Kul — et brændende problem i svunden tid

MORGENDISEN hænger tungt over bjergene mens den opgående sol kæmper for at bryde igennem på himmelen i øst. Langs bjergsiden ligger faldefærdige skure række ved række. Gennem de snavsede, små vinduer anes olielampernes blafrende skær. Indenfor i halvmørket søger hustruer og mødre desperat efter et eller andet spiseligt at lægge i madkasserne til deres mænd og sønner så de i det mindste har noget at leve af i løbet af dagen.

Nogle øjeblikke senere kommer de søvnige mænd ud af deres huse. Det svage lys der gløder fra deres hjelme, får dem til at ligne kæmpeildfluer i hundredvis, mens de i en tæt strøm bevæger sig ned mod den stenede vej. Langsomt, som i en procession, marcherer de af sted — gamle, midaldrende, unge og børn. Det er farvede såvel som hvide, amerikanere, irlændere, englændere og walisere. Det er polakker, tjekker, slovakker, ungarere, grækere og italienere — ja, folk fra så godt som alle nationaliteter i Europa — det er kulminearbejdere.

Processionen stopper. De venter på den skrøbelige elevator der skal føre dem flere hundrede meter ned i jordens dyb. Den usunde dunst af meldug og den mugne lugt fra det rådne tømmer der bærer de mange tons jord over deres hoveder, fylder deres næsebor. De må vænne sig til lyden af vanddryp, der høres konstant, foruden den knirkende og knagende lyd af jord der sætter sig.

Sådan begynder minearbejderen sin dag, der går med at bryde kul fra jordens indre.

Efterspørgselen efter kul mærkes i hele verden

Den industrielle revolution i 1800-tallet havde taget sin begyndelse. Over hele landet skød nye fabrikker op, og de gamle blev udvidet så de kunne dække behovet i det voksende samfund. Det var nødvendigt at bruge kul som brændsel til at fyre op under dampkedlerne med, så de kunne levere den energi der skulle holde industrien i gang. Overalt i verden mærkede man efterspørgselen efter kul, og nødråbet fra Amerika på mænd der kunne arbejde i minerne nåede helt over på den anden side af verdenshavene.

De erfarne kulminearbejdere i England og Wales hørte råbet om hjælp fra det fjerne land på den anden side af havet. Da de anså „kolonierne“ for at være et land med gode muligheder, emigrerede de til Amerika. Nødråbet på minearbejdere blev også hørt i Irland, hvortil kulmineejerne havde udsendt deres repræsentanter for at falbyde „den amerikanske drøm“ om et land med overflod — høje lønninger, smukke hjem, kirker og skoler, og et samfundssystem baseret på lige ret for alle. Det at mineejerne ville betale arbejdernes rejse understøttede dem blot i deres overbevisning om at Amerika virkelig var et land med store rigdomme og muligheder.

Hvis nogle følte at deres smaragdgrønne ø, Irland, var for smuk til at forlade og at den ni uger lange rejse over havet var for lang selv om den åbnede mulighed for et bedre liv, kom de snart på andre tanker — der opstod hungersnød på grund af kartoffelmangel. Kartoflen var irlændernes vigtigste levnedsmiddel. En gennemsnitsvoksen spiste fra fire til seks kilo kartofler om dagen. I 1845 blev kartoffelplanterne ramt af en ukendt plantesygdom der varede ved i seks dødbringende år. Mere end én million mennesker i Irland døde som følge af hungersnøden. Mineselskabernes repræsentanter der falbød „den amerikanske drøm“ blev pludselig overfaldet med anmodninger om skibstransport. Alle skibe der kunne opdrives blev taget i brug, selv om de ofte havde for lidt plads og for dårlige sanitære forhold til de hundreder der myldrede om bord. Mange døde. Hele familier blev udslettet. Det anslås at mere end 5000 omkom på vejen til Amerika. Deres døde kroppe blev kastet i havet. Ikke desto mindre nåede 1,2 millioner irske emigranter de amerikanske kyster i løbet af hungerårene uden kartofler.

Dér brast luftkastellerne for mange. Drømmen vendte sig til et mareridt. De „smukke hjem“ viste sig at være dårligt byggede skure uden loftisolering, uden puds eller tapet på væggene og utætte for vinterens iskolde vinde. Møblementet bestod af primitive senge og borde og hårde stole. De „høje lønninger“ viste sig at være nogle få cents i timen — mindre end en dollar for en meget lang dags arbejde. De lovede skoler eksisterede ikke. Børnene voksede op uden endog at lære at læse eller skrive deres eget navn. Mange minearbejdere endte i virkeligheden som slaver sammen med deres familier, med ringe udsigt til at undslippe.

