Teknologien driver verden henimod en krig

Teknologien har imidlertid ændret den gamle „terrorbalance“. Nutidens raketter er langt mere træfsikre. Derfor er de ikke længere kun rettet mod storbyer. En hel del af dem er rettet mod andre raketter. Denne ændring skyldes stærkt forbedrede, datamatstyrede fremføringssystemer. Og resultatet? Begrebet „gensidig ødelæggelse“ er i den militære tankegang blevet erstattet med begrebet „førsteslags-evne“, hvor man i teorien ikke længere tænker på at afskrække modparten fra at indlede en atomkrig, men stiler mod at kunne udkæmpe og vinde en sådan krig.

Men hvordan kan nogen af siderne håbe på at vinde en atomkrig? Ved at slå først og ødelægge, ikke fjendens storbyer, men hans raketanlæg. Da er fjenden, ifølge teorien, overladt til angriberens nåde og barmhjertighed og må acceptere de betingelser der stilles.

Synes du det er en farlig tankegang? Det synes mange eksperter. „Jo mere de to stormagter går ind for tanken om førsteslags-evne, jo større bliver sandsynligheden for en verdenskrig med kernevåben,“ siger dr. Frank Barnaby fra Det internationale Fredsforskningsinstitut i Stockholm. „Atomalderens dilemma er at vi, på trods af de politiske lederes ønske om at undgå en sådan krig, drives henimod den af en ukontrolleret militærteknologi.“

Efterhånden som man i løbet af 1980-erne får fremstillet flere og flere raketter som er træfsikre nok til at kunne bruges som førsteslags-våben, vil verden samtidig blive mere og mere farlig at leve i. Som det er blevet nævnt i New York Times, var USAs forsvarsminister i 1960-erne, Robert McNamara, „imod at opbygge amerikanske kernevåbenstyrker som kunne true de sovjetiske. Hvis den ene eller begge supermagter følte at dens/deres raketter var blevet sårbare over for et overraskelsesangreb, hævdede han, ville fristelsen til at affyre dem i en krisesituation blive næsten uimodståelig“. McNamaras mareridt er nu ved at blive til virkelighed.

Kan teorien om førsteslags-evne være med til at drive verden ud i en krig? Den nyere tids historie taler for det. Tænk på virkningerne af flådeaftalen i 1922, hvor De forenede Stater, Japan og Storbritannien blev enige om at begrænse konstruktionen af slagskibe. I stedet for at standse våbenkapløbet fremskyndede denne aftale „fremkomsten af hangarskibet, et nyt våben som var blevet negligeret af slagskibsadmiralerne, som dengang dominerede enhver større flåde,“ siger Charles Fairbanks, som er professor i statsvidenskab. „Som det klart fremgik af Pearl Harbor var hangarskibet et våben der i sammenligning med slagskibet tilskyndede til at slå først i en krise, og som derved øgede krigsfaren.“

Ligesom de moderne raketter var hangarskibene sårbare over for fjendtlige angreb fordi de ikke var pansrede som slagskibe og fordi de medførte store mængder flybrændstof. Ligesom de moderne raketter var hangarskibene meget effektive når de blev brugt af den part der slog først med sine jagerfly og holdt sine hangarskibe i sikker afstand af kampzonen. Da forholdet mellem De forenede Stater og Japan blev forværret i 1941, faldt japanerne for fristelsen til at slå først. Hvad vil der ske hvis forholdet mellem De forenede Stater og Sovjetunionen fortsat forværres? Vil historien gentage sig?

Laserkanoner, satellitter og falske alarmer

Ikke én men tre gange på mindre end et år har en datamat rapporteret at sovjetiske raketter var på vej mod USA. Besætningerne på FB-111- og B-52-bombemaskinerne startede straks deres motorer, og USAs flåde af atom-ubåde blev sat i alarmberedskab, og ligeså mandskabet ved USAs 1000 Minuteman-raketsiloer. Men hver gang viste det sig at være falsk alarm. To gange blev fejlen sporet til et lille elektronisk kredsløb til 46 cent (tre og en halv krone). Mandskabet på bombemaskinerne, u-bådene og raketsiloerne fik at vide at alarmen var afblæst . . . indtil næste gang.

