Hvordan min drøm gik i opfyldelse

FORTALT AF ALENA ŽITNÍKOVÁ

Under min opvækst i Tjekkoslovakiet, en sovjetisk vasalstat, så min familie frem til den fredfyldte verden som kommunismen lovede. Men den kommunistiske drøm om at skabe et lykkeligt, forenet samfund endte brat med Sovjetunionens sammenbrud i 1991. Lad mig fortælle hvordan min drøm blev opfyldt på en anden måde.

JEG blev født den 12. september 1962 og voksede op i en familie af glødende kommunister. Vi boede i Horní Benešov, en landsby der ligger cirka 300 kilometer fra Prag. Min far troede på de kommunistiske idealer og levede efter dem. Han sørgede også for at mine to brødre, min søster og jeg blev opdraget efter disse idealer. Han lærte os at vi ved ærligt arbejde og en anstændig adfærd kunne være med til at skabe et bedre samfund. Han anså kommunismen for at være den bedste styreform og støttede den aktivt.

Far overværede ofte møder hvor kommunismen blev lovprist. Han nærede afsky for religion på grund af kirkernes hykleri, og vi blev opdraget til ikke at tro på en Gud. Far troede at mennesker ville forbedre sig og leve i fred når de efterhånden alle sammen havde fået et hjem og tilstrækkeligt med føde. Det var en smuk tanke som jeg hørte meget om under min opvækst. Jeg troede på alt hvad far lærte os, og jeg var besluttet på at støtte kommunismen.

Som lille pige forberedte jeg mig på at blive pioner, som man kaldte medlemmerne af den populære kommunistiske ungdomsorganisation „Unge Pionerer“. Pionererne blev tilskyndet til at opdyrke gode egenskaber og være patriotiske. Som niårig aflagde jeg den højtidelige pionered og fik et rødt tørklæde som jeg skulle gå med. Desuden fik jeg ved særlige lejligheder lov til at bære en pioneruniform. Jeg forsøgte virkelig at være en god pioner. Når jeg hørte mine skolekammerater bruge et dårligt sprog, irettesatte jeg dem og mindede dem om at sådan taler pionerpiger ikke.

Med tiden gik det dog op for mig at mange som hævdede at være kommunister, ikke støttede de kommunistiske idealer. I stedet for at modstå tendensen til at være begærlig og misundelig stjal de fra det offentlige. Og mange som tilskyndede andre til at arbejde for folkets bedste, gjorde det ikke selv. Ja, det blev endda almindeligt at sige: „Den som ikke stjæler, stjæler fra sin egen familie.“ Jeg begyndte at spørge mig selv: ’Hvorfor er der så meget hykleri? Hvorfor er det så få der støtter kommunismens gode idealer? Hvorfor fører bestræbelserne ikke til noget?’

En tid til eftertanke

Da jeg var midt i teenageårene, tilbragte jeg noget af min sommerferie sammen med en skolekammerat som hed Alena. En aften kom Tanya, en af Alenas venner, på besøg. „Der er noget jeg simpelt hen må fortælle jer. Det er meget vigtigt,“ sagde hun. „Jeg er blevet overbevist om at Gud er til.“ Vi var dybt chokerede over at hun var nået til den slutning. Da vi var kommet os over chokket, bombarderede vi hende med spørgsmål. „Hvordan kan du være sikker på det?“ „Hvordan ser han ud?“ „Hvor befinder han sig?“ „Hvorfor gør han ikke noget?“

Tanya besvarede vores spørgsmål et efter et. Hun forklarede os at det var Guds oprindelige hensigt at jorden skulle være et paradisisk hjem for menneskene, og hun beskrev hvordan denne hensigt til sidst vil blive gennemført. Da hun ud fra Bibelen viste os løfterne om en ren jord beboet af gode og retskafne mennesker der interesserer sig for hinanden, gik det op for mig at det jo faktisk var det samme jeg troede på. Men jeg var overbevist om at min far ville blive alt andet end begejstret hvis han fik at vide at disse vidunderlige løfter ville blive opfyldt ved hjælp af Guds rige — og ikke gennem kommunismen.

