Hvorfor USAs biskopper er imod den nu

„ALDRIG før har menneskeheden været så tæt på den fuldstændige selvudslettelse som den er nu.“ Med disse ord lod den sjette generalforsamling i Kirkernes Verdensråd, der sidste sommer trådte sammen i Vancouver i Canada, alarmen lyde mod „bomben“. Man tilskyndede til begrænsning af kernevåben med følgende bekendtgørelse: „Afskrækkelse ved hjælp af kernevåben er moralsk uantageligt fordi det forudsætter at man virkelig har til hensigt at anvende kernevåben.“

Få måneder tidligere, i maj 1983, havde de katolske biskopper i De forenede Stater udfærdiget den endelige ordlyd af det hyrdebrev der bar titlen: „Fredens udfordring: Guds løfte og vor reaktion.“ Deri tilskyndede de til en nedskæring af de eksisterende kernevåbenlagre såvel som et stop for „afprøvning, fremstilling og opstilling af nye kernevåbensystemer“. De gjorde gældende: „Der må ikke herske nogen tvivl om at vi nærer dyb skepsis angående det moralsk antagelige i en hvilken som helst anvendelse af kernevåben.“

Dette var to af de mere iøjnefaldende blandt de erklæringer imod kernevåben som i nyere tid er blevet fremsat af religiøse ledere. Hos nogle har reaktionen været glæde over at biskopper nu har gjort fælles sag med modstanderne af kernevåben. En presbyteriansk præst er i The New York Times blevet citeret for følgende kommentar angående de amerikanske biskoppers hyrdebrev: „I det hører man en moralsk samvittighedens stemme, der ikke blot taler til katolikker, men taler til os som amerikanere og som anstændige mennesker . . . Gud velsigne de katolske biskopper.“

Andre er mere kritiske. Filosoffen Sidney Hook har sagt: „Biskoppernes standpunkt vidner om uvidenhed; det er urealistisk og moralsk uansvarligt.“ Og den konservative aktivist Phyllis Schlafly er blevet citeret for at have sagt at biskoppernes udtalelse er farlig fordi den forleder katolikkerne til „pacifisme . . . og nedrustning, og til at elske russerne“.

Hvorom alting er, så markerer disse nylige udtalelser imod kernevåben en kovending når man betænker hvordan gejstligheden gennem lange tider har gjort krigene med, og hvordan religiøse ledere i årene efter den anden verdenskrig har talt for bevarelse af kernevåben. Hvorfor denne forandring?

Med fyrre års forsinkelse

De amerikanske biskoppers hyrdebrev giver en slags forklaring: „I dag truer kernevåbenmagternes ødelæggelsespotentiel mennesket som person, den civilisation vi langsomt har opbygget, og endda selve den skabte orden.“ Men dette har været tilfældet lige siden atombomberne blev kastet over Hiroshima og Nagasaki for næsten 40 år siden. Hvorfor var der ingen der råbte gevalt dengang?

Fra Kirkernes Verdensråd siger man: „Vi tror at ethvert forsæt om at anvende masseødelæggelsesvåben er en aldeles umenneskelig krænkelse af Kristi sind og ånd, som bør findes i os.“ Men gjaldt det samme ikke da civile i hundredtusindvis blev dræbt under sidste verdenskrig? Alligevel hævede kun få kirkeledere røsten.

Kernefysikeren Harold M. Agnew har sagt sin ærlige mening: „Jeg synes at de er nogle hyklere når de tilsyneladende accepterer konventionel krig, men ikke kernevåbenkrig. Kernevåbnenes kraft har betydet at de der træffer beslutningen om at gå i krig, for første gang i historien er lige så udsatte som de unge mennesker der traditionelt sendes af sted for at føre de ældres beslutninger ud i livet. Kirkernes og alle de andre beslutningstageres vinkældre, materielle rigdomme og andre besiddelser er altså ikke længere sikre hvis der udbryder en kernekrig. Vi er alle i samme båd.“

Måske pegede spalteredaktøren James Reston på noget væsentligt da han sagde: „Kirken støtter fredsbevægelserne, og bevægelserne giver ny styrke og mening til kirken i dens kamp for at have noget at sige i den verdslige verden.“ (Kursiveret af os.) Kan det være at biskopperne også prøver at genvinde tabt indflydelse og prestige ved at gøre sig til ledere i den stadig mere populære bevægelse mod kernevåben?

