„Helliget vorde dit navn“ — hvilket navn?

TROR du på Gud? Hvis det er tilfældet, har du uden tvivl respekt for den velkendte bøn som Jesus lærte sine disciple at bede til Gud — den bøn der kaldes Fadervor. Den begynder med ordene: „Vor Fader, du som er i Himlene! Helliget vorde dit navn.“ — Mattæus 6:9, den danske autoriserede oversættelse.

Har du nogen sinde tænkt på hvorfor Jesus lod helligelsen af Guds navn komme først i denne bøn? Bagefter nævnte han andre ting, som det at Guds rige må komme, at Guds vilje må ske på jorden og at vore synder må blive tilgivet. Opfyldelsen af disse anmodninger vil i sidste ende betyde varig fred på jorden og evigt liv for menneskene. Kan vi forestille os noget der har større betydning? Og dog sagde Jesus at vi først og fremmest skulle bede om at Guds navn måtte blive helliget.

Det var ikke tilfældigt at Jesus lærte sine disciple at lade Guds navn komme først i deres bønner. Det er tydeligt at han lagde stor vægt på dette navn, for han nævnte det gentagne gange i sine egne bønner. Da han ved en lejlighed bad offentligt til Gud, hørte man ham sige: „Fader, herliggør dit navn!“ Og Gud selv svarede: „Jeg har allerede herliggjort det, og jeg vil atter herliggøre det.“ — Johannes 12:28, da. aut.

Aftenen før sin død bad han til Gud mens han var sammen med sine disciple, og endnu en gang hørte de ham fremhæve betydningen af Guds navn. Han sagde: „Jeg har åbenbaret dit navn for de mennesker, du tog ud af verden og gav mig.“ Senere gentog han: „Jeg har kundgjort dem dit navn og vil kundgøre dem det.“ — Johannes 17:6, 26, da. aut.

Hvorfor betød Guds navn så meget for Jesus? Hvorfor understregede han at det også betyder meget for os — ved at sige at vi skal bede om at det må blive helliget? For at forstå dette må vi først vide hvordan man betragtede navne på Bibelens tid.

Navne på Bibelens tid

Skaberen har åbenbart nedlagt et ønske i os om at give ting navne. Det første menneske havde et navn, Adam. Noget af det første Adam gjorde ifølge skabelsesberetningen, var at give dyrene navne. Da han derefter fik en hustru, kaldte han hende straks „Kvinde“ (på hebraisk: ’Isjsjahʹ). Senere gav han hende navnet Eva, der betyder „den levende“, fordi hun skulle blive „moder til alle levende“. (1 Mosebog 2:19, 23; 3:20) Også i dag følger vi den praksis at give mennesker navne. Ja, vi ville have svært ved at forestille os hvordan vi skulle klare os uden navne.

I den israelitiske periode var de navne folk havde, imidlertid ikke blot betegnelser. De havde en dybere betydning. Isaks navn betød således „latter“ og var en påmindelse om at hans gamle forældre lo da de første gang hørte at de skulle have et barn. (1 Mosebog 17:17, 19; 18:12) Esaus navn betød „lådden“ eller „behåret“ og beskrev et fysisk særkende ved ham. Hans andet navn, Edom, „rød“ eller „rødlig“, var en hentydning til at han solgte sin førstefødselsret for en ret røde linser. (1 Mosebog 25:25, 30-34; 27:11; 36:1) Jakob, der var født lige efter sin tvillingebroder Esau, købte førstefødselsretten af Esau og fik den førstefødtes velsignelse af sin fader. Allerede ved fødselen blev han navngivet Jakob, der betød „hælgriberen“ eller „fortrængeren“. (1 Mosebog 27:36) Navnet Salomon betød „fredelig“; under hans herredømme nød Israel fred og fremgang. — 1 Krønikebog 22:9.

Et bibelleksikon, The Illustrated Bible Dictionary (bind 1, side 572), siger om dette: „Et studium af ordet ’navn’ i Det gamle Testamente røber hvor meget det betyder på hebraisk. Navnet er ikke bare en betegnelse, men siger noget om den pågældendes personlighed.“

At Gud tillægger navne stor betydning, fremgår af at han gennem en engel gav de kvinder der skulle blive mødre til Johannes Døber og Jesus, besked om hvad deres sønner skulle hedde. (Lukas 1:13, 31) Somme tider ændrede han visse menneskers navne, eller han gav dem et tilnavn, for at vise hvilken plads de skulle indtage i gennemførelsen af hans hensigt. Da han for eksempel forudsagde at hans tjener Abram („ophøjet fader“) ville blive fader til mange nationer, ændrede han hans navn til Abraham („fader til en mængde folk“). Og han ændrede navnet på Abrahams hustru, Saraj („stridbar“), til Sara („fyrstinde“), eftersom hun ville blive moder til Abrahams afkom. — 1 Mosebog 17:5, 15, 16; jævnfør Første Mosebog 32:28; Anden Samuelsbog 12:24, 25.

