Spiritisme

Definition: Troen på at en åndelig del af mennesket overlever legemets død og kan sætte sig i forbindelse med de levende, sædvanligvis gennem en person der fungerer som medium. Under spiritisme hører også troen på at alle ting og alle naturfænomener er besjælet af iboende ånder, samt trolddomskunst, der gør brug af kræfter som erkendes at stamme fra onde ånder. Alle former for spiritisme fordømmes på det kraftigste i Bibelen.

Kan mennesker komme i forbindelse med afdøde pårørendes „ånder“?

Præd. 9:5, 6, 10: „De levende ved nemlig at de skal dø, men de døde ved slet ingen ting . . . Også deres kærlighed og deres had og deres skinsyge er allerede gået til grunde, og de har til fjerne tider ingen yderligere del i alt det der gøres under solen. Alt hvad din hånd finder at gøre, gør det med den kraft du har, for der er hverken virksomhed eller planlægning eller kundskab eller visdom i Sheol hvor du går hen.“

Ez. 18:4, 20: „Den sjæl der synder, den skal dø.“ (Sjælen er altså ikke noget der lever videre når legemet dør, og som de levende derefter kan komme i forbindelse med.)

Sl. 146:4: „Hans ånd går bort; han vender tilbage til den jord han er kommet fra; samme dag går hans tanker til grunde.“ (Når der siges at ånden „går bort“, betyder det bare at livskraften ophører. Når et menneske dør, fortsætter dets ånd ikke med at eksistere som et immaterielt væsen der kan tænke og gennemføre planer adskilt fra legemet. Den er ikke noget som de levende kan komme i forbindelse med og tale med efter vedkommende persons død.)

Se også siderne 80-82, under emnet „Døden“.

Siger Bibelen ikke at kong Saul talte med profeten Samuel efter dennes død?

Beretningen herom findes i Første Samuelsbog 28:3-20. Versene 13, 14 viser at Saul ikke selv så Samuel, men at han blot ud fra åndemediets beskrivelse antog at hun så ham. Saul ønskede desperat at tro at det var Samuel og lod sig derfor bedrage. Som det fremgår af Vers 3, var Samuel død og begravet, og ifølge de skriftsteder der er citeret ovenfor, var der ikke nogen del af Samuel der levede videre i en anden verden og kunne meddele sig til Saul. Den der gav sig ud for at være Samuel var således en bedrager.

Hvem kommer de der forsøger at tale med de døde, i virkeligheden i forbindelse med?

Sandheden om de dødes tilstand er klart udtrykt i Bibelen. Men hvem var det der forsøgte at bedrage det første menneskepar i spørgsmålet om døden? Det var Satan; han modsagde Guds advarsel om at ulydighed ville føre til døden. (1 Mos. 3:4; Åb. 12:9) Med tiden viste det sig at Gud havde ret, at menneskene døde. Hvordan opstod så den forestilling at menneskene i virkeligheden ikke dør, men at en åndelig del af mennesket lever videre efter legemets død? Et sådant bedrag må logisk nok stamme fra Satan Djævelen, der af Jesus blev kaldt „løgnens fader“. (Joh. 8:44; se også Andet Thessalonikerbrev 2:9, 10.) Troen på at de døde er i live i en anden verden og at vi kan komme i forbindelse med dem, har ikke gavnet menneskene. Tværtimod siger Åbenbaringen 18:23 at ’alle nationerne er blevet vildledt’ ved Babylon den Stores udøvelse af spiritisme. Den spiritistiske praksis at ’tale med de døde’ er i virkeligheden et stort bedrag der kan bringe mennesker i kontakt med dæmonerne (engle der selvisk gjorde oprør mod Gud), og den fører ofte til at man hører uønskede „stemmer“ og bliver plaget af disse onde ånder.

Kan det skade at søge helbredelse eller beskyttelse ved spiritistiske midler?

Gal. 5:19-21: „Kødets gerninger er tydelige; det er utugt, urenhed, skamløshed, afgudsdyrkelse, udøvelse af spiritisme . . . Om dette siger jeg jer forud, sådan som jeg før har sagt, at de der øver sådanne ting ikke skal arve Guds rige.“ (Søger man hjælp gennem spiritismen, vidner det om at man tror på Satans løgne om døden og de dødes tilstand; man søger råd hos mennesker der henter kraft fra Satan og hans dæmoner. Derved gør man fælles sag med Jehova Guds erklærede fjender. Og i stedet for at få virkelig hjælp, vil man, hvis man fortsætter dermed, lide varig skade.)

Luk. 9:24: „Enhver som ønsker at redde sin sjæl [eller: sit liv] vil miste den; men enhver som mister sin sjæl for min skyld [fordi han følger Jesus Kristus], han vil redde den.“ (Hvis man med overlæg overtræder Guds klare bud i et forsøg på at beskytte eller bevare sit nuværende liv, vil man miste udsigten til det evige liv. Hvor tåbeligt!)

2 Kor. 11:14, 15: „Satan selv giver sig ud for at være en lysets engel. Det er derfor intet stort om hans tjenere også giver sig ud for at være retfærdigheds tjenere.“ (Vi skal altså ikke lade os bedrage, selv om visse spiritistiske handlinger kunne synes gavnlige i øjeblikket.)

Se også siderne 140-143, under emnet „Helbredelse“.

Er det klogt at ty til spiritistiske midler for at få kundskab om fremtiden eller for at sikre sig at et foretagende vil lykkes?

