Er kristenhedens kirker ved at miste grebet?

AF „VÅGN OP!“-​KORRESPONDENT I BRASILIEN

VED nærmere betragtning viser det sig at kristenhedens kirker udgør et smuldrende imperium. For århundreder siden dominerede en mægtig kirke størstedelen af verden. Dens kejsere og konger herskede med „guddommelig ret“. Så kom reformationen, og der skete en deling af magten. Efter trediveårskrigen indskrænkede fredsaftalen, der blev indgået i Westfalen i 1648, den katolske kirkes indflydelse, og de protestantiske retninger blev stærkere. Den franske revolution indledte en periode med stærk reaktion mod kirkens herredømme. Inden længe opstod der liberale bevægelser overalt. I hurtig rækkefølge fulgte så den industrielle revolution, udviklingsteorien, den højere bibelkritik, modernismen og materialismen.

Den første verdenskrig ramte verden som lyn fra en klar himmel. Den ortodokse kirke i Rusland smuldrede under bolschevismens stormløb. Kommunismen opslugte andre lande, besluttet på at udrydde religionen, som den kaldte „opium for folket“. På baggrund af alt dette stillede pave Johannes Paul II for nylig disse spørgsmål: „Hvilken skæbne har vor Herre i vente for sin kirke i de kommende år? I hvilken retning vil menneskeheden vende sig, mens vi nærmer os år 2000? Det er brændende spørgsmål, og det eneste svar vi kan give, er: ’Gud ved det.’“

Gud ved det, det er sandt. Et blik på forskellige kirker og kirkesamfund rundt om i verden vil være interessant og måske afslørende.

Afrika

Nigeria:

Den presbyterianske gejstlige James Ukaigbu begræder det forhold at „kirken i dag synes at have mistet sin identitetsfornemmelse, ligesom en der lider af hukommelsestab og spørger: Hvem er jeg, og hvorfor er jeg her?“

Tidsskriftet New Nigerian siger: „Mange religiøse ledere har ikke sat nogen høj moralsk standard for deres tilhængere, men de forventer at medlemmerne selv sætter den.“

Imidlertid er religionen stadig meget udbredt i Nigeria, hvad enten det er islam, kristenhedens religion eller stammereligion. Men som en moralsk eller uddannelsesmæssig faktor er kirkerne ved at miste indflydelse, mens kriminalitet og umoralitet bliver mere og mere udbredt. Under borgerkrigen tog kirkerne forskelligt parti, og efter krigen blev missionsskolerne overtaget af staten. Endvidere har undervisningen i gymnasier og på universiteter, med dens præg af materialisme og udviklingslære, frembragt en generation som er mindre religiøs.

Sydafrika:

Dr. Jan Karel Coetzee, lektor ved Pretorias universitet, har foretaget et rundspørge blandt medlemmer af den hollandske reformerte kirke. Af de adspurgte troede 28 procent ikke på arvesynden, 19 procent tvivlede på skabelsesberetningen, og 23,8 procent tvivlede på beretningen om Adam og Eva. Næsten 70 procent troede at man kan opnå frelse uden Jesus Kristus.

Asien

Hongkong:

Hongkong-bladet Asiaweek genspejler østerlændingens tænkemåde med disse ord: „Højreorienterede vestlige prælater har velsignet det etablerede samfunds bomber. Langhårede præster i Latinamerika har kastet bomber for venstrefløjen. . . . Romerkirkens rigdom kan være dens dårligste reklame. . . . I 100 slumkvarterer knejser rigt udsmykkede katedraler, opført til ære for Gud, over menneskers åbenlyse elendighed. . . . I mange nationers historie har den katolske kirke repræsenteret feudal konservatisme, og den har ofte foretrukket at ofre folks muligheder for at opnå goder i dette liv, til fordel for en føjelig uvidenhed som sendte sjælene til lykken i det næste. Kirker er blevet brændt sammen med mangen en diktators palads.“

Japan:

Aoyama Gakuin-universitetet, grundlagt af metodistiske missionærer i Tokyo, besluttede i 1973 at afskaffe teologistudiet på grund af svigtende tilgang og et driftsunderskud. Det kan her indskydes at Østens buddhisme er udsat for de samme ødelæggende kræfter som Vestens kirker.

