De sejrede — ansigt til ansigt med døden

„Til nazisternes store forbløffelse lod det sig heller ikke gøre at udrydde Jehovas vidner. Jo større pres de blev udsat for, jo mere ubøjelige, ja diamanthårde, blev de i deres modstand. Hitler slyngede dem ud i en eskatologisk kamp, og de bevarede deres tro. . . . Deres erfaringer er et værdifuldt materiale for alle der forsker i overlevelsesteknik under ekstreme forhold. For overleve gjorde de.“ — Historikeren dr. Christine King, ifølge avisen Together.

JEHOVAS VIDNER burde indgå i det tyvende århundredes historie som den mest bagtalte og mest forfulgte religiøse gruppe på jorden. De er blevet misforstået og har ofte fået en dårlig behandling fordi de ganske enkelt har fastholdt deres kristne neutralitet og nægtet at lade sig oplære i krig eller tage del i krig. Deres løsrivelse fra alle politiske bånd har ført til at de i mange lande har pådraget sig de totalitære lederes vrede. Til trods herfor har et af deres bidrag til vor tids historie været deres strenge neutrale standpunkt og urokkelige integritet.a

Den britiske historiker Arnold Toynbee skrev i 1966: „I vor tid har der i Tyskland været kristne martyrer der hellere ville dø end at hylde den omsiggribende nationalisme repræsenteret ved menneskeguden Adolf Hitler.“ Kendsgerningerne viser at Jehovas vidner indtager en særstilling blandt disse martyrer. De følgende oplevelser vil vise hvordan de er blevet udsat for forfølgelse og endda har lidt døden på grund af deres integritet — noget som ikke kun er foregået under nazismen. I mange lande har ingen andre end de vist et sådant mod stillet over for døden.

Beretningen om Ananii Grogul fra Ukraine

„Jeg var 13 år gammel da mine forældre i 1942, under den anden verdenskrig, blev Jehovas vidner. Kort efter blev min fader arresteret, sat i fængsel og senere overført til de sovjetiske lejre i Uralbjergene. I 1944 blev jeg som 15-årig indkaldt til militærtjeneste. Da jeg allerede havde en fast tro på Jehova, nægtede jeg at lære at føre krig. På trods af min unge alder blev jeg idømt fem års fængsel.

Et meget svært år var 1950. Jeg blev igen arresteret og nu idømt en ubetinget fængselsstraf på 25 år på grund af mine aktiviteter som et Jehovas vidne. Jeg var 21. Syv år og fire måneder tilbragte jeg i arbejdslejre. Jeg så mange mennesker dø, opsvulmede af sult og udslidte af hårdt arbejde.

Efter Stalins død i 1953 begyndte forholdene at ændre sig, og i 1957 blev jeg løsladt. Nu havde jeg igen mulighed for at opleve ’frihed’. Men denne gang forviste myndighederne mig til Sibirien for ti år.

Umenneskelig tortur af min søster

I Sibirien blev jeg genforenet med min lillesøster, der nu var blevet invalid. Hun var blevet arresteret i 1950, præcis to uger efter mig. Den måde de behandlede hende på var fuldstændig i strid med loven. De isolationsfængslede hende og slap rotter ind i hendes celle. Rotterne gnavede i hendes fødder og kravlede rundt på hendes krop. Til sidst lod fængselsvagterne hende stå i iskoldt vand op til brystkassen mens de betragtede hvordan hun vred sig af smerte. Hun var blevet idømt 25 års fængsel fordi hun havde forkyndt. Begge hendes ben blev lammet, men hun kunne bruge sine hænder og arme. I fem år lå hun på hospitalet i en arbejdslejr, hvorefter de til sidst afskrev hende som en der var så godt som død. Derefter overflyttede de hende til vore forældre, der i 1951 var blevet forvist til Sibirien for livstid.

Tilbage til Ukraine — mere forfølgelse

I Sibirien mødte jeg Nadia, der blev min hustru og fødte vore børn. Vi fortsatte med forkyndelsesarbejdet i Sibirien. Jeg fik den betroede opgave at fremstille og duplikere bibelske publikationer. Min lillebroder Jacob og jeg var hver nat travlt optaget af at duplikere Vagttårnet. Det foregik i et udgravet rum i kælderen. Vi havde to skrivemaskiner og en hjemmelavet duplikator. Politiet foretog jævnligt razziaer i vores hjem. Men de måtte hver gang gå tomhændede bort.

