Kan vi vinde krigen mod insekterne?

KRIG! Blot at høre ordet kan sætte én i alarmberedskab. Og at tænke sig en vedvarende krig der ikke vil slutte kan virke højst forstemmende. Dog siges det at der netop udkæmpes en sådan krig. Hvad gælder striden? Begge parters eksistensgrundlag — der kæmpes nemlig om den fødevareforsyning som de begge behøver som næring. Hvem er de kæmpende parter? Mennesket og insekterne.

Nogle har betragtet det som en udryddelseskrig — det vil sige at det enten er „dem“ eller „os“. Men sådan forholder det sig i virkeligheden ikke. Uden insekter ville verden faktisk være ilde stedt, for mennesket behøver bier, visse fluer, sommerfugle, hvepse, biller, myrer og møl til at bestøve planterne. Nogle planter er ligefrem afhængige af dem. Hvis det ikke var for insekterne ville der ingen æbler, druer eller kløver være, og udbyttet af andre frugter og grøntsager ville være langt mindre. Insekter forsyner mennesket med honning, voks, silke, farve og schellak. Mange sangfugle, der er til glæde for mennesket, lever næsten udelukkende af insekter. Adskillige insekter er også særdeles nyttige når det gælder om at holde ukrudt nede. De udfører desuden nødvendige opgaver som skraldemænd og bidrager til at jorden bliver gennemluftet og frugtbar, idet de skiller os af med affaldet. Mange steder er mennesker endda afhængige af dem som føde. Moseloven beskrev hvilke insekter det var tilladt at spise, og Johannes Døber ernærede sig ved dem mens han var i ørkenen. (3 Mosebog 11:22; Mattæus 3:4) Dog finder vi også blandt insekterne nogle der, set fra et menneskeligt synspunkt, kæmper mod os om føden.

Selv om insekter kan være meget små, i hvert fald sammenlignet med mennesket, er de talstærke. De er mennesket langt overlegent med et samlet antal på omkring 250 millioner til 1, og rent vægtmæssigt udkonkurrerer de mennesket i forholdet 12 til 1. Man har anslået at der er 800.000 forskellige insektarter på jorden i dag, og antallet af de enkelte insekter er astronomisk — langt over vor fatteevne. Lykkeligvis er det kun et lille antal af jordens insektbestand — mindre end 1 procent — der betragtes som skadelige for mennesket og som kriges med det om afgrøderne, skovene og visse materialer.

Insekternes krigsstrategi ville gøre enhver feltmarskal misundelig. Som sande mestre i overraskelsesangreb gør de pludselig indfald i stort tal, som fra den ene dag til den anden. De opstiller deres slagrækker midt i de fødevareforsyninger som mennesker ønsker at beskytte, hvorved de tvinger mennesket ud i et dilemma om hvorledes det skal udrydde insekterne uden at skade afgrøderne. Deres undergrunds- og camouflageteknik samt deres antal gør dem i stand til at slå til uden at blive opdaget, hvorved de forårsager svære tab.

De formerer sig forbløffende hurtigt. Der kan frembringes en ny generation af stridsmænd, hvor alle er fuldt optrænede og kampklare, på blot en uge. De yngste kæmper på lige fod med de voksne, hanner såvel som hunner går med i kampen. Nogle divisioner trænger ind i menneskets hjem, hvor de forskanser sig og plyndrer, hærger og forurener. Andre er eksperter i bakteriologisk krigsførelse og spreder frygtede sygdomme som malaria, gul feber, bylder og sovesyge, blot for at nævne nogle få. Selv om mennesket sprøjter dem med gift, tilpasser de sig og kan endog leve og trives under sådanne betingelser. På denne måde er krigen fortsat op gennem tiden.

I begyndelsen var det eneste mennesket kunne gøre at vente til angrebet var overstået og håbe på at der ville komme bedre tider. I fortidens Ægypten måtte Farao simpelt hen udholde de plager af myg, bremser og græshopper som Gud bragte over dem. Og hvilke ødelæggelser må de ikke have forvoldt, eftersom en voksen ørkengræshoppe hver dag med lethed kan spise vegetation der svarer til dens egen vægt! En enkelt sværm har engang dækket et areal på over 1000 kvadratkilometer; den indeholdt antagelig 40 milliarder græshopper. Hver dag kunne denne sværm alene konsumere lige så meget føde som 400.000 mennesker behøvede på et helt år! Hvorfor har insekterne, der formerer sig så kolossalt, da endnu ikke vundet krigen?

