Er der nogen mening i at give julegaver?

DE FLESTE giver gaver til jul fordi det forventes af dem. Hvis man ikke giver gaver har man brudt en hævdvunden skik. Økonomen James S. Henry kritiserer i tidsskriftet The New Republic dette „tvangsgiveri“ som glædesdræbende og ørkesløst.

„Mængden af ubrugelige gaver er blot én målestok for hvor meningsløst det er,“ forklarer han. „Ifølge stormagasinerne i New York bliver cirka 15 procent af alle juleindkøb i detailbutikker hvert år byttet. Og hvis man så tager alle de ubrugelige gaver som folk beholder, med i beregningen . . ., når man frem til at op imod en tredjedel af indkøbene ikke passer til modtageren.“

Er der nogen fornuft i at spare op et helt år for at købe gaver som andre ikke ønsker eller ikke har brug for? Og tjener det noget formål at forsøge at gøre indtryk på andre ved at give kostbare gaver?

„Juleindkøbene er især formålsløse hvis man kun giver for at blive bemærket,“ siger James S. Henry. „Der er luksusgaver,“ siger han, „som er specielt fremstillet til brug som gaver til dem der mindst af alle har behov for gaver (’de der har alt’). De fleste af disse dyre gaver gives til jul. Ifølge undersøgelser i stormagasiner i New York foregår mere end halvdelen af årets salg af diamanture og pelse i årets fjerde kvartal.“

Men selv kostbare gaver gør sjældent modtagerne lykkelige, især ikke hvis de gives for at råde bod på uoverensstemmelser. Den canadiske læge Richard Allon siger: „Hvis man ikke kan være god ved hinanden hele året, kan man ikke kompensere for det med en dyr gave. Det vil ikke fjerne ens egen skyldfølelse og man vil sandsynligvis give modtageren en fornemmelse af at han står i gæld til en.“

Desværre mangler millioner i ulandene de mest elementære livsfornødenheder, mens det eneste de der lever i velstående lande mangler ofte er værdsættelse af deres gode levevilkår. Julegaver bliver modtaget med ligegyldighed — „hvad skal jeg med den?“ — eller ærgrelse — „det var slet ikke det jeg ønskede mig“ — eller måske med vrede — „den gave jeg gav dig kostede mindst det dobbelte!“ Ikke overraskende har en tysk børneforsorgsgruppe konkluderet at der til jul bliver givet for meget og ofte med for lidt omtanke.

Desuden gør julen forskellene mennesker imellem større, og påfører mange mennesker tunge byrder og stor ulykke. Nogle har ikke råd til at købe gaver. I USA er dette tilsyneladende en medvirkende årsag til at der forekommer flere røverier i juletiden end på noget andet tidspunkt af året. Økonomen James S. Henry fortæller: „Politiet har en formodning om at denne forøgede berigelseskriminalitet alt for ofte skyldes de kriminelles ønske om at fylde familiens strømper [med julegaver].“

Mange vil erklære sig enige i hvad spalteredaktøren Tom Harpur har skrevet i Torontoavisen Sunday Star: „Under al denne påtvungne munterhed ved jeg at julen i højere og højere grad er en tid med dyb bekymring, utilfredshed, skyldfølelse og ren og skær udmattelse for millioner i vort samfund.“

’Men når man tænker på børnene, er det alle anstrengelserne værd,’ hævder nogle måske. Har børnene virkelig så stor glæde af julen?

Julens betydning for børnene

„Skønt dette skulle være årets ’lykkelige’ tid, er mange børn ulykkelige,“ skriver en skolevejleder, Betty Poloway. Hvorfor? Hvordan kan julen være til skade for børnene?

Susan James, der er mor til tre små børn, siger: „Jeg betragtede børnene mens de flåede gaverne op, en efter en. Men da det var forbi, stod de i rodet og ville have flere gaver! Normalt er de ikke begærlige, men alle disse gaver og de opskruede forventninger havde gjort dem begærlige.“

Karen Andersson, ledende børnepsykolog på et hospital i Connecticut i USA, beskriver problemet således: „Det er for voldsomt at komme ned julemorgen og se alle disse herligheder. De åbner sanseløst hver eneste [pakke] uden at kunne samle opmærksomheden om én bestemt ting. For børn der har tendens til at blive hyperaktive eller er letbevægelige eller har en tilbøjelighed til at gå over gevind selv i de roligste situationer, kan julen være frygtelig.“

