Hvordan er der på diskotekerne?
HVER uge går millioner af mennesker i hele verden på diskotek for at more sig. Hvordan er der dér hvor de kommer? Ligner alle diskoteker hinanden?
Egentlig ikke. Der kan være temmelig stor forskel fra det ene diskotek til det andet. Som der står i bladet Discothekin: „Disco er simpelt hen musik og dans og kan formes som man vil have den. Publikum bestemmer om en klub får succes, og hvis ejeren/bestyreren er dreven, kan han selv bestemme hvilket publikum der skal komme, simpelt hen ved, gennem musikken, at angive den atmosfære han ønsker at skabe — hvad enten det nu er den fra halvfjerdserne, fra fyrrerne eller måske den fra de glade halvfemsere.“
I U.S.A. er der endda børnediskoteker for de helt små; andre er specielt indrettet med sigte på deres bedsteforældre. Angående de lidt ældre årgange siger Detroit-bladet Free Press: „Det har ikke været svært at modernisere deres jitterbugtrin til ’The Hustle’ og deres foxtrot til ’foxy trot’ i afdæmpede disco-natklubber.“
Nogle etablissementer betegnes som „disco-restauranter“. Først på aftenen er der almindelig servering som på en restaurant, men senere begynder diskoteksmusikken og -dansen. På den måde kan restauratøren få mere ud af de timer hvor restauranten normalt ville være lukket. De fleste diskoteker herhjemme er imidlertid et sted med musik og dans — og en bar.
Alle diskoteker er altså ikke ens; navnet kan bruges om temmelig forskelligartede steder. Men hvad er essensen — eller sjælen — i diskotekerne? Hvilken livsstil fremmer de? Hvordan kommer dette til udtryk i musikken, dansen, påklædningen og så videre?
Hvad disco går ud på
Kitty Hanson, der har undersøgt emnet ret indgående og har skrevet meget om det, siger følgende om et moderne diskotek: „Under den funklende lyshimmel syntes gulvet at bølge op og ned på grund af de trampende fødder, og luften begyndte at knitre af udladet kropsenergi. Så eksploderede hele lokalet. Råben og skrigen og tusind arme i vild bevægelse fyldte luften mens musikken formelig løftede de dansende op fra gulvet. Det var et boblende, sydende øjeblik med ren primitiv stemning. Det var essensen af discooplevelsen.“
Hvori består denne ’rene primitive stemning’ — essensen af discooplevelsen — som fremkaldes af de dansende? Fagbladet Show Business giver os en idé om dette i artiklen „Et dynamisk tiår med disco“. Der står:
„Discostilen omgives af et skær af fri tolerance . . . Forældede seksuelle normer, som det lykkedes at bekæmpe i tresserne, er nu veget for en ny seksuel frihed hvor folk er ærlige med hensyn til deres trang og handler uden skyldfølelse.
Homoseksuelle danser side om side med heteroseksuelle, og ingen af dem kunne være mere ligeglade. Det er denne mangesidede frihed der udgør sjælen i disco, og hjertet er den pulserende discorytme.“
Fri seksuel udfoldelse — at man giver slip på hæmningerne — det er essensen eller sjælen i disco. Dette minder helt åbenlyst om fortidens frugtbarhedsdanse, hvor afgudsdyrkerne kastede sig ud i vanvittige, lidenskabsvækkende bevægelser der meget vel kan have kulmineret i at deltagerne forenede sig seksuelt for at overtale „Moder Jord“ til at give nye afgrøder.
Det er selvfølgelig ikke givet at alle diskoteker tilskynder til at man kaster hæmningerne over bord, men det står alligevel fast at disco forbindes med en sådan frigjort livsstil. „Det der adskiller discomanien fra de fleste af dens forgængere er dens åbenbare tendens til at gå over i orgier,“ forklarer bladet Esquire. „Det ligger i luften at al disco er et orgie . . . Ved at tilbyde øjeblikkelig og fuldstændig tilfredsstillelse af enhver seksuel trang i en atmosfære af stærkt opskruede fantasier, giver det disco-inspirerede orgie anledning til at der opstår en ophidset bevidsthedstilstand, en tilstand af bogstavelig ekstase — det at man står uden for legemet.“
I en skildring af diskoteket Daddy’s i København skriver journalisten Lasse Ellegaard: „Enhver bevægelse, enhver henvendelse her er en seksuel tilnærmelse. Selv en venlig gestus eller bare almindelig imødekommenhed opfattes omgående som erotisk opfordring.“ Og dansen beskrives som „denne voldsomt rytmiske udladning af kropslige bevægelser, som kun har ét formål, nemlig at være erotisk dekorativ“. — Levende Billeder, nr. 2, 1979.
Vægten lægges på det selviske
Nogle opfatter måske først og fremmest discodans som en form for pardans på linje med andre danse. Det er den muligvis for nogle. Men dermed er alt ikke sagt. Sagen er at de dansende som regel ikke koncentrerer sig så meget om at danse med en partner men om at vise sig selv frem og bevæge sig som de har lyst til. De udstiller sig seksuelt.
