Katakombernes mange gåder

AF VÅGN OP!-​KORRESPONDENT I ITALIEN

Katakomberne ligger som skumle gange i undergrunden af det gamle Roms omegn. Hvilke formål tjente de? Hvorfor blev de anlagt?

ENKELT sagt er katakomberne lange gangsystemer der er hugget ud i klippegrund for at tjene som begravelsespladser. Selve ordet „katakombe“ er af uvis oprindelse, men betyder måske „ved hulningerne“. Det menes at have været et stednavn, nemlig navnet på en bestemt gravplads ved Via Appia nær Rom. Med tiden blev denne betegnelse hæftet på alle underjordiske begravelsespladser. Der findes katakomber mange steder i middelhavsegnene, men de romerske er de bedst kendte og desuden de største — med en samlet anslået længde på flere hundrede kilometer. Man har stedfæstet mindst 60 af dem, alle beliggende få kilometer fra det historiske Roms bymidte, langs de landeveje konsulerne anlagde som forbindelse mellem byen og rigets provinser.

Noget kunne tyde på at de kristne i det første århundredes Rom ikke havde deres egne gravpladser, men begravede deres døde blandt de ikkekristne. Midtvejs i det andet århundrede, da de navnkristne allerede var begyndt at ligge under for hedenske opfattelser, stillede velhavende proselytter jord til rådighed for „kristne“ gravpladser. For at løse pladsproblemet uden at skulle for langt uden for byen begyndte man at gå i dybden.

Katakombernes historie

De første katakomber blev sandsynligvis hugget ind i bakkeskråninger eller i skrænter af forladte stenbrud. „Man begyndte med at udhugge et galleri på lidt over mandshøjde, med gange til højre og venstre. For enden af dem huggede man siden hen gange parallelt med den første. På den måde blev et simpelt gangsystem efterhånden større og mere indviklet,“ skriver Ludwig Hertling og Engelbert Kirschbaum i deres bog om katakomberne.

Den største tilvækst fandt sted i det tredje og fjerde århundrede. På det tidspunkt var det der gav sig ud for kristendom blevet gennemsyret af hedenske lærdomme og skikke. Da Konstantin i 313 lod sig „omvende“, fik romerkirken overdraget katakomberne, og nogle af disse antog med tiden enorme dimensioner. Alt i alt kan Roms katakomber have rummet gravsteder i hundredtusindvis, måske endog i millionvis.

I dette tidsrum blev gravpladserne dekoreret og udvidet, og der blev anlagt nye trapper for at skaffe den stadig voksende strøm af besøgende adgang. Pave- og martyrgravene havde opnået et sådant ry (især i Nordeuropa) at katakomberne blev valfartssteder. Med de første barbartogter og Roms fald i det femte århundrede blev det et farefyldt område, og katakomberne gik af brug som begravelsespladser.

I det ottende århundrede led gravene voldsom overlast, da de blev plyndret, ikke blot af invaderende hære, men også, ifølge Hertling og Kirschbaum, af „nedladende romerske mellemhandlere“. Disse mellemhandlere leverede store mængder „hellige“ souvenirs til „tyske og frankiske abbeder som skabte øget efterspørgsel efter relikvier“ til at højne deres domkirkers og klostres prestige med. Pave Paul I formåede ikke at sætte katakomberne i stand og værne dem, og han lod derfor de fleste tiloversblevne knogler føre i sikkerhed inden for bymurene. Her opførte man senere store basilikaer over de formodede levninger af de „hellige martyrer“. Katakomberne blev overladt til glemselen.

I det femte til niende århundrede blev der skrevet vejvisere til brug for de besøgende i de berømte grave, og dokumenterne blev værdifulde kilder for de forskere der i det 17. og det 19. århundrede tog fat på at lede efter, identificere og udforske de grave der lå skjult under sammenstyrtninger og bevoksning. Siden da er der foregået en omfattende forskning og istandsættelse, og i dag er det muligt at besøge adskillige af disse stemningsfyldte steder.

