Hvad blev der af Hubble?

’Hubble?’ spørger du. ’Hvad er Hubble?’ Svaret er: Det kostbare teleskop der blev sat op som et ’øje’ på himmelen — en rumsatellit til den astronomiske pris af 9 milliarder kroner — og hvis syn i 1990 viste sig at være dårligt.

HUBBLE-rumteleskopet (HST, Hubble Space Telescope) er „sandsynligvis den mest avancerede videnskabelige satellit der nogen sinde er bygget,“ siger dr. R. W. Smith fra Johns Hopkins-universitetet i Baltimore, i værket The International Encyclopedia of Astronomy.a „Det største, kraftigste og mest komplicerede observatorium der på noget tidspunkt er opsendt i rummet,“ kaldes det af Eric Chaisson i hans bog The Hubble Wars. I bladet Astronomy siger han desuden: „At den daglige styring kræver et edb-program med fire millioner linjer — et af de største programsystemer i civil brug — siger noget om hvor kompliceret Hubble er.“ Dette observatorium kredser i en højde af cirka 615 kilometer over jorden og er dermed hævet langt over atmosfæren og dens forstyrrelse af lyset.

Inden opsendelsen erklærede dr. Smith: „Billedernes fremragende kvalitet vil . . . kun være begrænset af optikkens love, spejlenes kvalitet, og teleskopets evne til at fokusere stabilt på sit mål.“ Han anede næppe hvor sande hans ord var.

Opsendelse, begejstring — og skuffelse

I april 1990 oprandt den store dag hvor rumteleskopet skulle opsendes. Hubble blev løftet op af rumfærgen Discovery, og kontrolstationens ledere var henrykte over resultatet. John Noble Wilford rapporterede i The New York Times at teleskopet ifølge alle data „er kommet uskadt gennem affyringen og nu synes parat til at påbegynde en kosmisk udforskning der måske vil vare over 15 år“. Han tilføjede at man med Hubble „forventes at kunne betragte fjerne stjerner og galakser med 10 gange større klarhed end før“. I bladet Time erklærede en optimistisk overskrift: „Nyt vindue mod universet.“ Det hed videre: „Med sit uforstyrrede blik rettet mod de fjerneste stjerner vil det skarptskuende Hubble-teleskop kunne se langt tilbage i tiden.“ Spændingen steg, alt imens astronomer og konstruktører ventede på overførselen af de første billeder fra Hubble. Hvordan gik det så?

Sammenlignet med forventningerne blev resultatet nærmest en gentagelse af historien om „konen med æggene“. De første billeder begyndte at indløbe i maj 1990. Men i stedet for de superskarpe optagelser astronomerne havde forventet, så man blot nogle slørede, lyse områder. Eric Chaisson skriver: „Disse optagelser gav vished for den uhyggelige mulighed at det svævende observatorium led af en alvorlig bygningsfejl i optikken.“ Teleskopet led af en bygningsfejl! En ganske lille fejl i et af de to spejle, en afvigelse på mindre end tykkelsen af et menneskehår, men stor nok til at gøre billederne slørede. Skuffelsen var ubeskrivelig.

Hvem havde skylden?

Hvordan var Hubbles kostbare synsproblem opstået? Eric Chaisson, der selv arbejdede på Hubble-projektet, nævner i sin bog The Hubble Wars mange mulige årsager. Han siger: „De himmelråbende hardware-fejl skyldes en form for nærsynethed blandt teknikerne, en klar og konsekvent afvisning af at se billedet i sin helhed. Deriblandt kan nævnes: Optik der var ukorrekt fremstillet og utilstrækkeligt afprøvet af de selvsikre teknikere, uden meningsfuld teknisk eller videnskabelig vejledning fra kilder uden for den hemmelighedsfulde konstruktørgruppe . . .; anvendelse af brugte dele, såsom gyroskoper med årtier på bagen [nogle af gyroerne var blevet testet i 70.000 timer før de blev monteret i teleskopet — og dermed testet ihjel, som en tekniker sagde]; samt memory-boards beregnede til antikke rumfartøjer.“

Da Hubbles vigtigste spejl, som måler 2,4 meter, var færdigt, skulle det have været afprøvet. Men ifølge The New York Times opgav man dette af mangel på tid og penge. Nu afdøde dr. Roderic Scott, som dengang var cheftekniker i det optiske forskningsselskab som stod for konstruktionen af spejlet, forlangte flere prøver. Men hans advarsler blev overhørt. Sådan gik det til at Hubble, da den var kommet ud i rummet, kun kunne overføre uskarpe billeder.

