Min flugt til sandheden

Da jeg begyndte at studere med Jehovas vidner var jeg en undvegen straffefange. Snart stod jeg over for en udfordring: At holde op med at lyve, og begynde at tale sandhed.

DET var i november 1974, og jeg var stillet for retten i Pender i North Carolina, USA. Anklagerne lød på væbnet røveri, trusler med våben, og overtrædelse af færdselsloven. (Jeg havde kørt 145 kilometer i timen i et område hvor hastighedsbegrænsningen var 55.) Måneden efter blev jeg i en alder af 22 år kendt skyldig i alle anklagerne og idømt 30 års fængsel til afsoning i North Carolina.

Jeg er vokset op i Newark i New Jersey. Min far var politimand, men jeg skabte altid problemer for mine forældre. Jeg kom i ungdomsfængsel og på børnehjem, og én gang blev jeg endda tilbageholdt på selv samme station hvor min far arbejdede. Jeg glemmer aldrig den omgang prygl han gav mig! Det var nok til at få næsten enhver teenager til at forandre sig — men ikke mig.

Så løb jeg hjemmefra. Nætterne tilbragte jeg hos en ven, eller jeg strejfede omkring i gaderne. Til sidst kom jeg i fængsel igen. Mod min fars vilje fik min mor mig løsladt. Mine forældre, der har fem andre børn, tænkte at militæret måske kunne rette op på mig.

Jeg meldte mig til hæren, og træningen ændrede min adfærd i en periode. Men så blev jeg stofmisbruger og blev afhængig af heroin. Jeg blev udstationeret i Fort Bragg i North Carolina, og inden længe drog mine kammerater og jeg rundt fra by til by og stjal og røvede for at kunne skaffe til stofferne. Røverierne blev omtalt i avisen og i fjernsynet.

Snart efter blev jeg pågrebet og idømt 30 års fængsel, som nævnt i indledningen. I mine første år i fængselet gjorde jeg oprør mod reglerne, men efterhånden indså jeg at det kun var til skade for mig selv. Jeg forsøgte at adlyde reglerne i håb om at blive flyttet til en lettere bevogtet afdeling og opnå prøveløsladelse.

Efter ti års fængsel blev jeg flyttet til en lettere bevogtet afdeling, og kort tid efter kom jeg med i et arbejdsprogram. Det betød at jeg uden ledsager kunne forlade fængselet om morgenen og vende tilbage om aftenen. En aften tog jeg ikke direkte tilbage efter arbejdet og fik derfor ikke lov til at være med i arbejdsprogrammet. Jeg fik dog lov til at blive på den lettere bevogtede afdeling.

Jeg havde nu siddet fængslet i elleve år, og chancen for prøveløsladelse forekom ikke særlig stor. Så da jeg en varm augustmorgen i 1985 befandt mig uden for fængselet og der pludselig opstod en mulighed for at slippe uset af sted, greb jeg den. Jeg stak af og opsøgte en af mine tidligere fængselskammerater. Efter at have sovet og skiftet tøj blev jeg kørt til Washington, der lå cirka 400 kilometer derfra.

Jeg besluttede at jeg aldrig ville i fængsel igen, og derfor måtte jeg holde mig fra al kriminalitet. Først tog jeg arbejde fra dag til dag, alle mulige løse job. Så fik jeg arbejde hos en elektriker. På et tidspunkt lykkedes det mig at skaffe en dåbsattest med et nyt navn — Derek Majette. Mit navn, mit fødested, min baggrund og min familie — alt var nu opdigtet. Jeg følte at jeg var sikker så længe ingen vidste noget om det. På denne måde levede jeg i tre år i og omkring Washington.

Jeg møder Jehovas vidner

En aften kom to nydeligt klædte unge mænd og bankede på døren til min lejlighed. De fortalte mig om Bibelen, gav mig en bog og lovede at komme igen. Jeg flyttede imidlertid til en anden lejlighed og så dem aldrig igen. Men en morgen, før jeg skulle møde på arbejde, gik jeg ind et sted for at få en kop kaffe, og dér mødte jeg to damer som spurgte mig om jeg var interesseret i bladet Vagttårnet. Jeg tog imod det, og hver morgen derefter kom disse damer og fortalte mig om Bibelen.

