Unge spørger:
Hvorfor skal man ’ære sin fader og sin moder’?
„DU ER så stædig at der ikke er noget at stille op,“ sagde Vedas far forbitret. „Du har ingen respekt for mig, og du er kun ude på ballade.“ Veda kom sammen med en ung mand der var stof- og spiritusmisbruger. Hun gik på diskotek til de tidlige morgentimer. Selv om hendes far var stærkt imod det gjorde hun hvad der passede hende.
„Jeg syntes at han var alt for streng,“ forklarer Veda. „Jeg var 18 år dengang og mente at jeg var voksen og vidste alt. Jeg syntes at min far var tarvelig og mente at han kun ville forhindre mig i at have det sjovt, så jeg gik ud og gjorde lige hvad jeg havde lyst til.“
En anden pige, ved navn Gina, skriver: „Min far drak meget, og jeg kunne ikke sove fordi mine forældre skændtes og råbte op. Jeg lå bare på min seng og græd. Jeg kunne ikke fortælle dem hvordan jeg havde det, for så ville mor sikkert slå mig. Bibelen siger at jeg skal ’ære min fader’, men det kan jeg altså ikke.“
Måske har du ligesom Veda og Gina svært ved at vise dine forældre ære. Det kan være at de stiller krav til dig som du synes er urimelige, eller at de sætter et dårligt eksempel ved deres opførsel. Men det bibelske påbud er ikke til at tage fejl af: „Ær din fader og moder.“ (Efeserne 6:2) Hvad vil det egentlig sige? Og hvilke gode grunde har vi til at ære vore forældre, selv når de måske gør det svært for os?
Hvad vil det sige at ære nogen?
At vise nogen ’ære’ indebærer at man anerkender den myndighed de rettelig besidder. De kristne har for eksempel fået befalingen: „Ær kongen.“ (1 Peter 2:17) Selv om man ikke altid er enig med sit lands magthavere må man alligevel respektere den stilling eller det embede de indtager. Inden for familien har Gud overdraget forældrene en vis myndighed, som hans repræsentanter. Derfor bør gudfrygtige børn ære denne myndighed. Men børnene bør vise forældrene mere end blot en ydre respekt.
Det græske udsagnsord der i Bibelen gengives med „ære“ har som grundbetydning at man sætter nogen højt. Man bør derfor betragte sine forældre med værdsættelse, som elskede og højt agtede. ’Men hvordan kan jeg nære sådanne følelser når de gør det svært for mig?’ spørger du måske.
Hvorfor du bør ære dine forældre
En væsentlig grund til at du bør ære dine forældre anføres i Ordsprogene 23:22: „Hør på din fader som avlede dig, og foragt ikke din moder.“ Der foretages omkring 55 millioner aborter hvert år i hele verden. Alene det at dine forældre lod dig komme til verden er en grund til at ære dem. Gregory, der på et tidspunkt var meget respektløs, kom til at indse dette. „Jeg begyndte at forstå hvor meget min mor havde gjort for mig,“ indrømmer han. „Jeg takker Jehova Gud for at hun ikke valgte abort eller smed mig i skraldespanden da jeg var spæd. Min mor var alene og vi var seks børn. Jeg ved at det var hårdt for hende.“
At opdrage børn er ikke alene et slid, det er også dyrt. En canadisk undersøgelse viser at udgifterne til et barns underhold, indtil det bliver 18 år, i Canada beløber sig til mindst 66.400 dollars (omkring 430.000 kroner) for et ægtepar med blot ét barn. Tænk en gang på hvor meget dine forældre må nægte sig selv for at skaffe dig føde og klæder. „Engang havde vi ikke andet at spise end en dåse majs og nogle gryn,“ fortæller Gregory. „Mor tilberedte det til os børn, men hun spiste ikke selv noget. Jeg gik mæt i seng, men jeg undrede mig over at mor ikke spiste noget. Nu hvor jeg har min egen familie kan jeg se at hun ofrede sig for vores skyld. Jeg ved ikke om jeg kunne gøre det samme for mine børn. Jeg forstår ikke hvordan hun bar sig ad.“
Dine forældre har uden tvivl også tilbragt mange søvnløse nætter med at passe dig når du var syg. Der skulle skiftes i hundredvis af bleer og vaskes bunker af snavset tøj. Men da man i De Forenede Stater spurgte over 200.000 forældre om hvor mange børn de ville have hvis de kunne leve livet om, svarede 54 procent af dem: „Vi ville have lige så mange!“ Kun 6 procent svarede: „Ingen.“
Eftersom dine forældre har givet dig livet og har sørget for dig, fortjener de afgjort at du viser dem respekt eller ’ære’.