Et besøg i en katakombe

Vi befinder os på Via Appia, den vej ad hvilken apostelen Paulus blev ført til Rom som fange. (Apostelgerninger 28:13-16) Skønt vi kun er tre kilometer uden for oldtidens bymure, står vi i åbent land, med udsigt til majestætiske pinjer og cypresser der vokser blandt monumenterne og ruinerne langs denne engang så befærdede hovedvej.

Efter at vi har betalt entré går vi ned ad en stejl trappe og er nu cirka 12 meter under jorden. Vores guide oplyser at denne katakombe er inddelt i fem etager og når en dybde af 30 meter, svarende til grundvandsstanden. Faktisk er Rom omgivet af vidtstrakte aflejringer af vulkansk tuf, en blød og porøs stenart som er let at foretage udgravninger i, men som samtidig er bestandig og solid.

Vi bevæger os ad en smal korridor på en meters bredde og med en højde af cirka 2,5 meter. De mørkebrune vægge i disse snævre gange er ujævne og fugtige og bærer stadig tydelige mærker efter arbejdernes hakker. Gravene på begge sider er for længst blevet åbnet og plyndret, men nogle af dem indeholder knoglerester endnu. Undervejs fornemmer vi trods mørket at vi er omgivet af grave i tusindvis.

Det var mest økonomisk og praktisk at udhugge flere lag nicher til gravsteder. I disse loculi begravede man som regel kun én, men til tider rummede de to eller tre afdøde. Nicherne blev lukket med mursten, marmorplader eller terrakottafliser og forseglet med kalk. Ikke mange er forsynet med indskrift, men de blev gjort genkendelige ved hjælp af små genstande anbragt udenpå, for eksempel en mønt eller en muslingeskal der blev trykket ind i den ustørknede kalk. I Priscillas katakombe findes der en lille dukke fremstillet af ben. Den er formentlig sat der af de sørgende forældre til en pige der døde som lille. Mange gravnicher er så små at de kun har plads til spædbørn.

„Hvordan kan man vide hvor gamle katakomberne er?“ spørger vi. „Det er man ikke henvist til at gisne om,“ svarer guiden. „Ser De dette mærke?“ Vi læner os forover og gransker et stempel på en stor terrakottaflise der dækker en af nicherne. „Dette stempel blev præget i flisen ved fremstillingen. Teglværkerne, der for manges vedkommende var kejserdømmets ejendom, prægede mursten og fliser med oplysninger om hvorfra leret kom, hvilket teglværk der forarbejdede genstanden, håndværksformandens navn, navnene på de konsuler i hvis embedstid det skete, og så videre. Dette er særdeles nyttigt når man skal tidsfæste en grav præcist. De ældste skriver sig fra midten af det andet århundrede e.v.t., og de nyeste er fra cirka 400 e.v.t.“

Begrebsforvirring

At nogle af dem der benyttede katakomberne havde et vist kendskab til Bibelen, fremgår af at en del grave er udsmykket med billeder af bibelske scener. Der er dog intet spor af Mariadyrkelse eller andre af de gennemgående motiver fra senere tiders kirkekunst, som for eksempel korsfæstelsen.

Vi ser også figurer uden tilknytning til Bibelen. „Sandt nok,“ indrømmer guiden. „Mange motiver i disse og andre katakomber er lån fra hedensk kunst. Man kan støde på den græsk-romerske halvgud og hero Orfeus; Amor og Psyke, der skildrer sjælens lod i dette liv og det hinsidige; og vinranker og druehøst, et velkendt dionysisk symbol på den lystige tilværelse efter døden. Ifølge en jesuitisk sagkyndig, Antonio Ferrua, er det helt og holdent fra ikkekristen kunst at man har hentet personifikationerne af abstrakte væsener: De fire årstider fremstillet som amoriner eller ved hjælp af mere sammensatte symboler, for eksempel sommeren kronet med kornaks og liljer, og så videre.“

Blandt de gennemgående motiver kan nævnes påfuglen, der står for udødelighed, eftersom man mente at dens kød ikke kunne gå i forrådnelse; den mytologiske Fugl Føniks, der ligeledes skildrede udødelighed, idet man mente den genopstod af asken fra det bål der fortærede den; de dødes sjæle omgivet af fugle, blomster og frugter, og i færd med at nyde livet efter døden. Her er begreber fra hedenskabet og Bibelen virkelig blevet blandet i én forvirring!

