigende, påpegede dr. Barnaby. Og den ældre britiske udsending, lord Noel-Baker, der også var til stede som udsending ved Folkeforbundets nedrustningskonference, udtalte: „Den store fare består i at man i virkeligheden ikke har forstået hvor alvorlig kernevåbenkrig er.“

Hvor alvorlig er den?

Ødelæggende kraft

Der er især kernevåbnenes store kraft, det enorme antal der er til rådighed, og de raffinerede metoder nationerne har udviklet til at sende dem til et hvilket som helst mål på jorden. Overvej engang kendsgerningerne.

Ordene kiloton (1000 tons) og megaton (1.000.000 tons) hentyder til kernevåbnenes trotylværdi. Hiroshima-bomben, der var på 13 kilotons, var altså kun en lille „kineser“ i sammenligning med de moderne multimegatonvåben. For eksempel har man afprøvet bomber på op til 60 megatons — bomber der er mere end 4600 gange så kraftige som den der blev kastet over Hiroshima. Og dog skulle der i 1945 kun denne forholdsvis lille bombe til for at ødelægge Hiroshima og brænde 140.000 mennesker til aske, tusinder af dem på en frygtelig måde.

Et almindeligt moderne våben er på omkring en megaton — godt 75 gange så kraftigt som Hiroshima-bomben. Eftersom hver bombe kan udslette en storby, prøv da at forestille Dem hvad en multimegatonbombe ville udrette i et tæt befolket område som for eksempel New York, London eller Tokyo. Nationerne ligger inde med titusinder af kraftige atomvåben, og Sovjetunionen og De forenede Stater er i besiddelse af langt den største del. Disse våben er i stand til at dræbe hvert eneste menneske på jorden så mange gange at tallet bliver meningsløst.

Den skræmmende kendsgerning er at denne ødelæggende kraft kan benyttes til at udslette praktisk taget et hvilket som helst mål på jorden i løbet af blot minutter efter at våbenet er udløst. Det var ikke i spøg en amerikansk præsident sagde: „Jeg kunne trykke på denne knap lige her, og i løbet af 20 minutter ville 70 millioner russere være døde.“

Vor tids raketaffyringsramper kan med stor nøjagtighed, ja med blot nogle få meters margin, bringe sprængladninger til et mål der ligger tusinder af kilometer borte. Desuden medfører en moderne raket flere bomber. Så snart raketten når det område der skal ødelægges, kan hver bombe dirigeres til sit bestemte mål. Raketaffyringsramper behøver heller ikke at være anbragt stationært på landjorden; der kan affyres raketter fra flyvemaskiner i luften eller fra fartøjer på havet.

En enkelt undervandsbåd udstyret med affyringsramper til atomraketter er i stand til at udslette 224 forskellige mål, hvert på størrelse med en storby! Både Sovjetunionen og De forenede Stater har i snesevis af undervandsbåde der er udstyret til at forårsage en sådan ødelæggelse, og der bygges stadig større og forbedrede modeller. Om De forenede Staters nye undervandsbåd, Trident, skriver Saturday Review:

„En Trident har en indbygget undersøisk affyringsplatform til atombomber, hvoraf nogle har større sprængkraft end et tusind atombomber af den slags der ødelagde Hiroshima i 1945. . . . Officererne på Trident har magt over større kræfter end mennesker har kunnet samle i historisk tid til og med 1945.“

Hvad det alt sammen koster

Hele dette militære beredskab koster penge, masser af penge. Siden 1945 har nationerne brugt godt 6.000.000.000.000 (6 billioner) dollars til militære formål! I Bulletin of the Atomic Scientists for maj 1978 stod der: „Verdens samlede militærudgifter udgør for øjeblikket omkring 400 milliarder dollars om året.“ Og tallet stiger hastigt, idet det nu nærmer sig en million dollars i minuttet!

Militærbudgettets størrelse er rystende. I 1977 sagde James Reston fra New York-avisen Times: „Sidste år brugte verdens nationer 60 gange så meget til at udstyre hver soldat som til at uddanne hvert barn.“ Rundt om i verden er der godt 60 millioner mennesker som tjener i de væbnede styrker eller er beskæftiget i erhverv der har tilknytning til militæret. Omkring halvdelen af verdens videnskabsmænd er beskæftiget med våbenudvikling.

Tænk på hvad der kunne udrettes hvis alle de penge og kræfter blev anvendt til konstruktive formål i stedet for til opbygning af det militære beredskab. Der kunne blive gode boliger til alle, bedre sundhedspleje og uddannelse, og mange andre goder. Som det er nu, er rustningsprogrammerne med til at underminere nationerne, både i fysisk og moralsk henseende.