For eksempel blev skurbyerne ejet og drevet af minerne. Det gjorde butikkerne også. De fleste mineejere nægtede at give tilladelse til andre butikker inden for deres område. Derfor var minearbejderne tvunget til at købe alle deres varer i mineselskabets butik — føde, klæder og værktøj — til priser der var væsentligt højere end i andre butikker, nogle steder op til det tredobbelte. Hvis der var andre butikker i nærheden, fik minearbejderne ikke udbetalt deres løn i kontanter men i særlige kuponer og mønter, en slags erstatningspenge, der kun kunne indløses i mineselskabets forretning. Hvis en arbejder nægtede at handle i mineselskabets forretning, blev han fyret og sat på den sorte liste, hvilket medførte at andre mineselskaber ikke ville ansætte ham.

Det var ikke ualmindeligt at børn måtte arbejde af på deres faders gæld til mineselskabets forretning. Bemærk følgende citat fra en leder i en New York-avis fra 1872: „I nogle tilfælde må den ene generation efter den anden arbejde for at tilbagebetale den gæld deres bedstefædre stiftede. De der har en smule penge på lommen tjener dem ved usselt arbejde efter at de har arbejdet mange timer i jordens indre.“

Uden penge og uden andre steder at gå hen, blev arbejderne slaver af mineejerne.

På det tidspunkt kendte man ikke til love mod brug af børn som arbejdskraft. Mineejerne lod drenge der ikke var ret gamle, arbejde mange timer i minerne på steder med så trang plads at kun en barneskikkelse kunne være der. Ved transportbåndene over jorden arbejdede drenge der i nogle tilfælde ikke var mere end fem år gamle, med at adskille kul og skifer fra hinanden. Deres hænder blev ofte mast helt ud af facon. Efter fjorten timers arbejde var nogle så udmattede at de faldt ned på transportbåndet hvor de blev knust. Andre små størrelser blev efterladt ganske alene, tolv timer i døgnet, i de underjordiske ganges mørke, for at åbne falddørene så muldyrene kunne passere — der blev sørget bedre for muldyrene end for menneskene.

Arbejdsforholdene for såvel unge som gamle udgjorde en konstant trussel mod deres liv. Underjordiske eksplosioner, ildebrand i minegangene, sammenstyrtninger, oversvømmelser, dødsfald som følge af giftige gasarter eller kvælning, indespærring i dagevis uden lys, føde og vand — det var de farer som var ved at drive minearbejderne fra forstanden.

Arbejderne besluttede sig for at få forbedret arbejdsforholdene, både over og under jorden. Man gjorde forsøg på at danne fagforeninger, og forelagde klagerne for mineejerne med krav om forbedrede arbejdsforhold og større sikkerhed, højere løn, afskaffelse af monopolet for de mineejede butikker og stop for brugen af børn som arbejdskraft i minerne. Alle klagerne blev imidlertid afvist.

Det førte til at arbejdet i minerne blev nedlagt. Strejker hørte til dagens orden. Miner blev tvunget til at lukke, og mineejerne hyrede banditter til at bryde strejkerne. Hele familier, selv højgravide kvinder, blev smidt ud af hytterne, ud i kulden. Mænd blev pryglet. De læger der var knyttet til mineselskaberne nægtede, på ejernes ordre, at yde nogen som helst assistance.

Den hemmelige sammenslutning

Længe før irlænderne emigrerede til Amerika, eksisterede der et indgroet, forbitret modsætningsforhold mellem de protestantiske englændere og de katolske irlændere. Så da irlænderne befandt sig på amerikansk jord men underlagt engelske mineejere og ledere, var det en bitter pille for dem at sluge. Under den store konflikt mellem minearbejdere og mineejere dannede irlænderne en hemmelig sammenslutning der blev kaldt Molly Maguires. Den bestod af en lille gruppe irske minearbejdere som tog hævn over minernes ejere og ledere ved at dræbe dem i deres hjem, på gaderne og i minerne.

Et terrorregimente spredte sig til alle minebyerne. Miner blev bombet, jernbanevogne med kul blev afsporet og ødelagt. De engelske minefunktionærer led kolossalt. Efter lang tids forløb blev den hemmelige bevægelse infiltreret af en spion, og Molly Maguires led et katastrofalt endeligt — tyve af dens medlemmer blev hængt, ti på én dag.

Men „The Mollies“ var kun et enkelt hjul i minearbejdernes nye maskine der fik dødsklokkerne til at ringe over mineejernes diktaturvælde. Der opstod efterhånden en stærk fagforening som styrede minearbejderne over hele landet. Den skaffede dem bedre betaling, større sikkerhed på arbejdspladsen, afskaffede børnearbejdet og meget andet. I dag er mineerhvervet en respekteret beskæftigelse med fordele der kan lokke tusinder ned i jorden på jagt efter kul.

[Tekstcitat på side 16]

Eksplosioner, brande, sammenstyrtninger, giftige gasser — dette var hverdagens faremomenter

[Illustration på side 15]

Mineejet forretning, og nogle erstatningspenge der anvendtes som betalingsmiddel