På et tidspunkt ophævede de min forvisning til Sibirien. Min familie og jeg flyttede da til Ukraine, men forfølgelsen fulgte med. Jeg fik til opgave at virke som rejsende tilsynsmand. For at tjene til familiens underhold måtte jeg tage et arbejde. Flere gange om måneden kom medlemmer af KGB (Komitéen for Statens Sikkerhed) til min arbejdsplads og forsøgte at overtale mig til at gå på kompromis med min tro. Engang mærkede jeg Jehovas hjælp i en særlig grad. Jeg blev arresteret og ført til KGB’s kontor i Kiev, hvor de tilbageholdt mig i seks dage. I al den tid prøvede de at forvirre mig med ateistisk propaganda. På deres ugudelige måde kritiserede de det der stod i Vagttårnet og i andre af Selskabets publikationer. Presset var næsten ikke til at bære. Ude på toilettet faldt jeg grædende på knæ og bad til Jehova om hjælp. Nej, jeg bad ikke om at blive løsladt, men om styrke til at holde ud og ikke forråde mine brødre.

Politichefen kom, satte sig foran mig og spurgte om jeg virkelig var overbevist om det jeg forsvarede. Jeg aflagde et kort vidnesbyrd og sagde at jeg var rede til at dø for sandheden. Hans svar var: ’Du er et lykkeligt menneske. Hvis blot jeg var overbevist om at det er sandheden ville jeg være rede til ikke bare at sidde i fængsel i 3 eller 5 år, men at stå på ét ben i fængselet i 60 år.’ Han sad eftertænksom et øjeblik, hvorefter han fortsatte: ’Det er et spørgsmål om evigt liv. Kan du forestille dig hvad det vil sige at opnå evigt liv?’ Efter en kort pause sagde han: ’Gå hjem!’ Hans ord gav mig en uventet styrke. Jeg var ikke længere sulten. Jeg ønskede kun at komme hjem. Jeg var sikker på at det var Jehova der havde styrket mig.

I de senere år har situationen ændret sig i det tidligere Sovjetunionen. Nu er der en overflod af bibelske publikationer. Vi kan overvære kreds- og områdestævner og deltage i alle grene af forkyndelsesarbejdet, deriblandt forkyndelsen fra hus til hus. Jehova har i sandhed givet os sejren trods mange prøvelser!“

Integriteten sat på prøve i Afrika

I slutningen af 1960’erne blev Nigeria inddraget i en ødelæggende borgerkrig. Da man havde lidt store tab, tvangsudskrev soldater fra det område der havde løsrevet sig — dengang blev det kaldt Republikken Biafra — unge mænd til deres hær. Eftersom Jehovas vidner er politisk neutrale og nægter at lade sig indrullere i nogen hær, blev mange forkyndere i Biafra jaget, slået og myrdet. Et Jehovas vidne fortæller: „Vi var som rotter. Vi måtte gemme os hver gang vi hørte soldaterne komme.“ Men ofte var der ikke tid til at gemme sig.

En fredag formiddag i 1968 forkyndte Philip, en 32-årig heltidstjener, for en ældre mand i landsbyen Umuimo, da biafranske soldater stormede et beboelsesområde som led i en kampagne for at hverve folk til militæret.

„Hvad laver du?“ spurgte delingsføreren. Philip svarede at han talte med folk om Jehovas kommende rige.

„Tiden er ikke til forkyndelse!“ råbte en anden soldat. „Det er krigstid, og vi vil ikke se på at sunde og raske mænd går omkring og laver ingenting.“ Soldaterne klædte derefter Philip af, bandt hans hænder sammen og førte ham væk. Israel, en kristen ældste på 43 år, nåede heller ikke at skjule sig. Han blev pågrebet da han var ved at tilberede mad til sine børn. Klokken 14 havde soldaterne samlet over hundrede mænd. De tvang dem de havde taget til fange til at løbe 25 kilometer til militærlejren i Umuacha Mgbedeala. De der ikke kunne holde tempoet blev pisket.