Det påstås imidlertid at militært beredskab forhindrer krig. Men har det vist sig at være sandt? Nej, tværtimod. Siden 1945 er over 25 millioner mennesker blevet dræbt i over 150 krige der er blevet udkæmpet rundt omkring på jordkloden. Hver dag har der gennemsnitlig været 12 krige i gang rundt om i verden. Ganske vist er der ikke blevet brugt atombomber i disse krige. Men gør dét at der opbygges store lagre af sådanne våben, og at der udvikles raffinerede metoder til at nedkaste dem — gør dét det mindre sandsynligt at de vil blive taget i brug?

Det mener mange ikke. Et tidligere medlem af den amerikanske kongres har sagt: „Kortene pakkes nu til omfattende ødelæggelse og død. . . . Kendsgerningerne kan fremføres med få ord. For det første findes der i dag tusinder af atomvåben, mange af dem med en ufattelig kraft. For det andet er de næsten alle sammen klar til øjeblikkelig at blive bragt til eksplosion. For det tredje er det mennesker der vogter dem.“

Ja, mennesker er ufuldkomne; de ligger under for fejl og mangler og har tendens til at vise selviskhed og begærlighed, og disse egenskaber er med til at starte en krig. Bibelen viser hvad selvisk begær kan føre til: „Hvad kommer de af, de kampe og stridigheder, I har gående imellem jer? Det må vel komme af, at der raser en strid inden i jer imellem jeres lyster? I begærer og har ikke. I myrder og misunder, og kan ikke opnå, I slås og kriges.“ — Jak. 4:1, 2, Seidelin.

Nationerne vil kæmpe med det der er for hånden. I 1985 vil godt 35 nationer være i besiddelse af atomvåben, siger Stockholms internationale fredsforskningsinstitut. Og hvad vil følgen være? „En vedvarende, præventiv frygt for at bruge atomvåben, sådan som vi har kendt den, vil blive umulig,“ advarer instituttet, „og krig vil blive uundgåelig.“

Håb om fred

Menneskeheden har et stærkt ønske om fred. Ved den sidste nedrustningskonference De forenede Nationer holdt, fremlagde 500 japanske observatører 20 millioner underskrifter på anmodninger om øjeblikkelig nedrustning i hele verden. Disse anmodninger fyldte 450 kasser og vejede over 12 tons!

Vil afrustning og fred nogen sinde blive en realitet? Hvis vi skal dømme efter verdensledernes handlinger, er svaret et afgjort nej. De gør i realiteten intet for at få rustningskapløbet til at standse. Dette blev endnu en gang gjort klart af deres holdning til rumtraktaten af 1967, som man håbede skulle gøre det ydre rum til en fredszone. I Bulletin of the Atomic Scientists siges der: „Traktaten har kun gjort lidt til at kontrollere antallet af militære satellitter. Omkring 75 procent af alle satellitter der bliver opsendt har militære formål. I løbet af 1977 blev der opsendt 133 satellitter, og af disse var 95 militære satellitter.“

Alligevel er der grund til at nære tillid til at afrustning og fred vil blive en realitet. Det bibelske løfte der er indskrevet på en stenmur lige over for De forenede Nationers hovedbygning, lyder: „Deres sværd skal de smede til plovjern, deres spyd til vingårdsknive; folk skal ej løfte sværd mod folk, ej øve sig i våbenfærd mer.“ — Es. 2:4.

Men hvordan vil dette løfte blive opfyldt? De forenede Nationer har tydeligvis ikke været i stand til at opfylde det. Hvilket grundlag er der da for at nære tillid til at der vil blive virkelig fred? Er religionen svaret?

[Tekstcitat på side 5]

„Siden 1945 er amerikanske, sovjetiske og andre diplomater mødtes mindst 6000 gange for at drøfte ’nedrustning’, og dens illegitime afkom, ’våbenkontrol’, men i løbet af toogtredive år er ikke et eneste våben blevet fjernet ved fælles overenskomst.“ — „The Nation“, 27. maj 1978.

[Tekstcitat på side 6]

[Tekstcitat på side 7]

„I de sidste 33 år har der uafbrudt været krig rundt om på jorden — eller, som en ungarsk professor udtrykte idet, ’der har kun været 26 dage . . . hvor der ikke har været krig et eller andet sted i verden’. Professoren har regnet ud at godt 25 millioner sjæle er døde i krig de sidste 30 år, hvilket vil sige flere end i begge de to verdenskrige tilsammen.“ — „Esquire“, 1. marts 1978.

[Tekstcitat på side 8]

„Omkring 75 procent af alle satellitter der bliver opsendt har militære formål. I løbet af 1977 blev der opsendt 133 satellitter, og af disse var 95 militære satellitter.“ — „Bulletin of the Atomic Scientists“, maj 1978.

[Illustration på side 8]

Esajas 2:4, indskrevet på stenmur over for FNs hovedbygning