Strudsen og storken

BORTSET fra at strudsen og storken begge er store, fjerklædte, vingede skabninger med lange ben, har de meget lidt tilfælles. På mange måder er de endda modsætninger.

I luften er storken elegancen selv og dens kolossale vingefang kan blive op til 2,6 meter. Nogle storke udnytter deres enestående flyveevne når de trækker mod syd for at overvintre i fjerne lande. Strudsen kan derimod slet ikke flyve. Dens store krop forbliver på jorden selv når den basker som en rasende med sine vinger. Derfor spørger Bibelen: „Slår hunstrudsen glad med vingen? Mon den har storkens svingfjer og fjerdragt?“ — Job 39:13.

Hvis en struds bliver skræmt eller ophidset kan den ikke desto mindre, med hjælp fra vingerne, løbe med en hastighed af op til 64 kilometer i timen. Som Bibelen siger: „Når det gælder, basker den højt med vingerne; den ler ad hest og rytter.“ (Job 39:18) Man har engang iagttaget hvorledes en struds har jagtet en hest og tildelt den nogle kraftige spark.

De to fugle har også helt forskellige karaktertræk. Det hebraiske navn for stork er afledt af et ord der betyder „loyal hengivenhed“ eller „loyal kærlighed“. Dette navn er særdeles passende, for selv om et storkepar skilles når de trækker sydpå, vil de alligevel finde sammen igen ved den samme rede år efter år. Begge mager deltager i at genopbygge reden, udruge æggene og tage sig af de nyudklækkede unger. Kuldet består sædvanligvis af fire unger som forældrene i flere uger er travlt optaget af at skaffe føde til. „De unge storke er ikke i stand til at foretage deres første flyvetur før de er to måneder gamle,“ hedder det i Larousse Encyclopedia of Animal Life, „og de ledsages af deres forældre, der stadig beskytter dem og lærer dem at søge føde.“

I modsætning hertil er strudse polygame. Hunstrudsene bekymrer sig ikke særlig meget om deres æg, som de samler i en fælles rede, hvor nogle æg endog bliver liggende udenfor. Når strudsene sanser en fare, forlader de midlertidigt deres æg eller unger.

Denne tilsyneladende vanrøgt af ungerne harmonerer med Bibelens beskrivelse af hunstrudsen: „Den overlader sine æg til jorden . . . og tænker ikke på at en fod kan knuse dem . . . den behandler sine unger hårdt, som om de ikke var dens egne.“ (Job 39:14-16) „Kun få bibellæsere ved hvor nøjagtigt denne beskrivelse passer,“ siger ornitologerne dr. R. C. Murphy og dr. D. Amadon.

Strudsen har et lille hoved, og dens hjerne er på størrelse med en valnød. Dette forklarer hvorfor direktøren for en zoologisk have, Terry Murphy, har skrevet: „Hvis der findes en undtagelse fra regelen om at fugle er intelligente skabninger, så er det strudsen.“

I sin bog Some of My Best Friends Are Animals fortæller Terry Murphy om en struds der en kold nat klemte sig tæt op ad væggen til sit indelukke og derfor frøs ihjel. En anden blev kvalt fordi den viklede sin hals omkring to tremmer i hegnet. „Men det mest latterlige ved dem,“ skriver Terry Murphy, „er det de spiser.“

Da en turist for nylig prøvede at tage et nærbillede af en struds, vred den hans kamera ud af hænderne på ham. Til sin forfærdelse måtte han derefter se kameraet langsomt forsvinde ned gennem strudsens lange hals! I The Guinness Book of Animal Facts and Feats findes følgende liste over hvad man har fundet i en enkelt strudsemave: „Én meter reb, en rulle film, en nøgle til et vækkeur, en ventil til en cykelslange, en blyant, en kam, tre handsker, et lommetørklæde, tryklåse til handsker, dele af et guldhalsbånd, to kraveknapper, en belgisk franc, to kvartpennies og fire halvpennies.“

Det er derfor meget passende når Bibelen siger følgende om hunstrudsen: „Gud har ladet den glemme visdom.“ (Job 39:17) Antyder dette at Skaberen har begået en fejl? Slet ikke. Faktisk tjener strudsens tilsyneladende forsømmelighed som en beskyttelse for den. De æg der skødesløst efterlades uden for reden tjener nogle gange som nødvendig føde for de nye unger. Eftersom strudsen ingen tænder har, spiller de ting den sluger i naturen, som for eksempel sten, en vigtig rolle i dens fordøjelsesproces.

Når en struds forlader sine æg eller unger, er det for at forvirre eventuelle fjender. Nogle gange udviser strudse herved et forbløffende mod. Engang da en struds så en lastbil nærme sig, forlod den sine unger og løb hen mod køretøjet! Da den kom op på siden af lastbilen lod den vingerne hænge slapt ned langs siden og spillede såret.

Strudsen og storken henleder opmærksomheden på den uudgrundelige visdom hos den der har skabt dem så forskelligt. (Romerne 11:33) Det er som salmisten udbrød: „Hvor er dine værker mange, Jehova! Dem alle har du udført med visdom.“ — Salme 104:24.

[Illustrationer på side 16, 17]

Marabustork

Struds

Saddelstork

Skovstork