På et tidspunkt da jeg nok var en seks-syv år gammel, havde en nabopige taget mig med i kirke uden at mine forældre vidste det. Præsten fortalte en beretning fra Bibelen, og jeg blev så begejstret for den at jeg gerne ville høre mere. Jeg fik endda fat i noget religiøst læsestof. Da jeg fortalte det til mine forældre, forbød de mig meget bestemt at gå med i kirke igen, og de smed de ting ud som jeg havde taget med hjem. Og for at jeg ikke skulle være i tvivl om hvad far mente, gav han mig en afklapsning.

Herefter blev der aldrig talt om Gud i vores hjem. Jeg fik efterhånden den holdning at det kun var de ulærde og uvidende som troede på Gud, og at religion var opfundet af mennesker. I skolen lærte vi at tanken om en Gud var opstået fordi der var ting man ikke kunne forklare. Men nu sad vi sammen med Tanya, en intelligent kvinde — der oven i købet var skolelærer — og hun troede på Gud! ’Der må være noget om snakken,’ tænkte jeg.

Tanya talte med så stor overbevisning at vi var helt sikre på at hun selv troede på det hun sagde. Så vi spurgte: „Tanya, hvad har overbevist dig om at Gud virkelig er til?“

„Det har Bibelen,“ svarede hun. „Alle de spørgsmål I har stillet, bliver besvaret i Bibelen. Kunne I tænke jer at forstå den bedre?“

Jeg vidste at mine forældre ikke ville bryde sig om at jeg begyndte at studere Bibelen. Men jeg ønskede virkelig at lære mere. Tanya gav mig adressen til Ludmila, et af Jehovas Vidner som boede i nærheden af vores hjem i Horní Benešov. Mens jeg sammen med Ludmila undersøgte Guds løfter om et paradis her på jorden, spurgte jeg mig selv: ’Hvilken garanti har jeg for at dette vil gå i opfyldelse?’

Ludmila forklarede at jeg var nødt til at lære mere om Gud for at kunne tro på ham og hans løfter. Ud fra vores studium blev jeg overbevist om at jorden og de mange komplekse livsformer på den ikke er resultatet af tilfældighedernes spil. Jeg var nødt til at indrømme at der måtte findes en meget intelligent Skaber. Jeg indså hvor logisk det er når Bibelen siger: „Ethvert hus bygges jo af en eller anden, men den der har bygget alt er Gud.“ — Hebræerne 3:4.

Jeg ville gerne have at min familie også lærte om disse ting. Men da jeg ikke regnede med at det ville interessere dem, fik jeg ikke fortalt dem om det. En dag fandt min mor så en side som var faldet ud af en gammel, slidt bibel jeg havde fået. Det gjorde mine forældre meget opbragte.

En snak med min far

Da far fik bekræftet sin mistanke om at jeg havde kontakt med Jehovas Vidner, bad han mig om at gå en tur med ham. „Du må øjeblikkelig afbryde enhver forbindelse til disse mennesker,“ sagde han. „Hvis ikke du gør det, må jeg trække mig tilbage som borgmester. Du ødelægger min karriere. Jeg må forlade embedet og vende tilbage til fabrikken. Du bringer skam over hele familien.“

„Men far, Bibelen er en fornuftig bog, og den indeholder nogle fantastisk gode råd til hvordan man skal leve,“ forsøgte jeg.

„Nej, Alenka,“ sagde han, „jeg har aldrig haft behov for hverken Bibelen eller Gud for at finde lykken. Alt har jeg skabt med mine egne hænder. Ingen har hjulpet mig. Det undrer mig at du kan tro på det nonsens! Du skal leve et rigtigt liv, blive gift og få børn, og så vil du se at du kan være lykkelig uden Gud.“

Fars vedholdenhed gjorde indtryk på mig. For en stund begyndte jeg at tvivle på min tro, som endnu ikke var fast funderet. Jeg havde jo kendt min far længere end jeg havde kendt Jehovas Vidner, og jeg havde altid følt mig tryg derhjemme. Far var velmenende, ingen tvivl om det. Jeg vidste at han elskede mig, så jeg lovede at jeg ville holde op med at studere Bibelen. Kort efter, da jeg var 18, gik jeg ud af skolen og fik arbejde i hovedstaden, Prag.

