Fra vore læsere
Dyremishandling Jeg skriver fordi jeg gerne vil fortælle jer at det er et flot stykke arbejde I har udført i forbindelse med artiklen „Hvad siger Bibelen? Hvordan ser Gud på dyremishandling?“ (8. november 1998) Jeg synes at det er al ære værd at I viser at Gud ikke billiger at dyr mishandles, og især ikke af dem der hævder at være kristne.
J. L. C., USA
Unge uden forældre Jeg er dybt taknemmelig for artiklen „Unge spørger: Hvorfor skal jeg leve uden mine forældre?“ (22. november 1998) Jeg er nu 39 år. Men da jeg var 11, døde min mor, og min far forlod hjemmet. Jeg har indtil nu ikke kunnet gøre det begribeligt for folk hvilket usselt liv mine brødre og jeg har levet. Men nu føler jeg at andre kan forstå os. Tak for artiklen.
K. Y., Japan
Min far døde da jeg kun var ni år gammel, og min mor inden jeg var 12. Jeres artikel var til stor trøst for mig, og den fortalte hvordan forældreløse virkelig føler. Det er skønt at vide at Jehova vil bringe vore afdøde slægtninge til live igen.
M. S. S., Brasilien
Jeg er 40 år, og jeg har læst artiklen igen og igen. Jeg havde tårer i øjnene fra først til sidst da jeg læste artiklen, for jeg mistede selv mine forældre da jeg var to år gammel. Indtil i dag har jeg ikke kunnet se et billede af min mor og far uden at græde. Tak fordi I skriver sådanne artikler.
J. C. V., Frankrig
Jeg har stadig mine forældre, men jeg selv er maniodepressiv og er derfor interesseret i alle de artikler der fortæller hvordan man kommer igennem svære tider. Jeg vil bare fortælle at jeg holder meget af beretningerne fra det virkelige liv og den bibelske vejledning i artiklerne „Unge spørger“.
S. H., Canada
At arbejde i træ Jeg har læst dette tidsskrift i flere årtier, og det er som om det bliver bedre og bedre hvad angår indhold, stil og emnevalg. Jeg ønsker imidlertid at knytte en bemærkning til artiklen „Træets evige skønhed“. (8. november 1998) Jeg vil bede jer advare de læsere som kunne tænke sig at udføre træarbejde, om at skarøksen er et meget farligt stykke værktøj. Da jeg voksede op i 1920’erne, var den stadig i brug og almindeligvis kendt som „foot adz“ (fod-skarøkse). Som man kan se på et af billederne i artiklen, holdes træet fast med fødderne, og værktøjet er knivskarpt. Men den blev også kaldt „foot evil“ (fod-onde) fordi der var så mange der kom til skade med deres fødder når de brugte den. Jeg mener at det vil være alt for farligt for en uøvet at anvende den.
W. G., USA
Tak for disse advarende ord. — RED.
En taktfuld dronning Jeres fascinerende artikel om Katarina Parr („En taktfuld dronning forpurrer en biskops rænker“, Vågn op! 8. november 1998) fik mig til at tænke på beretningen i Bibelen om dronning Ester. Disse kvinder ejede stor visdom. Skønt jeg ikke er et af Jehovas vidner, går jeg aldrig glip af et nummer af Vågn op! Det undrer mig ofte at andre ikke sætter lige så stor pris på jeres publikationer som jeg gør.
M. D. S. F., Brasilien
Jeg synes at den historiske beretning om Henrik VIII og hans hustru Katarina Parr var meget interessant. Jeg vil gerne udtrykke min værdsættelse af de velunderbyggede, nøjagtige og klare oplysninger der blev bragt i artiklen.
C. G., Italien
Historien i artiklen var fortalt på en sådan måde at det var som om man oplevede det hele sammen med dronning Katarina. Tak fordi I bringer sådanne artikler. På den måde kan vi der bor i denne del af verden, lære fjerne kulturer at kende.
L. G. og L. G, Venezuela