Israel fik at vide at han skulle bære et tungt maskingevær; Philip skulle trænes til at bruge et lettere maskingevær. Da de forklarede at de ikke kunne gå ind i militæret fordi Jehova forbyder det, gav kommandanten ordre til at de skulle kastes i en fangecelle. Klokken 16 skulle alle der var udskrevet til militærtjeneste, deriblandt de der var i fangecellerne, stille op på række. Soldaterne bad så hver enkelt om at skrive under på at de havde indvilliget i at gå ind i hæren. Da det blev Philips tur henviste han til ordene i Andet Timoteusbrev 2:3, 4 og sagde til kommandanten: „Jeg er allerede en ’god Kristi Jesu soldat’. Jeg kan ikke kæmpe både for Kristus og for en anden. Hvis jeg gør det, vil Kristus betragte mig som en forræder.“ Kommandanten slog ham i hovedet og sagde: „Din udnævnelse som en Kristi soldat er hermed annulleret! Du er nu en biafransk soldat.“

Philip svarede: „Jesus har endnu ikke underrettet mig om at min udnævnelse som hans soldat er annulleret, og min udnævnelse står fast indtil jeg modtager en sådan besked.“ Efter dette løftede soldaterne Philip og Israel op og kastede dem til jorden. Fortumlede og blødende fra øjne, næse og mund blev de slæbt væk.

For henrettelsespelotonen

Senere på dagen stod Israel og Philip foran en henrettelsespeloton. Men soldaterne skød dem ikke. I stedet tævede de dem med de bare næver og slog dem med deres geværkolber. Lejrkommandanten besluttede så at de skulle piskes til døde. Han satte 24 soldater til at gøre arbejdet. Seks skulle piske Philip og seks andre skulle piske Israel. De øvrige 12 soldater skulle sørge for forsyning af stokke og overtage arbejdet når de andre blev trætte.

Philip og Israel blev bundet på hænder og fødder. Israel fortæller: „Det var umuligt at tælle hvor mange slag vi fik den nat. Når én soldat blev træt, tog en anden over. De piskede os selv efter at vi var blevet bevidstløse.“ Philip siger: „Under torturen kom jeg i tanker om Mattæus 24:13, der taler om at holde ud til enden, og det styrkede mig. Smerterne fra slagene fortog sig efter nogle få sekunder. Det virkede som om Jehova sendte en af sine engle for at hjælpe os, som han gjorde det på Daniels tid. Ellers ville vi ikke have overlevet denne frygtelige nat.“

Da soldaterne var færdige, efterlod de Israel og Philip i den tro at de var døde. Det regnede. Først næste morgen kom de to kristne til bevidsthed. Da soldaterne så at de stadig var i live, slæbte de dem tilbage til cellen.

’I lugter allerede som lig’

Deres kød var blodigt og hudløst, med sår over hele kroppen efter piskningen. Israel siger: „Vi måtte ikke vaske vore sår. Efter nogle dage satte der sig hele tiden fluer i de åbne sår. Vi var ikke i stand til at spise på grund af torturen. Der gik en uge førend andet end vand kunne passere gennem vore opsvulmede munde.“

Hver morgen piskede soldaterne dem — de fik hver 24 slag. Soldaterne kaldte den sadistiske piskning for „morgenmad“ eller „varm morgente“. Ved middagstid beordrede soldaterne dem ud på marken, hvor de stod i den tropiske sol indtil klokken 13. Efter at de i nogle dage havde fået denne behandling tilkaldte kommandanten dem og spurgte om de havde ombestemt sig. De svarede nej.

„I kommer til at dø i jeres celle,“ sagde kommandanten. „Faktisk lugter I allerede som lig.“

Philip svarede: „Hvis vi dør véd vi at Kristus, som vi kæmper for, vil oprejse os.“

Hvordan overlevede de denne forfærdelige tid? Israel fortæller: „Philip og jeg opmuntrede hinanden under vore trængsler. I begyndelsen sagde jeg til ham: ’Vær ikke bange. Jehova vil hjælpe os, lige meget hvad de finder på. For mit vedkommende er der intet der kan få mig til at gå ind i hæren. Om det så skulle koste mig livet vil jeg ikke bruge et våben med disse hænder.’“ Philip sagde at han havde truffet den samme beslutning. De genkaldte sig forskellige skriftsteder og drøftede dem med hinanden.

