Forædling af kystens kæmper

Af Vågn op!-​korrespondent i Canada

EN GÅTUR i en skov mellem tårnhøje træer er en af de mest betagende og ærefrygtindgydende oplevelser man kan få. At se lysstrålernes spil i forskellige farver, at nyde den kølige, friske luft og føle at alt ånder fred og ro — det er inspirerende.

Nordamerikas nordvestlige hjørne er kendt for sine endeløse skovstrækninger. Bjergene, dalene og fjordegnene er dækket af frodige bevoksninger af de berømte kystkæmper — de koglebærende nåletræer. Træer som tsuga, fyr, tuja, ædelgran og andre gran vokser sig store her. Den berømte douglasgran kan for eksempel blive næsten 90 meter høj!

Der er dog meget mere ved disse træer end deres højde. De har stor betydning som levebrød for skovarbejdere, lastbilchauffører, vej- og savværksarbejdere, arbejdere på bugserbåde og mange andre. Træerne leverer også råmaterialet til tusinder af færdigvarer til glæde for forbrugerne. Træerne er så vigtige at videnskabsmænd og skovbrugere bestræber sig på at finde ud af hvordan de kan få dem til at vokse hurtigere og hvordan man kan få større udbytte af skovene. Af den grund har man vendt sig til videnskaben og det der hedder træforædling.

Hvorfor træforædling?

Træer i en skov er forskellige, ligesom ansigter i en menneskemængde. Hvert af dem har sit særpræg i højde, løvhang og grene. Og de kan også være forskellige på områder man ikke kan se.

Nogle træer gror hurtigere end andre. Nogle giver ved der er stærkere og tættere og har færre knaster end andre. Og så er der nogle der har større modstandskraft mod skadedyr og sygdomme. Sådanne faktorer har stor betydning for træindustrien.

Skovbrugerne vil selvfølgelig helst have træer der vokser hurtigt, er modstandsdygtige over for sygdomme og giver træ af høj kvalitet. For at gøre det nemmere at fælde, transportere og opskære træerne er det ønskværdigt at de har nogenlunde samme størrelse. Men de træer der passer ind i dén skabelon — de gamle træer der stod her da de første skovhuggere kom i midten af det 19. århundrede — er allerede fældet. De træer som voksede op i deres sted og som fældes i dag, er mindre, gror langsommere og har ikke så stor rumtæthed, og kvaliteten er svingende. Det er træforædlerens job at fremavle træer der har de ønskede egenskaber. Derfor har man udviklet et træforædlingsprogram som nu anvendes i det nordvestlige Nordamerika.

Hvordan det gøres

Forædling af træer begynder med udvælgelse. I det område hvor man planlægger en nyplantning af skov, går teknikere i gang med at undersøge forskellige bevoksninger for ’plustræer’ — træer der ser ud til at frembyde det bedste genetiske materiale til forædling.

Hvis denne undersøgelse lyder som en hyggelig køretur i skoven, så er det i bedste fald kun en halv sandhed. Det er en grundig undersøgelse. Hvert muligt plustræ skal opfylde alle punkterne på en checkliste — god kogleproduktion, hurtig vækst, lige stamme, ingen sygdomme og så videre. Men man kan ikke altid dømme efter udseendet. Den fantastiske ædelgran på 40 meter er ganske vist højere end de andre, men er den vokset hurtigere eller er den bare ældre? Er det fordi den står et bedre sted, fordi jordbundsfugtigheden er tilpas, eller fordi den virkelig har bedre arveanlæg?

Når man så har fundet et eksemplar der står mål med normerne, bliver det mærket og får et nummer. Men hvordan kan det blive formeret og frembringe andre gode træer? Det ville ikke nytte noget at grave det op med rode og plante det et andet sted. Det ville heller ikke være til nogen gavn at tage nogle af træets frø og så dem et sted. Hvorfor ikke? Fordi man ikke kan vide hvilket af de omgivende træer der har bestøvet frøene og dermed „forurenet“ dem genetisk. Det der skal til er et stykke fra træet. Men hvordan fremskaffer man det?