Vanskelige forældre
Men hvad nu hvis ens forældre sætter et dårligt eksempel og måske er hidsige, drikfældige eller umoralske? Det er forståeligt hvis børnene lider under det. Hvordan kan man vise sine forældre ære under sådanne omstændigheder?a
Som ufuldkomne mennesker har dine forældre måske alvorlige problemer eller personlige svagheder. (Prædikeren 7:20) Men trods deres ufuldkommenhed har Gud skænket dem en vis myndighed over dit liv, og han kræver at du ærer den stilling de indtager. Husk på at Gud har sagt at man skal vise selv ufuldkomne herskere ære. (Romerne 13:7) Det betyder at man må se bag om deres adfærd og rette blikket mod den opgave eller stilling de har. Hvis du føler at en af dine forældre misbruger sin myndighed, prøv da at bevare roen i stedet for at optræde respektløst. (Jævnfør Prædikeren 10:4.) Læg sagen i Guds hånd, for „den der gør uret, vil visselig få igen hvad uret han har gjort, og der er ingen partiskhed“. — Kolossenserne 3:25.
Du må se i øjnene at så længe din far (eller mor) forsørger familien, har han (eller hun) også ansvaret for den. I Prædikeren 8:3, 4 står der: „For han [der har myndigheden] gør hvad som helst han har lyst til, eftersom kongens ord er øverste myndighed.“ Du vil derfor ikke opnå noget godt ved at sætte dig op imod dine forældre.
Men hvordan bærer man sig ad med at bevare roen? Prøv at forstå hvorfor dine forældre handler som de gør. Husk også på de goder de sørger for. En pige ved navn Dody skriver for eksempel: „Grunden til at mor aldrig viste os kærlighed var måske at hun selv var blevet mishandlet som barn og aldrig havde lært hvordan man skulle gøre. Min stedfar viste interesse for os når han var ædru, men det var han ikke ret tit. Min søster og jeg havde dog altid tag over hovedet og der var mad i køleskabet.“ Dody tænker tilbage med god samvittighed, for hun gjorde hvad hun kunne for at ære sine forældre.
At du viser nogen respekt betyder ikke nødvendigvis at du også er enig med dem. „Hold kongens befaling, og det af hensyn til eden til Gud,“ tilråder Prædikeren 8:2. Så længe det der forlanges ikke er imod Guds lov, må du vise din kærlighed til Gud ved at efterkomme det. „Vær lydige mod jeres forældre i alt, for dette er velbehageligt i Herren.“ — Kolossenserne 3:20.
Husk også på at selv om en af dine forældre sætter et dårligt eksempel, betyder det ikke at alt hvad han eller hun siger til dig er forkert. På Jesu tid var de religiøse ledere som havde myndighed til at undervise i Guds ord, meget fordærvede. Alligevel sagde Jesus til folket: „Alt det de siger jer, skal I derfor gøre og overholde, men I skal ikke gøre efter deres gerninger.“ (Mattæus 23:1-3, 25, 26) Ved at vise respekt for den undervisning de fik fra Guds ord ville folket blive velsignet af Gud. Sådan vil det også gå dig hvis du viser dine forældres bibelske vejledning ære.
’Det var rigtigt hvad min far sagde’
Veda ændrede senere indstilling til sine forældre. Men det kom ikke af sig selv. En dag var hun ude at køre med sin ven, der var påvirket af marihuana og øl. Han mistede herredømmet over bilen, der var hendes, og kørte med en fart af 100 kilometer i timen mod en lygtepæl. Bilen blev smadret og selv fik hun et stort, gabende sår i panden. Hendes ven forsvandt og viste sig ikke senere på hospitalet for at se til hende.
„Da mine forældre ankom til hospitalet,“ fortæller Veda, „sagde jeg til dem at far havde ret i alt hvad han havde sagt og at jeg skulle have hørt efter dem for længe siden.“ Veda var besluttet på at hun fremover ville vise sine forældre respekt. „Det var ikke let,“ indrømmer hun, „for jeg havde stadig lyst til at gå på diskotek, og jeg ville kede mig noget derhjemme. Men jeg ønskede at behage Gud. Jeg havde begået en stor fejltagelse der nær havde kostet mig livet, så jeg bad til Jehova om at han ville hjælpe mig til at ændre min indstilling.“
Veda lærte en livsvigtig lektie — nemlig betydningen af at have den rette respekt for myndighed. Det er der mange der ikke har lært. Derved har de hindret sig selv i at klare sig i skolen, at få et arbejde eller at få et lykkeligt ægteskab. „Det at jeg lærte at respektere min far, selv når det ikke var let, har afgjort hjulpet mig så jeg har kunnet underlægge mig min mand,“ siger Veda, der nu er lykkeligt gift. Ja, et godt forhold til andre og en god samvittighed over for Gud hører til den belønning du vil høste hvis du lærer at ære dine forældre.
[Fodnote]
a Denne artikel handler ikke om helt uacceptable situationer hvor et ungt menneske udsættes for fysisk eller seksuel mishandling. I sådanne tilfælde kan det blive nødvendigt at søge hjælp hos myndighederne. Se artiklen „Blodskam — den skjulte forbrydelse“ i Vågn op! for 22. maj 1981.
[Illustration på side 23]
Når du tænker på alt det dine forældre har gjort for dig gennem årene, bør det bevæge dig til at vise dem ære