Sabbat

Definition: Ordet kommer af det hebraiske sjavathʹ, der betyder ’at hvile, at afholde sig fra arbejde’. Den sabbatsordning der foreskrives i Moseloven omfatter en ugentlig sabbatsdag, andre faste dage i årets løb, samt det syvende år og det halvtredsindstyvende år. Jødernes ugentlige sabbat, deres kalenderuges syvende dag, løber fra solnedgang fredag til solnedgang lørdag. I kristenheden har mange traditionelt holdt søndagen som hviledag og gudstjenestedag; andre har holdt sig til den dag der er foreskrevet i den jødiske kalender.

Er kristne forpligtede til at holde en ugentlig sabbatsdag?

2 Mos. 31:16, 17: „Israels sønner skal overholde sabbaten, så de fejrer sabbaten i denne og kommende generationer. Det er en varig [evig gyldig, DA] pagt. Mellem mig og Israels sønner er den et tegn til fjerne tider.“ (Læg mærke til at det at holde sabbat var et tegn mellem Jehova og Israel; det ville det ikke have været hvis alle andre også var forpligtede til at holde sabbat. Det hebraiske ord der gengives med „varig“ og „til fjerne tider“, og „evig gyldig“ i DA, er ‛ōlamʹ, som dybest set betegner en lang tidsperiode hvis varighed i øjeblikket er skjult eller ligger hen i det uvisse. Det kan betyde for evigt, men gør det ikke nødvendigvis. I Fjerde Mosebog 25:13 anvendes det samme hebraiske ord om præstedømmet, som ifølge Hebræerbrevet 7:12 senere ophørte.)

Rom. 10:4: „Kristus er lovens ende, så at enhver som tror kan opnå retfærdighed.“ (At overholde sabbaten var en del af den lov som Gud bragte til ophør ved Kristus. At blive anerkendt som retfærdig af Gud afhænger af troen på Kristus, ikke af at man holder en ugentlig sabbat.) (Se også Galaterbrevet 4:9-11; Efeserbrevet 2:13-16.)

Kol. 2:13-16: „[Gud] tilgav os i sin godhed alle vore overtrædelser og udslettede det mod os rettede håndskrevne dokument, med dets bestemmelser, det som gik imod os . . . Lad derfor ingen dømme jer angående spisen og drikken eller med hensyn til højtid eller nymånefest eller sabbat.“ (Hvis nogen under Moseloven blev fundet skyldig i at vanhellige sabbaten, skulle han ifølge Anden Mosebog 31:14 og Fjerde Mosebog 15:32-35 stenes til døde af hele menigheden. Mange af dem der gør sig til talsmænd for at holde sabbat, har grund til at være glade for at vi ikke er underlagt den lov. Som det fremgår af det her citerede skriftsted, forudsætter et godkendt forhold til Gud ikke længere at man overholder det sabbatsbud der blev givet til fortidens israelitter.)

Hvordan blev søndagen den særlige gudstjenestedag for det meste af kristenheden?

Selv om Kristus blev oprejst på den første dag i ugen (den der nu kaldes søndag), indeholder Bibelen ingen vejledning om at sætte denne dag i ugen til side som hellig.

„At det gamle hedenske navn ’Dies Solis’ [solens dag] eller ’søndag’ er blevet bibeholdt som navnet på den ugentlige kristne højtid, skyldes i vid udstrækning den sammenblanding af hedenske og [såkaldt] kristne følelser hvormed ugens første dag blev anbefalet af Konstantin [i en bekendtgørelse fra år 321] til hans undersåtter, hedenske såvel som kristne, som ’solens ærefulde dag’. . . . Det var på den måde han samstemte imperiets disharmoniske religioner under én fælles ordning.“ — Lectures on the History of the Eastern Church (New York, 1871), A. P. Stanley, s. 291.

Blev budet om at holde sabbat givet til Adam og således gjort bindende for alle hans efterkommere?