Es. 8:19: „Hvis de siger til jer: ’Henvend jer til åndemedierne eller til dem der har en spådomsånd, som hvisker og mumler,’ er det da ikke til sin Gud at et folk skulle henvende sig?“

3 Mos. 19:31: „Vend jer ikke til åndemedierne, og rådspørg ikke de spåkyndige, så I bliver urene ved dem. Jeg er Jehova jeres Gud.“

2 Kong. 21:6: „[Kong Manasse] øvede magi og tog varsler og ansatte åndemedier og spåkyndige. Han gjorde meget der var ondt i Jehovas øjne og krænkede ham således.“ (Disse spiritistiske handlinger indebar i virkeligheden at man søgte hjælp hos Satan og hans dæmoner. Dette var selvsagt „ondt i Jehovas øjne“, og han straffede Manasse hårdt for det. Men da kongen angrede og ophørte med de forkerte handlinger, blev han velsignet af Jehova.)

Kan det skade at deltage i spil eller selskabslege der indebærer en form for spådomskunst, eller at prøve at finde ud af hvad et tilsyneladende godt varsel betyder?

5 Mos. 18:10-12: „Der må ingen findes hos dig som . . . driver spådomskunst, øver magi, tager varsler eller er troldmand, eller som binder andre med en besværgelse eller som spørger et åndemedium eller en spåkyndig til råds eller som henvender sig til de døde. For enhver der øver disse ting er en vederstyggelighed for Jehova.“ (Ved spådomskunst søger man at få viden om det ukendte eller at forudsige fremtidige begivenheder, ikke ved forskning, men ved tydning af varsler eller ved hjælp af overnaturlige kræfter. Jehova forbød sine tjenere at give sig af med den slags, for alle disse handlinger er en invitation til de urene ånder og kan føre til at man kommer i forbindelse med dem eller bliver besat af dem. Sådanne handlinger vidner om grov troløshed over for Jehova.)

Apg. 16:16-18: „En tjenestepige med en spådomsånd kom os i møde. Hun plejede at skaffe sine herrer en stor fortjeneste ved at øve spådomskunst.“ (Det siger sig selv at ingen som elsker retfærdighed vil rådspørge en sådan kilde, hverken for sjov eller i alvor. Paulus blev træt af hendes råben og befalede ånden at fare ud af hende.)

Kan onde ånder iføre sig menneskeskikkelse?

I Noas dage iførte ulydige engle sig menneskeskikkelse. Ja, de giftede sig og avlede børn. (1 Mos. 6:1-4) Men da Vandfloden kom, blev de tvunget til at vende tilbage til åndeverdenen. Judas 6 siger om dem: „De engle som ikke bevarede deres oprindelige stilling men forlod deres egen bolig, har han holdt forvaret med evige lænker under tæt mørke til dommen på den store dag.“ Gud har ikke alene afskåret dem fra deres tidligere privilegier i himmelen og holdt dem i tæt mørke angående sine hensigter, men han har også lagt dem i „lænker“, underlagt dem visse begrænsninger. I hvilken forstand? Åbenbart i den forstand at de nu er afskåret fra at iføre sig fysiske legemer for at kunne have omgang med kvinder, sådan som de gjorde før Vandfloden. Bibelen fortæller at trofaste engle der har tjent som Guds sendebud, har materialiseret sig under udførelsen af deres opgaver frem til det første århundrede e.v.t. Men efter Vandfloden blev de engle der havde misbrugt deres gaver, frataget evnen til at iføre sig menneskeskikkelse.

Det er imidlertid af interesse at dæmoner øjensynlig kan lade mennesker se syner, og det de viser i synerne kan forekomme virkeligt. Da Djævelen fristede Jesus benyttede han sig åbenbart af en sådan evne for at vise Jesus „alle verdens riger og deres herlighed“. — Matt. 4:8.

Hvordan kan man befri sig for en spiritistisk påvirkning?

Ordsp. 18:10: „Jehovas navn er et stærkt tårn; den retfærdige løber derind og beskyttes.“ (Det vil ikke sige at man kan bruge Guds personlige navn som en slags trylleformular til at afværge ondt med. Jehovas „navn“ står som et udtryk for ham selv. Vi finder beskyttelse når vi lærer ham at kende og sætter hele vor lid til ham, idet vi anerkender hans myndighed og adlyder hans bud. Hvis vi gør dette og råber til ham om hjælp, idet vi bruger hans personlige navn, vil han beskytte os, sådan som han har lovet i sit ord.)

Matt. 6:9-13: „I skal derfor bede således: ’. . . før os ikke ind i fristelse, men befri os fra den onde.’“ Man må også være „vedholdende i bønnen“. (Rom. 12:12) (Gud hører sådanne bønner der bedes af mennesker som inderligt ønsker at kende sandheden og at tilbede ham på en måde der behager ham.)

1 Kor. 10:21: „I kan ikke have andel i ’Jehovas bord’ og i dæmoners bord.“ (De der ønsker Jehovas venskab og beskyttelse må ophøre med enhver deltagelse i spiritistiske møder. I overensstemmelse med eksemplet i Apostelgerninger 19:19 er det også vigtigt at man ødelægger eller skiller sig af med alle genstande som har tilknytning til spiritisme.)

Jak. 4:7: „I skal derfor underordne jer Gud; men stå Djævelen imod, og han vil flygte fra jer.“ (For at kunne gøre dette må man flittigt bestræbe sig på at lære Guds vilje at kende og at leve efter den i det daglige. Man må også opbygge kærlighed til Gud, så man har styrke til at aflægge menneskefrygt og nægte at have nogen andel i skikke som har tilknytning til spiritisme eller at følge regler eller anvisninger der er givet af en spiritist.)

Man må iføre sig „den fulde rustning fra Gud“ der er beskrevet i Efeserbrevet 6:10-18 og flittigt holde alle dele af den i orden.