De nederste grene sidder langt over jorden. En skarpskytte tager derfor sin riffel og skyder. Ned ryger spidsen af en sund gren. Dette stykke, kaldet en podekvist, poder man så på en grundstamme af et ungt træ i en såkaldt frøplantage. Her vil podekvisten vokse op og blive til en genetisk kopi af modertræet.

Frøplantagens beliggenhed bliver nøje udvalgt så man er sikker på at den transplanterede podekvist ikke bliver bestøvet af vilde træer. Når klonen vokser til bliver hunblomsterne, der af papirsposer beskyttes mod de pollen der flyver i luften, kunstigt bestøvet med en kanyle. De frø der kommer ud af det bliver så en ny generation af frøplanter. For hvert led i processen, og for hver frøplante, må man føre nøjagtige optegnelser sådan at man kan spore for eksempel plustræets oprindelse, hvor pollenet kom fra og andre oplysninger.

Frøplanterne flyttes derefter til et sted nær ved plustræet for at man kan følge deres udvikling. Som det også er tilfældet med menneskeligt afkom kan træerne afspejle både gode og dårlige sider af forældrene. Hvis de udvikler sig godt bliver podekviste fra dem måske grundlaget for en andengenerations frøplantage. Frøene fra disse bliver solgt for en pris af cirka 260 dollars for et halvt kilo. Men hvis de ikke udvikler sig så godt kan det være at deres klonede forældre bliver taget ud af frøplantagen og at plustræerne hvorfra klonen kom, bliver slettet af listen. Så må nye plustræer findes og den omhyggelige procedure må begynde forfra.

Alt dette tager meget lang tid. Den der arbejder med forædling af træer kan ikke forvente at komme til at se blot én fuldvoksen generation af træer som resultat af sit arbejde. Det tager op til ti år før en frøplantage producerer frø i tilstrækkelig mængde. Det tager andre ti år at teste afkommet fra disse plantagetræer. Og sluttelig tager det 50 til 60 år for et træ at nå den størrelse hvor det kan fældes.

Farerne lurer

Som nævnt kan flere års arbejde være spildt hvis afkommet af de udvalgte plustræer udvikler sig dårligt. Man kunne derfor fristes til at holde sig til et lille antal af de bedste og gennemtestede plustræer. Men det er der visse farer ved. Hvilke?

Hvert træ er ligesom en person (med undtagelse af enæggede tvillinger og trillinger) genetisk enestående — med helt sit eget anlægspræg. Jo færre enestående anlægspræg der er i den genpulje en træforædler arbejder med, jo færre forskellige gener indeholder arvemassen. Dermed er der større fare for at en sygdom eller et skadedyr vil kunne udrydde en hel generation af træer eller endda en hel skov.

Derfor er det klogt at have en stor genpulje, også selv om nogle af de plustræer man bruger hverken vokser særlig hurtigt eller er helt ligestammede. Ved at satse på forskellige plustræer reducerer man altså risikoen for at det hele bliver ødelagt.

Fremtidens træforædling

Selv om der går 50 år før resultaterne af den forædling der foretages i dag viser sig, er der den fordel at tømmer fra skove der tilplantes med planter af forbedrede frø hurtigere vil være salgbare, faktisk ti til tyve procent hurtigere end hvis der var anvendt almindelige frø. Og nogle eksperter forudser at man ved forædling kan øge udbyttet af tømmer med op til 25 procent på et givet stykke jord. Denne fordel sammen med større modstandsdygtighed over for sygdomme og skadedyr, stærkere og renere træ og bedre frøproduktion, gør træforædling til en vital del af skovdyrkningen i den nordvestlige del af Nordamerika.

Tiden er til stadighed træforædlerens fjende. Det tager for lang tid før man kan se resultaterne, før man kan træffe beslutningerne, før man kan gå videre til næste trin. Træerne har altid levet længere end os. Men Bibelen peger frem til en tid da det ikke mere vil være sådan. „Som træets dage skal mit folks dage blive,“ lover Bibelen. Ja, faktisk lover Gud at hans folk skal leve evigt. (Esajas 65:22; Åbenbaringen 21:3, 4) Da vil mennesker have tid til at udforske de fascinerende genetiske muligheder der stadig ligger gemt i planter og dyr.

[Illustrationer på side 26]

En skarpskytte ’henter’ en gren ned