En sejr for mindretallet i et land hvor alle helst skal være ens

AF VÅGN OP!-​KORRESPONDENT I JAPAN

SYV fjernsynskameraer samt i snesevis af journalister ventede på at den unge sagsøger skulle vise sig i presseværelset ved domstolen i Osaka, og den 19-årige Kunihito Kobayashi og hans forældre kom smilende ind i konferenceværelset. Kameraerne blitzede mens de besvarede journalisternes spørgsmål.

„Jeg er meget lykkelig for at der er faldet en upartisk dom i min sag,“ sagde Kunihito. „Jeg kunne godt tænke mig at opleve en verden hvor det er muligt for alle at blive optaget på et hvilket som helst gymnasium, at blive rykket op i næste klasse og få en uddannelse uanset hvilken tro man har.“

Domstolen i Osaka havde omstødt den dom der var blevet afsagt ved domstolen i Kobe, en lavere retsinstans, og havde givet Kunihito hvad han ønskede, nemlig retten til at få en uddannelse uden skelen til hans tro.

Stridsspørgsmålet

Hvad drejede sagen sig om? Kunihito lagde sag an efter at han var blevet bortvist fra Kobes Kommunale Industrielle og Tekniske Højskole (i det følgende forkortet til Kobes Tekniske Skole) fordi han af religiøse grunde ikke ønskede at følge undervisningen i kendo (japansk fægtning). Da appeldomstolen afgjorde at skolen ikke kunne hindre hans oprykning og derefter bortvise ham, gav Kunihito udtryk for at han ønskede at fortsætte sin uddannelse som elektromekaniker. De første tre år af denne femårige uddannelse svarer til gymnasiet.

Kobes Tekniske Skole havde krævet at Kunihito deltog i kendoundervisningen, der er en del af gymnastikundervisningen. Men som et af Jehovas vidner tillod hans bibeloplærte samvittighed ham ikke at deltage i kampsport. Ved pressekonferencen forklarede Kunihito sit standpunkt ved at slå op i Bibelen og læse følgende: „De skal smede deres sværd til plovjern og deres spyd til beskæreknive. Nation vil ikke løfte sværd mod nation, og de skal ikke mere lære at føre krig.“ — Esajas 2:4.

Men hvorfor blev en ung elev nødt til at gå rettens vej for at sikre sig religionsfrihed og retten til at få en uddannelse? Professor Koji Tonami fra Tsukubas universitet har udtalt: „Der kan pålægges troende uventede restriktioner som følge af apati og manglende forståelse.“ Skønt myndighederne eller samfundet måske ikke bevidst undertrykker en bestemt tro, kan der være tilfælde hvor religionsfriheden ubevidst undertrykkes.

Hvorfor blev et mindretals rettigheder pålagt „uventede restriktioner“? „Fordi man i det japanske samfund sætter stor pris på et socialt system der tvinger mindretallet til at tilpasse sig flertallet,“ svarer professor Hitoshi Serizawa fra Aoyama Gakuins universitet. I Japan lægger man et overordentlig stort pres på enkeltpersoner for at få dem til at tilpasse sig det øvrige samfund.

Det er ikke let for unge at være i et skolesystem der udelukker dem der er anderledes. Dette er ikke blot noget der berører et religiøst mindretal. Lad os betragte sagen lige fra begyndelsen og se hvordan denne afgørelse berører offentligheden i almindelighed.

Mindretallets rettigheder sikres

Før 1990 krævede Kobes Tekniske Skole ikke at dens elever deltog i kampsportsundervisning. Men efter at man havde bygget en ny gymnastiksal med kampsportsfaciliteter, gjorde skolen kendoundervisningen obligatorisk. I 1990 indtog gymnastiklærerne en stejl holdning over for de 16-årige Jehovas vidner der begyndte at gå på Kobes Tekniske Skole. Da de anmodede om at blive fritaget for kendoundervisningen, sagde en lærer: „Hvis I ikke kan gøre det skolen kræver af jer, kan I bare gå ud.“

De unge Jehovas vidner der ikke ville gå imod deres religiøse overbevisning, havde ikke særlig gode muligheder for at blive rykket op i næste klasse. En anden lærer sagde: „I vil få dårlige karakterer selv om I er flittige i den øvrige gymnastikundervisning.“ Fem elever stod fast på at de ønskede at følge det de havde lært ud fra Bibelen om ikke at gribe til sværd, selv ikke hvis sværdet er fremstillet af bambus. Tre af disse var døbte Jehovas vidner, og to var udøbte, men de gav alle udtryk for at de ønskede at rette sig efter Bibelen. De var villige til at udføre enhver anden form for gymnastik som lærerne krævede.

