Fuglenes sang — virtuos og gådefuld

„JEG blev i de tidlige morgentimer vækket af lyde der var helt fremmede for mine ’storbyører’. Fremmede men vidunderlige! Det var fuglene der sang. Ikke blot én eller to, men et kæmpemæssigt kor. Nogle sad tæt ved, andre længere væk, og de sang alle sammen. Jeg blev mere og mere forundret mens jeg lå i sengen og lyttede. Til sidst stod jeg op, gik hen til vinduet, åbnede det og lagde mig på knæ med albuerne hvilende i vindueskarmen. Nu kunne jeg høre fuglesangen meget tydeligere. Det lød som om den tog til i styrke indtil alt syntes at være lutter musik. Der var en mængde forskellige fuglestemmer som alle blandede sig i ét stort kor. Jeg glemte helt hvor kølig luften var. Jeg var fuldstændig tryllebundet.“

Dette var hvad en mand fra New York oplevede mens han besøgte nogle venner i det nordlige Yorkshire i England. Deres hus var omgivet af mark og skov — og der var masser af fugle. Han var helt overstadig da han hilste sin vært og værtinde godmorgen den dag. De fortalte ham at han netop havde oplevet morgenkoret, sådan som det lyder hvert forår og frem til midsommer. Der er også et aftenkor, som dog er mere dæmpet men stadig betagende. I mange egne af verden bliver sådanne koncerter sjældnere og sjældnere; nogle steder kan man slet ikke opleve dem længere.

Der findes omkring 9000 fuglearter, hvoraf de 5000 er klassificeret som sangfugle af underordenen Oscines. Ganske vist kan nogle hunner synge, men det er hannerne der fremfører de overdådige koncerter morgen og aften. Det siges at de synger for at markere deres territorier og sikre sig en mage. Man kunne imidlertid godt forestille sig at de også synger af rent og skært velvære. I den halve time hvor morgensangen er på sit højeste, lader det i hvert fald til at sangerne nyder det i fulde drag.

Stor variation i sangene

Sangene varierer lige fra det helt enkle til det komplicerede og kunstfærdige. Den hvidkronede spurv synes at klare sig med en ganske enkel sang der gentages i det uendelige. Sangspurven har et noget større repertoire, gærdesmutterne har i hundredvis af motiver, de amerikanske spottedrosler kan lade variationerne strømme i timevis, og man regner med at en almindelig røddrossel har over 2000 motiver til rådighed. Lærker, nattergale, drosler, kratsmutter, lærkestære, spottedrosler, sangere, kardinaler, finker, lyrehaler og mange andre fra alle egne af verden, er berømte for deres virtuose præstationer.

Men foruden den primære sang morgen og aften er der også den såkaldte subsang — et fænomen der har påkaldt sig særlig interesse. Subsangen består af brudstykker fra den primære sang, med variationer og tilføjelser, men er så sagte at den kun kan høres inden for nogle få meters afstand. Denne form for sang, der synges af både hanner og hunner, lyder ofte når fuglen sidder ved reden, ruger på æggene, eller sidder skjult under tæt buskads, og er måske et diskret udtryk for velbehag.

Hos mange fuglearter synger magerne duet. De kan synge den samme sang samtidig, synge forskellige sange eller på skift synge dele af den samme sang. De kan gøre det med så stor præcision at det lyder som om det kun er én fugl der synger. Der er kun nogle få millisekunders interval fra den ene slutter til den anden begynder. Den eneste måde hvorpå man kan finde ud af at der ikke blot er én men to sangere, er ved at stille sig imellem dem. De sydamerikanske sanggærdesmutter er så enestående dygtige til at synge duet at de efter manges opfattelse synger de smukkeste sange der kan høres i skovene i de egne.

Skamløs efterligning

Mange fugle ynder at efterligne andre arters stemmer. Ornitologer betegner fænomenet som en gåde og mener i almindelighed ikke at det har nogen funktion. En forsker har dog antydet at det simpelt hen er en form for leg. Den nordamerikanske spottedrossel excellerer ligefrem i denne kunst. Dens videnskabelige navn er Mimus polyglottos, der betyder ’en der kan efterligne flere sprog’. Efter sigende har en spottedrossel i løbet af blot én time efterlignet 55 forskellige fuglearter i sin sang.

Men spottedroslen er ikke ene om at kunne efterligne. Den australske pragtlyrehale „har en af de kraftigst lydende og mest melodiøse sange i fugleverdenen“. Ikke desto mindre „udvider den sin egen sang med strofer fra næsten alle andre arter der findes i nærheden“. I bogen Bird Behavior (Fuglenes adfærd) fortæller Robert Burton på side 130 og 131 om imitationsevnen hos løvhyttefugle, kærsangere og kanariefugle. Australske løvhyttefugle „har angiveligt efterlignet katte, hunde, øksehug i træ, bilhorn og hegnstråde der synger i vinden, foruden mange fuglearter. En løvhyttefugl har efter sigende efterlignet en ørn så godt at den fik en høne til at løbe i dækning med sine kyllinger.“ Disse løvhyttefugle sang i hvert fald ikke for at få brændekløvende økser til mage eller for at jage syngende hegnstråde ud af deres territorium! Meget tyder på at de blot fornøjer sig, ligesom de mennesker der lytter til dem.

