Hula-hula — dansen fra Hawaii
AF VÅGN OP!-KORRESPONDENT PÅ HAWAII
NÅR ordet Hawaii bliver nævnt, kommer mange til at tænke på hula-hula. Men selv om denne dans især forbindes med Hawaii, stammer den oprindelig fra det sydlige Stillehav.
I fortiden havde hawaiianerne ikke noget skriftsprog, og de videregav derfor deres historie og skikke gennem sange. Hula-hula-dansen, med dens vuggen i hofterne, bevægelse af hænder og fødder, samt ansigtsmimik, hørte med til disse sange.
Det første der findes på skrift om hula-hula-dansen er fra 1778, da kaptajn Cook og hans mænd ankom til øerne. De oplysninger man har i dag, er hovedsagelig baseret på skikke og sange fra slutningen af det 19. århundrede.
De første hula-hula-danse har måske været religiøse ritualer. Man mener dog ikke at alle danse er indgået i religiøse ceremonier eller har været en form for tilbedelse.
Missionærernes indflydelse
I det 18. og 19. århundrede gav man hula-hula-opvisninger til ære for opdagelsesrejsende og sømænd fra besøgende skibe. Disse betalende kunder har måske ønsket at dansene skulle være af stærkt erotisk art.
Da missionærerne ankom i 1820 fandt de gode grunde til at fordømme hula-hula-dansen. Efter at have sikret sig høvdingernes billigelse, fordømte de dansen som hedensk og vulgær, ja som Djævelens værk. Allerede året før havde dronning Kaahumanu, enke efter kong Kamehameha I, ændret ved gamle religiøse skikke. Denne ændring førte til at afguder og indviklede ritualer blev afskaffet. Hermed forsvandt også mange danse og sange.
I 1825 blev dronning Kaahumanu optaget i kirken. I 1830 udsendte hun en forordning der forbød offentlig udøvelse af hula-hula-dansen. Efter hendes død i 1832 begyndte nogle høvdinger at ignorere forordningen. I et par år hånede den unge kong Kamehameha III og hans venner åbenlyst de gældende moralnormer, hvilket gav hula-hula-dansen en kort opblomstringstid. Men i 1835 erkendte kongen at han havde båret sig forkert ad, og riget blev atter underlagt calvinisternes magt.
Hula-hula-dansens genopliven
Under kong Kalakauas styre (1874-91) fik hula-hula-dansen en renæssance og blev igen fuldt ud anerkendt ved offentlige forevisninger. Ved kongens kroning i 1883 blev der, efter flere måneders ihærdig træning, lavet en offentlig forevisning med mange sange og hula-hula-danse. Nogle af dem var skrevet specielt til lejligheden. Da han døde i 1891 havde dansen undergået en del forandringer med hensyn til dansetrin, kropsbevægelser og musikledsagelse. Nu havde man taget instrumenter som ukulelen, guitaren og violinen i brug.
Efter monarkiets afskaffelse i 1893 gik det igen tilbage for hula-hula-dansen. I midten af dette århundrede begyndte dansen dog at blive mere populær. Med det formål at tiltrække et bredere publikum gennemgik dansen nu en række fornyelser. Mange forstod ikke hawaiiansk, og derfor blev sangene sunget på engelsk. I den moderne hula-hula-dans bliver der fokuseret mere på selve dansen — ansigtsmimikken, hofternes vuggen samt hændernes og føddernes bevægelser.
Efterhånden som der kom flere turister til øerne, fik hula-hula-dansen også større udbredelse. Besøgende amerikanere tog de danse de havde lært, med hjem og begyndte at indarbejde dem i Hollywood-film med ikkehawaiianske dansere. I 1935 dansede Minnie Mouse endda hula-hula for Mickey, der akkompagnerede hende på sin Hawaii-guitar.
Hula-hula-dansen i dag
Da den „hawaiianske genopblomstring“ begyndte i 1970’erne, fandtes der stadig nogle få sangere, dansere og lærere. På grundlag af deres erfaringer kunne man genoplive de gamle hula-hula-traditioner. I dag findes der både danselærere som kan gengive de gamle danse og nogle som kan skabe nye. Begge kategorier har medvirket til at skabe fantasifulde og imponerende opvisninger.
Den religiøse forbindelse der er mellem disse danse og de mange hawaiianske guder, gør sig i nogen grad stadig gældende. Før den årlige Merrie Monarch-festival der afholdes i Hilo på Hawaii, foretager hula-hula-skolerne en pilgrimsrejse til gudinden og vulkanen Pélés glødende krater eller nye lavastrømme. Man synger, danser og ofrer blomster, bær og gin, for at anmode om gudindens hjælp ved en efterfølgende konkurrence. Grupper fra hele verden dyster i tre nætter, hvilket betragtes som hula-hulaens olympiske lege.
Hula-hula-dansen er blevet en væsentlig del af den kulturelle genopblomstring på Hawaii. Der findes både dystre hula-hula-danse ledsaget af sange som udtrykker ærefrygt for guder og gudinder, og enkle beskrivelser af hverdagslivet på øerne uden nogen religiøs betydning.
Kristne bør være meget opmærksomme på hvilke hula-hula-danse de deltager i eller lader sig underholde af. De bør sikre sig at de ikke, uden at vide det, er med til at hylde en gud eller en gudinde. Det er også vigtigt at være opmærksom på hvad man lytter til eller synger med på i hula-hula-sange. Mange af sangene indeholder ord med en skjult eller dobbelt betydning. Hvis man har gjort sig det klart, kan man som tilskuer eller deltager glæde sig over hula-hula-dansen som underholdning.