Skabt til at finde glæde i naturen

DE FLESTE oplever en følelse af fred og tilfredshed når de har lejlighed til at slippe væk fra storbyens stress og larm og tager ud for at nyde den skønne natur. John Muir, der er kendt som en af de første naturfredningsfolk, har sagt: „Bjergparker og naturreservater er ikke alene kilder til tømmer og rent vand, de er også kilder til liv.“

Det kan derfor ikke overraske at Skaberen gav det første menneskepar en smuk, parklignende have som hjem. Den lå i et område der blev kaldt Eden, og blev derfor omtalt som „Edens have“. Denne have var forholdsvis stor, hvilket fremgår af at den blev gennemstrømmet af en flod som delte sig i fire store floder og af at „hvert træ som er indbydende at se på og godt at spise af“ fandtes i haven. — 1 Mosebog 2:8-10, 15.

Helt op til vort århundrede har de fleste mennesker boet steder hvor de kunne hente friske kræfter i sådanne ’livskilder’. Men så begyndte folk at klumpe sig sammen i storbyer, og menneskets ødelæggelse af den frie natur tog fart. Tanken om at frede visse områder som national- eller naturparker er derfor med rette blevet kaldt „en storslået og dristig idé“. Men hvornår og hvordan opstod egentlig denne idé?

De første naturparker

Selve ideen opstod sandsynligvis i 1870. En gruppe mænd der havde udforsket Yellowstone-området i De Forenede Stater, sad en aften omkring lejrbålet og talte om det storslåede de havde set. En af dem, Cornelius Hedges, der senere blev guvernør i Montana-territoriet, foreslog at man burde frede området som nationalpark til gavn for senere generationer. Denne tanke vandt begejstret tilslutning hos de andre i gruppen. To år senere blev planen godkendt, og i 1872 underskrev præsident Ulysses S. Grant den lov der gjorde Yellowstone til verdens første nationalpark.

Med Yellowstone som forbillede blev der senere i den australske delstat New South Wales oprettet et dyrereservat, der nu er kendt som Royal National Park. Og blot 13 år efter indvielsen af Yellowstone blev den tredje nationalpark i verden oprettet, i Alberta i Canada. Historien bag den er ganske interessant.

Den unge forbundsstat Canada var dengang i færd med at føre en jernbanelinje gennem Rocky Mountains ud til Stillehavskysten. Tre jernbanearbejdere var en dag i november 1883 gået på opdagelse i ødemarken omkring Fort Calgary. Dér opdagede de at varmt, mineralholdigt vand boblede op af jorden. De kommercielle udnyttelsesmuligheder af disse varme kilder var åbenbare, og der fulgte nu en række juridiske sværdslag om ejerforholdene.

Det varede imidlertid ikke længe før den canadiske regering greb ind. Den indså at området havde værdi som turistattraktion og ønskede derfor ikke at ejendomsretten skulle gå over på private hænder. I 1885 vedtog regeringen derfor en kongelig forordning hvorved området blev reserveret, som det hed, „til offentlighedens rekreation“, og „beskyttet mod salg, bebyggelse eller bosættelse“. Det oprindelige område på i alt 26 kvadratkilometer er siden blevet en del af den 6641 kvadratkilometer store Banff National Park.

I hele Canada er der nu omkring 30 sådanne parker med et samlet areal på størrelse med England. De Forenede Stater har mere end 300 fredede områder i sit National Park System, hvis samlede areal er mere end dobbelt så stort som England. Denne ’storslåede og dristige idé’ at frede områder som naturparker har vundet gehør over hele verden i en sådan grad at der nu findes over 2000 i omkring 120 forskellige lande.

Nye målsætninger

I begyndelsen fungerede for eksempel Banff-området i realiteten blot som kursted for nogle få privilegerede. Men som en af grundlæggerne sagde: „Eftersom vi ikke kan eksportere landskabet må vi importere turisterne.“ Og turisterne er kommet — i så stort tal at visse nationalparker ligefrem er blevet overfyldte og overbelastede. „Trængselen chokerede os — det var som at gå på Manhattans gader [New York City],“ udbrød en familie efter at have besøgt Yellowstone. I nogle parker har det været nødvendigt at uddanne opsynsfolkene til at varetage regulære politiopgaver og narkotikakontrol.

I den seneste tid har man dog gjort sig større anstrengelser for at bevare parkerne i deres naturlige tilstand. For eksempel har man i den berømte californiske Yosemite National Park overvejet at fjerne en servicestation, souvenirbutikker, skøjte-, golf- og tennisbaner samt swimmingpools. De respektive ledelser for naturparkerne forsøger at tilvejebringe rekreative faciliteter som også på længere sigt er forenelige med naturbeskyttelsesarbejdet.

Dette kommer klart til udtryk i Canadas naturpolitiske handlingsplan fra 1979, hvori det hedder at nationalparker ’til enhver tid skal tjene til at beskytte repræsentative naturområder og bevare dem uskadte til gavn for kommende generationer’.

Mange naturparker har som vigtigste målsætning at beskytte dyrelivet. I Italien er Gran Paradiso-nationalparken, som blev oprettet i 1922, med til at bevare stenbukken, der engang blev jaget i en sådan grad at den var ved at uddø. Og i Indien er Gir Forest-reservatet, der blev oprettet i 1965, tilflugtssted for de sidste eksemplarer af den asiatiske løve, som engang fandtes i hele landet. Man har anslået at der i Nordamerika tidligere fandtes 60 millioner bisonokser eller bøfler. Ved århundredskiftet var bisonoksen ikke desto mindre ved at uddø. Men som følge af de beskyttelsesforanstaltninger man har truffet, findes der nu tusinder af dem, blandt andet i den store Wood Buffalo Nationalpark.

Ja, det at besøge en naturpark, vandre i vildmarken og opleve dyrene i deres naturlige omgivelser virker overordentlig velgørende på sindet. Det er stadig en kilde til fornyet livskraft. Men der er visse farer man må være opmærksom på.