Jehova Gud hvilede fra sit arbejde med det fysiske, jordiske skaberværk efter at han havde beredt jorden til bolig for menneskene. Dette står at læse i Første Mosebog 2:1-3. Men der står ikke noget i Bibelen om at Gud gav Adam påbud om at holde den syvende dag hver uge som en sabbat.

5 Mos. 5:15: „Du skal huske på at du [Israel] var træl i Ægyptens land og at Jehova din Gud førte dig ud derfra med stærk hånd og udrakt arm. Det er derfor Jehova din Gud har påbudt dig at fejre sabbatsdagen.“ (Her forbinder Jehova sabbatsloven med Israels udfrielse fra trældommen i Ægypten, ikke med noget der skete i Eden.)

2 Mos. 16:1, 23-29: „Hele Israels sønners forsamling kom til sidst til Sins ørken . . . på den femtende dag i den anden måned efter at de var gået ud af Ægyptens land. Da sagde han [Moses] til dem: ’Det er som Jehova har sagt. I morgen vil det være sabbatshøjtid, en hellig sabbat for Jehova.’ . . . ’I seks dage kan I samle det [mannaen] op, men på den syvende dag er det sabbat. På den vil der ikke være noget.’ . . . Da sagde Jehova til Moses: ’. . . Mærk jer at Jehova har givet jer sabbaten.’“ (Før dette havde der været en inddeling i syvdages uger, men dette er første gang der tales om at holde en sabbat.)

Er Moseloven delt i en „ceremoniel“ og en „moralsk“ del, og er den „moralske“ (de ti bud) bindende for kristne?

Henviste Jesus til Loven på en måde der viser at den er delt i to dele?

Matt. 5:17, 21, 23, 27, 31, 38: „I må ikke tro at jeg er kommet for at nedbryde Loven eller Profeterne. Jeg er ikke kommet for at nedbryde, men for at opfylde.“ Læg nu mærke til hvad Jesus indbefattede i det han videre sagde herom. „I har hørt at der blev sagt til dem der levede i gamle dage: ’Du må ikke myrde [2 Mos. 20:13; det sjette bud]’ . . . Derfor, hvis du er i færd med at bringe en offergave til alteret [5 Mos. 16:16, 17; ikke en del af de ti bud] . . . I har hørt at der er blevet sagt: ’Du må ikke begå ægteskabsbrud [2 Mos. 20:14; det syvende bud].’ . . . Der er også blevet sagt: ’Enhver der skiller sig fra sin hustru skal give hende en skilsmisseattest [5 Mos. 24:1; ikke en del af de ti bud].’ . . . I har hørt at der er blevet sagt: ’Øje for øje og tand for tand. [2 Mos. 21:23-25; ikke en del af de ti bud].’“ (Når Jesus her henviser til Loven, skelner han altså ikke imellem om det er fra de ti bud eller fra andre dele af Loven. Bør vi så gøre det?)

Da Jesus blev spurgt: „Lærer, hvilket er det største bud i loven?“ isolerede han så de ti bud? Nej, han svarede i stedet for: „’Du skal elske Jehova din Gud af hele dit hjerte og af hele din sjæl og af hele dit sind.’ Dette er det største og første bud. Det andet, der ligner det, er dette: ’Du skal elske din næste som dig selv.’ På disse to bud hænger hele Loven og Profeterne.“ (Matt. 22:35-40) Hvis nogen holder fast ved de ti bud (5 Mos. 5:6-21) og siger at de er bindende for de kristne mens resten af Loven ikke er det, afviser de så i virkeligheden ikke hvad Jesus sagde (med citater fra 5 Mos. 6:5; 3 Mos. 19:18) om hvilke bud der er de største?

Når Bibelen taler om at Loven er blevet ophævet, siger den så direkte at det indbefatter de ti bud?

Rom. 7:6, 7: „Nu er vi løst fra loven, idet vi er døde i forhold til det som vi blev fastholdt af . . . Hvad skal vi da sige? Er loven synd? Måtte det aldrig blive sådan! Dog ville jeg aldrig have lært synden at kende hvis det ikke havde været for loven; jeg ville for eksempel ikke have kendt begæret hvis loven ikke havde sagt: ’Du må ikke begære.’“ (Hvilket eksempel fra Moseloven citerer Paulus her, umiddelbart efter at han har skrevet at jøde-kristne er „løst fra loven“? Det tiende bud, og dermed viser han at det var indbefattet i den lov som de var blevet løst fra.)