En ny kommandant besluttede at overføre omkring hundrede af de indkaldte til Ibema, en militær træningslejr i Mbano-området, det der i dag kaldes staten Imo. Israel fortæller hvad der skete: „Den store lastvogn stod klar, og alle rekrutterne sad på ladet. Min hustru, June, løb hen til soldaterne og tryglede modigt om ikke de ville lade være med at tage os med. Da de nægtede at lytte til hende knælede hun ned ved siden af lastvognen, bad en bøn og afsluttede med et tydeligt amen. Derefter kørte lastvognen.“

Mødet med en venlig lejesoldat

Militærets lastvogn ankom til lejren i Ibema den følgende eftermiddag. Den der tilsyneladende havde kommandoen over lejren var en israelsk lejesoldat. Da han så hvor forslåede og svage Philip og Israel var, spurgte han dem hvorfor de så sådan ud. De forklarede at de var Jehovas vidner og havde nægtet at deltage i de militære øvelser. Han vendte sig vredt mod de andre officerer og sagde: „Biafra er sikker på at tabe denne krig. Ethvert land der er i krig og som piner Jehovas vidner er sikker på at tabe. Man indkalder ikke Jehovas vidner. Hvis et af Jehovas vidner selv vil indkaldes, er det i orden. Men hvis han nægter, så lad være at tvinge ham.“

Lejrlægen forhørte sig om hvorvidt de to Vidner havde fået et vaccinationskort og en helbredsattest. Da det ikke var tilfældet afviste lejesoldaten alle de indkaldte og gav ordre til at de skulle sendes tilbage til Umuacha.

„Tag af sted og tjen jeres Gud“

Israels hustru og Philips moder besluttede senere at besøge lejren i Umuacha i håb om at høre nyt. Da de nærmede sig hørte de uro i lejren. Ved porten sagde vagten: „Jehovas vidner! Jeres bøn er blevet besvaret. Den gruppe der kørte væk for tre dage siden er blevet sendt tilbage.“

Samme dag blev Philip og Israel løsladt. Kommandanten sagde til June: „Ved du godt at din bøn er skyld i at vores manøvre mislykkedes?“ Han sagde så til Israel og Philip: „Tag af sted og tjen jeres Gud. Bliv ved med at holde fast ved jeres Jehova.“

Israel og Philip kom sig og fortsatte i den kristne tjeneste. Efter krigen var Israel heltidsforkynder i to år og tjener stadig som en kristen ældste. Philip var i ti år rejsende tilsynsmand og er stadig heltidsforkynder. Han er også ældste i en menighed.

De nægtede at give bidrag til våben

Zebulan Nxumalo og Polite Mogane er to unge heltidsforkyndere i Sydafrika. Zebulan fortæller: „En søndag formiddag kom en gruppe mænd til vores hus og bad om 20 rand (omkring 40 kroner) til våben. Vi spurgte respektfuldt om de kunne komme tilbage om aftenen, da vi skulle nå en hel del den søndag og derfor ikke lige havde tid til at drøfte sagen med dem. Til vores overraskelse gik de med til det. Om aftenen kom 15 mænd. Deres ansigtsudtryk viste tydeligt at nu var det alvor. Efter venligt at have fortalt hvem vi var, spurgte vi hvad de ønskede. De forklarede at de manglede penge til at anskaffe sig større og bedre våben så de kunne begynde den politiske modstandskamp.

Jeg spurgte dem: ’Kan man slukke ild med benzin?’

’Nej, det er umuligt,’ svarede de.

Vi forklarede at på samme måde ville vold kun afføde vold og hævnakter.

