De modsatte sig voldtægt

ALMINDELIGVIS vælger voldtægtsforbrydere et øde og ubefærdet sted når de vil antaste en kvinde. Somme tider er de bevæbnede og truer med at bruge deres våben hvis offeret ikke føjer sig. Bør en kristen da passivt give efter?

Nej, situationen er ikke den samme som når en mand blot er ude efter penge eller andre materielle ejendele. En kvinde vil da klogeligt give ham sådanne ting. Men en voldtægtsforbryder er ude på at få én til at overtræde Guds lov ved at begå utugt, og under sådanne omstændigheder er en kristen forpligtet til at yde modstand. — 1 Korinter 6:18.

’Men kan det ikke være farligt at gøre modstand?’ spørger nogle måske. Jo, det kan det. Men det kan være endnu farligere ikke at gøre modstand. Som en der afholder kurser i forsvar mod voldtægtsforsøg bemærker: „Det [kan] lige så vel være at han slår dem ihjel når han er færdig, for at de ikke skal kunne udpege ham bagefter.“

Det er også værd at lægge mærke til hvad en førende kvindelig autoritet på området voldtægtsbeskyttelse har at sige: „På trods af de udbredte myter angående vold fra mænds side og den sikkerhed man påstår der ligger i at underkaste sig, er det aldrig blevet påvist at et voldtægtsoffer der gør modstand for at slippe for overfaldet, derved ’provokerer’ angriberen til at myrde.“ Dette illustreres af følgende eksempel:

To unge kvinder var inde på et møntvaskeri da en mand kom ind og med revolver i hånden gennede dem ind i et baglokale, hvor han gav dem besked på at klæde sig af. Det afslog de og bad højt til Jehova Gud om hjælp. Derefter fortalte de revolvermanden, som nu var noget forvirret, at de var Jehovas vidner og at det var imod deres religiøse overbevisning at gøre hvad han krævede; de ville ikke engang gøre det om han så skød dem. Resultatet? Revolvermanden så at han ingen vegne kom, og stak af.

Vær respektfuld

Det mulige offer må huske at voldtægtsforbryderen også er et menneske. Utvivlsomt er der forhold i hans liv der nu har givet sig udslag i denne adfærd. Skønt en kvinde altså ikke bør blive skrækslagen og lade voldtægtsforbryderen skræmme hende, bør hun alligevel behandle ham forstående og medmenneskeligt. En kvinde fra et ejendomskompleks i New York skriver:

„Jeg er af vane forsigtig når jeg går ind i en elevator. Som sædvanlig så jeg mig godt for inden jeg gik ind, og alt var i orden. Men lige før døren lukkede helt i, greb en svært bygget mand fat i den og åbnede den for at komme ind i elevatoren til mig. I det samme kastede han en karton med øl hen til mig, og jeg greb den. Det overrumplede mig.

Da døren lukkede vendte han ryggen til for at gøre noget ved sine bukser. Så vendte han sig om mod mig. Jeg kiggede ikke ned på hans bukser men så ham lige ind i øjnene. Jeg kastede hans karton med øl tilbage til ham og sagde: ’Her er Deres øl.’

I samme øjeblik, før han kunne foretage sig noget som helst, begyndte jeg at tale. Jeg sagde at jeg var et af Jehovas vidner og skulle op på 12. sal for at holde et bibelstudium med en familie der ventede mig. Jeg blev bare ved med at tale og fortælle ham om vort bibelundervisningsarbejde. Vi var efterhånden kommet halvvejs op, og jeg talte uafbrudt uden at vise frygt, idet jeg så ham lige i øjnene. Så skete der noget underligt. Han begyndte selv at tale. Han sagde at han elskede Bibelen, at han var fra Sydstaterne og at hans familie også elskede Gud.