2 Kor. 3:7-11: „Når den lovsamling hvis tjeneste skænker død og som var indristet med bogstaver i sten, blev til med herlighed, så Israels sønner ikke kunne se ufravendt på Moses’ ansigt på grund af hans ansigts herlighed, en herlighed som skulle afskaffes, hvor meget mere vil da ikke den tjeneste der skænker ånden, være forbundet med herlighed? . . . For når det som skulle afskaffes, blev indført med herlighed, vil langt snarere det som forbliver, være forbundet med herlighed.“ (Her tales der om en lovsamling som „var indristet med bogstaver i sten“, og der siges at „Israels sønner ikke kunne se ufravendt på Moses’ ansigt“ ved den lejlighed da den blev overgivet til dem. Hvad er det der er tale om? Anden Mosebog 34:1, 28-30 viser at det drejer sig om de ti bud; det er de bud der blev indristet i sten. Altså må de ti bud være indbefattet i det som skriftstedet her siger „skulle afskaffes“.)

Betyder afskaffelsen af Moseloven, herunder de ti bud, at alle moralske begrænsninger er taget bort?

Slet ikke; mange af de moralnormer der udtrykkes i de ti bud er blevet gentaget under inspiration i De kristne græske Skrifter. (Det gælder imidlertid ikke sabbatsloven.) Men uanset hvor god en lov er, vil der være lovløshed så længe syndige tilbøjeligheder behersker et menneskes ønsker. Om den nye pagt, som har erstattet Lovpagten, siger Hebræerbrevet 8:10 imidlertid: „’For dette er den pagt som jeg vil indgå med Israels hus efter de dage,’ siger Jehova. ’Jeg giver mine love i deres sind, og på deres hjerter skriver jeg dem. Og jeg vil være deres Gud, og de skal være mit folk.’“ Sådanne love er langt mere virkningsfulde end dem der er indristet på stentavler.

Rom. 6:15-17: „Skal vi begå en synd fordi vi ikke er under lov men under ufortjent godhed? Måtte det aldrig ske! Ved I ikke at hvis I bliver ved med at fremstille jer for en som trælle for at adlyde ham, er I hans trælle fordi I adlyder ham, enten syndens med død til følge eller lydighedens med retfærdighed til følge? Men tak til Gud at I har været syndens trælle men af hjertet er blevet lydige mod den læreform I blev overgivet til.“ (Se også Galaterne 5:18-24.)

Hvilken betydning har den ugentlige sabbat for kristne?

Der er „en sabbatshvile“ som kristne har del i hver dag

Hebr. 4:4-11: „For et sted [1 Mos. 2:2] har han [Gud] om den syvende dag sagt således: ’Og Gud hvilede på den syvende dag fra alle sine gerninger,’ og ligeledes på dette sted [Sl. 95:11]: ’De skal ikke gå ind til min hvile.’ Da det altså står tilbage for nogle at gå ind til den, og de som den gode nyhed først blev forkyndt for, ikke gik ind på grund af ulydighed, afmærker han igen en dag ved så lang tid efter i Davids salme [Sl. 95:7, 8] at sige ’i dag’, sådan som det er blevet sagt ovenfor: ’I dag, hvis I hører efter hans røst, så forhærd ikke jeres hjerter.’ For hvis Josua havde ført dem ind til hvilens sted, ville Gud ikke derefter have talt om en anden dag. Altså står der en sabbatshvile tilbage for Guds folk. Den der er gået ind til Guds hvile, har nemlig også selv fået hvile fra sine gerninger, ligesom Gud fra sine. Lad os derfor gøre vort yderste for at gå ind til den hvile, for at ikke nogen skal falde, efter samme eksempel på ulydighed.“

