Havenes krystalpaladser
AF VÅGN OP!-KORRESPONDENT I CANADA
„ISBJERG forude!“ råber den ængstelige udkigsmand. Mandskabet på skibets kommandobro reagerer omgående. I maskinrummet bliver der slået bak for at undgå en kollision. Men det er for sent. Skibets styrbordsside har fået en skæbnesvanger lækage.
På mindre end tre timer har Atlanterhavet opslugt hvad man kaldte verdens største luksusdamper. Den 15. april 1912, blot fem dage efter at Titanic har påbegyndt sin jomfrurejse fra Europa til Nordamerika, hviler den på havets bund, fire kilometer under havets overflade. Omkring 1500 passagerer og besætningsmedlemmer omkommer.
Hvad skete der med det massive isbjerg? Det forblev faktisk intakt. Kun dets top kolliderede med Titanic. Dagen efter opdagede man at det flød mod syd til varmere vande, som om intet var hændt. Isbjerget ville gå i glemmebogen når det efterhånden smeltede og blev ét med det vidtstrakte ocean. Men Titanics forlis bliver stadig husket som en tragisk skibskatastrofe.
Isbjerge er både fascinerende og majestætiske, og samtidig så urokkelige. Har du nogen sinde set dem på nært hold og fornemmet den virkning de har på mennesket og naturen? Kunne du tænke dig at vide hvorfor og hvordan de opstår? Og hvad der bliver gjort for at beskytte søfarende mod den fare isbjergene udgør? (Se rammen „International ispatrulje“.)
Tilblivelse og cyklus
Isbjerge er som gigantiske ferskvandsisterninger. De stammer fra de gletschere og permanente iskalotter som findes i Arktis og Antarktis. Vidste du at iskalotten på Antarktis producerer omkring 90 procent af jordens isbjerge? Det er også her de største isbjerge opstår. De kan hæve sig 100 meter over vandlinjen og kan være over 300 kilometer lange og 90 kilometer brede. Store isbjerge kan veje mellem 2 millioner og 40 millioner tons. Og i lighed med snefnug er der ikke to isbjerge som er ens. Nogle er fladtoppede, andre er spidse, kile- eller kuppelformede.
Som regel er det kun mellem en syvendedel og en tiendedel af isbjerget der er synligt. Det gælder især de fladtoppede isbjerge. Det minder meget om det man ser når en isterning flyder i et glas vand. Men i forbindelse med isbjerge afhænger forholdet mellem isen over og under vandlinjen af isbjergets form.
De antarktiske isbjerge er som regel fladtoppede med lodrette sider, mens de arktiske isbjerge ofte har uregelmæssige og spidse former. De sidstnævnte, der hovedsagelig dannes af det store isdække der dækker Grønland, udgør den største trussel for mennesket, eftersom de kan drive ud i Atlanterhavets sejlruter.
Men hvordan opstår isbjergene? Den mængde nedbør der falder som sne og isslag i jordens nordlige og sydlige egne er ofte større end den mængde der smelter og fordamper. De lag sne der som følge heraf ophobes på jordoverfladen bliver til gletscheris. Efterhånden som der falder mere sne og regn år efter år, opstår der mere og mere is. Dette frembringer massive iskalotter over vidtstrakte områder, sådan som det er tilfældet i Grønland. Med tiden har isen nået en tykkelse og hårdhed der får de tunge gletschere til langsomt at glide ned i dalene og til sidst ud i havet. I sin bog North Pole, South Pole beskriver Bernard Stonehouse denne vandring: „Hård is er elastisk og kan hurtigt ændre form; under pres danner de sekskantede iskrystaller nogle rækker der glider hen over hinanden og skaber de kuperede former og skred vi forbinder med gletschere.“
Prøv at forestille dig en flod af is der meget langsomt bevæger sig tværs over et ujævnt terræn, ligesom kold sirup. Der er allerede dybe vertikale revner i isen, men så snart denne enorme iskalot når ud til kysten sker der noget bemærkelsesværdigt. Kombinationen af tidevandet, bølgerne og erosionen under vandet bevirker at et kæmpestort stykke ferskvandsis, der kan måle over 40 kilometer, med et tordnende brag brækker af gletscheren og flyder ud i havet. Et isbjerg er født. En iagttager har beskrevet det som „et flydende krystalslot“.
Hvert år dannes der mellem 10.000 og 15.000 isbjerge i Arktis. I forhold til dette antal er det meget få der når de sydlige vande langs Newfoundlands kyst. Hvad sker der med dem der når så langt?
Isbjergenes vandring
Efter at isbjergene er blevet til, fører havstrømmen de fleste ud på en lang rejse inden nogle af dem føres vest- og sydpå og til sidst når Labradorhavet, med kælenavnet Isbjergestrædet. De isbjerge der klarer den cirka to år lange tur fra deres fødested til det åbne Atlanterhav ud for Labrador-Ungava og Newfoundland, vil hurtigt opløses. Når de driver ind i varmere vande begynder en omfattende nedbrydningsproces hvor de smelter, eroderer eller brydes op i mindre stykker.