Som følge af deres holdning nægtede man at lade dem rykke op i næste klasse. Ved begyndelsen af skoleåret 1991 holdt gymnastiklærerne et møde med de fem elever der nægtede at deltage i kendoundervisningen og ni nye elever der også var Jehovas vidner, og sagde til dem: „For at kunne rykke op i næste klasse skal I have usandsynlig høje karakterer. Det vil næppe en eneste af jer få.“ Lærerne sagde desuden: „Undervisningen her på skolen er ikke obligatorisk. [I Japan er der undervisningspligt fra første til niende klasse.] Vi kan bare bede jer om at forsvinde.“

De fem elever lagde sag an mod skolen ved domstolen i Kobe, idet de hævdede at skolens optræden var i strid med deres forfatningsmæssige ret til religionsfrihed og til at få en uddannelse. Samtidig anmodede de fem elever domstolen i Kobe og derefter domstolen i Osaka om at gribe ind og sørge for at skolen ikke hindrede deres oprykning i næste klasse således at de var sikret undervisning mens sagen stod på. Disse anmodninger blev imidlertid afvist af begge retsinstanser.

Det følgende år blev to af de fem elever igen nægtet eksamenskarakterer i gymnastik og blev truet med bortvisning. Som følge heraf lod én af eleverne sig overtale af skolen til at gå ud. Den anden nægtede at gå med til selv at holde op. Denne elev, Kunihito Kobayashi, blev derfor bortvist fra skolen.

Skolens regler siger at en elev der dumper to gange, øjeblikkelig skal bortvises som „en elev der ikke kan følge med i undervisningen og derfor ikke har udsigt til at bestå en eksamen“. Men kunne Kunihito ’ikke følge med i undervisningen’? Selv når man medregner karaktererne i gymnastik, hvor han dumpede fordi han på grund af kendo-spørgsmålet kun fik 48 point ud af 100, havde han et gennemsnit på 90,2 point. Han var en af de dygtigste i en klasse med 42 elever! Han var en lærvillig elev og havde en god opførsel.

Man anmodede domstolen i Kobe og i Osaka om at hindre bortvisningen. Denne anmodning blev afvist af begge domstole.

Afgørelsen ved domstolen i Kobe

Den 22. februar 1993, næsten to år efter at de fem elever havde anlagt sag, afgjorde domstolen i Kobe sagen i skolens favør. „Det kan ikke nægtes at sagsøgernes religionsfrihed til en vis grad begrænses som følge af skolens krav om tvungen undervisning i kendo,“ vedgik retsformanden, Tadao Tsuji. Men han sluttede at „skolens handlemåde ikke var grundlovsstridig“.

Eleverne appellerede straks dommen til en højere retsinstans, domstolen i Osaka. Den afgørelse der blev truffet ved domstolen i Kobe foruroligede imidlertid mange der fulgte sagen. Én skrev følgende i et læserbrev i avisen Mainichi Shimbun: „Denne gang indebar dommen at ’det er en krænkelse af den religiøse neutralitet hvis man tolererer at nogen ikke deltager i kendo af religiøse grunde’. Men at være neutral vil sige at man ikke tager parti for nogen part. Og hvad angår religiøs neutralitet drejer stridsspørgsmålet i denne sag sig om hvorvidt man vil beskytte et mindretals tro mod flertallets. Faktisk er afgørelsen derfor en krænkelse af religionsfriheden, og domstolen har selv krænket den religiøse neutralitet.“

