Er din hund til fare for børn?

AF VÅGN OP!-​KORRESPONDENT I SYDAFRIKA

DA DEN to-årige Sydney gik for tæt på en aggressiv rottweiler som var bundet, gik den til angreb. Hunden skamferede Sydneys hovedbund og bed næsten hele hans venstre øre af. Han vil have behov for at få foretaget en række hudtransplantationer.

Efterhånden som flere mennesker anskaffer sig vagthunde, rapporteres der om et stigende antal tilfælde hvor hunde er gået til angreb på børn. Hunde som er kendt for at bide børn, er rottweilere, dobermannpinchere, bullmastiffer, schæferhunde og bullterriere. En undersøgelse fra Sydafrika afslørede at de fleste børn der var blevet bidt, var blevet det af hunde de kendte. Næsten halvdelen var blevet bidt af naboernes hunde; en fjerdedel var blevet bidt af deres egne hunde. Herreløse hunde var kun skyld i 10 procent af angrebene. Ofte havde offeret, måske ubevidst, provokeret hunden på en eller anden måde. Mange sådanne overfald kan undgås hvis hundeejere og forældre tager visse grundlæggende forholdsregler.

Oplær barnet

Mange hundetrænere understreger at man ikke må lade små børn og hunde være sammen uden opsyn. Små børn ved ikke hvordan man skal behandle dyr. Det er noget de skal lære. Mange forældre har derfor den regel at hvis der ikke er en ansvarsbevidst voksen til stede, må hunde og små børn ikke være sammen. I bogen Childproofing Your Dog (en håndbog der fortæller hvordan man kan lære sin hund at omgås børn) siger hundetræneren Brian Kilcommons: „De indberetninger vi får, viser at langt de fleste af problemerne opstår når de voksne ikke holder øje med situationen.“

Dyr må ofte beskyttes mod børn! Engang søgte en familie råd hos Brian Kilcommons fordi deres hund havde snappet efter deres barn. Den bekymrede far forklarede at hans 2¹/2-årige søn var løbet hen til deres sovende hund og havde givet den et hårdt spark. Det gjorde selvfølgelig ondt på hunden der reagerede ved at snappe efter barnet. I denne situation viste hunden i virkeligheden en bemærkelsesværdig selvbeherskelse ved ikke at bide barnet. Kilcommons giver forældre dette råd: „Lær dit barn at behandle en hund på samme måde som du ønsker det skal behandle et andet barn.“

Lær dit barn at dyr skal behandles venligt, og at man aldrig må drille en hund. Forældre må være vågne over for ethvert faresignal når børn og hunde er sammen. Hvis man ser at hunden prøver at komme væk eller gemme sig for et barn, skal man hindre barnet i at følge efter den. Hvis barnet følger efter den og trænger den op i en krog, er dens eneste forsvar at gø, knurre eller bide. Forældre må opdrage både hunden og barnet konsekvent så de kan vide at man mener hvad man siger.

Undgå at behandle hunden som en paria. Når et ægtepar som har en hund, får deres første barn, kan de være tilbøjelige til at ignorere hunden og forvise den til haven. Det er naturligvis altid klogt at være forsigtig, men Richard Stubbs, som er hundetræner, siger: „Hunden må ikke behandles som en paria. Bevar så vidt muligt dens daglige rutine, og giv den en passende mængde opmærksomhed.“

Overvej hvordan dit barn vil reagere over for fremmede hunde. Hvad vil dit barn gøre hvis han eller hun får øje på en der er ude at gå tur med sin hund? Løbe impulsivt hen for at klappe hunden? Lær barnet ikke at gøre dette. Man bør først spørge ejeren om lov til at røre ved hunden. Hvis det er i orden med ejeren, kan barnet gå nærmere hen til hunden, men langsomt for ikke at forskrække den. Pigen eller drengen kan introducere sig selv ved at stå lidt væk fra hunden og tale til den i et roligt tonefald. En venlig hund vil gå hen til barnet. Man bør ikke nærme sig en hund der strejfer om alene. — Se rammen „Hundes kropssprog“ på side 22.