Australien

I denne verdensdel med omkring 13,5 millioner indbyggere har den romersk-katolske kirke 2000 færre nonner og 400 færre „religiøse brødre“ og præster end den havde i 1966.

En rapport fra Melbourne viser at det ikke går protestanterne bedre: „Hver femte af Australiens protestantiske gejstlige betvivler Guds og himmelens eksistens, ifølge en officiel kirkelig undersøgelse. Undersøgelsen viser at en tredjedel af de protestantiske kirkegængere har visse tvivl angående Gud.“

Europa

England:

I juli 1978 sagde ærkebiskoppen af Canterbury til 400 biskopper ved konferencen i Lambeth: „Gud må tilgive os. Vi vil ikke indrømme det; det ville chokere vore menigheder hvis vi gjorde. Men vi er holdt op med at lytte, og vort åndelige liv er døet bort, selv om vi bevarer skinnet og udfører ritualerne.“ Antallet af præster er dalende.

En korrespondent ved The Times skriver at „alle de større kirker er plaget af dalende medlemstal og alvorlige økonomiske vanskeligheder, men de er mest bekymrede over den stadig bredere kløft som synes at have åbnet sig mellem den institutionelle religion og den yngre generation“.

Frankrig:

Monsignore Gabriel Matagrin, biskop i Grenoble, bliver i Alain Woodrows bog L’Eglise déchirée (Den splittede kirke, 1978) citeret for at have sagt: „Det er ubestrideligt at kirken gennemgår en krise. Religionsudøvelse er på retur, der er et fald i antallet af døbte og konfirmerede, og der er færre og færre præster og religiøse kald.“

I en fasteprædiken i Notre Dame sagde præsten Bernard Bro: „Eksperter anslår at antallet af aktive katolikker vil falde fra 16% til 7% [i Frankrig]. Jeg selv kan ikke glemme eksemplet fra de nordiske lande, som siger mig at det meget vel kan falde til 1%. Om tredive år vil det hele være forbi.“

Tyskland:

I en reportage fra en katolsk konference skriver avisen Süddeutsche Zeitung: „Kirken og dens institutioner virker fremmede for det moderne menneskes håb, og altid bagud for sin tid. Den giver indtryk af at den ikke forstår hvad folk ønsker og hvad deres virkelige behov er.“

Et kraftigt vidnesbyrd om at kirkerne taber terræn i Tyskland er en undersøgelse som er blevet omtalt i bladet Bunte: „Kun 17% af tyskerne under 35 tror at Gud er til.“

Grækenland:

Indtil for nylig har den græske ortodokse kirke været næsten almægtig. Nu må dens handlinger og mål stå for skud. Et athensk dagblad, To Vima, bemærker: „I dag er kirken, det vil sige gejstligheden, især den højeste gejstlighed, meget ofte årsag til skandale, og en kilde til tåbelighed og vås. Dette i så høj grad at det store flertal af det græske folk nu i nogen tid har betragtet de fleste gejstlige, ikke som en respektabel, åndelig institution, men som en sværm agitatorer og skandalemagere, radikale og udbyttere, som i stedet for at ’lede deres hjord’ underholder den med deres pladder og galskab, så længe hjorden ikke har fået afsky for deres bedrifter.“

Tyrkiet:

På den anden side af Bosporusstrædet, i det gamle Konstantinopel, residerer „den økumeniske patriark og ærkebiskop af ’det nye Rom’“. Demetrios I er den symbolske leder for verdens 85 millioner ortodokse kirkemedlemmer. Bladet Time udtaler: „Og dog, når hans Hellighed Demetrios I leder søndagsnadveren i Skt. Georgskirken i Istanbul, kaster de mægtige lysekroner deres svage lys ud over rækker af tomme kirkestole. Menigheden tæller kun et dusin tilbedere, de fleste af dem ældre. Det historiske bispedømme, engang centrum for det halve af den kristne verden, er døende.“

Italien:

I et åbent brev til Pave Paul VI sagde ærkebiskop Pintonello: „Præsteseminarierne og de pavelige athenæer er, som enhver ved, blevet forvandlet til skoler, og derfra til marxisme og ateisme, som allerede har påvirket mere end 90% af de unge præster.“ Angående præsternes antal giver La Difesa del Popolo denne oplysning: „I 1871 var der i Italien 152.000, . . . i 1973 var der 47.000. Det skal bemærkes at i mellemtiden er den italienske befolkning vokset fra 27 millioner til 54 millioner.“