Indbyrdes krig

Til alt held for mennesket finder der samtidig en krig sted blandt insekterne der heller ikke ophører. Hvis ikke dette var tilfældet ville mennesket sikkert slet ikke have haft nogen chance. En almindelig bladlus, for eksempel, har evnen til at producere 6000 millioner andre individer i løbet af sit korte liv. Hvis alle bladlus uden undtagelse gjorde dette, ville der ikke gå lang tid inden disse plantelus ville have ødelagt al vegetation på jorden.

Men naturen opretholder en balance. Dyr der lever af insekter og parasitter er med til at holde insektbestanden nede. Dette gælder også sygdomme samt klimatiske og andre naturlige årsager. Der findes også planter der har naturlige forsvarsmekanismer. Når for eksempel rød-egetræer mister løvet på grund af angreb fra sultne løvskovsnonner, slår de fra sig ved at foretage kemiske forandringer i de nye blade, hvorved bladene bliver ufordøjelige. I tilfældet med græshoppeplagen på Faraos tid, sørgede Jehova Gud for at en kraftig vind drev græshopperne ud i Det røde Hav. — 2 Mosebog 10:12-19.

Mennesket bevæger sig mod selvudslettelse

Det var mennesket selv der bragte naturen ud af balance og derved optrappede krigen. Det skete ved at man forlod den sunde landbrugsform med at dyrke forskellige afgrøder og have vekseldrift, hvilket ellers forhindrede skadedyrene i at få rigtigt fat og bevarede planternes modstandskraft over for sygdomme og skadedyr. I stedet tyede man til vældige monokulturer, det vil sige landbrug med en enkelt afgrøde på et stort område. I sin søgen efter et udbytte der er større og mere tillokkende hvad udseendet angår, har mennesket bortavlet planternes naturlige modstandskraft over for sygdomme. Nye afgrøder blev indført i lande hvor de aldrig var blevet dyrket før, men dermed indførte man også nye insektarter, uden at deres naturlige fjender fulgte med. Derved fik insekter der tidligere var blevet holdt i skak, pludselig nogle forhold der tillod at de kunne formere sig med foruroligende hast. Udviklingen løb løbsk, og insekterne var ved at vinde!

Mennesket gik hurtigt i gang med at udtænke nye våben. Man åndede lettet op da man fandt frem til et helt batteri af syntetiske pesticider. Disse kemiske dræbere, begyndende med DDT, virkede over en bred front og udslettede insekter i forbløffende omfang. Mennesket mente at det langt om længe skulle vinde krigen. Høstudbyttet steg drastisk. Sygdomme forårsaget af insekter begyndte at forsvinde. Sejren lå forude og blev erklæret som nært forestående.

Men i sin altødelæggende krig slog mennesket både ven og fjende ihjel. Som en videnskabsmand udtaler: „Når vi slår skadedyrs naturlige fjender ihjel, arver vi deres arbejde.“ Uden deres naturlige fjender formerede skadedyrene sig pludselig i kolossalt omfang. Andre insekter som før var uskadelige sluttede sig til dem og blev til egentlige skadedyr. Stærkere virkende kemikalier blev taget i brug, men insekterne omgrupperede sig igen og gik til modangreb. Nogle landmænd sprøjtede deres afgrøder helt op til 50 gange i løbet af en enkelt vækstsæson og mistede alligevel op mod halvdelen af afgrøden.

Ikke alene var kemikalierne ude af stand til at udslette insekterne, men insekterne blev også immune, ja nogle kunne endda leve og trives ved dem. Insekternes modstandskraft over for pesticider var blevet så stor at videnskabsmænd kunne fodre hele kolonier af stuefluer med store mængder DDT, uden at det tilsyneladende havde nogen virkning. Fuglene, der ellers viste sig nyttige når det gjaldt om at holde insekterne nede, blev desuden slået ihjel eftersom de spiste forgiftede insekter, frø og frugter.

Disse gifte bevægede sig hurtigt op i fødekæden. De forgiftede fiskelivet, bevirkede at fugle ikke kunne yngle, bragte økologien ud af balance og viste sig i stigende grad i menneskets egen fødevare- og vandforsyning. Menneskets kemiske våben gav bagslag. Omkring fire hundrede insektarter blev modstandsdygtige over for insektdræbende midler. Disse „superinsekter“ blev stødtropper for nye insektinvasioner og spredte i stigende grad sygdomme til mennesket. Insekterne var igen ved at vinde krigen.

