Unge spørger:
Betyder det noget hvilke film jeg ser?
’JEG bliver ikke påvirket af film,’ siger en teenager ved navn Karen, ’jeg ser kun film for underholdningens skyld — for at få lidt spænding.’ Mange andre unge mener ligeledes at de er immune over for den påvirkning film øver. Men det gør Georgia ikke. Hun har set mange film der var forbudt for mindreårige og siger: „Man glemmer aldrig de scener . . . Jo mere man tænker på dem, des mere ønsker man selv at gøre det man har set.“a
Det er utrolig populært blandt unge at se film. En stor del af biografernes publikum er teenagere. Desuden ser mange unge videofilm eller tv-film hjemme hos sig selv. Naturligvis har vi alle sammen i ny og næ behov for adspredelse og underholdning, som kan virke inspirerende og forfriskende. Mange unge vælger derfor at se film for at slå tiden ihjel en grå og trist eftermiddag eller aften. Men er det ligegyldigt hvilke film man ser?
Tendenser i moderne film
„Nydelsessyge, sex, vold, grådighed og selviskhed“ er ifølge børnepsykiateren Robert Coles de tendenser der går igen i de fleste moderne film. En undersøgelse ledet af dr. Vince Hammond har i samklang hermed afsløret at „hovedparten af de film der vises i industrilandene indeholder nogen vold, og at mange karakteriseres som voldelige eller stærkt voldelige.“ Dr. Hammond og hans folk har undersøgt 1000 film fra forskellige lande. Hvilken konklusion er de nået til? „Fremstillingen af voldsfilm er et globalt problem.“
Skrækfilm, der skildrer satanbesættelse, voldtægt og blodsudgydelse på de mest bestialske måder, er i særlig høj kurs blandt unge. Dr. Neil Senior siger, ifølge tidsskriftet Seventeen, at disse film „beskriver alt det som ingen ønsker skal overgå deres familie“. Ikke desto mindre trækker forevisningerne store ungdommelige publikumsskarer til.
Også produktionen af pornofilm er steget brat. Ifølge en universitetsprofessor er „de fleste lejere af pornovideofilm i Canada unge i alderen fra 12 til 17 år, og disse film kan forkvakle de unges syn på kønslivet“.
Filmindustrien synes imidlertid ikke at bekymre sig om dette. Tidsskriftet Variety melder at der næsten ikke produceres hyggelige familiefilm mere, hvorimod der kommer flere og flere volds- og sexfilm på markedet. Kan du blive påvirket i dårlig retning af at se sådanne film?
Påvirker dine øjne og ører
Film påvirker sanserne meget stærkt. Jesus sagde at „øjet er legemets lampe“. (Mattæus 6:22) Og det du ser kan øve stor indflydelse på dig. Som et leksikon siger „følger forstanden øjnene“. Normalt er det forstanden der afgør hvad øjnene skal hvile på. Men når du sidder og betragter billeder i overstørrelse der ruller hen over et stort lærred, overgiver du delvis eller fuldstændigt dit sind til filmproducentens vilje. Nogle bliver så dybt opslugt af en film at det kræver en kraftanstrengelse at bryde filmens fortryllelse.
„Øret der hører“ påvirker også dine tanker og handlinger stærkt. (Ordsprogene 20:12) De fængslende billeder og ord ledsages af musik som vækker lidenskaberne og følelserne — såsom frygt, ophidselse og vrede. Som følge heraf kan film virke så realistiske at nogle seere har svært ved at skelne mellem fiktion og virkelighed.
Påvirker dit sind og dine moralnormer
Perspektivet eller synsvinklen i filmen kan også influere stærkt på dig. Filmproducenterne forsøger at få publikum til at identificere sig med de personer der skildres — også selv om hovedpersonen er forbryderisk, sadistisk eller magtsyg.b Så hvis du ikke passer på, kan det ende med at du holder med en forbryder!
Hvordan reagerede en tilskuerskare på en skrækfilm om en galning med fingre af barberknive som sønderhuggede alt og alle på sin vej? De heppede på den blodtørstige morder! Når folk så det hele gennem det virkelighedsforvrængende kameras linser, kastede de åbenbart alle moralnormer, samt al medfølelse med ofrene, over bord.