Portugal:

I 1977 bemærkede bladet Opção: „Situationen er sådan at nogle præster føler de er de sidste overlevende af en art der er på vej til at uddø. Et stort antal af disse celebrerer blot messen om søndagen, mens de resten af ugen går på universitetet eller har et almindeligt arbejde. De frygter at de fra det ene minut til det andet kan blive tvunget til at finde en ny levevej.“

Påskesøndag i 1978 beklagede Lissabons kardinalpatriark det portugisiske samfunds synder, men Opção gjorde gældende at den katolske kirke ikke selv var politisk uskyldig, og at den var ansvarlig for disse synders vækst i den dystre tid under Salazarstyret.

Spanien:

Der er sket gennemgribende forandringer i de religiøse traditioner. For få år siden var påskeugen en religiøs højtid som trak folk til kirkerne i stort tal. Nu er den et signal til en masseudvandring fra byerne ud på landet og op til bjergene. Også i Spanien er mange præsteseminarier nede på kun at have en håndfuld teologistuderende. Situationen bliver forværret på grund af det store antal der forlader præstestanden og klostrene.

Sverige:

Nord- og Sydamerika

De forenede Stater:

I en lederartikel beretter bladet Time at „på nationalt plan har den episkopale kirke mistet et medlem hvert kvarter i det forløbne tiår“. Der opstod en splittelse i denne kirke på grund af spørgsmålet om kvindelige præster. I januar 1978 blev fire nye biskopper bispeviet i den nye „Nordamerikanske anglikanske kirke“. En af dem sagde at det at forblive i den episkopale kirke var „som at give et lig kunstigt åndedræt“.

Rabbi Alvin J. Reines hævder at „den amerikanske jødedom befinder sig i en desperat krisetilstand“. Ifølge Time er han „overbevist om at det amerikanske jødiske samfund i år 2100 kan være svundet ind fra de nuværende 5,8 millioner til mindre end 1 million — under det punkt hvor det har nogen betydning“. Reines skal have sagt at „amerikanske jøder simpelt hen ikke accepterer den traditionelle jødedoms lære. Og uden nogen religion vil det jødiske samfund forsvinde“.

De evangeliske vækkelsesbevægelser synes at opleve en opblomstring, idet de mere etablerede samfund har undladt at dække folks åndelige behov. Imidlertid beretter bladet Human Behavior at alt måske ikke er hvad det ser ud til under de berømte Billy Graham-korstog. Det påstås at mange af dem der sædvanligvis flokkes til alteret, er anmodet om det i forvejen „for at give indtryk af en spontan masseomvendelse“.

En Gallup-undersøgelse blandt unge afslørede for nylig at kun 25 procent af de adspurgte unge udtrykte stærk tillid til den ’organiserede religion’. Der var talrige kommentarer som: „Bingo, basarer, og dårlige prædikener — det er alt hvad kirkerne står for,“ og kirkegængere „er åndeligt indskrænkede“. Mange udtalte sig om kirkernes og kirkegængernes hykleri og det forhold at kirkerne ikke lærer om Gud eller Bibelen.

Brasilien:

Skønt det tidligere var uhørt, har Brasilien nu „drastisk begrænset indvandringen af udenlandske missionærer, både romersk-katolske og protestantiske“. (Arkansas Gazette) Kan Brasilien da selv tilvejebringe de præster landet har brug for? Befolkningstallet vokser procentvis langt stærkere end antallet af præster. Faktisk siger bladet O Estado de S. Paulo at „fra og med 1968 begyndte antallet af gejstlige langsomt at falde“.

Katolicismens svindende indflydelse mærkes også på folks indstilling til livet. Et forskerhold ved São Paulos universitet har fastslået at hver anden kvinde trods kirkens bud anvender en eller anden form for svangerskabsforebyggelse. En overskrift i Brazil Herald drog denne afslørende konklusion: „Kirken i Brasilien: Lyset der forsvandt.“

Måske har din kirke ikke de problemer der er typiske for kristenhedens kirker i almindelighed. Måske trives den, med en god tilslutning og en præst du holder af at lytte til og samarbejde med. Dog kan der være en forskel mellem det der er rigtigt og det man mener er rigtigt; og selv sande kristne bliver tilskyndet: „Bliv ved med at prøve jer selv om I er i troen, bliv ved med at prøve jer selv.“ — 2 Kor. 13:5.