Det var altid korte samtaler, men jeg blev mere og mere interesseret i det de fortalte, og til sidst så jeg frem til hvert møde med Cynthia og Jeanette, som de to damer hed. Med tiden mødte jeg andre Jehovas vidner der forkyndte om morgenen. De inviterede mig til et møde i rigssalen. Jeg var ikke meget for det, men sagde alligevel ja.

Som jeg sad der og lyttede til foredraget den eftermiddag, gik det op for mig at det var første gang jeg havde hørt skriftsteder forklaret på en så letforståelig måde. Jeg blev til studiet af Vagttårnet og fandt ud af at jeg kunne deltage ved at besvare spørgsmålene. Jeg gav min første kommentar, og efter mødet tog jeg imod et bibelstudium med en af menighedens ældste.

Jeg tilegnede mig hurtigt kundskab ud fra Bibelen. Og, hvad vigtigere var, jeg begyndte at værdsætte det jeg lærte. Jeg var ikke længere tilfreds med mit liv. Jeg fik skyldfølelse over alle de løgne jeg fortalte mine nye venner. Mit studium af Bibelen fortsatte, og jeg tænkte at jeg nok skulle klare mig så længe ingen kendte sandheden om mig. Men så begyndte den broder der studerede med mig at tale om forkyndelsen fra hus til hus.

På det tidspunkt skete der noget som sagde mig at jeg ikke kunne tage del i forkyndelsen eller andre lignende aktiviteter før jeg havde gjort noget ved min situation. Jeg var ved at fylde benzin på min bil da nogen pludselig tog førergreb på mig. Jeg blev rædselsslagen! Jeg troede at myndighederne omsider havde opsporet mig. Det var noget af en lettelse da det viste sig at være en af mine tidligere fængselskammerater! Han kendte ikke til min flugt og blev ved med at kalde mig ved mit rigtige navn og stillede mig en mængde spørgsmål.

Jeg havde ikke været så bange siden den dag jeg flygtede. Og så slog det mig: Hvad nu hvis jeg var i forkyndelsen og mødte en dér som kendte min rigtige identitet? Hvordan kunne jeg være med i tjenesten for Jehova og tale om sandheden, samtidig med at jeg levede på en løgn? Hvad skulle jeg gøre? Blive ved med at studere og leve på en løgn, eller holde op med at studere og flytte? Det hele var meget forvirrende, så jeg var nødt til at tage lidt væk for at tænke over tingene.

Jeg træffer en beslutning

Jeg kørte en lang tur. Denne fredelige køretur var lige hvad jeg behøvede for at kunne slappe af, tænke tingene igennem, og bede Jehova om hjælp til at finde ud af hvad jeg skulle gøre. Jeg traf ikke min beslutning før jeg var på vej tilbage til Washington: Jeg ville holde op med at lyve og begynde at tale sandt. Men det var nemmere sagt end gjort. Eftersom jeg havde lært Cynthia ganske godt at kende, betroede jeg mig til hende. Hun gjorde det klart at jeg måtte sørge for at mit forhold til Jehova var i orden. Hun foreslog at jeg talte med menighedens ældste.

Jeg vidste at hun havde ret, og var også enig med hende. Men eftersom jeg ikke var klar over hvordan jeg rent juridisk skulle forholde mig, ringede jeg til en advokat og forklarede min situation. Han rådede mig til at kontakte en advokat i North Carolina, eftersom han ville kende procedurerne i den stat. Altså kørte jeg sydpå for at finde frem til en advokat.

Da jeg ankom til Raleigh i North Carolina kørte jeg hen til fængselet som ligger på en af de store gader. Jeg standsede bilen og sad og kiggede op på pigtrådshegnet, de bevæbnede vagter i maskingeværtårnene og fangerne bag indhegningen. Jeg havde selv været fange i elleve lange år! Det var ikke en nem beslutning.

