Hvad kan forældre gøre for at hjælpe?

„DER fortælles om en børnepsykolog som begyndte sin praksis med fire teorier og ingen børn,“ siger psykologen dr. Bruce Narramore. „Nogle år senere havde han fire børn og ingen teorier!“

Ja, teorier om børneopdragelse kommer og går. Det er ikke nogen ubetydelig opgave at opdrage et barn. Du har imidlertid kun én mulighed for at opdrage dit barn. Spørgsmålet er derfor hvordan du gør det bedst.

Blandt de mange modstridende meninger om børneopdragelse findes der én autoritet hvis retningslinjer altid er gode og vil føre til et godt resultat. Det er Bibelen. I det efterfølgende skal vi se (1) hvad den anbefaler, (2) hvorfor den i vor tid har kunnet hjælpe millioner i hele verden til at blive bedre forældre, og (3) hvordan vi hver især kan følge dens råd i vor familie.

Viser forældre ikke deres børn kærlighed ved at give dem føde, klæder og husly?

Jo, og det betyder ofte mange års ofre for forældrene. En fader eller moder er måske kun i stand til at sørge for det allermest nødvendige, at give familien „en ret grøntsager“, så at sige. Men hvis den gives „med kærlighed“, er den, som Bibelen viser, „bedre end det bedste oksekød serveret med had“. (Ordsp. 15:17, Moffatt) Kærlighed er mere værd end god mad. Børn trives når de møder kærlighed — nogle medfølende ord på grund af et skrammet knæ, et kærligt knus, et klap på skulderen, eller en udtalelse som ’jeg er så stolt af dig!’ Børn må mærke ægte kærlighed og omsorg fra forældrenes side, og det på en måde som deres unge sind forstår.

Men hvordan kan man elske et barn der opfører sig forkert?

Det er ikke let. Bibelen understreger imidlertid at man skal ’vise medfølelse’. (1 Pet. 3:8) Der kan ofte være en dybere årsag til at et barn opfører sig forkert. En dreng begyndte for eksempel at ’optræde’ i skolen. Hans bekymrede fader, der talte i timevis med drengen, siger: „Vi blev ved med at vise ham at vi holdt af ham. Så fortalte han os hvad der var i vejen.“ De andre børn drillede ham på grund af hans høreapparat, og det var for at opnå deres anerkendelse at han havde opført sig provokerende i klassen.

Faderen viste medfølelse, og efter flere kærlige samtaler forbedredes drengens opførsel. Adskillige år senere skrev drengen til sine forældre: „Jeg ved at jeg gjorde noget I blev kede af, men I skal have tak fordi I ikke opgav mig.“ En dårlig opførsel kan ofte skyldes skuffelse, skinsyge, undertrykt vrede, frygt og usikkerhed.

Hvad nu hvis et barn er født med visse dårlige tilbøjeligheder?

Måske kan du genkende nogle af barnets svagheder hos dig selv eller din ægtefælle. Dette skulle være grundlag for at vise medfølelse og for at give den rette form for vejledning. En moder lagde for eksempel mærke til at hendes niårige søn var lige så indesluttet som hun selv var som barn. „Jeg talte med ham om det,“ siger hun, „og forklarede at det han følte og det der foregik inde i ham, ikke var ukendt for mig, fordi jeg selv var sådan da jeg var barn. ’Jeg ved hvordan du har det, Robert, for jeg må stadig arbejde med mig selv,’ sagde jeg til ham. Det har bevirket at vi er kommet hinanden meget nærmere og at han er mere åben.“

Hvordan kan forældre vide når et barn virkelig er ked af det?

Et barns følelser og tanker, dets virkelige hensigter, ligger i dets hjerte ligesom vand på bunden af en dyb brønd. Det kan være svært at få det op! „Råd [et menneskes hensigter eller forehavender] i en mands hjerte er vand der ligger dybt,“ siger Bibelen, „men en mand med dømmekraft kan trække det op.“ (Ordsp. 20:5, NW) Nogle ransagende spørgsmål kan ’trække’ sådanne følelser op. Det kræver DØMMEKRAFT at afgøre hvornår et barn er forsætligt oprørsk og hvornår dets opførsel skyldes at det føler sig tilsidesat og skuffet. — Ordsp. 24:3, NW.

Betyder det noget hvordan forældre taler med deres børn?

Ja, afgjort. Det fremgår af et eksempel: En forbløffet interviewer spurgte en femårig pige: „Hvorfor ønsker du at du var død?“ Det lille pus med de bedrøvede øjne svarede: „Fordi det ville være så fredeligt. Så ville mor ikke råbe efter mig hele tiden.“ Børn har følelser. Forældres tankeløse bemærkninger kan ødelægge meget. Et ordsprog lyder: „Mangens snak er som sværdhug.“ Den sårer! Men „de vises tunge læger“. (Ordsp. 12:18) Opbyg dit barns selvtillid ved ægte ros. Ros det for det det gør, uanset hvor lidt det er.