„Det der mangler er ikke finesser, men fornuft,“ skrev New York Times. Nogle militærfolk mener ikke længere at de kan tillade sig at vente med et modangreb til de formodede raketter ankommer. Det betyder at faren for at en falsk alarm skal udløse et virkeligt modangreb, vokser. Ja, i førsteslags-teoriernes ængstelige atmosfære kan en tredje verdenskrig bryde ud ved en fejltagelse. En foruroligende tanke, ikke sandt?

Teknologien er også på andre måder med til at skabe ustabilitet i den militære verden. Her er nogle få eksempler:

U-bådskrig: Det er ikke kun de landbaserede raketter der er blevet træfsikre nok til at kunne ødelægge andre raketter. De raketter der medføres af u-både, som for eksempel af den nye amerikanske Trident-flåde, er ved at opnå den samme store træfsikkerhed. Og i både USA og Sovjetunionen arbejder man ihærdigt med at opfinde og fremstille alle typer sporingsudstyr og ubåde der kan opspore og tilintetgøre andre u-både. Hvad nu hvis den ene part også kunne tilintetgøre fjendens atombevæbnede u-både ved at „slå først“? „Så kunne fristelsen til at komme først med et atomangreb meget let blive uimodståelig,“ mener dr. Barnaby.

Satellitkrig: Satellitterne er militærstyrkernes øjne og ører. De advarer med det samme om affyring af fjendtlige raketter, og de giver mulighed for at overvåge at våbenaftaler overholdes. Mellem 70 og 80 procent af alle militære kommunikationer sendes nu via satellitter. Da satellitterne er så betydningsfulde, vil et angreb på et lands satellitter efter nogle observatørers mening „næsten med sikkerhed udløse et altomfattende atomangreb, eftersom dets efterretningsvæsen vil blive lammet“. Er et sådant angreb muligt?

„Nu og da i løbet af de sidste 12 år har Sovjetunionen opsendt mindst 15 opsporings- og tilintetgørelsessatellitter,“ hedder det i bladet Science 80. De forenede Stater har til gengæld udviklet en antisatellitraket der kan affyres fra en F-15-jager. Og noget som især varsler ilde for fremtiden, er nye våbentyper der på et øjeblik kan blinde eller tilintetgøre satellitter endog i meget fjerne kredsløb. Hvilken slags våben er det?

Science fiction?

Hvis du tror at strålekanoner der kan tilintetgøre en flyvende raket hører hjemme i science fiction-romaner, må du tro om. Sådanne våben findes allerede! Siden 1973 har laserkanoner i forsøg skudt fly og raketter ned. Det amerikanske luftvåben har udstyret et fragtfly med en kraftig laserkanon til forsøg i store højder. Amerikanerne har brugt over en milliard dollars på udviklingen af laservåben, og det påstås at russerne er lige så langt fremme.

Der vil naturligvis gå et stykke tid før en laserkanon på jorden kan skyde en satellit i kredsløb ned. En sådan laserkanon ville kræve enorme energimængder. Men „langt mere beskedne energimængder . . . kan blinde en satellits infrarøde føleudstyr,“ siger bladet New Scientist, „så modstanderen ikke har nogen mulighed for at spore de raketter man afsender.“ Laserkanoner af denne styrke er allerede nu en mulighed, hvilket føjer endnu et usikkerhedsmoment til en i forvejen usikker verden.

Hermed er listen over de teknologiske fremskridt der bidrager til ustabiliteten i verden, naturligvis langtfra udtømt. Krydsermissilet, der ganske vist er langsomt men til gengæld langt mere træfsikkert end nogen langdistanceraket, kan betragtes som et førsteslags-våben. Det er velegnet til angreb på små militære mål. Desuden er der neutronbomben, der udvikler en kraftig og dræbende radioaktiv stråling men ikke volder så store fysiske ødelæggelser. Nogle militærpersoner går stærkt ind for nye „forbedrede“ nervegasser, selv om brugen af nervegas til krigsførelse har været forbudt siden 1925! Endvidere tales der om bakteriologiske våben, for eksempel bakterier der fremkalder miltbrand. Men teknologien er ikke det eneste der skubber verden frem imod en tredje verdenskrig.