I mellemtiden var vi nået op til 12. sal, og han åbnede døren for at lade mig komme ud. Han bad mig gøre ham den ære at trykke hans hånd. Det gjorde jeg, og han rystede den så den nær var gået af. Så sagde han at han gerne ville sige mig tak fordi jeg var den første hvide kvinde der ikke havde set foragteligt på ham, og at jeg havde været oprigtig da jeg talte med ham. Så sagde han farvel og ønskede mig held og lykke på mit bibelstudium.“

Modstand ved overfald i hjemmet

Voldtægt i ens eget hjem kan sætte sig særlig dybe psykiske spor, for omgivelserne vil hele tiden minde én om det der er sket. Hvor langt bedre er det derfor ikke at yde modstand! En husmoder var i stand til at undgå voldtægt i sit hjem i Detroit i Michigan, og hun fortæller her hvordan det lykkedes hende:

„Klokken var halv seks om morgenen da jeg blev vækket ved lyden af fodtrin. Først var jeg ikke sikker på hvilken retning de kom fra. Jeg kiggede på mit ur og så at det var alt for tidligt til at min store pige skulle op og gøre sig klar til at gå i skole. Min mand er rejsende musiker og var borte. Jeg havde sovet i stueetagen. Jeg vidste at der ikke var nogen ovenpå, og jeg blev derfor enig med mig selv om at lyden kom fra verandaen. Derfor tændte jeg verandalyset. Straks hørte jeg løbende fodtrin ned ad trappen, og da jeg vendte mig om, stod der en fremmed mand.

Manden holdt en hånd inden for sin frakke som om han havde en pistol, og jeg sagde derfor: ’Hvis De vil dræbe mig, så gør det.’ Han sagde at han havde en pistol og at han ville skyde mig hvis jeg ikke gjorde alt hvad han sagde. Han gav mig besked på at slukke alt lys og sætte mig på sofaen. Jeg slukkede lysene men nægtede at sætte mig på sofaen. Han sagde at han ville slå mig ihjel hvis jeg ikke lod ham voldtage mig. Så begyndte han at skubbe mig hen mod sofaen, og jeg citerede Mattæus 16:26, hvor der står: ’Hvad gavner det et menneske om han erhverver sig hele verden men sætter sin sjæl til? eller hvad vil et menneske give i bytte for sin sjæl?’

Manden holdt op med at skubbe og spurgte mig hvad det skriftsted betød. Jeg forklarede at hvis jeg modstod ham og forblev trofast mod min Gud og min mand og blev dræbt for at være trofast, ville jeg have håbet om at blive genoprejst på en paradisisk jord og få evigt liv. Men hvis jeg gav efter og lod ham voldtage mig, ville jeg alligevel dø på et tidspunkt, uden håb om en opstandelse.

Den ubudne gæst havde nu fundet ud af at han ikke kunne overtale mig til at lade ham voldtage mig, så han begyndte at rive i mit tøj. Jeg kom i tanker om skriftstedet i Femte Mosebog, kapitel 22, der siger at hvis man blev angrebet i byen og ikke skreg, ville det blive regnet for det samme som at man indvilligede. Så sagde jeg meget højt: ’Nej! Lad være! Vil De ikke nok! Gør det ikke! Vær venlig at forlade mit hjem, hr.!’

Jeg vidste at dette ikke blot ville behage Jehova Gud men også varsko mine børn om at dette ikke var noget i fjernsynet, men deres moder der blev overfaldet af en mand. Jeg sagde ’hr.’ til ham for at de kunne forstå at det var en jeg ikke kendte. Manden sagde at jeg skulle holde mund, men jeg svarede at jeg måtte skrige hver gang han rørte mig.

Han gjorde udfald mod mig igen, og jeg begyndte at bede højt: ’Jehova, hjælp mig!’ Han holdt inde og spurgte hvem jeg talte til. Jeg forklarede så at Jehova er Guds navn, idet Gud har et navn ligesom han havde et.

