En fare for spillerne?

Den 12-årige dreng „trængte en ubevæbnet modstander op i en krog og satte pistolen for hans hoved. ’Så, nu løber du ingen steder!’ råbte drengen hånligt ad personen på skærmen. ’Nu har jeg dig!’ Drengen trykkede på knappen og skød manden i ansigtet. Manden blev slynget omkuld, og hans laboratoriekittel blev oversprøjtet med blod. ’Du er færdig!’ lo drengen højt.“

DETTE citat beskriver en bestemt sekvens af et computerspil og er taget fra artiklen „Computer Violence: Are Your Kids at Risk?“ (Computervold: Er dine børn i fare?) Forfatteren, Stephen Barr, rejser det samme spørgsmål som overskriften til denne artikel. Der findes over 5000 forskellige computerspil på markedet. Nogle af dem bliver anset for at være lærerige samtidig med at de byder på harmløs underholdning.

I et af disse spil lærer man geografi, og i et andet hvordan man lander et fly. Der findes også spil hvor man lærer at tænke logisk og løse problemer, og endda nogle som giver spilleren mulighed for at afhjælpe forskellige vanskeligheder, for eksempel et læsehandicap. Nogle spil kan måske også gøre de unge mere fortrolige med en computer, og det bliver der jo lagt stadig mere vægt på i vores teknologiske tidsalder.

Eksperter peger på de negative sider

Formanden for organisationen National Institute on Media and the Family, David Walsh, siger: „Nogle spil har et voldeligt og samfundsskadeligt indhold, er fulde af sex og har et grimt sprog. Desværre er det netop de spil som især er populære blandt børn mellem otte og 15 år.“

En undersøgelse i USA viste at næsten 80 procent af de unges foretrukne computerspil indeholder vold. Direktøren for virksomheden Virtual Image Productions, Rick Dyer, siger: „Det er ikke længere blot spil. Det er træningsprogrammer. På denne utrolige måde lærer vi børn hvordan det er at skyde. . . . De lærer bare ikke hvilke konsekvenser det har i det virkelige liv.“

Voldelige computerspil vakte allerede i 1976 stor forargelse da spillet Death Race blev lanceret. Spillet gik ud på at man skulle køre fodgængere ned der gik frem og tilbage hen over skærmen — vinderen var den der dræbte flest fodgængere. De nyere og mere avancerede spil i dag har en bedre grafik og giver spilleren mulighed for at tage del i endnu mere virkelighedstro voldshandlinger.

Når en spiller for eksempel har gennemført spillet Carmageddon, vil vedkommende have påkørt og dræbt næsten 33.000 mennesker. En senere version af spillet er blevet beskrevet på denne måde: „Dine ofre bliver ikke blot smattet ud under dækkene på din bil så blodet sprøjter op på forruden, nej, de vil også kaste sig på knæ og bede dig om nåde eller begå selvmord. Hvis du har lyst, kan du også partere dem.“

Er al den vold der foregår på computerskærmen, skadelig? Man har foretaget cirka 3000 undersøgelser af dette spørgsmål. Mange af dem tyder på at der er en forbindelse mellem voldelige computerspil og øget aggressivitet blandt spillerne. Når unge er indblandet i vold, peger man ofte på at der er en sammenhæng.

Nogle specialister bagatelliserer spillenes påvirkning. De siger at man også må tage andre faktorer i betragtning, som for eksempel at de børn der vælger sådanne spil, måske allerede har voldelige tendenser. Men kunne det tænkes at voldelige spil alligevel øver en stor indflydelse? Det virker naivt at hævde at folk ikke påvirkes af det de ser. Hvis det er tilfældet, hvorfor bruger virksomheder da hvert år milliarder af kroner på tv-reklamer?

„Dygtige og villige til at dræbe“

David Grossman, en specialist i militærpsykologi og forfatter til bogen On Killing, hævder at børn via volden i computerspillene — på samme måde som soldater gennem militærtræning — bliver opøvet til at overvinde deres medfødte modvilje mod at dræbe. Militæret har for eksempel fundet ud af at det er muligt at nedbryde denne aversion hos en stor procentdel af soldaterne i infanteriet ved under skydeøvelserne ganske enkelt at erstatte de almindelige ringinddelte skiver med målskiver der har form som mennesker. David Grossman påstår at børn på lignende måde gennem voldelige spil bliver „dygtige og villige til at dræbe“.

Ifølge undersøgelser der er blevet offentliggjort i Journal of Personality and Social Psychology, er vold i computerspil måske endnu farligere end vold på film og fjernsyn fordi spilleren identificerer sig med den figur der begår volden. Når vi ser fjernsyn, bliver vi tilskuere til vold; når vi spiller computer, føler vi at vi deltager. Desuden varer de fleste film kun et par timer, hvorimod det kan tage et barn op til 100 timer at blive god til at spille et almindeligt computerspil.