Denne tendens til at gøre hvad man selv vil er blevet bemærket, og der er fremsat nogle tankevækkende kommentarer om den. Læg mærke til hvad der siges i lederartiklen „Disco, selvoptagethed og samfund“ i New York Daily News for 19. marts 1978:
„Adskilt af mure af øredøvende musik og indhyllet i et vanvittigt lysorgie gør de dansende hvad de har lyst til, mens de sjældent rører hinanden, aldrig ser på hinanden, endsige taler med hinanden. Det er som om de står foran et spejl og råber: ’Mig, mig, mig, mig . . .,’ i det uendelige.
Denne rendyrkede selvoptagethed afspejler en farligt rodfæstet filosofi i vort samfund. Den forkynder at alt hvad en person har lyst til at gøre er 100% rigtigt — uanset hvordan det berører andre.
Holdningen viser sig i himmelstræbende skilsmissetal, hærskarer af opløste familier og talløse bøger og bevægelser der fremmer selvfølelse og selvforherligelse.
Der er alt for lidt plads til kærlighed i den filosofi der gennemtrænger discoverdenen. Og det er synd, for de der har glemt — eller aldrig har kendt — glæden ved at give og dele med andre, går glip af den rigeste del af livet.“
Samme tanke kom til udtryk i artiklen „Discostilen: Elsk dig selv“, der blev bragt i bladet Esquire for 20. juni 1978. „At disco bygger på en genoplivning af ’touch dancing’ eller at den går ud fra et trin der kaldes den latinamerikanske hustle,“ siges der, „er enten ønsketænkning af instruktører ved Arthur Murray-skolerne eller slet og ret dårlig damebladsjournalistik. Sandheden er at vore dages hoftevridende discodansere opfører samme slags one man show som John Travolta opfører i det mest spændende afsnit af Saturday Night Fever.“
Eftersom filmen Saturday Night Fever har haft så meget at gøre med discostilens fantastiske udbredelse, er det på sin plads at vi nævner den. Hvilken livsstil kommer til udtryk — og bliver faktisk anbefalet — i denne film?
„Saturday Night Fever“
Hovedpersonen i filmen lever kun for ét — for at brillere på diskoteket lørdag aften. Discogruppens seksuelle eskapader bliver skildret, deriblandt samleje med brug af munden, hvilket foregår i en parkeret bil mens der holdes en pause i dansen. Sproget er af den mest snavsede art. Og alt dette fremholdes som om det er ganske normalt — som om det er sådan man lever når man går på diskotek. I en artikel med overskriften „Hvorfor teenagere ikke bør se ’Saturday Night Fever’“ siger New York-psykologen dr. Herbert Hoffman:
„Det Travolta og hans venner lærer teenagedrenge, er at blive seksuelt engagerede med piger uden spor romantiske følelser, at bruge piger som sexobjekter, at upersonliggøre hele den seksuelle oplevelse.
De forestillinger teenagere vil tage med sig fra denne film kan på tragisk vis ødelægge hele deres liv.
Halvvoksne drenge vil være ude på at ’få succes’ hos det modsatte køn, ud fra den forestilling at et forhold til en pige er en bedrift man kan prale af blandt vennerne for at vokse i deres agtelse.
Unge piger vil enten blive overbevist om at løse forhold er nødvendige for at sikre populariteten, eller at mænd ’kun er ude på én ting’. I hvert tilfælde bringes deres mulighed for et dybt og varigt følelsesmæssigt forhold i fare.
Det er en syg film at lade letpåvirkelige teenagere se.“
Og dog er millioner af unge rundt om i verden, ofte sammen med deres forældre, strømmet til denne film og har gjort den til en af historiens største kassesucceser. Som nævnt skildrer filmen hvad disco drejer sig om. Det samme gør andre sider af discomiljøet.
Musik, påklædning og stoffer
Med discomusikkens voksende popularitet er det efterhånden kun de færreste der ikke ved hvordan discomusik lyder. Mange velkendte sange af ældre dato er blevet indspillet på ny med den pulserende discorytme. Selv flere ældre mennesker som syntes godt om de originale indspilninger, kan nu lide at høre de nye udgaver. Men også her må vi spørge: Hvilken appel er ofte meget dominerende i discomusikken?