Chaisson havde følgende opfattelse: „Måske er dette rumfartøj og dets myriader af dele [over 400.000 komponenter og mere end 42.000 kilometer kabler] foruden de enorme jord-kontrolfunktioner for komplicerede for vor teknologi, der relativt set endnu er på begynderstadiet. Første Mosebog fortæller os at da efterkommerne af Noa i den gamle by Babel forsøgte at bygge et tårn der skulle række til himmelen, blev de straffet af Gud for deres hovmod. Måske var et mindre kompliceret rumteleskop — et mere håndterbart fartøj der stod mål med vort udviklingstrin — ikke blevet straffet med den samme knusende vælde.“ Videre erklærede Eric Chaisson: „Den udbredte opfattelse at videnskabsfolk i deres arbejde er, og altid har været, hævet over følelser og stemninger, er latterlig. Vor tids videnskabelige bestræbelser er lige så værdiladede som næsten alt andet i livet.“ Hans opfattelse er at ambitioner og misundelse har været medvirkende til Hubbles problemer.

Knuste forhåbninger

Et udpluk af avisernes overskrifter giver et indtryk af dramaet omkring Hubbles svigtende syn. „Rumskibet hæver sig 615 kilometer — ladet med en kikkert og en drøm,“ hed det i en avis. Tidsskriftet Scientific American erklærede: „Rumteleskopet — affyring mod en ny æra i astronomien.“ Bladet Time måtte i juli 1990 trække i land: „Tåget udsigt for kæmpeprojekt — NASA’s rumdrøm brister, Hubble har grus i øjnene.“ Tidsskriftet Science beskrev problemet i mere nøgterne vendinger: „Astronomer tager overblik over Hubbles skader — sjældent har så lille en fejl vakt så stor furore. Men i et kikkertprojekt til 1,6 milliarder dollars kaster selv minimale fejl en meget, meget lang skygge.“ I samme tidsskrift hed det i december 1990: „Overmodet i Hubble-projektet — nu er blindheden bevist. . . . Hubble-rumteleskopets ødelæggende optikfejl skyldtes sjuskeri på alle fronter, konkluderer den afsluttende rapport fra NASA’s officielle undersøgelsesgruppe.“

Dog var alt ikke tabt. I marts 1992 kunnet bladet Smithsonian melde: „Teleskopet er alvorligt hæmmet i mange af sine funktioner, men alligevel sender det astronomerne en strøm af værdifulde data. . . . Det har bragt overraskende afsløringer, såsom dråbeformede stjerneklynger (der traditionelt har været anset for at være blandt de ældste formationer i universet) i deres ungdoms vår; det er trængt ind til midten af en fjern galakse og har fundet bekræftelse for den teori at et stjerneslugende sort hul befinder sig i galaksens centrum.“b

NASA’s alt-eller-intet-mission

I november 1993 bragte Science News da en overskrift som teknikere og astronomer havde ventet på: „Den store operation — NASA vil forsøge at reparere Hubble-teleskopet.“ Ifølge New Scientist var dette „det mest ambitiøse redningsforsøg i rumflyvningens historie“. Et hold på syv astronauter skulle indfange Hubble og reparere den på stedet (i rummet). Det blev kaldt „NASA’s alt-eller-intet-mission“ og „et stævnemøde med skæbnen“. Lykkedes det?

En glad flyveleder, Milt Heflin, brugte et sportsudtryk: ’Vi hamrede den lige i nettet,’ sagde han til Newsweek. De astronautiske øjenkirurger havde udført en videnskabelig bedrift: I løbet af fem rumvandringer havde de repareret Hubbles optik og desuden installeret et nyt kamera på størrelse med et flygel! Efter tre år var det lykkedes at komme ud i rummet og udskifte de defekte dele. Det havde ganske vist været et dyrt besøg af øjenlægen. Ifølge én kilde kostede det over 1,3 milliarder kroner at få linsen i orden!

Begejstringen nåede sit højdepunkt i januar 1994, med overskrifter som „Hubble er kureret for nærsynethed“ og „Hubble har fået himmelsk syn“. Bladet Astronomy annoncerede: „Hubble — bedre end ny.“ Det gengav også de reaktioner der kom fra astronomerne da de første billeder indløb: „Fuldstændig utroligt!“ „De første billeder gav os gys af begejstring.“ „Hubbles reparation er lykkedes over al forventning,“ jublede dr. Edward J. Weiler, projektets videnskabelige leder.