Flere af de tilstedeværende mænd blev nu vrede. Deres krav blev en udfordrende trussel. ’Denne samtale er spild af tid,’ snerrede de. ’Bidraget er tvungent og der kan ikke forhandles om det. Enten betaler I eller også vil I få konsekvenserne at føle!’“

Zebulan fortsætter: „Netop da, mens situationen var ved at tilspidse sig, kom deres leder ind. Han ville vide hvad problemet var. Han lyttede opmærksomt mens vi forklarede vort standpunkt. Vi benyttede deres egen politiske overbevisning som en illustration. Vi spurgte hvordan en trænet soldat fra deres organisation skulle reagere hvis han blev taget til fange og tvunget til at gå på kompromis med sit standpunkt. De sagde at han skulle være rede til at dø for sin overbevisning. De smilte da vi roste dem for deres svar, uden at tænke over at de havde givet os en fortrinlig mulighed for at illustrere vores sag. Vi forklarede at vi ikke er som de der tilhører kristenhedens kirker. Eftersom vi støtter Guds rige, er vore ’regler’ baseret på Bibelen, der fordømmer mord. Derfor kunne vi ikke drømme om at give noget til køb af våben.

Nu hvor diskussionen havde nået et klimaks kom flere mennesker ind i huset, så vi til sidst talte til et stort publikum. De vidste ikke at vi inderligt bad til Jehova om at diskussionen måtte få et gunstigt udfald.

Der blev dyb tavshed efter at vi havde gjort vort standpunkt klart. Endelig sagde lederen til sin gruppe: ’Mænd, jeg kan godt sætte mig ind i disse menneskers synspunkter. Hvis vi ønskede penge til at bygge et plejehjem for eller hvis en af vore naboer manglede penge til en hospitalsindlæggelse, ville de ikke have noget imod at yde rundhåndede bidrag. Men de vil ikke give penge til at dræbe for. Personligt har jeg intet at indvende imod en sådan indstilling.’

Derefter rejste de sig alle op. Vi gav dem hånden og takkede for deres tålmodighed. Hvad der var begyndt som en farlig situation der kunne have kostet os livet, var nu endt med en stor sejr.“

Pøbeloverfald anført af præster

Fortalt af Jerzy Kulesza, et polsk Jehovas vidne:

„Min fader, Aleksander Kulesza, var et godt eksempel med hensyn til nidkært at sætte Rigets interesser først. Forkyndelsen, de kristne møder, det personlige studium og familiestudiet var for ham hellige foranstaltninger. Hverken snestorm, frost, blæst eller sommervarme var nogen hindring. Om vinteren spændte han sine ski på, tog en rygsæk med bibelske publikationer på ryggen, og begav sig af sted på en tur der varede i flere dage, til nogle af Polens isolerede områder. Han plejede at blive udsat for lidt af hvert, deriblandt voldelige guerillagrupper.

Nogle gange ophidsede præsterne folk til pøbeloverfald på Vidnerne. De spottede dem, kastede sten efter dem eller slog dem. Men de vendte glade hjem fordi de havde udholdt fornærmelser for Kristi skyld.

I de første år efter den anden verdenskrig kunne myndighederne ikke opretholde lov og orden i landet. Der var kaos og ødelæggelse. Politiet og sikkerhedsstyrkerne patruljerede om dagen, mens guerillagrupper og forskellige bander gjorde arbejdet om natten. Tyverier og udplyndringer tog til, og der var ofte lynchninger. De forsvarsløse Jehovas vidner var et let bytte, især fordi nogle af banderne, anført af præsterne, koncentrerede sig om dem. De retfærdiggjorde angrebene på vore hjem ved at påstå at de forsvarede deres forfædres katolske tro. Ved sådanne lejligheder smadrede de vinduer, stjal husdyrbesætninger og ødelagde tøj, mad og publikationer. Bibler kastede de i en brønd.

En uventet martyrdød

En dag i juni 1946, inden vi skulle mødes og cykle til et isoleret distrikt, kom en ung broder, Kazimierz Kądziela, og talte fortroligt med min fader. Min fader bad os om at tage alene ud i distriktet, og det overraskede os. Vi fik senere grunden at vide. Da vi kom hjem fik vi fortalt at familien Kądziela den foregående nat var blevet udsat for et brutalt overfald, og min fader var taget hen for at sørge for de slemt tilredte brødre og søstre.