„Gaver bringer ikke længere den glæde de gjorde før,“ bemærker en tysk avis i en artikel om julen. En kvinde siger beklagende: „Tidligere var børn tilfredse med at få en god bog, et par vanter eller en anden lille ting. Men nu siger mit barnebarn: ’Bedstemor, i år ønsker jeg mig en computer!’“

Ja, julen fremmer begærlighed og selviskhed. „Hvis man vil se hvordan det belaster forholdet mellem børn og forældre, kan man bare besøge en hvilken som helst [legetøjsbutik] på denne tid af året,“ siger økonomen James S. Henry. „Forvirrede mødre slæber sparkende og skrigende små legetøjsnarkomaner bort fra de sidste nye, dyre og smarte påhit.“

Men der er endnu alvorligere problemer forbundet med at give julegaver.

Skrønen om julemanden

Hvad vil mange børn svare hvis man spørger dem hvor gaverne kommer fra? Ifølge et rundspørge foretaget af The New York Times tror 87 procent af de amerikanske børn i alderen fra tre til ti år på julemanden. Mange forældre spørger deres børn: „Hvad ønsker du at julemanden kommer med i år?“ Men hvilke konsekvenser har det når man binder børn sådanne historier på ærmet?

Det viser en oplevelse Cynthia Keeler har haft og som hun har genfortalt i New York-avisen Daily News. „Mor, findes der en julemand?“ spurgte hendes søn Britton.

Cynthia krøb udenom, sådan som mange forældre gør. „Hvad mener du selv?“ spurgte hun.

Britton sagde at hans venner havde sagt at der ikke var nogen julemand, men han var ikke sikker. „Jeg må vide det, mor,“ sagde han med tårevædede øjne.

„Hvis ikke han havde grædt, ville jeg sikkert ikke have fortalt ham det,“ siger Cynthia. „Men det var et spørgsmål om liv og død for ham. Han havde brug for at kende det rigtige svar. Jeg fortalte ham at julemanden ikke fandtes.“

I Daily News siges der videre: „Mens Britton Keeler græd konfronterede han sin mor med den beskyldning som alle forældre frygter når spillet er ude og julemanden er blevet afsløret som et falsum: ’Hvorfor løj du så for mig?’“

Konsekvenserne af forældrenes bedrag er ofte tragiske, som Bruce Roscoe, der er professor i familieforskning ved Central Michigan University i USA, siger: „Barnet finder ud af at det er moderen der lyver og alle hans legekammerater der havde ret.“ Derfor begynder barnet, ifølge professor Roscoe, også i andre tilfælde at tvivle på det forældrene har sagt.

Fred Koenig, der er professor i socialpsykologi ved Tulane-universitetet i New Orleans i USA, siger: „Når de finder ud af det, svækker det alvorligt deres tillid til forældrene.“ Han tilføjer: „Det sår tvivl om en lang række ting.“ Barnet tænker måske at „al religion også blot er humbug“.

Det er forkert at føre børn bag lyset ved at bilde dem ind at en fantasifigur kommer med gaver til dem. Men kom de besøgende ikke med gaver til Jesus på hans fødselsdag? Mon han så ikke godkender at man i dag giver gaver til jul?

En kristen skik?

Bibelen siger at de vise mænd, eller astrologer, bragte gaver til Jesus. Læg imidlertid mærke til at de ikke udvekslede gaver med hinanden ligesom man gør i dag. Og hvad vigtigere er, de bragte ikke gaver ved Jesu fødsel men på et senere tidspunkt. Sådan var det i gamle dage skik at ære en hersker. Læg mærke til at Bibelen siger at da de kom lå Jesus ikke længere i en krybbe men boede i et hus. Det var derfor at Herodes, på baggrund af det de havde fortalt ham, udstedte et dekret om at alle drenge på to år og derunder skulle slås ihjel. — Mattæus 2:1-18.

Overvej også følgende: Er det ikke mærkeligt at Jesus på sin formodede fødselsdag ikke selv får noget? Måske skænker man ham slet ikke en tanke!

