Vor mishandlede Jord trues på mange fronter

I JUNI sidste år blev der afholdt en konference om miljø og udvikling i Rio de Janeiro i Brasilien. Samme måned bragte tidsskriftet India Today en leder af medredaktør Raj Chengappa, med titlen „Den sårede Jord“. De indledende afsnit indeholdt denne malende beskrivelse:

„Da Edgar Mitchell, der i 1971 fløj til Månen om bord på Apollo 14, fik det første glimt af Jorden fra rummet, sendte han i begejstring denne melding over radioen til Houston: ’Den ligner en funklende blåhvid juvel . . . Besat med langsomt roterende hvide slør . . . En lille perle i mysteriets uendelige, sorte hav.’

Hvis Edgar Mitchell i dag, tyve år efter, igen blev sendt ud i rummet, og denne gang blev udstyret med særlige briller der kunne sætte ham i stand til at se de usynlige luftarter i atmosfæren omkring Jorden, ville det være et helt andet syn der mødte ham. Han ville se kæmpemæssige huller i det beskyttende ozonlag over Antarktis og Nordamerika. I stedet for en funklende blåhvid juvel ville han se en mat, snavset Jord fyldt med roterende mørke skyer bestående af svovl- og kuldioxid.

Hvis Mitchell fandt sit kamera frem og tog billeder af Jordens skove og sammenlignede dem med de billeder han tog i 1971, ville han blive forbløffet over hvor meget de er skrumpet ind. Og hvis han gennem et særligt teleskop undersøgte forureningen af Jordens vande, ville han se landområder gennemskåret af giftige floder og en havbund der i stort omfang er dækket af mørke tjæreklumper. Så ville han kalde Houston og spørge: ’Hvad i alverden har vi gjort?’

Men vi behøver faktisk ikke at tage 36.000 kilometer ud i rummet for at finde ud af hvad vi har gjort. I dag kan vi drikke, indånde, lugte og se forureningen. I løbet af de sidste 100 år, og især i de sidste 30 år, har mennesker bragt Jorden til randen af en katastrofe. Ved at udlede store mængder varmeabsorberende luftarter i atmosfæren fremkalder vi skadelige klimatiske forandringer. De gasser der anvendes i vore køleskabe og luftkonditioneringsanlæg er nu med til at ødelægge det beskyttende ozonlag, hvilket øger faren for at vi får hudkræft og forandrer genstrukturerne hos mindre dyr. I mellemtiden har vi ødelagt store landområder, fældet skove i et selvmorderisk stort omfang og ukritisk dumpet i tonsvis af giftstoffer og kemikalier i floder og have.

I dag er ødelæggelsen af Jordens miljø det der mere end noget andet truer menneskeheden. Der er behov for at man på verdensplan ændrer indstilling og handlemåde hvis man skal undgå et ragnarok.“

Efter at have opremset mange af de miljøproblemer nationerne må koncentrere sig om at løse, slutter Raj Chengappa sin lederartikel med ordene: „Alle disse indgreb må foretages uden tøven. Det er ikke længere blot dine børns fremtid det gælder. Det er her og nu.“

Af den grund samles jordens ’læger’ til konferencer for at drøfte ’patientens’ tilstand og anbefaler hver især deres kur. Men de skændes og kan ikke blive enige. ’Den er ikke virkelig syg,’ siger nogle. ’Det er lige før den dør!’ råber andre. Retorikken eskalerer, løsningerne er mange, lægerne tøver, og patienten sygner hen. Man lader stå til. Man må foretage flere undersøgelser. Man skriver recepter, men medicinen bliver aldrig benyttet. Desværre er det i mange tilfælde blot et spørgsmål om at trække tiden ud så forureningen kan fortsætte og fortjenesten øges. Patienten får aldrig sin medicin, sygdommen forværres, krisen vokser, og mishandlingen af jorden fortsætter.

Jorden og livet på den indgår i et meget kompliceret og tæt samspil. De millioner af indbyrdes afhængige livsformer er blevet kaldt livets væv. Hvis én tråd rives over begynder det vævede stof at trævle. Når man vælter én dominobrik, ryger i snesevis af andre med i faldet. Noget tilsvarende gør sig gældende når man fælder de tropiske regnskove.

Gennem fotosyntesen optager regnskovene kuldioxid fra luften og frigiver ilt. Skovene optager også store mængder regnvand, men kun meget lidt bruges til næring for planterne. Størstedelen vender tilbage til atmosfæren som vanddamp. Her dannes nye regnskyer som vander regnskoven, der ernærer millioner af planter og dyr under sit grønne løvtag.

Men når regnskoven fældes bliver kuldioxiden liggende som en dyne der holder på solens varme. Atmosfæren tilføres kun begrænsede mængder ilt som dyrene kan nyde gavn af, og kun lidt af regnen indgår i den cyklus der giver mere regn. I stedet løber den regn der falder, ud i floderne og tager den jord som de nye planter skal bruge med sig. Floder og søer mudrer til og fiskene dør. Slammet skylles ud i havene og dækker koralrevene, som derfor dør. Millioner af planter og dyr der før levede under det grønne løvtag forsvinder; de kraftige regnskyl, der før vandede jorden, aftager, og ørkenen begynder langsomt men sikkert at brede sig. Det er værd at huske at Afrikas store Saharaørken der engang var frodig men i dag er jordens største sandørken, endog er ved at brede sig til visse dele af Europa.