Mit liv i Prag

Jeg blev ansat i en bank og så frem til at lære om ’det rigtige liv’ som far sagde man kunne opnå gennem kommunismen. Men ret hurtigt kunne jeg se at folk i storbyen ikke var mere lykkelige end derhjemme. Faktisk var umoralitet, hykleri, selviskhed og alkoholmisbrug helt almindeligt.

På et tidspunkt arrangerede en forkynder der boede i nærheden af Horní Benešov, og som var på besøg i Prag, at nogle Jehovas Vidner kontaktede mig. Så nu begyndte jeg at studere Bibelen med en kvinde som hed Eva. Efter hvert studium spurgte Eva: „Vil du gerne have at jeg kommer igen i næste uge?“ Hun påtvang mig aldrig sine egne holdninger, selv om jeg til tider spurgte hende hvad hun ville gøre hvis hun var mig.

„Jeg kan ikke fortælle dig hvad jeg ville gøre,“ sagde hun. Derefter henviste hun til noget i Bibelen som kunne hjælpe mig til at træffe en afgørelse. Jeg var meget bekymret over mit forhold til mine forældre, så jeg spurgte om jeg skulle holde op med at besøge dem. Eva slog op i Anden Mosebog 20:12 hvor Bibelen siger at vi skal ære vores forældre. Derefter spurgte hun: „Men er der nogen vi bør sætte højere end vores forældre?“

Jeg vidste ikke helt hvad jeg skulle svare, så hun slog op i Bibelen og viste mig det sted hvor Jesus siger: „Den der holder mere af fader eller moder end af mig, er mig ikke værdig.“ (Mattæus 10:37) Jeg forstod at skønt mine forældre har krav på ære, bør jeg holde mere af Jesus og hans himmelske Fader. Eva forsøgte altid at pege på et relevant bibelsk princip, hvorefter hun overlod afgørelsen til mig.

En interessekonflikt

I september 1982 blev jeg omsider optaget på en læreanstalt i Prag, hvor jeg skulle studere agronomi. Men det viste sig snart at jeg ikke kunne passe mine studier ordentligt og samtidig koncentrere mig om at undersøge Bibelen. Så jeg sagde til en af professorerne at jeg tænkte på at afbryde studierne. „Jeg skaffer dig en samtale med en som kan forstå din situation og hjælpe dig,“ sagde hun. Det var instituttets rektor, og hun aftalte at han skulle have en samtale med mig.

Han bød mig velkommen og spurgte: „Hvorfor vil vores bedste elev forlade skolen?“

„Fordi jeg mangler tid til andre ting som jeg også er interesseret i,“ svarede jeg. Eftersom Jehovas Vidner på det tidspunkt var underlagt forbud i Tjekkoslovakiet, ville jeg ikke fortælle ham hvorfor jeg ønskede at afbryde studierne. Men efter et par timers samtale følte jeg at jeg kunne stole på ham. Derfor fortalte jeg ham at jeg studerede Bibelen.

„Studér både Bibelen og Marx,“ sagde han. „Derefter kan du træffe dit valg.“ Det virkede næsten som om han opfordrede mig til at studere Bibelen!

En sammensværgelse forhindres

Men dagen efter rejste han og professoren hele den lange vej til min landsby for at besøge mine forældre. De fortalte at jeg havde kontakt med en farlig og forbudt sekt, og at jeg ville opgive studierne. Rektoren sagde til min far: „Hvis din datter beslutter at forlade os, sørger vi for at hun ikke kan finde arbejde i Prag, og så bliver hun nødt til at komme tilbage hertil og bryde forbindelsen med den sekt.“

I januar 1983 afbrød jeg studierne. En af mine veninder som også studerede Bibelen, hjalp mig med at leje et værelse hos en ældre dame. Eftersom jeg ikke kendte noget til rektorens besøg hos mine forældre og hans løfte til far, havde jeg ingen anelse om hvorfor alle mine forsøg på at finde arbejde var forgæves. Min værtinde undrede sig også, så uden at jeg vidste noget om det, kontaktede hun rektoren og spurgte hvorfor jeg havde forladt læreanstalten.