Hvor stammer skikken at give julegaver egentlig fra? Diane Bailey skriver i Los Angeles-avisen Independent: „Gaveudvekslingen stammer fra det gamle Rom, dengang folk udvekslede symbolske gaver ved ceremonier i forbindelse med soldyrkelse og nytårsfester.“

Under overskriften „Juletraditionerne pakkes ud“ skriver Anita Sama i en meddelelse fra Gannett News Service: „Længe før de kristne begyndte at fejre jul, indgik udveksling af gaver som en del af vinterfestlighederne. Romerne gav hinanden grene fra en hellig lund af træer, og gav senere mere kunstfærdige ting som symboliserede de gode ønsker for det kommende år — sølv, guld og honningsødede lækkerier.“

Sandheden er at julen er en hedensk fest som er blevet overtaget af kristenheden. Den 24. eller 25. december er ikke Jesu fødselsdag men tidspunktet for gamle hedenske og tøjlesløse festligheder som de første kristne undgik. — Se rammen „Hvor stammer julen oprindelig fra?“ på de næste sider.

Hvis Jesus havde været på jorden i dag, hvad mon han da ville have ment om julens gaveudveksling?

Hvordan Jesus ser på det at give

Det at give gaver fordømmes ikke af Jesus. Ved altid at være villig til at ofre sig uselvisk i tjenesten for andre, lærte han tværtimod sine disciple at de skulle ’gøre sig det til en regel at give’. På den måde ville giverne selv blive velsignet. „Så vil man give til jer,“ tilføjede han. — Lukas 6:38.

Jesus tænkte imidlertid ikke her på det at udveksle gaver. Han understregede snarere den generelle sandhed at man almindeligvis får noget igen når man giver af uselviskhed. Dette gælder især hvis man giver med det rette motiv og elsker hinanden „inderligt af hjertet“. — 1 Peter 1:22.

Kærligheden kræver ikke betaling for sine tjenester. Derfor tilskyndede Jesus: „Når du giver barmhjertighedsgaver, da lad ikke din venstre hånd vide hvad din højre gør, så dine barmhjertighedsgaver kan være i det skjulte.“ Giveren henleder ikke opmærksomheden på sig selv eller sin gave, men alligevel vil han blive belønnet. Det viste Jesus da han tilføjede: „Så vil din Fader, som ser til i det skjulte, betale dig.“ (Mattæus 6:3, 4) Desuden må giveren, som Bibelen siger, gøre som han har „besluttet i sit hjerte, ikke uvilligt eller tvungent, for Gud elsker en glad giver“. — 2 Korinther 9:7.

Den form for gavmildhed som behager Kristus er motiveret af kærlighed, og den vises uden at man forventer at få noget igen. Den er ikke uvillig eller tvungen. Ja, denne form for gavmildhed er helt anderledes end den der ofte præger julen!

Den glæde der er forbundet med at give er derfor ikke afhængig af nogen bestemt dato eller tradition.Gaverne skal ikke vise noget om vægten af giverens tegnebog men om størrelsen af hans hjerte. Julen har forledt millioner til at give forkerte ting, ofte med forkerte motiver. Hvorfor ikke prøve at give på en bedre måde end blot ved at give som man giver julegaver? I den næste artikel vil vi se på hvordan man kan give på en måde der bringer store velsignelser og sand glæde.

[Ramme på side 8 og 9]

Hvor stammer julen oprindelig fra?

VELORIENTEREDE mennesker ved at den 24. eller 25. december ikke er Jesu fødselsdag. I New Catholic Encyclopedia indrømmes det: „Datoen for Kristi fødsel kendes ikke. Evangelierne angiver hverken dagen eller måneden.“

Desuden er det veldokumenteret at julen og dens skikke er overtaget fra ikkekristne kilder. I Jyllands-Posten for 23. december sidste år blev julen kaldt „en skøn blanding af kristendom og hedenske skikke“.

På spørgsmålet om hvorfor vi fejrer jul den 24. december svarer mag. scient. Inge Damm: „Det gør vi, fordi kirken i Rom i 300-tallet fastsatte Jesu fødselsdag til den 25. december. Det var nemlig den dag, de hedenske romere fejrede solhverv, så på den måde fik man slået to fluer med et smæk: man gav folk lov til at feste, som de plejede, men fik samtidig listet den nye religion ind i den hedenske fest.“ Hun tilføjer: „Også i Danmark fik de hedenske fester lov at fortsætte — blot blev starten på dem flyttet til den 24. december, og de fik påsmurt et tyndt lag kristen fernis.“