Endnu et spørgsmål trænger sig på:

Vil det gøre nogen forskel?

„Som undervisningsmateriale er det meningen at biskoppernes brev skal øve moralsk indflydelse i spørgsmålet om krig og fred.“ Sådan skrev teologen Richard B. Miller i tidsskriftet Bulletin of the Atomic Scientists. Men hvor megen „moralsk indflydelse“ vil de religiøse ledere kunne øve?

Vil lederne i USSR lytte til biskoppernes advarsler? Eller er det sandsynligt at De forenede Stater pludselig vil ændre kurs? Allerede mens de katolske biskopper var i færd med at udarbejde deres brev, skal USAs regering efter forlydende have prøvet at overtale dem til at bringe det mere på linje med regeringens politik!

Og hvordan med dem der har deres udkomme af kernevåben? De var ifølge de amerikanske biskopper frit stillet til at fortsætte med deres kernevåbenproduktion hvis de ønskede det. Og biskopperne undlod at tilskynde katolikker inden for militæret til at nægte at lade sig oplære i brugen af kernevåben. De fleste af dem der har med produktion og anvendelse af kernevåben at gøre vil derfor sandsynligvis føle at de kan fortsætte som hidtil.

Hvad man glemte

Sandheden er at biskopperne er kommet med det forkerte svar på det forkerte spørgsmål. Kernevåbenkapløbet er blot et symptom. Den virkelige sygdom der hærger menneskeheden, ligger langt dybere. Selv om det på en eller anden måde skulle lykkes biskopperne at overtale politikerne til at fjerne kernevåbentruslen, vil andre farer dukke op i stedet, medmindre det grundlæggende problem tages under behandling.

At problemet er betydelig mere indviklet end de fleste tror, fremgår af en udtalelse af apostelen Johannes: „Hele verden ligger i den ondes magt.“ (1 Johannes 5:19) Det vil sige at der er usynlige personer med i spillet, deriblandt Satan Djævelen, som i Bibelen kaldes „denne tingenes ordnings gud“. — 2 Korinter 4:4.

I dag er der ganske vist ikke mange der tror på Satan — men det gør biskopperne vel sagtens. Og de må vide at Satan ifølge Bibelen har udnyttet menneskehedens oprørskhed til at fremme sine egne hensigter, fuldstændig som en skakmester der flytter med brikkerne på brættet. Når mennesker prøver at hidføre varig fred i verden ved politiske metoder, er det ligesom hvis bønderne i et skakspil prøvede at stifte fred med hinanden uden at tage notits af skakspilleren. Satan står bag meget af det der sker på jorden i dag, og enhver løsning der foreslås og som ikke tager ham i betragtning, er dømt til at mislykkes. — Åbenbaringen 12:12.

Hvordan med bemærkningen: ’I dag truer kernevåbenmagternes ødelæggelsespotentiel selve den skabte orden’? Tror biskopperne at fordi mennesker måske har magt til at rasere jorden, vil de også gøre det? Har de glemt at Gud gennem apostelen Johannes har profeteret at han vil „ødelægge dem der ødelægger jorden“? — Åbenbaringen 11:18.

Ja, for næsten 2000 år siden forudså Gud at mennesket ville blive i stand til at ødelægge jorden, og sagde samtidig at han ikke ville tillade at det skete. Tværtimod har vi dette løfte: „Du fæsted jorden på dens grundvolde, aldrig i evighed rokkes den.“ — Salme 104:5.

Det egentlige problem — og løsningen

De amerikanske biskopper talte i det andet udkast til deres hyrdebrev om „en verden af suveræne stater, fri for en central myndighed“. Her er de tæt ved det egentlige problem — og løsningen! Det er et spørgsmål om styre.

Tænk på alle de genvordigheder menneskeheden kommer ud for fordi den styres af selviske, nationalistiske regeringer der alle „ligger i den ondes magt“. (1 Johannes 5:19) Hvis menneskeheden var forenet under én regering der lå i den Retfærdiges, Jehova Guds, hånd, ville der ikke eksistere nogen trussel om udslettelse med kernevåben, og mange andre problemer ville også være løst.

