Fra vore læsere
Verbal vold Hvor ville det være godt hvis alle vi unge kunne indse fordelene ved at følge de praktiske forslag der blev givet i jeres artikel om verbal vold. (8. juni 1989) Jeg har nu et godt forhold til mine ikketroende forældre fordi jeg anvender de bibelske principper der blev omtalt.
S. C., Italien
Hovedlus Jeg valgte hovedlus som emne for en stil og byggede den over jeres artikel. (22. august 1989) Nogle få dage senere blev der opdaget hovedlus på en af eleverne i vores skole. De fleste af mine klassekammerater troede at det kun var usoignerede mennesker der fik lus. (Jeg mente det samme indtil jeg havde læst artiklen.) Min lærer læste stilen højt for klassen og rettede misforståelsen.
Y. N., Japan
Astrologi Da jeg aldrig har været særlig interesseret i astrologi, manglede jeg lysten til at læse det nummer af Vågn op! som behandlede dette emne. (22. november 1989) Men da jeg først fik begyndt, stod det klart for mig hvilket tag denne sataniske tankegang har i en stor del af menneskeheden. Jeg blev meget begejstret over de klare argumenter og følte mig taknemmelig for den indsigt jeg fik.
J. A., New Zealand
Olie Artiklen „Olie til tjeneste — måske!“ (22. november 1989) var meget interessant og oplysende. Specielt kunne jeg godt lide at den var skrevet som om det var en oliedråbe der fortalte. Artiklen var let at forstå og gik lige til sagen!
J. W., De Forenede Stater
Blodspørgsmålet Efter at have læst artiklen „Lægerne ville tvangsindlægge vores datter“ græd jeg af glæde på familien Deskins og deres datters vegne [som nærmest flygtede for at undgå at datteren fik blodtransfusion]. (22. oktober 1989) Min datter, Dana, fik alvorlige forbrændinger og måtte indlægges på hospitalet. Blodspørgsmålet blev aktuelt. På trods af mine mest ihærdige forsøg på at hindre det, blev Dana tvunget til at modtage blod. Jeg kan godt sætte mig ind i hvordan familien Deskin må have følt det i deres prøvelser. De fortjener ros for deres tro på Jehova Gud.
D. C., De Forenede Stater
Fik øje for „Vågn op!“ Mens jeg ventede på at det blev min tur hos frisøren så jeg efter et blad at læse i for at få tiden til at gå. Før jeg vidste af det havde jeg brugt flere minutter på at læse i et der hed Vågn op! Til min egen overraskelse blev jeg helt betaget af det smukke budskab der går igennem de mange forskellige artikler.
H. P. C., Brasilien
Særlige behov Mange tak for den artikel der beskrev de handicappedes situation. (22. august 1989) Vi har en datter der sidder i kørestol, så det tager os lang tid at blive klar til de kristne møder, og at komme ind og ud af bilen når vi forkynder fra hus til hus. Vi kommer til møderne til tiden og glæder os meget over den åndelige føde; men ingen ved rigtig hvor stor en anstrengelse det er bare at komme. Hvis ikke vi fik styrke fra Jehova kunne vi på ingen måde klare det!
S. A., De Forenede Stater