Jeg fik tårer i øjnene da jeg senere kom ind i det værelse hvor de lå. Vægge og loft var overstænket med blod. Mennesker svøbt ind i bandager lå i sengene, sorte og blå af slag, opsvulmede, med brækkede ribben og lemmer. Man kunne næsten ikke genkende dem. Søster Kądziela, moderen i familien, var blevet frygteligt mishandlet. Min fader hjalp til, og inden han gik udtalte han disse bemærkelsesværdige ord: ’Åh, min Gud, jeg er en sund og rask mand [han var dengang 45 år og havde aldrig været syg], og jeg har ikke fået det privilegium at lide for dig. Hvorfor skulle det gå ud over denne ældre søster?’ Han vidste ikke hvad der ventede ham.

Vi kom hjem til os selv ved solnedgang — vores hus lå 3 kilometer derfra. En gruppe på 50 bevæbnede mænd havde omringet huset. Familien Wincenciuk blev også hentet, så nu var vi ni inde i huset. Hver enkelt af os blev spurgt: ’Er du et vidne for Jehova?’ Når vi svarede ja blev vi slået. Efter tur slog to af disse brutale mænd min fader mens de spurgte om han ville holde op med at læse i Bibelen og forkynde om den. De spurgte om han ville gå i kirke og bekende sine synder. De hånede ham ved at sige: ’I dag vil vi ordinere dig til biskop.’ Min fader gav ikke en lyd fra sig. Roligt som et lam udholdt han deres tortur. Ved daggry, omkring 15 minutter efter at de religiøse, brutale tyranner var gået, døde han af sine kvæstelser. Men inden de gik valgte de mig som deres næste offer. Jeg var dengang 17 år. Mens de bankede mig mistede jeg et par gange bevidstheden. Min krop var gul og grøn fra livet og opefter. Vi blev mishandlet i seks timer. Alt dette gjorde de ene og alene fordi vi var Jehovas vidner!

Støtte fra min trofaste hustru

Jeg var blandt en gruppe på 22 Jehovas vidner der i to måneder sad indespærret i en mørk celle på mindre end 10 kvadratmeter. Vore madrationer blev skåret ned i slutningen af perioden. Vi fik en lille daglig ration af brød og et lille krus bitter kaffe. Der var kun plads til at lægge sig ned og sove på det kolde cementgulv når nogen om natten blev ført ud af cellen for at blive afhørt.

Fem gange, eller otte år i alt, har jeg siddet i fængsel fordi jeg ikke ville ophøre med mine kristne aktiviteter. På grund af en bemærkning i min journal fik jeg en særlig behandling. Der stod: ’Plag Kulesza så meget at han vil miste sit ønske om nogen sinde at genoptage sine kristne aktiviteter.’ Men hver gang jeg blev løsladt fortsatte jeg min kristne tjeneste. Myndighederne gjorde også livet svært for min hustru, Urszula, og vore to små piger. I ti år fratrak retsbetjenten nogle penge fra min hustrus hårdttjente løn. Der blev sagt at det var skat for de bibelske publikationer som jeg illegalt trykte. Alt blev konfiskeret undtagen de ting der var livsfornødenheder. Jeg takker Jehova for min tapre hustru der trofast udholdt alle disse pinsler sammen med mig og gav mig virkelig støtte.

Her i Polen har vi opnået en åndelig sejr. Vagttårnsselskabet har nu et lovformeligt afdelingskontor i Nadarzyn, der ligger lidt uden for Warszawa. Efter årtier med forfølgelse er der nu i Polen over 108.000 Jehovas vidner, fordelt på 1348 menigheder.“

Hvorfor så mange martyrer?

Beretningerne om de Jehovas vidner der har bevaret deres integritet i det tyvende århundrede ville fylde adskillige bind. Tusinder er døde som martyrer eller er blevet fængslet og udsat for ubeskrivelig tortur, voldtægt og plyndringer, for eksempel i Malawi og Moçambique, i Spanien under fascismen, i Europa under nazismen, i Østeuropa under kommunismen og i De Forenede Stater under den anden verdenskrig. Men hvorfor? Fordi ubøjelige politiske og religiøse ledere ikke har villet respektere den bibeloplærte samvittighed hos oprigtige kristne der nægter at lære at slå ihjel og som ikke ønsker at tage del i politik. Det er som Kristus siger i Johannes 15:17-19: „Dette befaler jeg jer, at I skal elske hinanden. Når verden hader jer, så ved I at den har hadet mig før jer. Hvis I var en del af verden, ville verden holde af sit eget. Men fordi I ikke er en del af verden, men jeg har valgt jer ud af verden, derfor hader verden jer.“

