Mit liv var fyldt med vold

MIN ven og jeg løb så hurtigt vi kunne, og da vi nåede floden nær min fødeby sprang vi i og dykkede ned under vandet. Da vi kom op til overfladen begyndte vi af alle kræfter at svømme over mod den modsatte bred.

Var det en leg? Bestemt ikke! Det var faktisk et spørgsmål om liv eller død. Da jeg vendte hovedet så jeg at politiet sigtede på os med deres våben. Jeg dykkede igen for at undgå kuglerne og fortsatte med at svømme. Selv under vandet kunne jeg høre skuddene.

Vi nåede den modsatte bred, og det lykkedes os således at flygte fra fængselet, hvor vi havde siddet inde for indbruds- og biltyveri.

Dette var én af de mange gange hvor jeg var eftersøgt eller direkte jaget af politiet for kriminalitet. Skønt jeg dengang kun var 17 år gammel, havde jeg allerede været i fængsel mange gange. Til sidst blev min ven og jeg fanget og idømt en fængselsstraf på to og et halvt år.

Selv i fængselet var jeg voldelig. Da jeg ofte kom i klammeri med andre indsatte fik jeg en hvid fængselsuniform. Dette skulle skille mig og andre ballademagere ud fra de andre så vagterne kunne holde særligt øje med os.

Løsladelse og mere vold

Jeg blev løsladt, men havde ikke forandret mig til det bedre. Faktisk var jeg mere voldelig end nogen sinde. Jeg blev hurtigt anerkendt som „konge“ over flere gader. Enhver der udfordrede mig opdagede hurtigt at de var stødt på en rigtig slagsbroder.

Engang gik jeg til angreb på en gruppe unge mænd som irriterede mig. Skønt jeg ugen før havde brækket min højre hånd i et slagsmål, lykkedes det mig at give flere af dem klø før politiet kom og standsede slagsmålet.

Ved en anden lejlighed udfordrede to af mine venner og jeg en gruppe mænd fra en nærliggende by. Deres leder kom imod mig med en jernstang. Jeg afvæbnede ham, men han undslap mit greb og flygtede. Den eneste måde jeg kunne få ham til at fortsætte med at slås, var ved at give ham jernstangen igen, så det gjorde jeg. Han kom tilbage og jeg afvæbnede ham endnu en gang, og denne gang sørgede jeg for at han ikke slap væk før han havde fået tæv.

En aften morede jeg mig med at stå på et gadehjørne i Harlem i New York og udfordre alle der kom forbi. Flere tog imod min udfordring og det kom til utallige slagsmål. Som følge heraf voksede mit ry som en farlig og voldelig person. I disse slagsmål blev jeg ramt af flasker, skiftenøgler og køller og blev angrebet med knive og andre våben. Men intet af dette fik mig til at opgive min voldelige adfærd.

Volden tager til

Jeg fandt hurtigt ud af at man kunne tjene mange penge på narkotika. Da jeg selv tog stoffer var jeg godt kendt med narkomiljøet. Inden længe fik jeg nogen til at sælge stoffer for mig, hvilket gjorde mig endnu mere voldelig.

Engang brød vi ind hos en anden narkohandler for at stjæle hans stoffer. Bevæbnede med en pistol og en kniv holdt vi tre mænd og en kvinde som gidsler mens vi gennemsøgte huset for narkotika.

Ved en anden lejlighed havde jeg sammen med en af mine venner planlagt at overfalde en rig mand for at skaffe penge til stoffer. Bevæbnede med et haglgevær og udstyrede med elefanthuer, overvågede vi hans hus, men da han aldrig dukkede op, forsvandt vi igen. Hvis han var kommet ville vi helt sikkert have gennemført vort forehavende.

Selv om jeg kun var 20 år gammel, var mit liv således stærkt præget af vold, narkotika og grov kriminalitet. Det eneste jeg i bedste fald kunne se frem til, var et liv i fængsel, hvilket gjorde mig dybt ulykkelig.

Jeg spekulerede ofte på hvem der har ret til at bestemme hvad der er rigtigt og hvad der er forkert, og nåede til den konklusion at det måtte være dem der har mest magt i samfundet. Jeg ræsonnerede som så, at eftersom det er mennesker der bestemmer hvad der er rigtigt og forkert, havde jeg lige så stor ret til at afgøre dette som andre — og jeg havde absolut ingen respekt for myndighedspersoner. Men der skulle ikke gå lang tid før jeg fandt et bedre svar på mit spørgsmål.

En langt bedre vej

Min søster, som havde giftet sig med en af mine fængselskammerater, var begyndt at studere Bibelen med Jehovas Vidner. Hun fortalte alle i familien om det hun lærte ud fra Bibelen — undtagen mig. Min familie sagde at jeg skulle undgå min søster. Hvorfor? De sagde at det var fordi hun kun kunne tale om „den skøre religion“.