Er det tænkeligt at det vil ske? Det sagde Jesus at det var, med ord som de fleste skolebørn kender udenad. Han lærte os at bede: „Komme dit rige; ske din vilje på jorden, som den sker i Himmelen.“ (Mattæus 6:10, da. aut.) Religiøse ledere taler til tider om Guds rige, men normalt hører man intet om at Guds rige er en virkelig regering med virkelig myndighed, og at den fungerer nu. Snart vil den gribe afgørende ind mod denne jords regeringer. „I hine kongers dage vil Himmelens Gud oprette et rige, som aldrig i evighed skal forgå, . . . det skal knuse og tilintetgøre [gøre ende på, NW] alle hine riger, men selv stå i al evighed.“ — Daniel 2:44.

Gud har magten til at standse Satan Djævelens virksomhed, og dette vil han gøre gennem sit rige. (Åbenbaringen 20:1-3) Desuden har han magten til at standse nationernes vanvittige foretagender. Han kan og vil ’dømme mange folkeslag imellem, skifte ret mellem talrige, fjerne folk’. (Mika 4:3) Vil han fjerne kernevåbentruslen? Ja, og i det hele taget selve truslen om krig. „Han gør ende på krig til jordens grænser, han splintrer buen, sønderbryder spydene, skjoldene tænder han i brand.“ — Salme 46:10.

De dræbende ildkugler der rejste sig over Hiroshima og Nagasaki i august 1945, mindede os som aldrig før om menneskehedens behov for Guds rige. Vi kan intet sige om hvorvidt der vil blive anvendt flere kernevåben. Men vi ved at Gud ikke vil tillade mennesket at ødelægge jorden. Han vil ikke tillade menneskeheden at udrydde sig selv, og han vil ikke tillade nationerne at blive ved med at terrorisere menneskeheden i én uendelighed. — Esajas 45:18.

Er Guds rige et realistisk håb? Det mener biskopperne øjensynlig ikke, siden de fremholder politiske løsninger. Ikke desto mindre vil vi indbyde dig til at undersøge sagen ved selvsyn og se hvad du kan gøre nu for at arbejde i overensstemmelse med den eneste sande løsning.

Kun Gud har magten til at redde os fra den nuværende farlige situation. Han har gjort kendt at det også er hans hensigt at gøre det.

[Ramme på side 5]

I USA har katolske biskopper ændret holdning i spørgsmålet om kernevåben og fred. Også i Danmark har ledende kirkefolk engageret sig i fredsdebatten.

[Ramme/​illustration på side 6]

Teorien om „retfærdig krig“

Kristenheden har traditionelt støttet krige, og dens teologer har udviklet det der kaldes teorien om „retfærdig krig“. Ifølge visse udlægninger af teorien kan en krig regnes for „retfærdig“ hvis den:

● Erklæres af en lovlig myndighed (det vil sige en lovlig regering)

● Udkæmpes for en retfærdig sag

● Udkæmpes i den rette hensigt (det vil sige med henblik på forsoning og uden unødvendige ødelæggelseshandlinger)

● Udkæmpes som en sidste udvej

● Udkæmpes med et gunstigt udfald i udsigt

● Og hvis den skade der forvoldes står i forhold til de forventede gode resultater. Forsætligt drab på nonkombattanter (civilpersoner) er også forbudt i en „retfærdig“ krig.

Mange religiøse ledere føler at kernevåbnene gør enhver teori om „retfærdig krig“ utidssvarende på grund af den frygtelige ødelæggelse en kernevåbenkrig ville afstedkomme. Men er det kun nu der rejses tvivl om denne teori?

Hvad med den anden verdenskrig, for blot at nævne ét eksempel. Under denne krig velsignede religiøse ledere begge parter i konflikten. Men selvsagt kan begge parter ikke have kæmpet for en retfærdig sag eller i den rette hensigt. Civile befolkningscentre som London, Dresden og Tokyo blev bombet, hvorved uskyldige nonkombattanter blev dræbt i frygteligt tal. Alligevel opretholdt de religiøse ledere deres støtte til krigen.

Sandheden er at kristenhedens ledere altid har været beredt til at kalde en krig „retfærdig“ hvis den blev ført af det land de tilfældigvis boede i, selv hvis det medførte at medlemmer af deres hjorde kæmpede mod og dræbte trosfæller fra andre lande. Derved har de ikke vist Kristi ånd, men en ånd som den hos den amerikanske patriot Stephen Decatur, der blev berømt for sin erklæring: „Ret eller uret — det er vort fædreland!“