Er befrielsesteologien løsningen for den tredje verden?

Af „Vågn op!“-​korrespondent i Mexico

I DAG er mange tredjeverdenslande i Afrika, Asien og Latinamerika forarmede og tyngede af utallige problemer. Befolkningen i mange af disse lande beskylder de bestående regeringer og de lokale religiøse ledere for at undertrykke dem. Andre mener at de aktuelle problemer skyldes udlandsgælden. Men nu er der opstået et begreb der af nogle betragtes som en løsning for den tredje verdens lande — den såkaldte befrielsesteologi.

Den 8. december 1986 mødtes over 2000 mennesker — flertallet katolikker — på Mexicos nationale autonome universitet (UNAM) i Mexico City, for at drøfte „befrielsesteologien i den tredje verden“. De katolske og protestantiske talere tilhørte en gruppe teologer der overværede et møde i Oaxtepec i Mexico hvor Den Anden Internationale Forsamling for Den Økumeniske Forening af Teologer i Den Tredje Verden blev afholdt. Det første møde var blevet afholdt på Sri Lanka i 1981. Hvad var hensigten med disse møder? At drøfte befrielsesteologiens fremtid og udbredelse.

Hvilken indvirkning har befrielsesteologien på den tredje verden? Lykkes det for den at nå sine mål? Har den en fremtid? Man kan bedre forstå svarene på disse spørgsmål hvis man først undersøger hvad befrielsesteologien går ud på og hvad den søger at opnå.

Befrielsesteologien

Ifølge den mexicanske avis La Jornada beskriver den katolske teolog Frei Betto fra Brasilien befrielsesteologien som „et kritisk bud på vejen til frigørelse af de fattige, grundlagt på Bibelen, kristen tradition og den kirkelige myndighedslære“. Men hvilken fremgangsmåde finder man nødvendig at anvende i forbindelse med denne frigørelse?

Befrielsesteologer indrømmer at det i nogle lande er nødvendigt med magtanvendelse — fysisk vold. Befrielsesteologiens tilhængere ikke blot billiger oprør mod de bestående regeringer men opfordrer ligefrem dertil, for eksempel i lande som Nicaragua og Filippinerne. Dette er ensbetydende med aktiv deltagelse i politik. Frei Betto hævder: „Det er umuligt for os at efterleve vor tro hvis vi holder os adskilt fra politik.“ Men hvad bygger de deres tro på?

Bibelen hævdes at være en ’inspirationskilde’ for befrielsesteologien. Den peruvianske befrielsesteolog Gustavo Gutiérrez — der anses for at være „befrielsesteologiens fader“ — siger at „Israels frigørelse er en politisk handling, et opgør med en ulykkelig situation . . . og det første skridt på vejen til oprettelsen af et retfærdigt brodersamfund“.

Hvad der dog er langt vigtigere for befrielsesteologerne er det de kalder „basissamfund“. De består af grupper hvor „præsternes omsorg“ for de fattige forenes med undervisning og tilskyndelse til politisk aktivitet. Alene i Brasilien er mere end fire millioner katolikker medlemmer af omkring 70.000 basissamfund. Den tredje verdens teologer gør altså en indsats for at nå deres mål.

Befrielsesteologien og Vatikanet

Men befrielsesteologiens udvikling har ikke fundet sted uden polemik. Den 6. august 1984 udsendte Vatikanet en Instrucción Sobre Algunos Aspectos de la Teología de la Liberación (Vejledning Vedrørende Visse Aspekter af Befrielsesteologien), hvori den blev fordømt som „en forvanskning af det kristne budskab“. Der stod endvidere at „systematisk eller overlagt voldsanvendelse, uanset hvorfra den måtte komme, bør fordømmes“.

I 1985 greb Vatikanet derfor brat ind over for „den mest kontroversielle befrielsesteolog“, den brasilianske franciskanermunk Leonardo Boff, og idømte ham et års „bodsstilhed“. Men 11 måneder senere indtraf der en forandring.

Ifølge bladet Newsweek ’havde Rom skiftet holdning til befrielsesteologien’. Boff fik tilstået „amnesti“ af paven, og den 22. marts 1986 blev der fra kirkens hovedkontor udsendt en noget neddæmpet Instrucción Sobre Libertad Cristiana y Liberación (Vejledning angående Kristen Frihed og Befrielse), hvori der stod at det er „fuldstændig retmæssigt at de der undertrykkes af de velhavende eller politisk indflydelsesrige, med moralsk forsvarlige midler skrider ind for at opnå en struktur og nogle foranstaltninger der viser sand respekt for deres rettigheder.“ „Væbnet kamp“ blev nu betragtet som tilladeligt. Pave Johannes Paul II fulgte denne vejledning op med et brev til de brasilianske biskopper hvori der stod: „Befrielsesteologien er ikke blot betimelig men også nødvendig og anvendelig i Latinamerika.“ Men hvorfor denne holdningsændring?