Hvad teleskopet har vist

Den forbedrede optik gav snart resultater. I juni 1994 rapporterede Time at Hubble havde fundet konkrete vidnesbyrd om eksistensen af sorte huller. NASA bekendtgjorde at man havde opdaget „en tallerkenformet sky af gas der roterer med den svimlende hastighed af 1,9 millioner kilometer i timen“. Stedet er 50 millioner lysår borte, i centrum af galaksen M87. Dér siges der at være en masse svarende til to til tre milliarder stjerner på størrelse med vor sol, men på et område der ikke er større end vort solsystem! Forskere har beregnet at denne gassky har en temperatur på 10.000 grader celsius. Den eneste nuværende forklaring på dette fænomen er en utrolig tiltrækningskraft udøvet af et sort hul som skyen hvirvler rundt om.

Hubble gav også storartede billeder af kometen Shoemaker-Levy mens denne var på selvmordskurs mod Jupiter (hvor den opløstes i juli 1994). De billeder af galakser som Hubble sender ned til jorden er så skarpe at en forsker beskrev det med et tilpasset citat: „En lille forandring for et spejl, et stort spring for astronomien.“ Nu har Hubble, ifølge Scientific American, „en opløsningsgrad der er mindst 10 gange bedre end noget instrument på jorden, hvilket betyder at den kan se klart gennem et område af rummet der er 1000 gange større [end det andre teleskoper kan]“.

Hubble har fået rumteoretikerne til at revidere nogle af deres forestillinger om universets alder. Faktisk er de nu stillet over for et paradoks, i forhold til den forståelse man hidtil har haft. John Noble Wilford fra The New York Times fortæller at de seneste vidnesbyrd fra Hubble-teleskopet giver „stærke fingerpeg om at universet kan være langt yngre end videnskaben indtil nu har anslået. Måske er det ikke over 8 milliarder år gammelt“ — sammenlignet med de hidtidige skøn på op til 20 milliarder år. „Problemet er at man efter pålidelige bedømmelser anslår visse stjerner til at være 16 milliarder år gamle.“ Man forstår hvorfor skribenten siger: „Det er som om universet bliver ved med at sende os nogle bolde som kosmologerne har meget svært ved at gribe, og som derfor på pinefuld vis afslører grænserne for deres viden.“ Han tilføjer: „De der vælger verdensrummet som deres studieobjekt, må, selv om de er nok så geniale, indstille sig på at mange af de egentlige svar på deres spørgsmål vil blive ved med at ligge uden for deres rækkevidde.“

Mennesket må lære en ydmyghed som den Job måtte lære da Jehova fra et stormvejr spurgte ham: „Kan du binde Syvstjernens bånd eller løse Orions lænker? Lader du Venus gå op til rette tid, fører du Løven frem sammen med dens unger? Kender du lovene for himlen?“ — Job 38:31-33, den danske autoriserede oversættelse.

Fremtiden?

Hubble-teleskopet lover flere afsløringer i nær fremtid. En astronom har skrevet: „Ved hjælp af Hubble-rumteleskopet vil vi se omridsene af mange galakser i nærheden af quasarer.“ Angående forståelsen af galaksernes oprindelse siger Richard Ellis fra Cambridge-universitetet i England at „vi er på vej ind i en meget spændende tid“.

Menneskets videbegær vil blive ved med at drive det til at søge svar på sine spørgsmål om universet, dets oprindelse og dets formål. Svarene kan kun øge vor respekt for Skaberen, Jehova Gud, der sagde: „Løft jeres øjne mod det høje og se. Hvem har skabt disse? Det er Ham der fører deres hær ud efter tal; han kalder dem alle ved navn. Fordi hans vældige styrke er så stor, og hans kraft så stærk, mangler end ikke én.“ — Esajas 40:26; Salme 147:4.

[Fodnoter]

[Diagram/illustration på side 16, 17]

(Tekstens opstilling ses i den trykte publikation)

A: Primærspejl

B: Sekundærspejl

C: Udskiftet: fire gyroskoper hvormed teleskopet fokuseres

D: Beskadiget solpanel udskiftet

E: Nyt vidvinkelkamera installeret

F: Korrigerende optik kompenserer for fejl i spejl

G: Elektronik til styring af solpaneler udskiftet

[Illustration på side 16]

Længst til venstre: Hubble-billede af galaksen M100 før teleskopets reparation

[Kildeangivelse]

Foto: NASA

[Illustration på side 17]

Midtfor: Nyt kamera installeres

[Kildeangivelse]

Foto: NASA

[Illustration på side 17]

Til højre: Hubble-billede af galaksen M100 efter teleskopets reparation

[Kildeangivelse]

Foto: NASA

[Kildeangivelse på side 15]

Foto: NASA