Til trods for denne verdensomspændende forfølgelse har Jehovas vidner haft fremgang — en forøgelse fra 126.000 i 54 lande i 1943 til hen ved 4.500.000 i 229 lande i 1993. De har sejret ansigt til ansigt med døden. Og de er besluttede på at fortsætte det enestående arbejde med at lære andre den gode nyhed om Riget at kende. Det vil de gøre indtil Jehova siger stop. — Esajas 6:11, 12; Mattæus 24:14; Markus 13:10.

[Fodnote]

[Ramme/illustration på side 6]

Martyrdød i Tyskland

AUGUST DICKMANN var 23 år da SS-føreren Heinrich Himmler beordrede ham skudt for øjnene af alle de andre Jehovas vidner i koncentrationslejren Sachsenhausen. Gustav Auschner, der var øjenvidne til henrettelsen, har senere fortalt: „De skød [ham] og sagde at vi alle ville blive skudt hvis vi ikke . . . ville afsværge vores tro. De sagde at vi ville blive ført hen til grusgraven 30 til 40 stykker ad gangen, og at vi alle ville blive skudt. Den næste dag gav SS os en erklæring som vi skulle underskrive; i modsat fald ville vi blive skudt. I skulle have set deres lange ansigter da de måtte gå uden at have fået en eneste underskrift. De havde håbet at den offentlige henrettelse ville skræmme os. Men vores frygt for at mishage Jehova var større end frygten for deres kugler. Der var ikke flere af os der blev offentligt henrettet.“

[Ramme/illustration på side 9]

Den højeste pris

NOGLE GANGE vil dét at sejre betyde at man må betale med den højeste pris — livet. Et brev fra Nseleni-menigheden i den nordlige del af Natalprovinsen i Sydafrika, fortæller en tragisk historie: „Vi skriver dette brev for at fortælle jer om tabet af vor højt elskede broder Moses Nyamussua. Han arbejdede med at svejse og reparere biler. Ved en lejlighed bad en politisk gruppe ham om at svejse deres hjemmelavede geværer. Det sagde han nej til. Den 16. februar 1992 havde den politiske gruppe et møde hvor de kom op at slås med nogle fra en anden gruppe. Da de den samme dags aften var på vej hjem fra kampen, mødte de broder Nyamussua, der skulle på indkøb. De dræbte ham på stedet med deres spyd. Af hvilken grund? ’Du nægtede at svejse vore geværer, og nu er vore kammerater døde i kampen.’

’Det var et stort chok for brødrene,’ fortæller broder Dumakude, menighedens sekretær. ’Men’ tilføjer han, ’vi vil fortsætte i vor tjeneste.’“

[Ramme/illustration på side 11]

Martyrdød i Polen

I 1944, da de tyske tropper var ved at trække sig tilbage og fronten var kommet tæt på en by i den østlige del af Polen, tvang besættelsestropperne civile til at grave antitankgrøfter. Jehovas vidner nægtede at deltage. Stefan Kieryło, et ungt Jehovas vidne der kun havde været døbt i to måneder, blev tvunget ind i en arbejdsbrigade men fastholdt modigt sit neutrale standpunkt. Man prøvede forskellige metoder for at bryde hans integritet.

De bandt ham nøgen til et træ ude i et sumpområde, hvor han blev angrebet af myg og andre insekter. Dette og andre torturmetoder udholdt han, så de lod ham være i fred. Da en højtstående officer inspicerede brigaden fortalte man ham imidlertid at der var en mand der under ingen omstændigheder ville adlyde hans ordre. Stefan blev tre gange beordret til at grave grøften, men nægtede endog at tage skovlen i hånden. Han blev skudt! Hundreder af dem der så dette optrin kendte ham personligt. Hans martyrdød blev et vidnesbyrd om den store styrke Jehova kan give.

[Illustration på side 7]

Ananii Grogul

[Illustration på side 10]

Jerzy Kulesza