I løbet af dagen vil isen typisk smelte og vandet vil samle sig i revner. Om natten fryser vandet og udvider sig, hvilket bevirker at dele af isbjerget brækker af. Dette ændrer pludselig isbjergets form, og tyngdepunktet flyttes. Som følge heraf ruller ismassen rundt i vandet og der opstår en helt ny isskulptur.
Disse isskulpturer bliver mindre og mindre efterhånden som processen fortsætter. De producerer deres egne isbjerge, der kaldes „bergy bits“ (bjergstykker) når de er på størrelse med et parcelhus og „growlers“ („brummere“, skosser) når de er på størrelse med et lille værelse — de sidste er opkaldt efter den lyd det laver når de driver rundt i bølgerne. Det sker at nogle meget små skosser bliver ført ind til lavvandede kystområder og ind i vige.
Under alle omstændigheder vil omgivelserne i de sydligere vande resultere i at isbjerget hurtigt bliver opløst i små isstykker, der til sidst bliver en del af det enorme ocean. Inden det sker skal man imidlertid udvise forsigtighed når der er isbjerge i nærheden.
Hvordan isbjerge berører vort liv
Fiskere, hvis eksistens er afhængig af havet, betragter ofte isbjerge som et problem og en fare. En fisker siger: „Det kan godt være at turisterne er glade for isbjergene, men for fiskerne udgør de en mulig trussel.“ Nogle gange når fiskerne er taget ud for at hente deres fangst, opdager de at et isbjerg som følge af tidevandet og havstrømmen har ødelagt deres kostbare net og deres fangst.
Man må have respekt for isbjerge. „Det er klogt at holde afstand,“ siger en skipper. „Isbjerge er yderst uforudsigelige. Store stykker kan brække af de høje bjerge eller de kan ramme havbunden så store isstykker knækker af og skyder op mod båden. Isbjerge kan også rulle rundt, hvilket kan få katastrofale følger hvis man vover sig for tæt på.“
Det kan også skabe store problemer når isbjerge skurrer hen over havbunden. „Hvis et bjergs dybgang svarer omtrent til vanddybden, kan det skrabe lange, dybe render i havbunden. En sådan aktivitet i områder hvor man borer efter olie kan ødelægge installationer på havbunden, som for eksempel overbygningen over et borehul,“ siger en iagttager.
Nu tænker du måske at det ville være en fordel hvis der ikke fandtes isbjerge. Men isbjergenes historie er bestemt ikke kun negativ. En newfoundlænder har fortalt: „For år tilbage, inden det blev almindeligt at have et køleskab, hentede beboerne i nogle mindre kystbyer små stykker is fra et isbjerg og kastede dem ned i deres brønde for at køle vandet. En anden praksis var at opbevare isstykker i kasser med savsmuld når man skulle fremstille hjemmelavet is.“
Turister er især tiltrukket af disse kæmpestore, flydende bjerge af gletscheris. De valfarter til gode udsigtspunkter langs Newfoundlands forrevne kyst for at nyde udsigten over Atlanterhavet og betragte disse gigantiske havfigurer, der er en fryd for øjet. Der bliver taget mange billeder for at forevige disse kunstværker.
Isbjerge kan også tilvejebringe en næsten uudtømmelig forsyning af friskt drikkevand. I dag hvor der sker så stor forurening af drikkevandet kunne man forestille sig at det på et tidspunkt blev muligt at destillere vand fra isbjerge og hælde det på flasker. Med hensyn til at anskaffe drikkevand i store kvanta, virker det umiddelbart til at være en nem løsning at finde en gigantisk „isterning“ og slæbe den i havn til bearbejdning. Men i virkeligheden er det en kolossal udfordring, der indtil videre har vist sig uoverkommelig.
Et af underne i Jehovas skaberværk
Himmelens og jordens Skaber spørger: „Fra hvis moderliv er isen kommet frem?“ (Job 38:29) Elihu kendte svaret, for han havde tidligere sagt: „Ved Guds ånde kommer isen.“ — Job 37:10.
Når vi betragter disse knejsende, funklende undere på havet, går vore tanker til Skaberen som har anbragt dem der. Som salmisten siger vi: „Hvor er dine værker mange, Jehova! Dem alle har du udført med visdom. Jorden er fuld af hvad du har frembragt.“ Han tilføjer: „Underfulde er dine værker.“ — Salme 104:24; 139:14.
Jehova har skabt mange underfulde værker. Vi ønsker at komme til at lære ham endnu bedre at kende. Det kan vi gøre ved at undersøge hans ord. — Romerne 11:33.
[Ramme på side 18]
International ispatrulje
Efter tragedien med oceandamperen Titanic blev der i 1914 oprettet en international ispatrulje (IIP) der har til opgave at lokalisere isbjerge, forudsige deres bevægelse på baggrund af vind og strøm og derefter udsende advarsler til offentligheden. For at kunne yde beskyttelse mod disse gigantiske iskrystaller, gør man alt for at indsamle viden om isens karakteristika og om hvordan den opfører sig. Den teknologi der benyttes indbefatter visuel overvågning og radarovervågning fra luften, rapporter fra handelsskibe om observationer af isbjerge, satellitbilleder og oceanografiske analyser og varslinger.
[Illustration på side 16, 17]
Kileformet
Kuppelformet
Fladtoppet