Kærsangeren, der lever her i Europa, stjæler så mange lyde fra andre at „det først blev afsløret hvor meget af dens sang der egentlig er efterligninger da man undersøgte det i Belgien. Analyser af sonagrammera afslørede at næsten hele repertoiret bestod af efterligninger. Det lykkedes ikke alene at genkende strofer fra omkring hundrede europæiske arter i sonagrammerne, men også fra over hundrede afrikanske arter som kærsangeren havde hørt i sit vinterkvarter.“

Kanariefugle „er ukritiske og vil efterligne hvad som helst. Derfor er de så populære som burfugle. Et berømt eksempel på dette stammer fra begyndelsen af 1900-tallet, da en dompap havde lært at fløjte den engelske nationalsang ’God save the King’. En kanariefugl i værelset ved siden af lærte melodien i løbet af et års tid, og når dompappen tøvede for længe efter tredje linje kunne kanariefuglen bryde ind og fuldføre melodien.“

De forskellige arter har hver især bestemte poster hvorfra de ynder at synge. Nogle synger mens de sidder på jorden, andre synger fra toppen af lav vegetation og andre igen fra en trætop med frit udsyn. Spottedrosler vælger for eksempel højt placerede sangposter med frit udsyn. Derfra kaster de sig af og til mellem 3 og 6 meter op i luften for igen at lande på grenen, alt imens de synger. Fugle der yngler på åben mark synger ofte mens de flyver over deres territorier. Dette gælder for eksempel sanglærken, som digteren Shelley priser i sit smukke digt „Ode to a Skylark“ (Ode til en lærke), hvor han taler om det „muntre væsen“ der stiger højt til vejrs og lader hjertet ’strømme over med improviseret tonekunst’.

Foråret og forsommeren er morgen- og aftensangens tid. Også Bibelen fortæller at det netop er på denne årstid fuglene synger. Salomons Højsang omtaler den tid da vinteren er forbi, blomsterne folder sig ud, træerne sætter frugt, trækfuglene vender hjem fra deres vinterkvarterer og da „fuglene vil synge og turtelduens kurren vil høres i vort land“. (2:11, 12, The New English Bible) Mange fugle fortsætter imidlertid med at synge, selv når foråret og sommeren er forbi og yngletiden er ovre.

En skribent erkender at der er mange gåder ved fuglesangen, og „den største gåde er hvorfor disse kunstneriske udfoldelser overhovedet skulle have udviklet sig“, eftersom de er „unødigt kunstfærdige i forhold til nogen af de funktioner de kan tænkes at have“. Måske burde denne skribent tage i betragtning at disse „kunstfærdige udfoldelser“ slet ikke har udviklet sig, men at Jehova Gud, der har omsorg for selv den mindste spurv, gav fuglene disse musikalske evner da han skabte dem. (5 Mosebog 22:6, 7; Mattæus 10:29) Måske var en af ’funktionerne’ at fuglene selv skulle finde tilfredsstillelse ved sangen. Spottedrosler og visse andre fuglearter bliver ofte ved med at synge til langt ud på natten. Hvem kan med sikkerhed sige at det ikke er for deres fornøjelses skyld — og for vores med?

Stadig en gåde hvordan de synger

Måske er „den største gåde“ ikke hvorfor mange fugle synger så komplicerede sange, men hvordan de gør det. Der er lanceret flere teorier, men trods intensiv forskning kan der stadig ikke gives nogen entydig forklaring. Fuglenes stemmeorgan — syrinx — er et benet resonanskammer ved overgangen fra luftrør til bronkier, som er beklædt med elastiske membraner der styres af særlige muskler. Syrinx varierer stærkt i bygning fra art til art. Den mest komplicerede form finder vi hos sangfuglene. Stemmeorganet består i virkeligheden af to separate lydproducerende afsnit der hver har sin egen membran, sin egen nerve og sit eget muskelsæt. Derfor kan sangfuglene faktisk synge ’tostemmigt’ med sig selv. De kan variere styrke og tonehøjde ved at ændre lufttrykket og variere membranernes spænding med musklerne. De fugle der har det største antal muskler i syrinx har også de største muligheder for at frembringe varierede og komplicerede sange og kaldelyde. De mest alsidige af disse fjerede sangere har fra syv til ni par syrinxmuskler.