Ved Rio-konferencen lagde De Forenede Stater og andre rige nationer pres på Brasilien og andre udviklingslande for at få dem til at standse fældningen af regnskovene. Ifølge et telegram fra The New York Times „mener De Forenede Stater at skovene, og især regnskovene, ødelægges med alarmerende hast i udviklingslandene, og at hele jorden vil komme til at stå som taber. USA siger at skovene er til gavn for hele jorden fordi de er med til at regulere klimaet ved at omsætte den varmeabsorberende kuldioxid, og fordi de er hjemsted for størstedelen af jordens dyre- og planteliv.“

Udviklingslandene var ikke sene til at beskylde de andre lande for hykleri. Ifølge The New York Times „vender de sig imod det de betragter som forsøg på indgreb i deres suverænitet, fra andre lande som selv for længe siden har fældet deres egne træer for at skabe sig profit, men som nu ønsker at lade de lande der kæmper for at overleve økonomisk, bære hovedbyrden når det gælder om at bevare skovene.“ En diplomat fra Malaysia sagde ligeud: „Vi ønsker afgjort ikke at bevare vore skove til gavn for dem der har ødelagt deres egne men som nu forsøger at gøre krav på vore skove ved at sige at de er en del af menneskehedens arv.“ I den vestlige del af De Forenede Stater er der kun 10 procent af den oprindelige regnskov tilbage, men man driver fortsat skovhugst. Ikke desto mindre ønsker USA at Brasilien, der stadig har 90 procent af Amazonskovene tilbage, skal indstille al skovning.

De der prædiker for andre og siger: ’Ødelæg ikke jeres skove,’ samtidig med at de ødelægger deres egne, kan sammenlignes med dem der beskrives i Romerbrevet 2:21-23: „Er så du, som underviser en anden, sådan at du ikke underviser dig selv? Du som forkynder: ’Stjæl ikke,’ stjæler du? Du som siger: ’Begå ikke ægteskabsbrud,’ begår du ægteskabsbrud? Du som udtrykker afsky for afguderne, plyndrer du templer? Du som roser dig af loven, vanærer du Gud ved din overtrædelse af loven?“ Eller sagt i miljømæssig sammenhæng: „Du som siger: ’Bevar skovene,’ fælder du dine egne?“

Ødelæggelsen af skovene er nært forbundet med problemerne med drivhuseffekten. De kemiske og termiske processer er komplicerede, men der er især ét stof i atmosfæren der vækker bekymring, nemlig kuldioxid, som er stærkt medvirkende til jordens opvarmning. Forskere ved Byrd Polar Research Center skrev sidste år at „alle bjerggletschere i lavere- og mellemliggende områder nu er ved at smelte og trække sig tilbage — nogle endda forholdsvis hurtigt — og at isen i disse gletschere viser at de sidste 50 år har været meget varmere end nogen anden 50-årig periode“ man kender til. For lidt kuldioxid kan medføre koldere vejr; for meget kan betyde at polarisen og gletscherne smelter, hvorved kystbyer oversvømmes.

India Today har skrevet følgende om kuldioxid:

„Den udgør ganske vist kun en brøkdel af samtlige luftarter i atmosfæren, nemlig 0,03 procent. Men uden kuldioxid ville vores planet være lige så kold som månen. Kuldioxiden absorberer den varme der udstråler fra jordens overflade og sørger derved for at opretholde en global gennemsnitstemperatur på 15 grader celsius som er mest hensigtsmæssig for livet. Men hvis mængden af kuldioxid stiger, kan jorden blive forvandlet til en kæmpemæssig sauna.

Hvis oplysningerne fra jordens vejrstationer er pålidelige har vi al mulig grund til at blive hede om ørerne. I løbet af 80’erne oplevede man seks af de syv varmeste somre der er målt siden man for omkring 150 år siden begyndte at registrere vejrforholdene. Det skyldes åbenbart at mængden af kuldioxid i atmosfæren er steget 26 procent i forhold til koncentrationen før den industrielle revolution.“

Man mener at synderen er de 1,8 milliarder tons kuldioxid der hvert år frigøres ved forbrænding af fossilt brændsel. Man havde håbet at få vedtaget en traktat ved Rio-konferencen der skulle skabe større kontrol med udslippet af kuldioxid, men den blev så udvandet at den efter sigende „fik temperaturen til at stige“ hos de tilstedeværende klimatologer. En af dem blev så vred at han sagde: „Vi kan ganske enkelt ikke fortsætte som om intet var hændt. Det er en uomtvistelig kendsgerning at det globale regnskab over luftarter ikke balancerer. Hvis ikke der gøres noget vil vi inden længe opleve millioner af miljøflygtninge.“ Han hentydede til dem der ville flygte fra deres oversvømmede bosteder.