Dommen bekymrede også mange andre som gav udtryk for deres mening. Dr. Takeshi Kobayashi, professor i forfatningsret ved Nanzans universitet, sendte en udtalelse om sagen til domstolen i Osaka, der i uddrag lyder: „Denne sag handler i alt væsentligt om hvordan landets domstole vil beskytte mindretallets rettigheder. . . . Skolen har, under dække af at religion og stat er adskilt og at den offentlige uddannelsessektor skal forholde sig neutral, blankt nægtet at tolerere et mindretals religiøse holdning på grund af den almindelige holdning hos flertallet. Ifølge underrettens afgørelse er dette lovligt og i overensstemmelse med grundloven. Men selv om et mindretals trosopfattelse måske ikke helt falder ind under det man almindeligvis vil kalde religion, må den, hvis den er oprigtig, respekteres. Domstolen må især dømme i bevidstheden om at den er mindretallets sidste forsvarer.“

Juraprofessor Tetsuo Shimomura fra Tsukubas universitet, har sagt: „Det foruroligende ved denne sag er at skolen tilsyneladende har dybt rodfæstede tyranniske tendenser.“ I et fjernsynsinterview sagde han at lærere der bortviser en elev, uden at give ham noget alternativ, er kommet til kort og ikke har elevernes velfærd på sinde.

Den 22. februar 1994 rettede Kobes Advokatforening en officiel anmodning til rektoren for Kobes Tekniske Skole om at genoptage Kunihito på skolen. Den erklærede at skolen ved at nægte at rykke Kunihito op i næste klasse og ved at bortvise ham, havde krænket hans religionsfrihed og hans ret til at modtage en uddannelse.

En upartisk afgørelse

Under appelretssagen besluttede fire sagsøgere, dog ikke Kunihito, at lade deres sag falde. Det skyldtes at tre af dem allerede var blevet rykket op i næste klasse og at én var blevet tvunget til at forlade skolen. Det medførte at stridsspørgsmålet nu var koncentreret om skolens behandling af Kunihito.

Kunihitos fire forhenværende klassekammerater gav ham dog moralsk støtte ved så vidt muligt at overvære retsmøderne. Den elev der var blevet tvunget til at forlade skolen havde opsparet de få midler han havde tjent ved et deltidsarbejde, og han gav Kunihito et beløb svarende til 6000 kroner for at hjælpe ham med at kæmpe videre i retssalen.

Den 22. december 1994 afventede Kunihito, sammen med de andre elever, dommer Reisuke Shimadas afgørelse ved domstolen i Osaka.

„Den tidligere dom er omstødt,“ erklærede dommer Shimada.

I sin epokegørende dom slog dommer Shimada fast at Kunihito var oprigtig når han afslog at deltage i kendoundervisningen. Dommeren sagde at en offentlig skole som Kobes Tekniske Skole var forpligtet til at tage uddannelsesmæssige hensyn til sine elever. Han sagde også at det var forbundet med store ulemper for Kunihito at nægte at tage del i kendoundervisningen, og at bortvisningen i virkeligheden berøvede ham enhver mulighed for at få en uddannelse.

Dommer Shimada dømte skolen til at finde frem til et alternativ. Han sagde at tilvejebringelsen af et sådant alternativ på ingen måde fremmer eller støtter appellantens tro og heller ikke undertrykker andre elever. „Der er intet der tyder på at anklagede [skolen] omhyggeligt har overvejet noget alternativ,“ sagde dommeren. „Anklagede har derimod stædigt fastholdt at man ikke vil tolerere at nogen nægter at deltage i kendoundervisningen, og er end ikke begyndt at overveje muligheden af at tilvejebringe et alternativ.“

Hvordan afgørelsen berører dig

Hvorfor bør man interessere sig for om en ung mand der tilhører et mindretal vinder en retssag? Den særlige anklager i Watergate-sagen Archibald Cox har i sin bog The Court and the Constitution stillet et lignende spørgsmål i forbindelse med Jehovas vidner og flaghilsenspørgsmålet i De Forenede Stater: „Hvorfor skulle vi bekymre os om hvilke åndelige friheder der tilkommer en lille minoritet?“