Hvis et barn tror at der vil blive ’råbt efter det’ hvis det viser sine følelser, vil det ikke åbne sig. Det vil navnlig have svært ved at tale om sine seksuelle følelser. Det føler sig måske skamfuldt. Selv om et barns tankegang er forkert, bør det føle at det frit kan udtale sig. En moder siger: „Undertiden føler man det som om man er ved at eksplodere indvendig, når ens barn udgyder sit hjerte for en. Men man tør ikke vise det, for så klapper det bare i.“

Forsøg at trænge ind i dit barns verden, ind til dets følelser. Vær sammen med det nogle minutter når du lægger det i seng. Tal med det om det der har gjort dig lykkelig, bedrøvet, oprevet eller bange. Det er vigtigt at man ikke blot deler oplevelser men også følelser. Og fremfor alt, lyt når dit barn blotlægger sine følelser.

Vil kærlighed sige at barnet altid skal have lov at gøre som det vil?

Det mener mange. De ønsker at barnet skal elske dem. „Jeg vil elske dig,“ siger barnet truende, „hvis du giver mig en slikkepind.“ Senere hedder det måske: „Hvis du lader mig blive oppe så længe jeg vil,“ „spise hvad jeg vil“ eller „komme sammen med mine egne venner“. Forældrene bøjer sig. Hvad er resultatet? En generation af uregerlige, usikre unge. Bibelen siger: „Den, der elsker [sit barn], tugter i tide.“ Tugt vil sige oplæring der former eller retleder. Den opbygger barnets karakter og giver det en følelse af tryghed. — Ordsp. 13:24.

Hvad nu hvis barnet ikke lytter til tugt?

„Tugt din søn, så kvæger han dig og bringer din sjæl, hvad der smager,“ anbefaler Bibelen. (Ordsp. 29:17) Tugt indebærer straf. Denne kan enten bestå i at man benytter det bogstavelige ris eller i at man nægter barnet noget det sætter stor pris på. Dette vil lære det noget meget vigtigt — respekt for myndighed. Gud har sat et eksempel med hensyn til hvordan straf bør udmåles, idet han siger: „Jeg vil tugte dig i passende omfang.“ Samtidig gav han dem han talte til, følgende forsikring: „For jeg er med dig.“ Han elskede dem stadig. Jehova har således sat kærlige og dog faste grænser for hvilken adfærd han godkender. I forældre, gør det samme! — Jer. 46:28, NW.

På hvilke punkter bør forældre vise fasthed?

Hold fast ved at dit barn skal have en nærende kost, for en mangelfuld kost kan hæmme dets fysiske vækst. Sørg også for at dit barns sind ikke næres af „affald“ i form af TV-programmer, blade og film med vold og umoralitet.

Den største trussel mod din gode undervisning er dog dit barns omgangskreds — dets kammerater. Hvis et barn får venner med fordærvede vaner, kan man næsten være sikker på at det vil tage ved lære af deres adfærd og blive fanget i en snare. (Ordsp. 22:24, 25) Det er forældrenes pligt at sørge for at barnet bryder en sådan forbindelse. Det kræver tugt, men når forældrene sørger for at de dårlige venner erstattes med gode venner, eller gør familiens egne aktiviteter mere interessante, bliver det meget lettere.

Hvor tidligt udvikler et barn en følelse af ret og uret?

Overladt til sig selv vil det måske aldrig gøre det. Bibelen viser at et lille barn ikke forstår at „vrage det onde og vælge det gode“. — Es. 7:16.

Hvordan kan barnet lære dette?

Man må nå ind til dets hjerte. Det må udvikle sine egne indre bevæggrunde til at „vrage det onde og vælge det gode“. Ellers tillægger det sig måske blot en overfladisk evne til at styre uden om vanskeligheder. Forældre må altså ikke blot tugte deres børn, men også opdrage dem i ’Jehovas formaning’. — Ef. 6:4.

Det græske ord for „formaning“ indebærer tanken om „en indgivelse i sindet“ og indbefatter således alt hvad der er nødvendigt for at forældrenes undervisning kan trænge ind i barnets sind og nå dets hjerte, så det føler sig tilskyndet til at følge den rette vej og er advaret mod de farer der truer.

Hvor vigtigt er det at lære barnet om Gud?

En kristen ældste analyserede ved en lejlighed en række tilfælde hvor kristne unge var kommet ud i alvorlige vanskeligheder, såsom stofmisbrug, umoralitet og drikkeri. Hvorfor var det gået galt for dem? „Disse unge har simpelt hen ingen gudsfrygt,“ forklarede han. „Tag for eksempel denne situation: Det er mørkt. De sidder på bagsædet i en bil med en af det modsatte køn. Det eneste de sanser er at deres hormoner løber løbsk. De tænker overhovedet ikke på konsekvenserne. Og det sker uge efter uge.“ Dog var der også nogle unge der havde ’vraget det onde’. „De har ladet Guds ord indvirke på deres hjerte, og de har opnået et personligt forhold til Jehova,“ sagde han. „De betragter ham som en kærlig Gud der ser alt.“ Hjælp derfor dit barn til at opnå et sådant forhold til Gud. — Ordsp. 16:6.