Træn hunden

Ros altid din hund, og vær positiv. Det fremmer ikke indlæringen at straffe hunden eller at tale urimelig hårdt til den; det kan faktisk have den modsatte virkning. Det er godt at lære hunden at komme når man kalder på den og at adlyde simple kommandoer som for eksempel „sit“. Hunden lærer at underkaste sig sin herre, hvilket vil give ejeren bedre styr over hunden i eventuelle vanskelige situationer. Det virker bedst at bruge enkle ord og udtryk som man anvender konsekvent. Hver gang ens hund adlyder, skal man straks give den en belønning i form af ros, et klap eller en lille godbid. Virkningen forstærkes hvis man belønner hunden straks efter handlingen. Det næste vigtige skridt er repetition indtil den rette opførsel er blevet indprentet i hunden.

Hvis du anskaffer dig en hund, enten en hundehvalp eller en voksen hund, skal den muligvis først til at vænne sig til børn. Børn reagerer anderledes end voksne. De er mere støjende og impulsive og vil ofte fare hen til en hund, hvilket kan gøre den forskrækket. Det er derfor godt at vænne sit kæledyr til børns uforudsigelige måde at være på. Når der ikke er børn i nærheden, kan du forsøge at vænne hunden til pludselige lyde. Gør øvelsen til en leg. Råb en kommando til hunden, og løb hurtigt hen imod den. Beløn hunden med det samme. Gentag øvelsen idet du hver gang råber stadig højere. Slut af med at rose og klappe hunden. Snart vil den synes om denne leg.

Små børn kan ofte lide at kæle for hunde, men de bør lære ikke at gøre det, da nogle hunde opfatter det som en trussel. Hvis du selv har en hund som børn godt kan lide at kramme, kan du lære den at vænne sig til det. Giv hunden et hurtigt kram, og beløn den derefter med en godbid og ros. Efterhånden kan du forsøge at holde om den i længere tid. Hvis hunden knurrer eller snerrer, kan du eventuelt søge vejledning hos en hundetræner.

Den aggressive hund

Nogle hunde lader til at være aggressive af natur og kan udgøre en fare for dens „menneskefamilie“. Især hanhunde besidder ofte aggressive træk.

Den dominerende hund kan ikke lide at blive rørt ved, især ikke omkring følsomme områder såsom hovedet og halsen. Til andre tider kan hunden imidlertid godt finde på at komme hen og puffe til sin ejer eller lægge poterne op på hans skød for at få opmærksomhed. Nogle hunde forsvarer strategiske områder i hjemmet og formener selv familiemedlemmer adgang. De har ofte en forkærlighed for bestemte genstande som for eksempel legetøj, og hvis man prøver at komme hen til dem mens de leger med det, vil de måske knurre eller holde op med at tygge i det.

For at underbygge deres førerskab vil den slags hunde ofte bevidst ignorere kommandoer. De støder måske ind i børn eller ser det som deres ret at være den første der må gå gennem en døråbning. De kan også have en tilbøjelighed til at springe op ad mennesker. Ifølge Brian Kilcommons er dette „en magtdemonstration“ som „ikke har noget med parringsleg at gøre“. Han siger advarende at det „altid er et tegn på at hunden tror det er den der bestemmer, og så kan man roligt regne med at der er problemer på vej“. Hunden kan også få for vane at sætte tænderne i sin ejers hånd for at få opmærksomhed.

Hundeejere bør ikke ignorere sådanne tegn på aggressivitet. Hundens aggressive adfærd forsvinder ikke af sig selv; den vil sandsynligvis blive værre, hvilket kan udgøre en fare for familiens børn. Mange hundetrænere anbefaler at man i så tilfælde får hunden, uanset køn, steriliseret, da dette som regel nedsætter aggressiviteten.

Det er ikke tilrådeligt at udfordre en aggressiv hund for at vise hvem det er der bestemmer. Faktisk kan det være farligt at konfrontere hunden på en aggressiv måde eller at afstraffe den hårdt. Der er andre udramatiske måder hvorpå man kan vise hunden hvem der er herre.

Hver gang man giver en aggressiv hund opmærksomhed på dens initiativ, bestyrker man den i dens tro på at det er den der bestemmer. Når hunden forlanger opmærksomhed, skal man derfor ignorere den. Det er vigtigt at alle i familien er enige om at bruge denne opdragelsesmetode. I begyndelsen vil hunden være forvirret og måske gø eller kigge indsmigrende på dig, men lad dig ikke friste til at give efter. Først når den har givet op og måske går hen og lægger sig i sin kurv, bør du give den lidt opmærksomhed. På den måde lærer du din hund at det er dig der fører an og dig der beslutter hvornår den skal have opmærksomhed.