For virkelig at skræmme mig spurgte manden om jeg nogen sinde havde læst om hele familier der var blevet fundet dræbt. Han sagde at det var sådan han ville gøre ved mig og mine børn hvis jeg ikke i det mindste ville lade ham kærtegne en del af min krop. Men det ville jeg heller ikke gå med til. Manden blev ved med at true mig, og hver gang jeg ved mig selv tænkte: ’Jehova, hvad skal jeg stille op?’, kom jeg i tanker om det rigtige skriftsted og om hvad der ville være rigtigt at gøre.

Efter omtrent 20-30 minutter indså manden at han ikke kunne komme til at voldtage mig. Han sagde så: ’Hvor gamle er dine børn?’ Jeg svarede: ’14, 12, 8, 5 og 4.’

’Jeg voldtager din pige på 14 hvis du ikke lader mig voldtage dig,’ sagde han.

Jeg spekulerede på hvordan han kunne vide at det var en pige der var 14 år. ’Hun er også kristen,’ svarede jeg, ’og hun vil ikke lade dig voldtage hende.’ Så sagde han at han ville dræbe os alle sammen og satte kursen mod mine børns soveværelser. Igen spekulerede jeg på hvordan han kunne vide nøjagtig hvor soveværelserne lå. Før jeg kunne tage mig tilstrækkeligt sammen til at følge efter, vendte han tilbage til dagligstuen med et mærkeligt udtryk i ansigtet. Han gik lige forbi mig og befalede: ’Lås fordøren op.’

’De kan låse den op ved at dreje på kuglehåndtaget,’ sagde jeg. Han trådte udenfor, og så smækkede jeg døren i og satte sikkerhedskæden på.

Jeg styrede med det samme mod mine børns soveværelser og forstod hvorfor manden var gået til fordøren. Børnene var væk. Ugen før havde jeg set en fjernsynsudsendelse der oplyste om hvordan man kunne lære sine børn forskellige flugtveje ud af huset i nødstilfælde. Jeg havde snakket med mine børn og vist dem at den sikreste og bedste måde at komme ud af huset på var gennem soveværelsesvinduerne mod nord, for så kunne de komme hen til naboen og tilkalde hjælp. Mine børn havde gjort som de havde fået besked på, og derfor var de i sikkerhed inde ved siden af.

Snart efter ankom to politibiler, den ene som følge af min opringning, den anden som følge af min nabos. Politifolkene sagde at det ikke overraskede dem at få et opkald angående voldtægt denne morgen. De fortalte at der nemlig havde været mange tilfælde af voldtægt i kvarteret på omtrent samme tidspunkt i flere måneder. De omtalte voldtægtsmanden som en gammel kending.

Politifolkene var forbløffede da jeg fortalte dem at jeg hverken var blevet voldtaget eller bestjålet. De sagde at jeg ville blive kontaktet igen, og senere på dagen blev jeg bedt om at komme hen på stationen til en konfrontation. Det var en skuffelse, for de havde ikke fået fat i den rigtige mand.

Dagen efter blev jeg ringet op på mit arbejde og bedt om at komme derhen igen til en ny konfrontation. Denne gang så jeg ham i selv samme øjeblik som jeg trådte ind i lokalet, og jeg faldt næsten om . . . da jeg fik at vide at han efter sin løsladelse fra fængsel otte måneder tidligere havde voldtaget mindst 13 kvinder i mit kvarter, deriblandt en bevæbnet kvindelig politibetjent. Politiet sagde at hvad det end var min tro gik ud på, så var det den der var skyld i at jeg ikke var blevet nummer 14.“

Modstand udendørs

Det er en skrækindjagende oplevelse at stå over for en mand der har til hensigt at voldtage én. Det er især skræmmende når manden er bevæbnet og der ikke er andre i nærheden. Men selv da er det ifølge Bibelen det rigtige at yde modstand i stedet for at lade sig skræmme af trusler til at give efter. Det har også gang på gang vist sig at være det bedste at gøre. Et Jehovas vidne der bor i et område med spredt bebyggelse beretter:

„Jeg var på vej tilbage efter at have hentet posten, da en maskeret mand kom løbende efter mig med en kniv. Han greb fat i mig og prøvede at få mig med hen mellem træerne. Han hev mig omkuld på jorden. Men inden da skreg jeg. Han holdt mig for munden, men jeg råbte stadig på Jehova og bad ham om styrke. Manden holdt kniven op for mig og sagde at der ville ske mig noget hvis jeg ikke var stille. Jeg greb om kniven og skubbede den bort, hvorefter han gemte kniven af vejen og begyndte at hive mig op. Jeg bed ham i fingeren, og han slog mig i hovedet.