Forældre må først selv have et sådant forhold til Gud. Derfor er personligt bibelstudium og meditation nødvendig. Jehovas vidner er villige til at hjælpe dig. Det var faktisk en sådan bibelsk undervisning der forvandlede den unge mand der blev omtalt i den indledende artikel — ham der havde haft sådan en dårlig opvækst — og gjorde ham til en god fader. „Studiet af Bibelen gjorde hele forskellen,“ indrømmer han.

Forældrenes adfærd — hvad enten den er god eller dårlig — vil virke hurtigere og gøre et større indtryk på barnet end nogen anden form for undervisning. På grund af den nedarvede synd vil et barn have lettere ved at efterligne dårlige vaner. (Sl. 51:7) Det første forældrene må gøre, er derfor at kaste et blik på sig selv.

Er det altid forældrenes skyld hvis barnet udvikler sig i dårlig retning?

Hverken forældre eller børn er fuldkomne. Begge parter begår beklagelige fejl. Eftersom Bibelen siger at et barn der er blevet vænnet til at følge den rette vej ’ikke viger derfra’, føler nogle forældre at det udelukkende er deres skyld når deres barn udvikler sig i dårlig retning. (Ordsp. 22:6) Men dette vers må ses i sin rette sammenhæng. Det er en del af de råd der i Ordsprogenes bog gives til forældre, og forældre ved selv om de har fulgt dette råd eller har taget let på det.

Der gives også råd til børn. Hvis det skal gå dem godt må de ’høre’, ’gemme’, ’lytte til’, ’tage vare på’, ’ikke glemme’ og ’ikke opgive’ deres forældres tugt og belæring. (Ordsp. 1:8; 2:1; 3:1; 4:1; 6:20) I denne bog i Bibelen gives der over fire gange så mange råd til børn som til voksne!

Nogle børn „foragter lydighed“ mod deres forældre. (Ordsp. 30:17, NW) En fader der på eksemplarisk vis havde opdraget på en egenrådig søn, siger: „Jeg har gang på gang forsøgt at nå ind til hans hjerte. Jeg ved ikke hvad jeg skal gøre, for jeg har prøvet så mange ting. Intet har virket.“

Et barn har pligt til at følge de råd Bibelen giver for dets adfærd. Hvis både forældre og børn følger Bibelens vejledning, vil børnene sædvanligvis ikke skeje ud. Forældrene behøver ikke at føle sig tyngede af skyld over det der er sket før i tiden. Koncentrer jer hellere om det I kan gøre nu for at hjælpe jeres børn.

[Ramme på side 10]

Spørgsmål man kan stille et barn der opfører sig forkert

Har du det ikke godt?

Synes du jeg er uretfærdig? Hvorfor?

Har du problemer i skolen?

Føler du at du har for meget at lave?

Er du bare i dårligt humør?

Kommer du godt ud af det med dine kammerater?

Synes du at jeg forventer for meget af dig?

Er der noget jeg kan hjælpe dig med?

[Ramme på side 10]

Hvorfor begår unge selvmord?

„De kan ikke tage presset,“ forklarer en ekspert. Han understreger „nødvendigheden af tugt — den form for tugt der opbygger karakteren så de unge ikke bryder sammen under pres“.

[Ramme på side 11]

Hvor tidligt skal man begynde?

En nedbrudt moder siger: „Jeg blev ved med at udskyde opdragelsen af mine børn. Jeg troede vi havde mange år til at forme dem, men nu er de næsten voksne. Vi har ladet den tid hvor vi kunne påvirke dem mest, smutte bort mellem fingrene på os.“ Begynd mens børnene er spæde!

[Ramme på side 12]

Oplær barnet til livet som voksen

„Oplær drengen med henblik på den vej han skal følge.“ (Ordsp. 22:6, NW) Et barn må lære egenskaber som beslutsomhed initiativ og selvbeherskelse. Ellers vil det komme til kort som voksen.

Teenageårene er en særlig vanskelig tid — en overgangstid. Det ene øjeblik protesterer barnet måske: „Du skal ikke fortælle mig hvad jeg skal gøre!“, og en time senere spørger det måske: „Mor, hvad skal jeg nu gøre?“ Du kan hjælpe barnet med at komme igennem denne overgangstid ved hverken at være for streng eller at tage for let på tingene.

[Illustration på side 11]

Hjælp dit barn til at opdyrke et personligt forhold til Gud ved at undervise det i Bibelen