Om en af de populære discogrupper i U.S.A. siger bladet Discoworld: „I ’Baby I’m On Fire’ fra deres nyeste album ’Arabian Nights’ stønner de tre kvinder kælent: ’Oooh, I’m on fire [dvs. optændt af lidenskab].’ En fallisk saxofon sætter ind og forvandler sangen til en fabelagtig lydgengivelse af et Times Square porno show.“ Bladet tilføjer: „The Ritchie Family’s sexladede stil falder inden for den moderne discomusiks hovedappel, der går ud på at lovprise sanselige nydelser.“
Discomusikkens grove udnyttelse af det seksuelle, heriblandt dens forsøg på at ophidse tilhørerne seksuelt, omtales også i bladet Time. I artiklen „Discodronningens strålende sejrsgang“ stod der om en sangerinde: „Tilbage i 1976 . . . fik hun en guldplade ved at simulere orgasme 22 gange.“
Pladeomslagene giver også en idé om hvilken slags musik der er indeni. Undertiden er det nøgne mennesker man ser afbildet, men som oftest er den seksuelle udnyttelse mere underfundig. Discoworld beskriver et pladeomslag på denne måde: „Jaqui og Dodie står på en sådan måde at de, sammen med Ednah, danner et symbol på tre bogstaver der ikke uden videre opfattes ved en overfladisk betragtning, men som straks fæstner sig i underbevidstheden: S-E-X.“
Discotilhængernes foretrukne påklædning vidner også om at der lægges stor vægt på sex. I bogen Disco Fever vises et fotografi af en danser på et diskotek i New York. Hendes kjole er slidset op til taljen, og hun står med det ene ben løftet, så der er fri udsigt til næsten det hele indenfor. Billedteksten lyder: „Denne scene . . . sammenfatter appellen i disco.“ Paulette Weiss, der er fast medarbejder ved bladet Stereo Review, siger følgende om dem der lader sig rive med af discooplevelsen: „Jeg har set kvinder smide tøjet på dansegulvet.“
I tråd med den store vægt der lægges på sanselig nydelse, er der rigeligt med narkotika på mange diskoteker. For nylig kom en narkosag fra det bedst kendte diskotek i New York i byens aviser med store overskrifter. New York Daily News skrev: „Afsløringen af narkotika i Studio 54 kan, ifølge stamgæster, ikke komme som nogen overraskelse for nogen der har været på stedet. Kokain og marihuana er efter sigende blevet udvekslet, solgt og brugt ganske åbenlyst siden stedet blev åbnet i april sidste år.“ — 15. december 1978.
Lyden og belysningen
Lyden og belysningen anses i almindelighed for at have stor betydning for discooplevelsen. Lyden ikke blot høres; den er så overvældende at den ligefrem føles.
Om sit indtryk fra Daddy’s skriver Niels Berg i Søndags-B.T. for 1. februar 1979: „Musikken kværner uden afbrydelse. Man bør helst have beton i øregangene for at have sin daglige gang her. . . . Decibelstyrken ligger lige på smertegrænsen.“
Men kan et så kraftigt lydniveau ikke være farligt? I en nyhedsmeddelelse fra Rio de Janeiro, Brasilien, hedder det: „Risikoen for at diskoteker er sundhedsfarlige har bevirket at myndighederne i byen Porto Alegre nede mod syd vil vente med at udstede næringsbrev til 20 etablissementer indtil der er foretaget en lægelig undersøgelse.“ Problemet kan meget vel have drejet sig om støjniveauet, og det ikke uden grund.
Sidste år blev lydniveauet kontrolleret i en række diskoteker på Long Island i New York, og kontrollørerne fandt at der i 18 etablissementer var et støjniveau på over 95 decibel i mere end 30 sekunder ad gangen. De blev hver især tvunget til at ophænge denne advarsel ved indgangen: „STØJNIVEAUET INDENFOR KAN VOLDE VARIGE HØRESKADER.“ Flere undersøgelser tyder på at det normale lydniveau på diskoteker kan forårsage varige høreskader hos visse mennesker, navnlig hos dem der udsætter sig for dette lydniveau regelmæssigt.
Der er også en risiko for at belysningen kan være sundhedsfarlig. Hvordan det? Projektørlysene, der blinker i takt med musikkens rytme, kan fremkalde svimmelhed, opkastninger og synsforstyrrelser. Blandt dem der har udsendt advarsler om dette er de britiske myndigheder, der har advaret om disse farer i en pjece om sikkerhed i skolerne.
På visse diskoteker bruges laser-lys. „Hvis strålen rammer øjet direkte,“ siger professor Paul L. Ziemer fra Purdue University, „kan man få en forbrænding på nethinden — en permanent blind plet.“
Har denne betragtning af discostilen — af dens rødder og af hvad der foregår på diskotekerne — hjulpet dig til at se hvorfor de kristne tilsynsmænd der var samlet i Brooklyn, New York, i december sidste år, var så betænkelige ved discostilens voksende popularitet?
Mange er imidlertid grebet af discofeberen netop på grund af de ting som andre finder risikable. De mener at risikoen er minimal, og at det udmærket kan betale sig at løbe denne risiko for at more sig og have det fornøjeligt. Spørgsmålet er: Hvor farligt er det egentlig at gå på diskotek? Kan det gå ud over ens varige lykke og velfærd? Det vil vi nu komme ind på.
[Tekstcitat på side 11]
„Sex har monopol på disco. . . . Fræk disco giver penge — massevis af penge — og flere pladeselskaber og radiostationer springer på vognen.“ — US, 9. januar 1979.