Nogle lande har indført en mærkningsordning der gør opmærksom på at meget voldelige spil kun må spilles af voksne. Men en sådan ordning er kun effektiv i den udstrækning den bliver taget til efterretning. En undersøgelse i USA viste at 66 procent af de adspurgte forældre ikke engang var fortrolige med mærkningsordningen. Direktøren for Entertainment Software Rating Board (en amerikansk mærkningsordning) siger at hovedformålet med mærkningen ikke er at hindre børn i at få fat i bestemte spil. Han forklarer: „Det er ikke vores opgave at være smagsdommere. Vi giver blot forældrene en hjælp til at afgøre hvad de ønsker eller ikke ønsker at give deres børn.“

Spil der skaber afhængighed?

I de nye onlinespil, som man spiller over internettet sammen med folk fra hele verden, har hver deltager en fiktiv persons rolle idet han vælger en figur, der kan forbedre sine evner ved at klare forskellige udfordringer. Lykkes det, får deltageren følelsen af at blive dygtigere og dygtigere. Spilleren får altså fornemmelsen af at det kan betale sig at bruge tid på den figur han har valgt, og derfor må han ganske enkelt spille igen. Nogle kan næsten blive helt afhængige — det er måske en af grundene til at et onlinespil kan fortsætte i flere måneder eller endda i flere år.

Tidsskriftet Time skriver at der for nylig har været stor interesse for onlinespillet Lineage i Sydkorea. Det hele foregår i middelalderlige omgivelser hvor deltagerne kæmper om sejren. Spilleren gennemgår forskellige niveauer og forsøger at opnå en særlig rang. Nogle unge spiller hele natten og har svært ved at holde sig vågne i skolen den næste dag. Forældrene er bekymrede, men de ved ikke altid hvordan de skal gribe problemet an. En ung spiller forklarer i et interview: „Når folk møder mig på nettet, synes de at jeg er smart. Men når de møder mig i det virkelige liv, råder de mig til at gå på slankekur.“

Den koreanske psykolog Joonmo Kwon giver sit bud på hvorfor Lineage er blevet så populært: „I Korea skal man i den virkelige verden undertrykke sine lyster og inderste ønsker. I spillet kan man leve dem ud.“ Unge flygter altså fra virkeligheden ind i en fantasiverden. En skarpsindig kommentator har beskrevet det på denne måde: „Spilleren er mere tiltrukket af spilleverdenen end af virkeligheden. Virkeligheden opfattes blot som en pause hvor spilleren tjener lidt penge for at kunne fortsætte spillet.“

Hvordan helbredet påvirkes

Tal fra USA viser at et typisk 12-årigt barn ser fire timers fjernsyn om dagen — og så er den tid slet ikke talt med hvor barnet sidder foran computer- eller tv-skærmen og spiller. I et rundspørge fra 1995 indrømmede 60 procent af de adspurgte børn at de spillede i længere tid end de havde planlagt. Når tiden løber fra børnene, sker det ofte at de ikke får lavet deres lektier. En japansk undersøgelse har vist at computerspil kun stimulerer en begrænset del af barnets hjerne. Børn må ifølge denne undersøgelse bruge mere tid på at læse, skrive og regne. Men hvis deres hjerne skal blive veludviklet, har de også behov for at blive stimuleret ved at komme ud at lege og ved at kommunikere med andre.

Det forlyder at 40 procent af de amerikanske børn mellem fem og otte år er klinisk overvægtige. Noget der sandsynligvis bidrager til problemet, er utilstrækkelig motion fordi børnene bruger for meget tid foran fjernsynet eller computeren. Et firma har ligefrem udviklet motionsudstyr som kan benyttes mens man spiller computerspil. Men ville det ikke være meget bedre at begrænse den tid børnene bruger på sådanne spil? Så ville de få masser af tid til andre aktiviteter der fremmer udviklingen af en harmonisk personlighed.

Hvis man stirrer på en skærm i meget lange perioder, kan man få problemer med øjnene. Undersøgelser viser at mindst 25 procent af alle computerbrugere har problemer med synet. En af årsagerne er at de blinker færre gange med øjnene, noget der fremkalder tørhed og irritation. Når man blinker, bliver øjnene renset fordi produktionen af tårevæske stimuleres og urenheder bliver skyllet ud.

Børn kan glemme alt omkring sig og spille i timevis med kun få afbrydelser. Det kan give børnene anstrengte øjne og problemer med at fokusere. Eksperter anbefaler at man holder nogle få minutters pause efter hver time man har siddet ved en computer.a

En international industri i fremmarch

Det lader til at der er stigende interesse for onlinespil i hele verden. Man åbner blandt andet netcaféer flere og flere steder. Disse spillesteder er udstyret med en hel del computere, og gæsterne betaler for at spille netværksspil. Det er ikke usædvanligt at unge bruger cirka 1500 kroner om måneden sådanne steder.