Alligevel udvalgte jeg mig en advokat i telefonbogen. Jeg ringede til ham og fortalte ham det samme som jeg havde fortalt den første advokat. Han stillede ikke mange spørgsmål, men fortalte mig blot hvad hans salær var og sagde at jeg, når jeg var klar til det, skulle ringe til ham, hvorefter han ville bringe en aftale i stand. Da jeg ankom til Washington tog jeg direkte hen til den broder der studerede med mig.

Han og hans kone og datter var nærmest blevet som en familie for mig. Det tog derfor lidt tid den aften før jeg kunne få ordene frem. Men da det var overstået følte jeg en stor lettelse. De var mildest talt lamslåede. Da de var kommet over det værste chok viste de dog stor medfølelse og gav mig al mulig støtte.

Det næste skridt jeg skulle foretage, var at tjene penge til at betale advokatens salær, og så beslutte hvornår jeg ville melde mig. Jeg fastsatte datoen til den 1. marts 1989, kun et par uger længere fremme. Jeg ville gerne holde op med at arbejde så jeg kunne nyde mine sidste dage som en fri mand, men det var ikke muligt fordi jeg var nødt til at tjene penge til advokatsalæret.

Jeg kom til at tænke på det ironiske i situationen, at jeg var flygtet fra fængselet og nu sparede sammen til at komme tilbage dertil. Indimellem tænkte jeg på at glemme alt om det og bare forsvinde. Men inden jeg så mig om, var det blevet den 1. marts. Den broder der studerede med mig, samt en anden han studerede med, ledsagede mig til Raleigh. Vi tog hen til advokatens kontor og talte om de anklager jeg var blevet fængslet for, hvilken straf jeg var blevet idømt, og hvorfor jeg ville melde mig. Advokaten ringede derefter til en underretsdommer for at finde ud af hvor jeg skulle tage hen. Han fik at vide at underretsdommeren kunne føre mig til fængselet med det samme.

Jeg havde ikke lige planlagt at skulle ind så hurtigt. Min tanke var at vi skulle tale med advokaten og at jeg næste dag ville melde mig. Men nu da beslutningen var truffet kørte vi fire i tavshed hen til fængselet. Jeg kan huske at jeg tænkte: ’Er det her virkelig noget der foregår?’ I næste øjeblik var vi ved porten, hvor advokaten forklarede vagten hvem jeg var.

Tilbage i fængselet

Da porten blev åbnet vidste jeg at det var tid at tage afsked. Jeg trykkede advokatens hånd og omfavnede mine to venner. Umiddelbart efter at jeg var kommet indenfor, fik jeg håndjern på og blev ført hen til et sted hvor jeg skulle skifte til fangedragt. Jeg fik fangenummer 21052-OS, det samme nummer som jeg havde haft tidligere.

Det var et lettere bevogtet fængsel jeg kom til, men før der var gået en time blev jeg ført til et strengt bevogtet fængsel. Det eneste jeg måtte have med mig var min bibel og bogen Du kan opnå evigt liv i et paradis på jorden. Blandt de andre fanger var der en del som jeg havde kendt gennem årene. De troede at jeg var blevet fanget, men da jeg fortalte dem at jeg selv havde meldt mig fordi jeg ville være et af Jehovas vidner, sagde de at det var det dummeste de nogen sinde havde hørt.

Broderen der havde studeret med mig havde givet mig et sidste råd: Hold aldrig op med at studere. Jeg brugte derfor meget af tiden på at læse i Bibelen og i ’Paradisbogen’, og på at skrive breve til de venner der kendte min situation. Blandt de Jehovas vidner jeg skrev til var for eksempel Jerome og hans hustru, Arlene. Det var et ganske kort brev, blot nogle ord om min taknemmelighed og om hvor glad jeg havde været for den tid jeg havde haft sammen med Jehovas vidner.