Da Jesus var på jorden påviste han at de religiøse retninger i jødedommen på den tid ikke tjente Gud, og nogle af de første kristne menigheder bestod heller ikke alle prøver. Her er nogle af de prøver som disse tilbedere af Gud ikke bestod, og som både enkeltpersoner og kirker stadig ikke består. Mens vi gennemgår denne liste, lad os da hver især prøve os selv og den menighed vi er tilsluttet.

[Ramme på side 20]

Hvordan forholder det sig med din kirke?

Religiøse traditioner eller nøjagtig kundskab?

„Det er forgæves de bliver ved med at dyrke mig, når den lære de fører er menneskebud.“ „De har nidkærhed for Gud, men ikke i overensstemmelse med nøjagtig kundskab.“ — Mark. 7:7; Rom. 10:2.

Guds ords gørere, eller øjentjenere?

„Bliv ordets gørere og ikke blot dets hørere.“ „Troen [er] død uden gerninger.“ „Ikke enhver som siger til mig: ’Herre, Herre,’ vil komme ind i himlenes rige, men kun den der gør min himmelske Faders vilje.“ — Jak. 1:22; 2:26; Matt. 7:21.

Smigrende titler?

„De kan godt lide den fornemste plads . . . og at de bliver kaldt rabbi af folk. Men I, I skal ikke lade jer kalde rabbi . . . I er alle brødre. Desuden skal I ikke kalde nogen på jorden jeres fader, for én er jeres Fader, den himmelske.“ — Matt. 23:6-9.

Partiskhed?

„Hvis I fortsat viser partiskhed, øver I synd.“ „Gud [er ikke] partisk.“ — Jak. 2:9; Apg. 10:34.

Åndeligsindede?

„Brødre, jeg var ikke i stand til at tale til jer som til åndelige. . . . Der . . . er skinsyge og strid iblandt jer.“ „Åndens frugt [er] kærlighed, glæde, fred, langmodighed, venlighed, godhed, tro, mildhed, selvbeherskelse.“ — 1 Kor. 3:1-3; Gal. 5:22, 23.

Offentlig lovprisning af Gud og Kristus?

„[Bring] Gud et lovprisningsoffer, det vil sige frugt af læber som offentligt bekender hans navn.“ „Gør disciple af folk af alle nationerne.“ „I skal være vidner om mig [Jesus Kristus] . . . til jordens fjerneste egne.“ — Hebr. 13:15; Matt. 28:19; Apg. 1:8.

Kærlighed til Gud?

„Dette er hvad kærligheden til Gud vil sige, at vi holder hans bud.“ — 1 Joh. 5:3.

Tro på Gud?

„Dårerne siger i hjertet: ’Der er ingen Gud!’“ — Sl. 14:1.

Er Kristus genløseren?

„Der er ikke frelse i nogen anden [end Kristus].“ — Apg. 4:12.

Kærlighed til næsten?

„’Du skal elske din næste som dig selv.’ Kærligheden gør ikke næsten noget ondt.“ „Alt hvad I ønsker at folk skal gøre mod jer, skal I også gøre mod dem.“ — Rom. 13:9, 10; Matt. 7:12.

Kærlighed til hinanden?

„På dette skal alle kende at I er mine disciple, hvis I har kærlighed til hinanden.“ — Joh. 13:35.

Kærlighed til verden?

„Ved I ikke at venskabet med verden er fjendskab med Gud?“ „Elsk ikke verden eller det der er i verden. Hvis nogen elsker verden, er Faderens kærlighed ikke i ham; for alt det der er i verden — kødets begær og øjnenes begær og praleriet med de midler man har at leve af — er ikke af Faderen, men er af verden. Og verden er ved at forsvinde, og det er dens begær også, men den der gør Guds vilje forbliver for evigt.“ — Jak. 4:4; 1 Joh. 2:15-17.