Der er ingen tvivl om at spilleindustrien er i fremmarch. Man forventer at markedet for onlinespil vil vokse med over 70 procent i løbet af de næste fem år.

Det er dog tydeligt at denne industri, som er i rivende udvikling, også har sine negative sider. Farerne er reelle nok. Ingen kan i længden undgå konsekvenserne af at skade sit helbred, sløse sin tid og sine penge væk eller vænne sig til vold og drab. Og det kan børn i endnu mindre grad. Det er altså ikke sandt at computerspil altid er lærerige eller byder på harmløs underholdning. David Walsh, som er citeret tidligere, advarer: „Underholdningsmedierne er nok mere magtfulde end vi er klar over.“ Han tilføjer: „Forældre må i dag indse at hvis de skal vise deres børn tilstrækkelig omsorg, må de følge med i hvad der sker i en medieverden som hele tiden forandrer sig.“

Det er som Bibelen siger: „Denne verdens scene skifter.“ (1 Korinther 7:31) Og intet forandrer sig tilsyneladende hurtigere end underholdningsmedierne. Ikke så få forældre føler at det er en overvældende opgave at skulle følge med i alt det nye som deres børn bliver bombarderet med fra dag til dag. Men der er ingen grund til at miste modet. Mange forældre har gode resultater med at opdrage deres børn og hjælpe dem til at koncentrere sig om det der virkelig har betydning. Børn har, ligesom alle andre, brug for at vide at vores største behov aldrig kan blive dækket af underholdning — hvad enten det er gennem computeren, fjernsynet eller et andet medium. Jesus sagde engang at det der giver sand lykke, er at ’erkende sit åndelige behov.’ — Mattæus 5:3.

[Fodnote]

[Ramme på side 6]

COMPUTERSPIL — Hvad man skal passe på

▸ Man kan blive mere aggressiv af at spille voldelige computerspil.

▸ Når man spiller computerspil, risikerer man ikke kun at blive tilskuer til vold; spillene er lavet sådan at man skal føle sig som deltager.

▸ Hvis man er letpåvirkelig, kan spillene udviske grænsen mellem fantasi og virkelighed.

▸ Som med al anden afhængighed kan dét at spille computer føre til at man forsømmer vigtige gøremål og de mennesker der står én nær.

▸ Computerspil kan stjæle tid som børnene skulle have brugt på for eksempel at læse lektier eller udfolde deres fantasi og kreative evner i leg sammen med andre.

▸ Hvis man i lang tid stirrer på skærmen, kan man overanstrenge sine øjne.

▸ Den mangel på motion som ofte er et problem blandt computerspillere, kan føre til overvægt.

▸ Computerspil kan stjæle ens tid og penge.

[Ramme/illustration på side 8]

En måde at kvitte vanen på

Thomas, en 23-årig kristen, fortæller: „Da jeg gik i skole, var spilleriet skyld i at jeg ikke fik læst så mange lektier. Senere i livet fik det konsekvenser for mig på andre områder. Jeg fortsatte med at spille, selv efter at jeg var blevet heltidsforkynder. Til sidst gik det op for mig at det tog for meget af min tid og energi. Det skete nogle gange at jeg havde svært ved at koncentrere mig hvis jeg gik i tjenesten eller til et kristent møde efter at jeg havde spillet. Jeg tænkte næsten hele tiden på hvordan jeg, så snart jeg var hjemme igen, skulle løse et bestemt problem jeg var stødt på i spillet. Det gik ud over mit personlige studium og min regelmæssige bibellæsning. Jeg mistede efterhånden glæden ved at tjene Gud.

Engang da jeg sent om aftenen lå i min seng, følte jeg at det ikke kunne blive ved på den måde. Jeg stod op, tændte computeren, markerede alle spillene og trykkede på slettetasten. Kort tid efter var de væk! Det var ikke let. Jeg blev klar over at spillene havde betydet mere for mig end jeg havde troet. Men samtidig følte jeg også at det var en stor sejr, for jeg vidste at det i sidste ende ville gavne mig. Jeg må indrømme at jeg siden har købt et par spil. Men nu er jeg mere konsekvent. Så snart jeg kan mærke at jeg har svært ved at holde mit spilleri på et rimeligt plan, trykker jeg bare på slettetasten igen.“

[Illustration på side 6]

Nogle siger at der er en forbindelse mellem voldelige computerspil og øget aggressivitet blandt spillerne

[Illustration på side 7]

En netcafé i Seoul, Korea