Jeg hørte snart fra Jerome, som spurgte om han måtte bruge mit brev i et foredrag han skulle holde ved et af Jehovas Vidners kredsstævner. Det fik han lov til, men jeg havde ikke forestillet mig hvad det resulterede i. Kun ganske få kendte min baggrund, og derfor blev mange overraskede da han efter at have læst mit brev og mit rigtige navn, Brian E. Garner, sagde „alias Derek Majette“! Nu var det min tur til at blive overrasket. Opmuntringsbreve strømmede ind fra brødre og søstre — ikke kun fra Petworth menighed, hvor jeg havde overværet møderne, men også fra andre menigheder.

Snart blev jeg flyttet til et knap så strengt bevogtet fængsel i Lillington i North Carolina. Med det samme spurgte jeg hvilke gudstjenester der blev holdt. Til min store glæde fandt jeg ud af at Jehovas Vidner holdt møder hver onsdag aften i fængselets undervisningslokaler. Jeg glemmer aldrig brødrenes kærlighed og støtte og de anstrengelser de gjorde sig for at hjælpe ikke alene mig men også alle andre i fængselet der ønskede at blive undervist i Bibelen. Da en af de ældste der ledede møderne fandt ud af at jeg havde studeret før, fortsatte han straks studiet med mig hvor jeg havde sluppet.

Prøveløsladelse?

Adskillige måneder gik, og en dag kom der besked om at jeg skulle møde for benådningskommissionen. Selv om jeg på et tidspunkt var flygtet og først for nylig var kommet tilbage, krævede loven at jeg kom for benådningskommissionen så min sag kunne blive bedømt, eller for at jeg i det mindste kunne blive gjort bekendt med at man var opmærksom på min sag. Jeg fortalte mine venner at jeg snart ville blive overvejet til prøveløsladelse. Igen begyndte brevene at strømme ind, ikke til mig, men til benådningskommissionen.

I oktober 1989 fik jeg besked om at min sag snart skulle tages op. Jeg var spændt. Men den dag benådningskommissionen skulle komme, skete der ingenting. Og der blev heller ikke sagt noget om hvornår de så ville komme. Jeg var meget skuffet, men jeg blev ved med at bede til Jehova. Nogle uger senere, den 8. november, fik to andre fanger og jeg besked om at benådningskommissionens medlemmer var til stede, og at min sag var den første der skulle behandles.

Da jeg kom ind på kontoret lagde jeg mærke til to mapper fyldt med dokumenter. Den ene var mit dossier helt tilbage til 1974. Men den anden vidste jeg ikke hvad indeholdt. Da vi havde drøftet min sag, åbnede et af benådningskommissionens medlemmer den anden mappe. Den indeholdt en mængde breve der var skrevet for at tale min sag. Kommissionen ville gerne vide hvordan jeg havde lært så mange mennesker at kende efter min flugt. Jeg fortalte dem kort om mit forhold til Jehovas vidner. Derefter blev jeg bedt om at vente udenfor.

Frihed og et nyt liv

Da jeg blev kaldt ind igen fik jeg at vide at kommissionen ville anbefale betinget benådning straks. Jeg var ude af mig selv af glæde. Efter blot ni måneder i fængselet skulle jeg løslades! Det tog nogen tid før papirarbejdet var gjort, men den 22. november 1989 forlod jeg fængselet, og denne gang var det ikke en flugt.

Den 27. oktober 1990, mindre end et år efter min løsladelse, symboliserede jeg min indvielse til Jehova Gud ved vanddåben. Jeg er nu lykkelig over at tjene Jehova i Washington, som menighedstjener. Den 27. juni 1992 blev jeg gift med Cynthia Adams.

Jeg takker Jehova, min hustru og hendes familie, og alle de brødre og søstre som hjalp mig til at blive en del af denne kærlige, verdensomspændende organisation. — Fortalt af Brian E. Garner.

[Illustration på side 13]

Fængselet hvor jeg tilbragte elleve lange år

[Illustration på side 15]

Min hustru, Cynthia, og mig