Nogle inskriptioner giver udtryk for en bevægende tro og synes at genspejle den overbevisning at de døde befinder sig i en søvnlignende tilstand hvor de afventer opstandelsen: „Aquilina sover i fred.“ (Johannes 11:11, 14) I modstrid med hvad Bibelen lærer, røber andre indskrifter en tro på at de døde kan gøre noget for de levende eller kan kommunikere med dem: „Husk din ægtemand og dine børn,“ „Bed for os,“ „Jeg beder for dig,“ og: „Jeg har fred.“

Hvad skyldes denne sammenblanding af bibelske og hedenske tanker? Historikeren J. Stevenson svarer: „Visse kristnes kristendom var præget af deres hedenske fortid.“ De „troende“ i Rom handlede tydeligvis ikke længere i overensstemmelse med den kundskab der var blevet overleveret af Jesu sande disciple. — Romerne 15:14.

På vores rundgang skinner det mere og mere tydeligt igennem at man har vist de døde en ubibelsk ære. Mange ønskede at blive jordfæstet nær en formodet martyrgrav, ud fra en forestilling om at martyren i himmelen kunne gå i forbøn for den mindre prominente og udvirke at vedkommende opnåede samme belønning.

I dag er det en udbredt antagelse at katakomberne lå under selve byen, men ligesom det er tilfældet med denne katakombe, ligger de alle nogle få kilometer uden for bygrænsen. Roms love forbød faktisk begravelser inden for bymurene. I De Tolv Tavlers Love, der trådte i kraft i det femte århundrede f.v.t., stod der: „Hominem mortuum in urbe ne sepelito neve urito“ („De døde må ikke begraves eller brændes i byen“).

Guiden bemærker: „Disse gravpladser var velkendte for myndighederne, så velkendte, at da de kristne under kejser Valerians kristenforfølgelser havde forbud mod at betræde katakomberne, blev pave Sixtus II henrettet efter at være blevet pågrebet her (258 e.v.t.).“

Da vi runder endnu et hjørne i labyrinten, ser vi det matte dagslys skinne for enden af korridoren, og vi bliver klar over at vi er ved vejs ende. Vi tager afsked med guiden og takker ham for de interessante oplysninger. På vej op ad en stejl trappe til det fri kan vi ikke lade være med at fundere over det vi har set.

Kan dette være arven efter den sande kristendom? Næppe. Bibelen forudsagde jo at den lære som Jesus og hans disciple havde ført, ville blive fordærvet kort efter apostlenes død. (2 Thessaloniker 2:3, 7) Faktisk taler de umiskendelige vidnesbyrd om dødekult, martyrdyrkelse og troen på en udødelig sjæl deres tydelige sprog — ikke om tro på Jesu lære, men om den stærke, hedenske indflydelse der tydeligt kunne spores blandt de frafaldne kristne i Rom allerede mellem det andet og det fjerde århundrede.

[Tekstcitat på side 18]

Engang valfartede mange til de formodede pavegrave

[Tekstcitat på side 19]

En af katakomberne har fem etager og når cirka 30 meter ned

[Tekstcitat på side 20]

Katakomberne bærer vidnesbyrd om det forudsagte frafald fra Bibelens lære

[Illustrationer på side 17]

Til højre: Visse fugle symboliserede udødelighed

[Kildeangivelse]

Archivio PCAS

Yderst til højre: Labyrintplan over nogle af Roms katakomber

Nederst til højre: Ved hjælp af stempelaftryk på mursten kan man aldersbestemme gravene

[Kildeangivelse]

Soprintendenza Archeologica di Roma

Nederst til venstre: Pavernes krypt