Guineaormens dage er talte
Af Vågn op!-korrespondent i Nigeria
DET er lige så varmt som det har været alle de andre dage. Chinyere binder sit lille barn op på ryggen, griber to tørrede græskarflasker og slår følge med andre af landsbyens beboere på den støvede vej. De følges ad over solsvedne marker til den lille sø — det eneste sted med fersk vand i området. Fremme ved søen går hun forsigtigt ud over de klæbrige mudderbanker, indtil vandet når hende til knæene, og samler vand op.
Chinyere lægger mærke til krokodillerne der ligger og driver i det visne græs langs bredden og lige under vandoverfladen. Men hun er ikke bange for dem. Som en mand på søbredden siger: „Vi generer ikke dem og de generer ikke os.“
Der er imidlertid nogle organismer i søen om hvilke den sidste udtalelse absolut ikke gælder. Chinyere lægger ikke mærke til dem — hun kan simpelt hen ikke se dem, så små er de. Men de er i det vand hun har samlet i sine flasker.
Den farlige guineaorm
Chinyere vender hjem til sin stråtækte lerhytte og hælder vandet over i en lerkrukke. Når bundfaldet har lagt sig tager hun en slurk. Et år senere lægger hun mærke til noget på hendes skinneben der ser ud og føles som en lille åreknude. Men det er ikke en åreknude. I det vand hun drak var der en mikroorganisme som nu er vokset til en tynd, 80 centimeter lang guineaorm.
Ormen vil snart bevirke at der opstår en smertefuld byld på huden. Senere vil der gå hul på bylden, og den flødefarvede orm begynder at komme ud, nogle få centimeter hver dag. Der vil gå mellem to og fire uger — måske længere — før ormen er helt ude. Det meste af tiden vil Chinyere sandsynligvis være uarbejdsdygtig og have stærke smerter. Den åbne byld kan blive inficeret med bakterier der kan forårsage stivkrampe, blodforgiftning, ledbetændelse eller bylder.
Chinyere er kun angrebet af en enkelt orm, men det er ikke ualmindeligt at en patient har flere orm samtidig — en halv snes stykker eller endnu flere. Almindeligvis kommer ormene til syne på skinnebenet, men de kan også bevæge sig rundt i kroppen og komme frem andre steder, for eksempel på issen, brystet eller tungen.
Takket være en international indsats for at udrydde denne orm vil dens dage nok snart være talte. Ifølge WHO er der nu under tre millioner mennesker i hele verden som er angrebet. De fleste af disse bor i Pakistan, Indien og 17 afrikanske lande. For mindre end ti år siden var op mod ti millioner mennesker angrebet. I Asien er guineaormen næsten udryddet. I hovedparten af de berørte lande i Afrika vil denne parasit formentlig være udslettet ved udgangen af 1995.
En lang historie
Guineaormen har plaget menneskeheden lige siden oldtiden, især i Mellemøsten og Afrika. I Egypten har man fundet en forstenet guineaorm i en mumie af en 13-årig pige. Sørgeligt nok var begge hendes ben blevet amputeret, måske for at standse en koldbrand der var opstået som følge af infektion fra guineaormen.
Denne parasit er omtalt i mange skrifter fra oldtiden. Den ældste omtale findes i et ægyptisk håndskrift. Det indeholder en beskrivelse af hvordan man vinder ormen omkring en pind mens den er på vej ud. I det andet århundrede før vor tidsregning skrev en græker ved navn Agatharchides fra Knidos: „Folk der blev syge på Det Røde Hav var angrebet af mange mærkelige og ukendte lidelser, deriblandt orm — små slanger der kom ud af huden på dem, og åd deres ben og arme, og som, når man rørte ved dem, trak sig tilbage i musklerne og forårsagede ulidelige smerter.“
Behandling
Det kendte mundheld „det er bedre at forebygge end at helbrede“ gælder i særlig grad angreb af guineaorm. For der er faktisk ingen helbredelsesmetode. Når først man har drukket vand med ormens larver, kan lægerne intet gøre før ormen gør sig rede til at trænge ud gennem huden og der er opstået en byld. På dette stadium kan en dygtig læge i nogle tilfælde fjerne parasitten, efter at have lagt et lille snit i huden på langs med ormen. Lægen benytter et instrument forsynet med en krog til at lempe noget af ormen ud, idet han slår en knude på den over huden. Endelig trækker han forsigtigt resten af ormen ud. Denne operation tager flere minutter.
Når først ormen selv begynder at bryde ud kan der gå betændelse i såret, og så er det vanskeligere at trække den helt ud. I så fald er det bedste patienten kan gøre at følge den gamle fremgangsmåde, at vinde ormen omkring en pind efterhånden som den kommer ud. Man må passe på at ormen ikke bliver revet over. Hvis det sker trækker den resterende del sig tilbage i såret og forårsager yderligere infektion, betændelse og smerte.
Skønt der lægeligt ikke kan gøres ret meget for at bekæmpe guineaorm hos patienten, er der gode muligheder for at bekæmpe parasitten inden den når ind i kroppen.
Guineaormen bekæmpes
Et af bekæmpelsesmidlerne består i at sørge for rent vand, for eksempel fra boringer, der ikke bliver forurenet med larver. Et andet middel består i at lære landsbyboerne at de enten skal koge deres drikkevand eller filtrere det ved at lade det løbe igennem et tætvævet stykke stof. En tredje mulighed er at behandle søerne med et kemikalie der dræber larverne men ikke skader mennesker eller dyr.
I de lande sygdommen er begrænset til, er der iværksat storstilede bekæmpelsesprogrammer. Man søger at registrere de landsbyer hvor befolkningen er angrebet af guineaorm og hjælpe den til at forebygge infektion. Disse bestræbelser har allerede givet gode resultater. Det ser nu ud til at guineaormens dage er talte. Og ingen vil begræde dens uddøen.
[Illustration på side 26]
Man bør ikke drikke forurenet vand før det er blevet kogt eller filtreret