Aggressive lege såsom tovtrækning og voldsom tumlen bør man undgå, da det fremmer hundens tendens til at være dominerende. Erstat dem hellere med nogle fredeligere lege.

Forældre bør ikke tillade hunden at sove i deres soveværelse. Det er et privilegium der kunne få den til at tro at den har en højere status end børnene i familien. Placer hellere hundens kurv i køkkenet eller i et hundehus. Det er ofte i soveværelset at hundeejere bliver bidt første gang af en aggressiv hund.

Hvis din hund ikke lærer at lystre dig, eller hvis du på noget tidspunkt, eksempelvis mens du træner den, føler dig truet, bør du opsøge en dygtig hundetræner. Måske kan din dyrlæge anbefale dig en. Før du træffer aftale med en hundetræner, bør du tale med ham om de træningsmetoder han bruger, og sikre dig at du er tilfreds med hans kvalifikationer. Richard Stubbs siger advarende: „Selv om en aggressiv hund vil adlyde en professionel dressør, er det ikke nogen garanti for at den vil adlyde sin herre.“ Hundeejeren skal være sikker på at han kan styre sin hund i kritiske situationer.

Der findes dog nogle få hunde som forbliver aggressive selv efter at man har givet dem den bedste oplæring, og man løber en stor risiko ved at beholde en sådan hund. Efter at have gjort alt hvad man kan for at løse problemet, kommer man måske til den konklusion at det er bedre at skille sig af med hunden end at risikere at den gør fortræd. Det er fornuftigt at spørge en dyrlæge eller en hundetræner til råds. Måske kan man finde et nyt hjem til sin hund, men man er naturligvis forpligtet til at fortælle den nye ejer om de problemer der har været med hunden.

Hundetræneren Peter Neville giver dette råd: „En aggressiv hund må kun behandles efter særlige retningslinjer. Man må desuden nøje vurdere hvor stor en risiko den udgør for de mest sårbare i familien. Hvis man ikke er sikker på at alle i familien er uden for fare, er det bedst at give hunden et nyt hjem hos en ejer man nøje har udvalgt, eller at få den aflivet.“

Børn lærer noget af at have en hund som kæledyr, og det gavner dem følelsesmæssigt. Når forældre ansvarsfuldt sørger for det rette tilsyn, vil deres børn kun få gode minder om deres kæledyr at tænke tilbage på.

[Ramme på side 22]

Hundes kropssprog

En aggressiv hund udviser en karakteristisk opførsel som afslører når den har uvenlige hensigter. Forældre kan hjælpe deres børn til at undgå farlige situationer ved at lære dem at tolke hundes kropssprog.

● En aggressiv hund prøver at se større ud. Den rejser børster og knurrer eller gør, og halen peger lige op i luften. Hvis hundens hale er stiv og den logrer hurtigt og ophidset, er det et tegn på at den er uvenligt stemt. Lad en sådan hund være i fred.

● En frygtsom hund kryber sammen, sænker hovedet og lægger ørerne tilbage. Den sænker også halen eller trækker den ind mellem benene. Hvis man prøver at nærme sig den, kan den på grund af frygt blive aggressiv. Lad den være.

● En afslappet hund har hverken for højt løftet eller sænket hoved, og dens mund er åben. Halen hænger ikke nedad, men er halvt løftet. Hvis den logrer, er det tegn på at den er venlig. Der er som regel ingen fare ved at gøre sig til ven med en hund der har disse kendetegn.

(Fra bogen Childproofing Your Dog af Brian Kilcommons og Sarah Wilson.)

[Ramme/illustrationer på side 23]

Sikkerhedsregler

1. Hav små børn og hunde under opsyn.

2. Lær dit barn at det aldrig må drille en hund.

3. Spørg ejeren om lov før du klapper en fremmed hund.

4. Lær din hund at adlyde simple kommandoer.

5. Væn hunden til at blive krammet.

6. Undgå aggressive lege.