Han gav følgende svar på sit spørgsmål: „Svaret ligger dels i den personlige værdighed som vort samfund hviler på, en værdighed som både ortodokse og anderledestænkende har ret til; og dels i bevidstheden om at hvis staten har tilladelse til at lukke munden på Jehovas Vidner . . ., er det måske vor egen mund der bliver lukket næste gang.“

Professor Takeshi Hirano fra Ryukokus universitet er enig med Cox og har sagt følgende om kendosagen: „Seriøse mennesker er klar over at den religionsfrihed man i dag har i De Forenede Stater, skyldes at Jehovas Vidner i mange retssager har kæmpet for deres rettigheder. I vort land [Japan] må man også håbe at denne religionsfrihed vil grundfæstes og øges gennem retssager som denne.“

Jehovas Vidner har ikke sparet sig nogen anstrengelse for at forsvare deres tro juridisk, og de har her i det 20. århundrede ydet et væsentligt bidrag til at sikre grundlæggende menneskerettigheder. I mange lande har Jehovas Vidner som de første ført retssager for at få stadfæstet patientens ret til at træffe et informeret valg, folks ret til selv at afgøre hvordan de vil vise respekt for flaget, og den enkeltes ret til at tale med andre om sin tro. Sejren ved domstolen i Osaka er endnu et eksempel på Jehovas Vidners bidrag til at sikre mindretallets rettigheder.

Respekt for folk med andre værdinormer

Ud over at det fremmer menneskerettighederne at tolerere et mindretals overbevisning, gavner det også den enkelte på en anden måde. Professor Kaname Saruya fra Komazawas universitet for kvinder, har med henvisning til denne sag sagt: „Man tilsidesatte religionsfriheden som garanteres i grundloven, blot fordi [eleven] var anderledes. I Japan er det en udbredt praksis at udelukke alt hvad der er anderledes.“

I vore dages samfund øves der et meget stærkt pres for at fjerne alt hvad der er anderledes eller hvad der skiller sig ud fra normen. Mobning, der forekommer både i Japan og i andre lande, er et eksempel på hvordan nogle forsøger at udstøde dem der er anderledes af samfundet. I en kommentar til problemet med mobning i skolerne har politiinspektøren for Tokyos politi, Hiroshi Yoshino, sagt, at ifølge en undersøgelse foretaget af Den Nationale Politiskole undskyldte langt de fleste af bøllerne deres adfærd med at de der blev mobbet var anderledes eller opførte sig anderledes. Han sluttede: „Jeg tror at der dybt skjult i det japanske samfund findes et usundt element som nu viser sig, nemlig at man afviser det særegne eller det der er fysisk og mentalt anderledes.“

Tendensen til at udelukke det der er anderledes fra samfundet findes overalt, ikke blot i Japan. Men for at kunne leve fredeligt sammen må man kunne tolerere forskellige værdinormer. I den forbindelse har man i en lederartikel i avisen Asahi Shimbun skrevet at dommene ved domstolene i Kobe og Osaka „stod i skarp kontrast til hinanden“. „De to afgørelser afspejler tilsyneladende to forskellige måder at tænke på,“ skrev avisen. Den ene er et udtryk for ledelsesorienteret tyranni og den anden for ønsket om at tolerere forskellige værdinormer.

Er du parat til at tolerere forskellige værdinormer? Er du villig til at undersøge om andres holdning er velbegrundet? Det er interessant at føromtalte Archibald Cox i sin bog tilføjede endnu en grund til at man bør tage hensyn til mindretallet: „Svaret ligger også til dels i bevidstheden om at en yderliggående minoritet kan være snublet over sandheden — en sandhed der kunne blive tilsidesat eller gå tabt for evigt hvis den blev undertrykt.“

Kobes Tekniske Skole er åbenbart ikke interesseret i den sandhed som den måske har undertrykt, og den har heller ikke været særlig tolerant. Den har i stedet appelleret sagen til Japans højesteret. Hvilken dom vil højesteret afsige i denne sag? Det må vi vente og se.

[Illustration på side 14]

Kunihito (i midten) og de fire andre der lagde sag an