Dette står i skærende kontrast til Bibelens advarsel mod at fryde sig over andres ulykke! (Ordsprogene 17:5) Og det strider mod Jesu gyldne regel om at ’man skal gøre mod andre som man ønsker at de skal gøre mod én’. (Mattæus 7:12) Er dét at man fryder sig over mord foreneligt med Bibelens opfordring til at være „inderligt medfølende“? (Efeserne 4:32) Viser det ikke tværtimod at man tilhører „de ondes menighed“? — Salme 26:4, 5.
Snigende følger
Men måske synes du at virkningen af en film er kortvarig og midlertidig. Og du har da sikkert ret i at du ikke begynder at flænse alle og enhver du møder blot fordi du har set nogle voldsscener i en film. En avis fra New Zealand skriver imidlertid at der er „stadig flere vidnesbyrd om en sammenhæng mellem voldsfilm og voldelig adfærd hos nogle af tilskuerne“. I bogen Adolescence henvises der ligeledes til en række undersøgelser af samspillet mellem „fjernsynsvold og aggressiv adfærd“, og det anerkendes at der bliver „flere og flere vidnesbyrd“ om at der er en sammenhæng.
I aviserne har man også kunnet læse om dumdristige og makabre handlinger begået efter inspiration fra film. En ung mand døde for eksempel af sine kvæstelser efter at have forsøgt at stå på hænder på kølerhjelmen af en kørende lastbil. Han havde kort forinden set en stuntman udføre samme nummer i en populær film. Så det er ikke helt usandsynligt at de film du ser kan øve indflydelse på dine handlinger.
Men ofte berøres man af filmene på en langt mere underfundig måde. Forsøger mange af dine jævnaldrende for eksempel ikke at efterligne filmstjerner hvad sprog, påklædning og soignering angår? Viser det ikke at filmene øver indflydelse på tilskuerne? I andre tilfælde kan det at se usunde film nedbryde ens moralnormer. Forskeren dr. Thomas Radecki siger at det at se for mange voldsfilm „gør én mere ufølsom over for vold“.
I Bibelen siges der: „Jehova ransager såvel den retfærdige som den ugudelige, og den der elsker vold, ham hader Hans sjæl.“ (Salme 11:5) Kunne det at se mange voldsfilm forandre dit syn på vold? Kunne du måske begynde at finde vold underholdende eller tilmed morsomt? Og kunne det tænkes at du blev tilbøjelig til at bruge vold for at løse eventuelle problemer eller uoverensstemmelser? I Ordsprogene 10:23 siges der meget rigtigt: „At handle skamløst er som morskab for tåben.“
Hvordan berører de film du ser, dine kristne moralnormer? Er der fare for at du glemmer hvor forkert det er og hvilke sørgelige konsekvenser der er forbundet med at have kønsligt samkvem uden at være gift? Kunne det ske at du holdt op med at hade det onde? — Salme 97:10.
Forfatteren Jane Burgess-Kohn fortæller om en pige ved navn Jeanie. Efter at Jeanie og hendes kæreste havde set „en meget sexet film“, gik Jeanie med til at kysse og kramme. Men hun kunne ikke stoppe der. „Det er trist at måtte indrømme det,“ tilstår Jeanie, „men den aften var jeg nem at overtale til kønsligt samkvem. Jeg ved stadig ikke hvordan det kunne gå til at jeg fuldstændig tabte hovedet. Jeg brød mig ikke engang særlig meget om fyren!“
Det er altså hævet over enhver tvivl at de film du ser kan påvirke dit hjerte, dine tanker og din adfærd. Du må derfor stille visse krav til det du ser. En kommende artikel vil fortælle dig hvordan du kan gøre det.
[Fodnoter]
a Ifølge dansk filmlov kan statens filmcensur bestemme at en film ikke må forevises offentligt for børn under 12 år eller under 16 år. I regelen er det film som indeholder vold eller pornoscener der bliver underlagt sådanne begrænsninger. I mange tilfælde ser børnene desværre filmene på video i stedet.
b Ifølge Science News har et eksperiment vist at „uanset hvor fantasifuld filmen virker“, bliver man som regel dybt berørt af det man ser så længe man ’identificerer sig stærkt med en tv- eller filmhelt’.
[Tekstcitat på side 11]
„Man glemmer aldrig de scener . . . Jo mere man tænker på dem, des mere ønsker man selv at gøre det man har set“
[Tekstcitat på side 12]
Der er „stadig flere vidnesbyrd om en sammenhæng mellem voldsfilm og voldelig adfærd hos nogle af tilskuerne“
[Illustration på side 10]
Ofte sidder publikum som tryllebundet og bifalder mord, tyverier og kønslig umoralitet der skildres på film