„Pas på!“ sagde han. „Hun er medlem af den farlige sekt Jehovas Vidner. Det er derfor hun måtte afbryde studierne. Hun skal bryde forbindelsen med dem og tage hjem. Jeg skal nok sørge for at hun ikke får arbejde i Prag!“

Da min værtinde kom hjem om aftenen, kaldte hun på mig og sagde: „Nå, Alenka, i dag har jeg været henne på din læreanstalt.“ Jeg tænkte straks at nu måtte jeg nok pakke mine ting og forlade lejligheden. Men hun sagde: „Jeg bryder mig ikke om det rektoren har gjort. Du må tro på hvad du har lyst til; det der betyder noget, er hvordan du opfører dig. Jeg skal nok hjælpe dig med at finde arbejde.“ Den aften takkede jeg i bøn Jehova for hans hjælp.

Snart efter kom far til Prag for at hente mig hjem. Men denne gang kunne han ikke overtale mig. Min tro på Jehova og hans løfter var nu mere velfunderet. Det endte med at far tog hjem uden mig, og for første gang i mit liv så jeg ham græde. Det var et følelsesladet møde, men oplevelsen gav mig et nærmere forhold til Jehova. Jeg ønskede at tilhøre Jehova og at tjene ham. Den 19. november 1983 symboliserede jeg derfor min indvielse til ham da jeg blev døbt i et badekar i en lejlighed i Prag.

Min beslutning velsignes

Senere var jeg med til at fremstille Jehovas Vidners forbudte publikationer. Det var nødvendigt med strenge sikkerhedsforanstaltninger eftersom myndighederne allerede havde fængslet nogle af dem der fremstillede publikationer. Min første opgave bestod i at fremstille maskinskrevne kopier af Vagttårnet oversat til tjekkisk. Disse kopier blev derefter givet til forkynderne som kunne bruge dem i deres studium af Bibelen.

Senere blev jeg indbudt til at være med i en gruppe som mødtes i en lejlighed i Prag for at fremstille bøger. De fleste af møblerne blev flyttet ud af det ene værelse, og derefter samlede vi de færdige sider som vi havde lagt ud på et langt bord der stod i midten af rummet. Senere blev disse sider syet eller limet sammen til bøger. Jeg tænkte ofte på at det ville være dejligt at udføre dette arbejde på fuldtid.

Som pioner i den kommunistiske ungdomsorganisation havde jeg forsøgt at lære børn hvordan man bliver et bedre menneske. Som et af Jehovas Vidner fortsætter jeg med at arbejde med unge, og jeg har hjulpet flere af dem til at blive døbte tjenere for Jehova. Endnu er ingen i min familie blevet Jehovas Vidner, men som Bibelen lover, har jeg fået mange åndelige fædre, mødre, brødre og søstre. — Markus 10:29, 30.

I 1989 blev det kommunistiske styre i landet erstattet af et demokratisk. Denne ændring har givet Jehovas Vidner juridisk anerkendelse, og derfor kan vi nu mødes åbent og studere Bibelen. Vi kan forkynde fra hus til hus uden frygt for at blive arresteret, og vi kan rejse udenlands for at deltage i internationale stævner. Desuden behøver vi ikke længere at frygte forhør, arrestationer eller trusler.

Tjenesten sammen med min mand

I 1990 giftede jeg mig med Petr, en af mine trosfæller. I april 1992 kunne vi begge realisere vores ønske om at blive pionerer, som Jehovas Vidner kalder deres heltidsforkyndere. Og i juni 1994 blev vi indbudt til at arbejde på Jehovas Vidners afdelingskontor i Prag. I stedet for at fremstille publikationer i det skjulte kan vi nu frit være med til at dække folks åndelige behov overalt i republikken Tjekkiet.