Robert Burton skriver i sin bog Bird Behavior om hvordan det kan være at fuglenes sangpræstationer overstiger vor fatteevne: „Lydfrembringelserne når et højdepunkt hos arter som rørsanger og røddrossel, der synger tostemmigt, med forskellige toner der kommer nøjagtig på samme tid fra hver sin halvdel af syrinx. Et sted i sangforløbet frembringer røddroslen endog fire forskellige lyde samtidig — men ingen ved hvordan den bærer sig ad.“

I de sidste 20 år har den almindeligt anerkendte teori om hvordan fugle synger, alene taget udgangspunkt i funktionen af syrinx. Man mente at det udelukkende var de to stemmeafsnit — der samtidigt men uafhængigt af hinanden kunne danne forskellige lyde — som var ansvarlige for kvaliteten og variationerne i fuglesangen. Efter at lydene er dannet i syrinx må de følge luftrøret hele vejen op, inden de kommer ud af næbbet. Ingen havde imidlertid overvejet hvilken indflydelse luftrøret og dets akustiske egenskaber havde på sangen.

I de senere år er der udviklet en ny teori med baggrund i de intense videnskabelige undersøgelser der har fundet sted. Denne teori taler om „et gensidigt samarbejde mellem de to afsnit af syrinx“ og om at luftrøret medvirker aktivt som en resonanstragt. Det billede der nu tegner sig, omfatter „et nært samarbejde mellem syrinx og resonanstragten. Målet med denne koordination er at sikre en konstant tilpasning af resonansen, en tilpasning der ofte må foregå med stor hastighed og præcision for at svare til variationerne i lyden fra syrinx.“ Hvis man lytter til hvert afsnit af syrinx for sig, vil der mangle en del af tonerne i den fuldstændige sang.

Sangfuglenes evne til at tilpasse dette lydfilter bliver omtalt af Stephen Nowicki i en artikel i tidsskriftet Nature: „En fugl kan tilpasse sit lydfilter på flere måder. For eksempel ved at variere længden af luftrøret, idet den enten trækker halsen sammen eller skyder struben og næbbet frem. Sådanne ændringer i formen kan udmærket harmonere med de hovedbevægelser man ofte iagttager hos syngende fugle.“ Nowicki slutter: „I modsætning til tidligere teorier må fuglesang betragtes som et resultat af et koordineret samarbejde mellem flere motoriske systemer der optræder i forening.“

Forskere skelner mellem fuglestemmer i almindelighed og de klare fløjtetoner som sangfuglene frembringer. N. H. Fletcher skriver i Journal of Theoretical Biology at de rene fløjtetoner i fuglesangen tilsyneladende ikke stammer fra vibrerende membraner i syrinx, men at de dannes på en helt anden måde, muligvis „rent aerodynamisk, uden hjælp af mekanisk vibrerende flader“. Hvordan de vingede virtuoser frembringer de smukke, klare toner unddrager sig stadig vor fatteevne.

Jeffrey Cynx fra Rockefeller University Field Center kommer med denne interessante oplysning: „Det vil måske fryde eller beskæmme læserne at få at vide at sangfugle kan eje absolut gehør. . . . Mine kolleger og jeg har undersøgt flere sangfuglearter for at finde frem til hvem der havde absolut gehør, og vi fandt ud af at der var tale om et udbredt fænomen.“

Smukt for dem — smukt for os

„Når vi forsker i dyrenes adfærd,“ skriver Stephen Nowicki og Peter Marler i bladet Music Perception, „bliver vi ofte så opslugt af fuglesangens funktionelle og evolutionære betydning som kommunikationsmiddel at vi glemmer de stærke æstetiske følelser den vækker i os, som en form for naturlig musik.“ De omtaler derefter nogle forskere der fra 1920’erne og fremefter har foreslået at „fuglesang skulle betragtes som primitiv kunst — som noget smukt både fra fuglenes og fra vores synspunkt“.

Den sagte sang fra en fugl der ligger på rede, duetsangen fra et par sanggærdesmutter i skovens dyb, den improviserede tonekunst fra den ’muntre’ sanglærke, det ørnelignende skrig fra en løvhyttefugl der endog får en høne til at søge dækning med sine kyllinger, spottedroslens tonevæld i de tidlige morgentimer, alt dette er sammen med det storslåede morgenkor med til at fylde hele naturen med en vidunderlig musik! Det er langt mere underfuldt end noget der kan måles ad videnskabelig vej. Fuglenes præstationer må, trods alle forsøg på at forklare nøjagtigt hvordan de bærer sig ad, stadig betegnes som en gåde. Men denne gåde bør kun forøge vor oprigtige værdsættelse af disse vidunderlige fjerklædte virtuoser og af den Gud der har skabt dem!

[Fodnote]

[Illustrationer på side 16, 17]

Begyndende øverst til højre, med uret: Tornastrild, atlaskfugl, sangspurv, australsk alfesmutte, østlig lærkestær

[Kildeangivelse]

Philip Green

[Kildeangivelse]

Philip Green

[Kildeangivelse]

J. P. Myers/VIREO/H. Armstrong Roberts

[Kildeangivelse]

Philip Green

[Kildeangivelse]

T. Ulrich/H. Armstrong Roberts

[Kildeangivelse på side 15]

Paul A. Berquist