Men jeg var nysgerrig. Hvad kunne hun fortælle der kunne gøre folk så vrede? Det kunne jeg godt tænke mig at finde ud af. Men hun talte aldrig med mig om det. Hvorfor ikke? Hun mente at jeg var for dårligt et menneske til nogen sinde at ville lytte til Bibelens budskab.

Men en aften spurgte jeg om jeg måtte komme til middag hos hende. Mens jeg sad og spiste sammen med min søster og hendes mand, sagde jeg: „Fortæl mig noget om den der nye tro.“ Det gjorde de så — i seks timer! Det lød så fornuftigt at jeg kom tilbage den næste aften for at høre mere.

Efter mit andet besøg var jeg overbevist om at jeg havde fundet noget at leve for, en hensigt med livet. Jeg begyndte med det samme at overvære møderne i Jehovas Vidners rigssal og fortalte mine venner om det jeg lærte.

I endnu et stykke tid levede jeg som før. Men jeg fortsatte med at studere og lære mere om hvad Jehova Gud ønsker af mennesker, og jeg kom trofast til møderne i rigssalen hvor Bibelen blev drøftet. Dette gav mig den åndelige styrke der skulle til for at ændre livsform — et skridt ad gangen.

Først holdt jeg op med at sælge narkotika. Dette gjorde nogle af mine tidligere bekendte vrede, men da jeg stadig havde ry for at være voldelig gjorde de mig ikke noget. Dernæst holdt jeg op med at tage hårde stoffer og jeg opgav også min umoralske livsform. Det sidste jeg fik bugt med var tobaksvanen. På otte måneder havde jeg gjort så gode fremskridt at jeg kunne blive døbt, hvilket jeg blev i 1970.

Omsider havde jeg fundet svar på mit spørgsmål om hvem der har ret til at bestemme hvad der er rigtigt og hvad der er forkert. Svaret er at det har menneskets Livgiver, Jehova, som også med rette kan forvente at hans skabninger lever i overensstemmelse hermed.

Jeg har ofte tænkt på at skildringen i Esajas 65:25 i overført betydning passer på mig. Denne profeti taler om at der vil komme en tid hvor løven ikke længere vil være aggressiv men blive fredelig, ja, så fredelig at den vil æde halm som kvæget. Jeg føler at jeg på lignende måde har ændret mig fra at være en meget voldspræget person til at være fredsommelig.

Jeg slap af med mit dårlige omdømme ved at lægge en god adfærd for dagen, for eksempel ved regelmæssigt at besøge folk fra dør til dør for at drøfte Bibelen med dem. Da en ung mand ved en dør genkendte mig, blev han rædselsslagen fordi han troede at jeg ville gøre ham fortræd. Jeg forklarede hurtigt at jeg kom med et fredeligt budskab fra Bibelen. Han blev lamslået — men samtidig meget lettet.

Kort tid efter min dåb blev jeg gift med et Jehovas vidne. Sørgeligt nok besluttede min hustru i 1974 at hun ikke længere ville gøre Guds vilje og gav mig et ultimatum: enten skulle jeg opgive min tro eller også ville hun forlade mig og tage vore to små børn med sig. Det var den sværeste tid i mit liv. Men jeg kunne ikke holde op med at tilbede Gud og jeg fortsatte derfor med at gøre hans vilje.

En ny livsform

Jehova belønnede mig fordi jeg forblev trofast mod ham. I 1977 mødte jeg en pragtfuld søster, og vi blev gift. Hun havde en søn på fem år. Kort efter begyndte min hustru og jeg i heltidstjenesten og lod vores tilværelse være koncentreret om at lære andre om Gud og hans hensigter. Nu hvor vores søn er blevet voksen, er han også begyndt i heltidstjenesten. Han varetager i dag forskellige opgaver i den lokale menighed.

Min hustru og jeg har siden haft den forret at rejse til mange dele af verden og hjælpe til med frivilligt byggearbejde. Vi har blandt andet hjulpet med at bygge nye afdelingskontorer i forskellige lande som et led i Jehovas Vidners verdensomspændende undervisningsarbejde.

Når vi er hjemme har vi travlt med at hjælpe andre til at lære Bibelen at kende og med at bygge nye rigssale. Jeg er også med i Det Regionale Byggeudvalg for den sydlige del af De Forenede Stater. Min tidligere fængselskammerat — der blev gift med min søster — og jeg tjener som ældste i den samme menighed.

Jeg er Jehova taknemmelig for at han hjalp mig til at få styr på min tilværelse og ledede mig i en helt anden retning. Alt mens jeg lader ham vise mig hvad der er rigtigt og hvad der er forkert, bliver min tilværelse fortsat bedre og bedre. — Indsendt.