Hvad siger Bibelen?

Støtter Gud krige i dag?

KONG David af Israel, der var kriger, sagde: „[Gud] oplærer mine hænder til krig, og mine arme bøjer en bue af kobber.“ — Salme 18:34.

Hvad angår det at være kristen, sagde apostelen Paulus: „Selv om vi vandrer i kødet, fører vi ikke krig efter hvad vi er i kødet. Vor krigsførelses våben er nemlig ikke kødelige.“ — 2 Korinther 10:3, 4.

Modsiger de to skriftsteder hinanden? Eller er der gode grunde til at Gud tillod at israelitterne gik i krig, men ikke tillod at de kristne gjorde det? Har Guds syn på krig ændret sig? Svarene bliver klarere når vi overvejer tre væsentlige forskelle på Israel og den sande kristne menighed.

Tre betydelige forskelle

1. Fortidens Israel var en nation med fastlagte grænser som Gud havde afstukket, og landet var omgivet af folkeslag der ofte var fjendtlige. Gud befalede derfor israelitterne at beskytte deres land og gav dem endda sejr over deres fjender. (Dommerne 11:32, 33) Den kristne menighed, derimod, har ingen bogstavelige grænser, og dens medlemmer findes i alle lande. Så hvis Kristi disciple i et land skulle deltage i krig mod et andet land, ville de kæmpe imod deres trosfæller — deres åndelige brødre og søstre — som de har fået påbud om at elske og være villige til at dø for. — Mattæus 5:44; Johannes 15:12, 13.

2. Fortidens Israel havde en jordisk konge hvis trone var i Jerusalem. Sande kristne er imidlertid ledet af Jesus Kristus, som nu er en magtfuld åndeskabning, og hans trone er i himmelen. (Daniel 7:13, 14) Jesus selv sagde: „Mit rige er ikke en del af denne verden. Hvis mit rige havde været en del af denne verden, ville mine tjenere have kæmpet for at jeg ikke skulle overgives til jøderne. Men nu er mit rige ikke herfra.“ (Johannes 18:36) Derfor kan intet rige, eller styre, på jorden med rette hævde at tilhøre Kristus. Hvilken betydning har det for Jesu „tjenere“, eller disciple? Det vil det tredje punkt forklare.

3. Ligesom andre nationer sendte fortidens Israel ofte budbringere ud, eller det vi i dag kalder ambassadører eller udsendinge. (2 Kongebog 18:13-15; Lukas 19:12-14) Kristus har gjort det samme; der er dog to grundlæggende forskelle. For det første tjener alle hans disciple som ambassadører eller udsendinge. Apostelen Paulus kunne således skrive: „Vi er derfor ambassadører på Kristi vegne.“ (2 Korinther 5:20) Som fredelige ambassadører griber Jesu disciple ikke til våben. For det andet taler de med alle som vil lytte til deres budskab. Jesus sagde: „Denne gode nyhed om riget vil blive forkyndt på hele den beboede jord til et vidnesbyrd for alle nationerne.“ (Mattæus 24:14) Han sagde også: „Gå derfor ud og gør disciple af folk af alle nationerne, . . . idet I lærer dem at holde alt det jeg har befalet jer.“ — Mattæus 28:19, 20.

Desværre bliver der ikke altid taget godt imod Kristi tjenere. Af den grund skrev Paulus til den kristne evangelieforkynder Timoteus: „Vær som en god Kristi Jesu soldat med til at lide ondt.“ (2 Timoteus 2:3) De våben Timoteus benyttede, var naturligvis af åndelig art og indbefattede Guds skrevne ord, som bliver kaldt „åndens sværd“. — Efeserne 6:11-17.

Hvorfor forkastede Gud Israel og dannede den kristne menighed?

I omkring 1500 år havde nationen Israel et særligt forhold til Gud, et forhold der var baseret på en pagt, eller kontrakt. (2 Mosebog 19:5) Pagten, der var formidlet af Moses, indbefattede De Ti Bud og andre love som alle fremmede sand tilbedelse og høje moralnormer. (2 Mosebog 19:3, 7, 9; 20:1-17) Sørgeligt nok blev israelitterne som nation betragtet troløse mod Gud, og det i en sådan grad at de endog dræbte hans profeter. — 2 Krønikebog 36:15, 16; Lukas 11:47, 48.

Til sidst sendte Jehova sin søn, Jesus Kristus, der blev født som jøde. I stedet for at tage imod ham som Messias forkastede jøderne ham som folk betragtet. Resultatet blev at Gud bragte sin langvarige pagt med Israel til ophør, og den symbolske mur der adskilte jøder fra ikkejøder, blev fjernet.a (Efeserne 2:13-18; Kolossenserne 2:14) Omkring samme tid oprettede Gud den kristne menighed og udnævnte Jesus til at lede den. Og inden udløbet af det første århundrede var denne menighed blevet multinational. „I hver nation er den der frygter [Gud] og øver retfærdighed, velkommen for ham,“ udtalte den jødiske apostel Peter. — Apostelgerninger 10:35.

Jehovas Vidner efterligner de første kristne. Derfor er Jehovas Vidner kendt for at forkynde og for at forholde sig neutrale i politik og bogstavelige krige. (Mattæus 26:52; Apostelgerninger 5:42) Ja, de lader intet aflede deres opmærksomhed fra at fortælle andre om den gode nyhed om Guds rige, den eneste regering der vil besejre det onde og indføre varig fred på jorden. Apostelen Paulus havde dette dyrebare håb i tanke da han skrev: „På Kristi vegne beder vi: ’Bliv forligt med Gud.’“ (2 Korinther 5:20) Disse ord har en endnu større betydning nu, for vi nærmer os afslutningen på „de sidste dage“ af den nuværende onde verden. — 2 Timoteus 3:1-5.

[Fodnote]

HAR DU SPEKULERET OVER?

● Hvilken særlig egenskab skal kristne vise hinanden? — Johannes 13:34, 35.

● Hvad er det vigtigste „våben“ for en sand kristen? — Efeserne 6:17.

● Hvilket vigtigt budskab forkynder Kristi repræsentanter? — Mattæus 24:14; 2 Korinther 5:20.

[Illustration på side 23]

Jehovas Vidner udgør et internationalt brodersamfund og forholder sig neutrale i nationernes krige