For et par år siden havde vi den store glæde at mine forældre tog imod en indbydelse til at besøge afdelingskontoret, hvor vi bor og arbejder sammen med omkring 60 andre. Efter at have set boligerne og kontorerne sagde min far: „Jeg kan virkelig mærke at I har ægte kærlighed indbyrdes.“ Det var de smukkeste ord jeg kunne høre fra min far.

Vi oplever det som kommunismen stillede i udsigt

Vores håb om en bedre verden gennem kommunismen var ikke andet end ønsketænkning. Historien har vist at selv menneskers mest oprigtige bestræbelser ikke har kunnet skabe et retfærdigt samfund. Jeg tror at mange endnu vil komme til at indse at mennesket ikke kan opnå et lykkeligt liv uden Guds hjælp. — Jeremias 10:23.

Jeg tænker ofte på at far ønskede at jeg skulle få det han kaldte „et rigtigt liv“, som han fortalte os at kommunismen kunne virkeliggøre. Men jeg har gennem et studium af Bibelen indset at det den kalder „det virkelige liv“ — livet i Guds retfærdige nye verden — er det eneste sikre håb mennesker kan sætte deres lid til. (1 Timoteus 6:19) Jeg kan sige sådan fordi de der oprigtigt bestræber sig for at følge Bibelens lære, kan leve sammen i fred trods synd og ufuldkommenhed. De har med godt resultat modstået ethvert forsøg på at bryde deres enhed eller svække deres hengivenhed over for Jehova, deres Gud.

Dette blev især understreget for mig da jeg sammen med min mand havde den forret at være blandt de gæster som overværede indvielsen af det nye afdelingskontor for Jehovas Vidner i nærheden af Lviv i Ukraine, den 19. maj 2001. Her mødte jeg andre forkyndere som havde været medlemmer af den kommunistiske ungdomsorganisation „Unge Pionerer“. De havde, ligesom jeg, håbet at kommunismen ville medføre sand fred og enhed for alle mennesker. Vladimir Grigoriev, som nu tjener sammen med sin kone på afdelingskontoret i Rusland, har også været medlem af „Unge Pionerer“.

Det virkede nærmest ironisk at Jehovas Vidner har opført deres nye afdelingskontor på et sted der netop har været brugt som sommerlejr for „Unge Pionerer“. På grund af begrænset plads på afdelingskontoret kunne blot 839 personer fra 35 lande overvære indvielsesprogrammet. Men den følgende formiddag var 30.881 samlet på et fodboldstadion i Lviv for at høre et sammendrag af den foregående dags program.a Nogle af dem kom langvejsfra og havde rejst i seks timer eller mere for at kunne være til stede.

Da de hørte om muligheden for at få en rundvisning på det nye afdelingskontor, steg de straks op i de mange busser som havde kørt dem til stadionet. Midt på eftermiddagen begyndte busserne at ankomme til afdelingskontoret — hvor min mand og jeg havde fået lov til at overnatte — og rundvisningerne kunne begynde. Om aftenen var mere end 16.000 af disse kære trosfæller blevet vist rundt på afdelingskontoret og var atter steget op i busserne for at begynde hjemturen, der for manges vedkommende var meget lang!

I Ukraine var der, som i mange andre østeuropæiske lande, millioner som troede at kommunismen var det bedste middel til at skabe et fredfyldt nyt samfund. Men i dag er der, alene i Ukraine, over 120.000 som deltager i arbejdet med at fortælle andre om Guds rige. Ja, mange af os der tidligere har været kommunister, har nu fået tro på at denne regering fra Gud er det eneste sande håb om ægte broderskab og fred blandt alle mennesker!

[Fodnote]

[Illustration på side 12]

Som tiårig, kort tid efter at jeg havde sluttet mig til de kommunistiske „Unge Pionerer“

[Illustration på side 16]

Med min mand, Petr

[Illustration på side 16]

Vladimir, som også tidligere var en af de kommunistiske Unge Pionerer, mødte jeg ved indvielsen af afdelingskontoret i Ukraine

[Illustration på side 16, 17]

Over 30.000 lyttede til et sammendrag af indvielsesprogrammet

[Illustration på side 17]

Flere end 16.000 besøgte afdelingskontoret