Jesus anerkendte også at navne har betydning; han henviste til Peters navn da han overdrog ham en tjenesteforret. (Mattæus 16:16-19) Selv åndeskabninger har navne. To der omtales i Bibelen, er Gabriel og Mikael. (Lukas 1:26; Judas 9) Og når mennesker giver livløse ting som stjerner, planeter, byer, bjerge og floder navne, efterligner de blot Skaberen. Bibelen siger at Gud kalder alle stjernerne ved navn. — Esajas 40:26.

Ja, navne har stor betydning i Guds øjne, og han indgav mennesket et ønske om at give personer og ting navne. Både engle, mennesker og dyr, ja selv livløse ting som stjerner, har navne. Kan vi da forestille os at den der har skabt alle disse ting, selv er navnløs? Naturligvis ikke, især ikke i betragtning af salmistens ord: „Lad alt kød velsigne [Guds] hellige navn til fjerne tider, ja, for evigt.“ — Salme 145:21.

Værket The New International Dictionary of New Testament Theology (bind 2, side 649) siger: „Et af de væsentligste og mest grundlæggende træk i den bibelske åbenbaring er det forhold at Gud ikke er uden navn: han har et personligt navn hvorved han kan, og skal, påkaldes.“ Det var dette navn Jesus tænkte på da han lærte sine disciple at bede: „Vor Fader i himlene, lad dit navn blive helliget.“ — Mattæus 6:9.

I betragtning af alt dette er det vigtigt for os at vide hvad Guds navn er. Kender du Guds personlige navn?

Hvad er Guds navn?

De fleste af kristenhedens mange millioner kirkemedlemmer vil forbavsende nok have svært ved at svare på det spørgsmål. Nogle af dem vil måske sige at Guds navn er Jesus. Men Jesus bad til en anden da han sagde: „Jeg har gjort dit navn kendt for de mennesker du gav mig ud af verden.“ (Johannes 17:6) Han bad til Gud i himmelen, som en søn der taler med sin fader. (Johannes 17:1) Det var hans himmelske Faders navn der skulle helliges.

Mange nyere bibeloversættelser indeholder imidlertid ikke Guds navn, og det bruges sjældent i kirkerne. I stedet for at blive helliget, er hans navn blevet skjult for millioner af bibellæsere. Som et eksempel på hvad bibeloversætterne har gjort med Guds navn, kan vi betragte et enkelt vers hvori det forekommer: Salme 83:19.a Dette skriftsted gengives således i fire forskellige bibler:

„Til de forstår, at du alene — Herren er dit navn — er den højeste over hele jorden.“ (Davids Salmer, 1977)

„Og kende, at du, hvis navn er HERREN, er ene den Højeste over al jorden!“ (Den autoriserede oversættelse, 1931)

„[Saa de søger dit Navn, o Jahve], og erkender, at du alene er den Højeste paa hele Jorden!“ (Buhl, 1910)

„Saa skal man sande, at ene du, som nævnes Jehova, har Høihedsret over hele Jorden.“ (Kalkar, 1847)

Hvorfor gengives Guds navn så forskelligt i disse bibeludgaver? Er hans navn Herren, eller er det Jahve, eller Jehova? Er det ligegyldigt hvilken af disse former man bruger?

For at kunne svare på dette må vi huske at Bibelen ikke er skrevet på dansk. Bibelskribenterne var hebræere, og de skrev det meste af teksten på datidens hebraiske og græske sprog. Disse oldtidssprog forstås ikke af mange i dag. Men Bibelen er blevet oversat til utallige nutidssprog, og vi kan bruge disse oversættelser når vi ønsker at læse Guds ord.

Kristne har dyb respekt for Bibelen; de tror med rette at „hele Skriften er inspireret af Gud“. (2 Timoteus 3:16) Det er derfor en ansvarsfuld opgave at oversætte Bibelen. Hvis en oversætter med vilje ændrer noget i Bibelen eller udelader noget af den, øver han vold mod det inspirerede ord. En sådan handling omfattes af den bibelske advarsel: „Hvis nogen føjer noget til dette, vil Gud til ham føje de plager der er skrevet om i denne skriftrulle; og hvis nogen tager noget bort fra ordene i skriftrullen med denne profeti, vil Gud tage hans lod bort fra livets træer.“ — Åbenbaringen 22:18, 19; se også Femte Mosebog 4:2.

De fleste bibeloversættere respekterer naturligvis Bibelen og ønsker oprigtigt at gøre den forståelig for nutidsmennesker. Men oversætterne er ikke inspirerede. De fleste af dem har også stærke religiøse meninger og kan under deres arbejde være påvirket af personlige ideer og synspunkter. Desuden kan de gøre sig skyldige i menneskelige fejl eller fejlbedømmelser.

Vi kan derfor med god ret spørge: Hvad er Guds navn? Og hvorfor gengives det forskelligt i forskellige bibeloversættelser? Når vi har fået svar på dette, kan vi vende tilbage til vort oprindelige spørgsmål: Hvorfor er det så vigtigt at Guds navn bliver helliget?

[Fodnote]

[Tekstcitat på side 4]

Både engle, mennesker og dyr, ja selv livløse ting som stjerner, har navne. Kan vi da forestille os at den der har skabt alle disse ting, selv er navnløs?

[Tekstcitat på side 5]

Det er tydeligt at Jesus lagde stor vægt på Guds navn, for han nævnte det gentagne gange i sine bønner