Menneskets nye krigsstrategi

Mennesket måtte hurtigt se sig om efter et nyt forsvar. Det begyndte at lære vigtigheden af kampråbet: „Kend din fjende.“ Noget der var vanskeligt, må man sige, i betragtning af fjendens størrelse, vaner og mangfoldighed. Et bedre efterretningsarbejde var nu absolut nødvendigt for at vende slagets gang. Mennesket måtte lære skadedyrenes arveanlæg, biologi, økologi og adfærd at kende. Det måtte foretage dybtgående undersøgelser for at lære om deres spisevaner og forplantningsmønstre samt lære hvilken forbindelse der er mellem skadedyrenes formeringscyklus, afgrødernes modningsproces og livskredsløbet hos deres naturlige fjender blandt insekterne, og hvordan vejret og såtiden berører dem. Man måtte endog vide præcist hvor meget ét insekt spiser, for at kunne afgøre hvor mange der kunne tolereres uden at det ville medføre kostbare skader. Det måtte finde frem til hvornår skadedyrene forvoldte mest skade og hvordan de kunne gøres sårbare. Mennesket måtte genopbygge naturens balance. Det erkendte at det ikke kunne slå ihjel i flæng eftersom det var afhængigt af de nyttige insekter for selv at kunne overleve.

Mennesket fandt også ud af at hvis man opretholdt en lille bestand af skadedyr ville det måske være den mest effektive måde at nedbringe tab af afgrøder på, for derved sikrede man at insekternes naturlige fjender havde føde nok og altså ikke uddøde. Det erfarede at insektfrit landbrug hverken er klogt eller opnåeligt, for man kan godt vinde slaget men tabe krigen.

Menneskets nye krigsstrategi blev sameksistens og kontrol i stedet for udryddelse. Et system kaldet IPM (integreret skadedyrsbehandling) blev udtænkt. Varslingssystemer blev opstillet for at man kunne forudsige eller opdage et skadedyrs tilstedeværelse lang tid inden det kunne forårsage skader på afgrøder og derved give landmanden en chance for at tage offensiven inden fjenden dukkede op med sine invasionsstyrker. Mennesket kunne så bruge mange forskellige biologiske bekæmpelsesmetoder, såsom naturlige fjender, parasitter og skadedyrssygdomme samt forårsage at hanner blev sterile og derved nedbringe antallet af nye individer.

Den nye strategi omfattede også at landmanden gik tilbage til vekseldrift og variation i afgrøderne — dyrkningsmetoder der modvirker skadedyrenes indtrængen og formering. Skiftende beplantninger samt udplantning af afgrøder der var mere modstandsdygtige over for skadedyr, ja endog brugen af lokkeafgrøder for at bortlede fjendens skyts fra den egentlige afgrøde var også med i planen. Så kunne pesticiderne, der er menneskets atombomber i denne krigsførelse, blive brugt som en sidste udvej — men kun når det var nødvendigt, og kun anvendt med forsigtighed og i begrænset omfang. Landmænd der har brugt disse metoder har meldt om godt udbytte, skønt de har skåret kraftigt ned på den kostbare brug af kunstgødning og insektbekæmpelsesmidler.

Hvordan går det med krigen nu?

Men krigen er langtfra vundet. Skadedyr blandt insekterne fortærer stadig 40 procent af verdens fødevareafgrøder. „Vi vil i virkeligheden aldrig vinde,“ siger insektforskeren David Pimentel, „for insekterne er så udbredte rundt om i verden at det er fuldstændig umuligt at holde dem borte fra afgrøder og fødevarer.“ Blandt de mere eller mindre kendte insekter man endnu langtfra har under kontrol, er den afrikanske hærorm, snudebillen anthonomus grandis, den japanske skarabæ, mellusen, ferskenlusen, løvskovsnonnen, den røde tropiske stikmyre solenopsis, vikleren, kakerlakken, termitten, stuefluen og myggen — for blot at nævne nogle få af de skadedyr der stadig er en plage for hjem, miljø og landbrug.

Videnskabsmænd eksperimenterer stadig med nye våbentyper: Hormoner der griber ind i den normale vækst, feromoner (kønsduftstoffer hos insekter) der skaber forstyrrelse i parringen, sygdomsfremkaldende midler samt midler der fjerner insektets lyst til at æde. Men der mangler endnu mange undersøgelser før man er sikker på at de er effektive og uskadelige for mennesket. I mellemtiden bliver der stadig i udbredt grad gjort brug af kemiske pesticider fordi mange foretrækker en hurtig nedslagtning fremfor de mere langsommelige biologiske kontrolmetoder. Men videnskabsmænd frygter at deres kemiske arsenal snart vil være opbrugt på grund af insekternes opbygning af modstandskraft.

Mennesket ligger ikke inde med den endelige løsning, men det gør Gud. Han vil gribe ind og etablere våbenstilstand og bringe alt tilbage i fuldkommen balance. Inden længe vil mennesket, i Guds retfærdige nye orden, ikke engang tænke på krig.

[Illustration på side 26]

PESTICIDER