Hvad er det de kristne her tilskyndes til at hvile fra? Fra deres egne gerninger. Hvilke gerninger? Gerninger hvorved de tidligere søgte at bevise deres egen retfærdighed. Nu tror de ikke længere at de kan skaffe sig Guds godkendelse ved egen fortjeneste og opnå evigt liv ved at overholde bestemte regler og forordninger. Det var den fejl de troløse jøder begik, de som ’søgte at opstille deres egen retfærdighed, og ikke underordnede sig retfærdigheden fra Gud’. (Rom. 10:3) Sande kristne anerkender at alle er født syndere og at det kun er ved tro på Kristi offer at man kan blive anerkendt som retfærdig i Guds øjne. Af hjertet søger de at tilegne sig alt hvad Guds søn lærte og at leve efter det. De tager ydmygt imod råd og irettesættelse fra Guds ord. Det betyder ikke at de mener at de kan gøre sig fortjent til at blive godkendt af Gud på denne måde; men det de gør, er et udtryk for deres kærlighed og tro. Ved en sådan levevis undgår de at efterligne den jødiske nations „eksempel på ulydighed“.

„Den syvende dag“, som omtales i Første Mosebog 2:2, var ikke kun et døgn på 24 timer. (Se siderne 348, 349, under emnet „Skabelse“.) På samme måde er den „sabbatshvile“ som sande kristne har del i, ikke begrænset til et døgn på 24 timer. Ved at udvise tro og følge Bibelens vejledning kan de glæde sig over den hver dag, og de vil især kunne gøre det i Guds nye orden.

Der venter menneskeheden en „sabbat“ på tusind år

Mark. 2:27, 28: „[Jesus sagde:] Sabbaten er blevet til for menneskets skyld, og ikke mennesket for sabbatens skyld; derfor er Menneskesønnen også sabbatens Herre.“

Jesus vidste at Jehova havde indstiftet sabbaten som et tegn mellem sig selv og Israel, og at tanken var at den skulle give israelitterne hvile fra deres arbejde. Jesus var også klar over at hans egen død ville skabe grundlag for at ophæve Moseloven, som så ville være blevet opfyldt med ham. Han forstod at Loven med dens sabbatsordning var „en skygge af kommende goder“. (Hebr. 10:1; Kol. 2:16, 17) I forbindelse med disse „goder“ er der en „sabbat“ som han er Herre over.

Som herrernes Herre vil Kristus regere over hele jorden i tusind år. (Åb. 19:16; 20:6; Sl. 2:6-8) Mens Jesus var på jorden udførte han barmhjertigt nogle af sine mest forbløffende helbredelsesmirakler på sabbaten og viste på den måde hvilken udfrielse han vil bringe mennesker fra alle nationer under sit tusindårsrige. (Luk. 13:10-13; Joh. 5:5-9; 9:1-14) De der forstår sabbatens virkelige betydning vil have mulighed for at få gavn af hvilen på den „sabbat“.

Hvis nogen siger . . .

’Kristne skal holde sabbaten’

Hertil kunne man svare: ’Må jeg spørge hvorfor du mener det?’ Og man kunne fortsætte: ’Det afgørende må være hvad Bibelen siger om det; er vi ikke enige om det? . . . Der er nogle skriftsteder som jeg synes kaster lys over sagen. Skal vi læse dem sammen? (Benyt egnede dele af ovenstående behandling af emnet.)’

’Hvorfor holder I ikke sabbaten?’

Hertil kunne man svare: ’Mit svar vil afhænge af hvilken sabbat du mener. Er du klar over at Bibelen taler om mere end én sabbat? . . . Guds sabbatslove gjaldt jøderne. Men vidste du at Bibelen taler om en anden slags sabbat som gælder for de kristne?’ Og man kunne fortsætte: (1) ’Vi holder ikke én dag om ugen som sabbat, for Bibelen siger at det sabbatsbud „skulle afskaffes“. (2 Kor. 3:7-11; se kommentarerne hertil på siderne 321, 322.)’ (2) ’Men der er en sabbat som vi holder hver dag. (Hebr. 4:4-11; se siderne 323, 324.)’