Hvad siger Bibelen?

Bør man tilgive ægteskabsbrud?

„TILGIV hvis I har noget imod nogen, for at jeres Fader som er i himlene også kan tilgive jer jeres overtrædelser.“ (Markus 11:25) Disse ord af Jesus rejser nogle vanskelige spørgsmål i forbindelse med ægteskabsbrud: Bør den uskyldige kristne tilgive sin ægtefælle og bevare ægteskabet? Bringer hun sit eget forhold til Gud i fare hvis hun beslutter at lade sig skille?a Lad os se hvordan Bibelen kan hjælpe os til at finde svar på disse spørgsmål.

Skal man altid tilgive?

Betyder Jesu ord „tilgiv hvis I har noget imod nogen“, at en kristen i alle tilfælde er forpligtet til at tilgive — også når ægtefællen har begået ægteskabsbrud? Jesu udtalelse skal forstås i lyset af det han andre steder siger om tilgivelse.

Vi lærer for eksempel et vigtigt princip om tilgivelse af det Jesus sagde ifølge Lukas 17:3, 4: „Hvis din broder begår en synd, så giv ham en irettesættelse, og hvis han ændrer sind, så tilgiv ham. Selv om han syv gange om dagen synder mod dig og syv gange kommer tilbage til dig og siger: ’Jeg ændrer sind,’ skal du tilgive ham.“ Ja, selv om der er begået en alvorlig synd, tilskyndes den krænkede til at prøve at tilgive hvis der er tale om oprigtig sindsændring. Jehova har den samme holdning; vi må oprigtigt ændre sind for at kunne få hans tilgivelse. — Lukas 3:3; Apostelgerninger 2:38; 8:22.

Jesu ord viser imidlertid også at det er forståeligt hvis den uskyldige ægtefælle vælger ikke at tilgive, når en utro ægtefælle ikke ændrer sind, altså nægter at tage ansvaret for sin synd. — Jævnfør Første Johannesbrev 1:8, 9.

Tilgivelse — men hvad med følgerne?

Hvordan forholder det sig så hvis ægteskabsbryderen ændrer sind? Hvor der er sindsændring, er der grundlag for tilgivelse. Men er tilgivelse ensbetydende med at overtræderen er fritaget for alle følgerne af sin forkerte handlemåde? Lad os betragte nogle af de tilfælde hvor Jehova Gud har tilgivet.

Da israelitterne lyttede til de ti spioner der gav en dårlig rapport om Kana’ans land og gjorde oprør, bad Moses til Jehova: „Tilgiv dog dette folks misgerning.“ Jehova svarede: „Jeg tilgiver dem hermed, efter dit ord.“ Betød det at overtræderne blev fritaget for enhver konsekvens af deres handlinger? Jehova fortsatte: ’Men ingen af de mænd som undlod at høre på min røst, skal nogen sinde komme til at se det land som jeg tilsvor deres fædre.’ (4 Mosebog 14:19-23) Jehova holdt ord; ingen af den voksne generation — med undtagelse af Josua og Kaleb — fik det forjættede land at se. — 4 Mosebog 26:64, 65.

Det forholdt sig på samme måde da profeten Natan retledte kong David for hans synd med Batseba og han [David] erkendte: „Jeg har syndet mod Jehova.“ Da sagde Natan til David: „Så har Jehova også båret over med din synd.“ (2 Samuel 12:13) Men selv om David fik Jehovas tilgivelse, måtte han lide under følgerne af sin synd resten af livet. — 2 Samuel 12:9-14; se også Anden Samuelsbog, kapitel 24.

Disse eksempler lærer os noget meget vigtigt: Vi kan ikke synde ustraffet. (Galaterne 6:7, 8) En synder der ændrer sind er ikke nødvendigvis fritaget for konsekvenserne af sin urette handlemåde, selv om han bliver tilgivet. Vil det sige at den uskyldige ægtefælle kan tilgive sin utro ægtefælle — i det mindste i den betydning „at bortsende“, eller at give slip på, sin bitre vrede — og alligevel beslutte at lade sig skille fra ham?

Tilgivelse og skilsmisse

Under sin jordiske tjeneste talte Jesus ved tre lejligheder om skilsmisse. (Mattæus 5:32; 19:3-9; Lukas 16:18) Men interessant nok nævnte han ikke en eneste gang tilgivelse i denne forbindelse. Han sagde for eksempel: „Enhver som skiller sig fra sin hustru af anden grund end utugt og gifter sig med en anden, begår ægteskabsbrud.“ (Mattæus 19:9) Ved at sige „af anden grund end utugt“ anerkendte Jesus at kønslig umoralitet giver den uskyldige ægtefælle ret, eller bibelsk „grund“, til skilsmisse. Jesus sagde ikke at den uskyldige skulle lade sig skille. Men han lod ikke desto mindre forstå at hun kunne gøre det.

Ægteskabet er et bånd der knytter to personer sammen. (Romerne 7:2) Men hvis den ene er utro, kan dette bånd brydes. I sådan et tilfælde står den uskyldige ægtefælle i virkeligheden over for to beslutninger. For det første må hun afgøre om hun kan tilgive. Som vi har set, er det af afgørende betydning om ægteskabsbryderen oprigtigt ændrer sind eller ej. Hvis han ændrer sind, kan den uskyldige part med tiden tilgive — i det mindste i den betydning at give slip på sin vrede.

For det andet må hun beslutte om hun vil skilles. Hvordan kan der være tvivl om dét, hvis hun har tilgivet sin mand?b Måske har hun gode grunde til at frygte for sin egen og børnenes sikkerhed, især hvis han tidligere har været voldelig. Eller måske er hun bange for at blive smittet med en seksuelt overført sygdom. Det kan også være at hun inderst inde føler at hun ikke længere kan stole på ham som ægtemand på grund af hans utroskab og derfor ikke fortsat ønsker at bo sammen med ham. I sådanne tilfælde er det forståeligt hvis den uskyldige hustru vælger at lade sig skille fra sin mand, selv om hun har tilgivet ham (i den forstand at hun har givet slip på sin vrede). Det at hun „bortsender“ eller giver slip på sin vrede, kan hjælpe hende til selv at komme videre. Det kan også bidrage til at hun og manden bedre kan ordne eventuelle fremtidige fælles gøremål i mindelighed.

Den uskyldige hustru må selv beslutte om hun vil lade sig skille hvis hendes mand har været hende utro, men det er noget hun bør overveje nøje under bøn, idet hun tager alle faktorer i betragtning. (Salme 55:22) Andre har ikke ret til at prøve at diktere hvad hun skal gøre eller presse hende til at træffe den ene eller den anden afgørelse. (Jævnfør Galaterbrevet 6:5.) Vi må huske på at Jesus ikke sagde hvad den uskyldige ægtefælle skulle gøre. Det er således tydeligt at Jehova ikke ser med mishag på dem der vælger at lade sig skille på det rette bibelske grundlag.

[Fodnoter]

[Kildeangivelse på side 10]

Life