Endnu et brændende problem er de såkaldte huller der opstår i ozonlaget som beskytter jorden mod de kræftfremkaldende ultraviolette stråler. Den væsentligste årsag til problemet er de såkaldte CFC-gasser (klorfluorcarboner). De anvendes i køleanlæg, luftkonditioneringsanlæg og rensevæsker, samt i blæsemidler der bruges ved fremstillingen af skumplastmaterialer. I mange lande anvendes de stadig som drivmiddel i spraydåser. Når CFC-gasserne når op i stratosfæren nedbrydes de af solens ultraviolette stråler og der frigives fri klor. Disse kloratomer kan hver ødelægge mindst 100.000 ozonmolekyler. Det resulterer i huller, eller områder med kraftigt nedsat ozonmængde i ozonlaget, både over Antarktis og de nordlige breddegrader, og bevirker at flere ultraviolette stråler når jorden.

Disse stråler dræber fytoplankton og kril, der er det første led i havets fødekæde. De forårsager desuden mutationer i DNA-molekylerne, der indeholder livsformernes genetiske kode. Også afgrøderne bliver påvirket. Desuden forårsager strålerne grå stær og hudkræft hos mennesker. Da forskere ved NASA fandt store koncentrationer af klorilte over de nordlige dele af De Forenede Stater, Canada, Europa og Rusland, sagde en af forskerne: „Dette burde forurolige alle. Det er langt værre end vi troede.“ Lester Brown, der er præsident for Worldwatch Institute, har sagt: „Forskere skønner at den øgede nedbrydning af ozonlaget på den nordlige halvkugle, alene i De Forenede Stater vil forårsage yderligere 200.000 dødsfald som følge af hudkræft i løbet af de næste 50 år. På verdensplan er millioner af menneskeliv i fare.“

Man er endvidere bekymret for biodiversiteten, idet man gerne vil bevare så mange planter og dyr som muligt på deres naturlige levesteder. Tidsskriftet Discover har offentliggjort et uddrag af biologen Edward O. Wilsons nye bog The Diversity of Life, hvori han opregner i tusindvis af fugle-, fiske-, og insektarter som er blevet udryddet, deriblandt arter som normalt anses for at være uden betydning: „Mange af de udryddede arter er mykorrhiza-dannende svampe der ved symbiose fremmer planternes næringsoptagelse gennem rodnettet. Økologer har længe spekuleret over hvad der ville ske med landjordens økosystemer hvis man fjernede disse svampe. Det vil vi snart finde ud af.“

Om vigtigheden af at bevare livsformernes mangfoldighed siger Edward Wilson i sin bog:

„Hvilken forskel gør det om nogle arter udryddes, ja, om også halvdelen af alle jordens arter forsvandt? Lad mig opregne hvad vi vil miste: Man vil ødelægge en kilde til nye videnskabelige oplysninger — en umådelig biologisk rigdom. Medicinalvarer, afgrøder, tømmer, fibre, pulp, jordbundsbevarende planter, erstatningsmidler for olie, og andre produkter der kan gavne mennesket, vil aldrig blive opdaget. Nogle er tilbøjelige til at ignorere det der er småt og uanseligt, såsom insekter og ukrudt. De glemmer at det var et lille uanseligt møl fra Latinamerika der reddede Australiens landbrugsjord fra at blive invaderet af kaktus, at planten Catharanthus tilvejebragte den medicin der anvendes i behandlingen af patienter med Hodgkins sygdom og akut lymfatisk leukæmi, at barken af amerikansk taks giver patienter med livmoder- og brystkræft nyt håb, at et kemikalie udvundet af iglers spyt opløser blodpropper der opstår under kirurgiske indgreb, og så videre. Listen er allerede lang skønt der kun er forsket minimalt på dette område.

I forbifarten er det også let at overse hvordan menneskeheden nyder gavn af økosystemerne. De beriger jorden og tilvejebringer den ilt vi indånder. Uden dem vil menneskehedens fremtid være kort og ikke særlig behagelig.“

Også her passer det lidt forslidte ordspil — der ikke desto mindre er yderst passende i denne sammenhæng — at vi ’kun har set toppen af isbjerget’. Hvornår vil man holde op med at mishandle jorden? Hvem vil standse mishandlingen? Det svarer den næste artikel på.

[Tekstcitat på side 4]

Saharaørkenen var engang frodig

[Tekstcitat på side 5]

„Du som siger: ’Bevar skovene,’ fælder du dine egne?“

[Tekstcitat på side 5]

For lidt kuldioxid giver et koldere klima

For meget får gletschere til at smelte

[Tekstcitat på side 6]

„Hvilken forskel gør det om nogle arter udryddes?“

[Tekstcitat på side 6]

Uden mikroorganismer vil menneskenes fremtid være kort og ikke særlig behagelig

[Illustrationer på side 7]

Amazonlandets regnskove i al deres pragt

Regnskoven efter at mennesker har ødelagt den

[Kildeangivelser]

Abril Imagens/João Ramid

F4/R. Azoury/Sipa

[Illustration på side 8]

Dumpning af giftige kemikalier forurener luften, vandet og jorden

[Kildeangivelse]

Feig/Sipa