Nu sagde han at der ikke ville ske mig noget hvis jeg godvilligt fulgte med. Jeg skreg: ’Nej!’ Jeg var besluttet på enten at slippe væk eller dø dér på vejen, ikke inde i skoven. Altså slog jeg igen, lige i hans ansigt. Det overraskede ham. Han slog mig igen på kinden. Jeg blev slået til jorden, men blev ved med at sparke vildt efter ham for at få ham bort.

Det lykkedes mig at komme på benene, og jeg løb i retning af vejen der førte hen mod andre huse. Jeg så tilbage og så ham sætte af sted gennem skoven i retning af mit hus. Jeg løb til det nærmeste hus, hvorfra politiet blev tilkaldt. De stillede talstærkt, omringede området og fangede voldtægtsmanden. Han tilstod alt, så jeg behøvede ikke at identificere ham.“

Vær indstillet på at gøre modstand

Måske findes der ikke noget mere skræmmende eller rystende for en kvinde end at komme ud for voldtægt. Måske skubber hun endda tanken om det fra sig. Men voldtægt er en af livets realiteter. Bibelen beretter om voldtægt og voldtægtsforsøg der fandt sted for tusinder af år siden. — 1 Mosebog 19:4-11; 34:1-7; Dommerne 19:22-27; 2 Samuel 13:1-14.

I disse kritiske tider er voldtægt imidlertid blevet en hverdagsbegivenhed i mange større og mindre byer. Tidsskriftet American Medical News for 4. februar 1983 bemærkede: „Måske vil én ud af seks kvinder her i landet blive offer for voldtægt. Det er den type voldsforbrydelser der tegner sig for den hurtigste stigning her i landet.“

I stedet for at lukke øjnene for muligheden af voldtægt er det fornuftigt at en kvinde i forvejen tænker på hvad hun vil gøre hvis hun nogen sinde skulle stå over for en voldtægtsforbryder. Hun bør være bevidst indstillet på at gøre modstand. „Det med at en kvinde der gør modstand løber en større risiko for at blive såret eller dræbt, er en ammestuehistorie,“ udtaler vicechefen for politiet i Detroit, James Bannon. „Det er aldrig blevet bevist.“

I det gamle Israel krævede Guds lov at en kvinde der stod over for en voldtægtsforbryder skulle skrige og således gøre aktiv modstand. (5 Mosebog 22:23-27) Det er en fornuftig forholdsregel. Dette er også hvad kriminalassistent Keith Kilbride fra West Yorkshires kriminalpræventive råd i England mener. „Hvis en kvinde bliver overfaldet, er hendes bedste våben stadig hendes lunger,“ siger han.

Hvis man vil vide mere om hvordan man kan imødegå den voksende voldtægtstrussel, kan man benytte sig af de oplysninger der stod at læse i Vågn op! for 22. september 1980 og The Watchtower for 15. oktober 1980. Artiklerne drejer sig om hvordan man undgår eller afværger voldtægt. En kvinde kan desuden drøfte sagen med sin mand, sin fader eller en pålidelig ven for at få råd om hvilke forholdsregler hun kan træffe for at forsvare sig. En dreng kan drøfte sagen med sine forældre. Desuden kan de erfaringer der har været bragt her, måske gøre deres til at man med held modsætter sig voldtægt hvis man nogen sinde skulle blive udsat for truslen om det.

[Tekstcitat på side 27]

„Hvis en kvinde bliver overfaldet, er hendes bedste våben stadig hendes lunger“