Tidsskriftet History Today skriver følgende om skikken at give gaver: „Det at give gaver ved midvinterfesten udsprang sikkert oprindelig af overtro snarere end af sociale grunde. Blandt andet gav man voksdukker som saturnaliegaver til børn. En charmerende skik i nyere tid, men med en makaber baggrund: selv de der indførte denne skik, må have opfattet den som et levn fra dengang man ofrede børn for at sikre velsignelsen over såtiden.“

The New York Times for 24. december 1991 havde en indledende artikel om historien bag juletraditionerne, deriblandt skikken med at give gaver. Simon Schama, der er professor i historie ved Harvard-universitetet, skrev her: „Julen trådte i stedet for de gamle vintersolhvervsfester . . . I det tredje århundrede, da solkulter som Mithra-religionen i Persien fandt vej til Rom, blev visse dage i december helliget Sol Invictus’, den ubesejrede sols, genfødsel. . . .

Oldkirken i Rom førte en særlig hård kamp imod to andre store hedenske højtider, den ugelange saturnaliefest, som begyndte den 17. december, og nytårsfesten i anledning af årsskiftet. Den første fest var en tid med total løssluppenhed, ofte under forsæde af en lystighedens herre, ikke julemanden men selveste den fede Saturn; den var et orgie af æden, drikken og al slags usædelighed. Det var under nytårsfesten, ved årsskiftet, at man rituelt udvekslede gaver, som ofte var bundet til de grønne grene der pyntede husene under festlighederne.

Urkirkens holdning til disse usædelige festligheder var, som forventet, kølig. Kirkefædrene, navnlig den temperamentsfulde Sankt Johannes Chrysostomos, tordnede imod ethvert kompromis med hensyn til hedenske vederstyggeligheder. . . . Eftersom der ikke var almindelig enighed om Jesu nøjagtige fødselsdag . . ., må det have forekommet praktisk at få den til at afløse saturnalierne . . . Solens genfødsel blev derfor til Guds søns fødsel. . . .

Tilsvarende blev nytårsfesten afløst af helligtrekongersdag, og gaverne og smykkerne som de hedenske romere havde givet hinanden blev til den hyldest de tre konger havde bragt verdens nye konge. I midten af det fjerde århundrede var datoen for julen endeligt fastlagt i kalenderen.“

Selv om velunderrettede mennesker anerkender den hedenske baggrund for julen og dens skikke, holder mange på at det ikke betyder noget. Som svar på professor Schamas artikel skrev en pensioneret rabbiner tidligere i år følgende i et brev til redaktøren for Times: „Traditionens oprindelse spiller ingen rolle for dens værdi i dag.“ Med hensyn til julen og andre lignende fester siger han: „De der holder dem tillægger dem en ny betydning som har mening i deres eget liv og giver dem glæde i sindet.“

Men bliver man glad af at fejre jul, og hjælper det én til at frembringe de smukke kristne frugter? Som allerede nævnt er frugten ofte dårlig, ikke god. Og hvorfor skulle kristne i det hele taget låne fra hedenskabets religiøse skikke? Bibelen tilskynder: „Lad jer ikke spænde i ulige åg med ikke-troende. For hvad samfund har retfærdighed med lovløshed? Eller hvad fællesskab har lys med mørke? Og hvad harmoni er der mellem Kristus og Beliar? . . . ’Derfor, gå ud fra dem, og skil jer ud,’ siger Jehova, ’og hold op med at røre det urene.’“ — 2 Korinther 6:14-17.

Jesus sagde desuden følgende om tilbedelsen af den almægtige Gud: „Gud er en ånd, og de der tilbeder ham bør tilbede i ånd og sandhed.“ (Johannes 4:24) For at vor gudsdyrkelse kan være antagelig for Gud må den altså bygge på sandheden. Men julen bliver kaldt Jesu Kristi fødselsdag selv om den ikke er det. Og hvad med julens magiske gavebringere, for eksempel julemanden? Når børn forledes til at tro at de får gaver af sådanne fantasifigurer, er det så ikke at holde børnene for nar?

Hvis du virkelig ønsker at tjene Gud vil du adlyde hans befaling om at holde op med at deltage i noget der er religiøst urent. Har sandheden så stor betydning for dig at du undgår en højtid der fremmer løgnen?

[Illustration på side 7]

Synes du det er rigtigt at bedrage børn ved at bilde dem ind at julemanden kommer med gaver til dem?