Ifølge den katolske kirke udsendte man den anden vejledning som „reaktion på nutidsmenneskets bekymring over at måtte udholde undertrykkelse samt dets længsel efter frihed“.

Imidlertid mener flere at kirken havde forregnet sig hvad befrielsesteologiens styrke angik, og derfor blev den overrumplet. Efter at Leonardo Boff var blevet straffet, rejste to kardinaler og fire biskopper til Rom for at forsvare ham. Ti biskopper underskrev et brev hvori de kaldte afstraffelsen et slag mod menneskerettighederne. Det lod til at præster i hele den tredje verden var stærkt engageret i „befrielsesarbejdet“.

Hvem har ret — kirken eller dens teologer?

Det er åbenlyst at kirken, stillet over for splittende elementer inden for sine rækker, gør et ihærdigt forsøg på at opretholde sin myndighed. Leonardo Boff og andre kæmper en hård kamp for at give kirken den form de mener den bør have.

Men de har begge forfejlet målet. På hvilken måde? Da Vågn op! spurgte Gustavo Gutiérrez med hvilken målestok befrielsesteologer vurderer sandfærdigheden af traditionens og kirkens dogmer, forklarede han at sandhed er „et kristent samfunds vilje til at skelne mellem ret og uret“. Ja, deres argumentation bygger blandt andet på den fremherskende indstilling og på menneskers visdom, mens Bibelen bliver skubbet i baggrunden. Sådan bør det aldrig være. Hvorfor ikke?

Befrielsesteologien og Bibelen

Det er Bibelen, og Bibelen alene, der er „inspireret af Gud og tjener til at oplyse os, til at paavise vore Vildfarelser, til at lære os at rette vore Fejl, kort sagt: til at opdrage os i et helligt Levesæt“. (2 Timoteus 3:16, Peter Schindler) Bibelen advarer os også om at ’verdens visdom er tåbelighed i Guds øjne’. (1 Korinther 3:19) Lad os derfor se på hvad Guds ord har at sige om befrielsesteologi.

Skønt Bibelen ikke bruger ordet „befrielsesteologi“, taler den dog om frigørelse. I virkeligheden er frigørelse et af Bibelens væsentligste budskaber til menneskeheden. (Romerne 8:12-21) Man må dog ikke glemme at Israels befrielse fra Ægypten skete ved guddommelig indgriben. Men når israelitterne handlede uafhængigt af Gud, fordømte han dem, og de led tab.

I dag fører aktiv religiøs deltagelse i sociale bevægelser ofte til vold. Men Jesus Kristus søgte ikke at blande religion og politik. Da apostelen Peter greb til „sværd“ for at forsvare Guds søn, irettesatte Jesus ham idet han sagde: „Anbring igen dit sværd på dets plads, for alle der griber til sværd vil omkomme ved sværd.“ (Mattæus 26:51, 52) Dette betyder imidlertid ikke at alle muligheder for at retfærdigheden vil blive genoprettet på jorden er fuldstændig udelukkede.

Sand frigørelse

Ifølge Bibelens løfter vil Gud til sin fastsatte tid gribe ind i menneskers anliggender. „De ugudelige skal udryddes fra jorden, og forræderne skal rives bort fra den.“ (Ordsprogene 2:22) Hvad vil der ske med dem der ønsker frihed fra fattigdom og uretfærdighed? „De sagtmodige tager jorden i besiddelse, og de kan glæde sig over megen fred. De retfærdige tager jorden i besiddelse, og de skal bo for evigt på den.“ — Salme 37:11, 29.

Ville du ikke nyde at leve på jorden under sådanne enestående forhold? Forestil dig engang en verden uden fattigdom, internationale stridigheder, racediskrimination og undertrykkelse. Gud garanterer i sit ord at han vil fjerne dette, foruden al sygdom, smerte og sorg. Selv døden vil høre fortiden til! Vil dette ikke betyde frihed i ordets egentligste forstand? — Åbenbaringen 21:4.

[Tekstcitat på side 19]

„Befrielsesteologien er . . . nødvendig og anvendelig i Latinamerika.“ — Pave Johannes Paul II

[Tekstcitat på side 20]

Jesus Kristus søgte ikke at blande religion og politik

[Illustrationer på side 18]

„Det er umuligt for os at efterleve vor tro hvis vi holder os adskilt fra politik.“ — Frei Betto

„Den mest kontroversielle befrielsesteolog“, Leonardo Boff, blev i elleve måneder pålagt tavshed af paven