Bibelens 5. bog — Femte Mosebog (Deuteronomium)

Skribent: Moses

Skrevet på: Moabs sletter

Fuldført: 1473 f.v.t.

Spænder over: 2 måneder (i 1473 f.v.t.)

 1. Hvilke spørgsmål kan man stille i forbindelse med Israels indvandring i det forjættede land?

FEMTE MOSEBOG rummer et dynamisk budskab til Jehovas folk. Efter 40 års ørkenvandring stod Israels sønner nu på tærskelen til det forjættede land. Hvad ventede der dem? Hvilke særlige problemer ville de blive stillet over for på den anden side af Jordan? Hvad ville Moses have at sige nationen til afsked? Vi kan også spørge: Hvorfor er det gavnligt for os i dag at kende svarene på disse spørgsmål?

 2. I hvilken særlig henseende er Femte Mosebog betydningsfuld?

² Svarene findes i de taler Moses holdt og som han optegnede i Femte Mosebog. Skønt denne bog gentager meget fra de tidligere bøger, har den en egen betydning. Hvordan det? Jo, den gav det guddommelige budskab særlig vægt, idet den kom på et tidspunkt i Jehovas folks historie da det virkelig havde brug for handlekraftig ledelse og positiv vejledning. Israelitterne skulle netop til at gå ind i det forjættede land under en ny fører. De trængte til opmuntring så de kunne gå fremad, og de havde brug for Guds formaninger for at kunne handle på en måde der førte til hans velsignelse.

 3. Hvad understreger Moses i hele Femte Mosebog, og hvorfor er det vigtigt for os i dag?

³ Netop som der var brug for det blev Moses drevet af Jehovas ånds mægtige kraft til at rette en ligefrem appel til Israel om at være lydigt og trofast. Gennem hele bogen understreger han at Jehova er den højeste Gud som kræver udelt hengivenhed og ønsker at israelitterne skal ’elske ham af hele deres hjerte og hele deres sjæl og hele deres virkekraft’. Han er „gudernes Gud og herrernes Herre, den store, vældige og frygtindgydende Gud, der ikke behandler nogen med partiskhed eller tager imod bestikkelse“. Han tåler ingen rivaliseren. Lydighed mod ham betyder livet, ulydighed betyder døden. De anvisninger Jehova gav i Femte Mosebog var netop hvad israelitterne behøvede; de forberedte dem til de betydningsfulde opgaver der lå foran dem, og ledte dem under løsningen af opgaverne. Det er også den slags formaninger vi behøver i dag for at kunne fortsætte med at frygte Jehova og hellige hans navn midt i en fordærvet verden. — 5 Mos. 5:9, 10; 6:4-6; 10:12-22.

 4. Hvad betyder navnet „Deuteronomium“, og hvad er formålet med bogen?

⁴ Bogens latinske navn „Deuteronoʹmium“ kommer fra titlen i den græske Septuaginta-oversættelse, Deuteronoʹmion, der er en sammensætning af deuʹteros, som betyder „anden“, og noʹmos, der betyder „lov“, altså egentlig „anden lov“ eller „gentagelse af loven“. Dette stammer fra den græske oversættelse af det hebraiske udtryk i Femte Mosebog 17:18, misjnehʹ hattōrahʹ, der betyder ’afskrift af loven’. Trods betydningen af navnet „Deuteronomium“ er Femte Mosebog imidlertid ikke en anden lov eller en gentagelse af Loven. Den er derimod en udlægning af Loven, idet den tilskyndede israelitterne til at elske og adlyde Jehova i det forjættede land, som de snart skulle gå ind i. — 1:5.

 5. Hvad beviser at Moses har skrevet Femte Mosebog?

⁵ Da dette er den femte af Pentateukens ruller eller bind, må den være skrevet af den samme som skrev de foregående fire, nemlig Moses. Det fremgår også af indledningen til Femte Mosebog, hvor der siges at „dette er de ord som Moses overbragte hele Israel“, og senere udtalelser som: „Så nedskrev Moses denne lov,“ og: „Så nedskrev Moses . . . denne sang.“ Hans navn forekommer næsten 40 gange i bogen og er med til at sætte pålidelighedens stempel på de udtalelser der fremsættes. Gennem hele bogen benyttes første person ental, og den talende er Moses. De afsluttende vers blev føjet til efter Moses’ død, højst sandsynligt af Josua eller ypperstepræsten Eleazar. — 1:1; 31:9, 22, 24-26.

 6. (a) Hvilken tidsperiode spænder Femte Mosebog over? (b) Hvornår var bogen praktisk talt færdig?

⁶ Hvornår foregik de begivenheder der beskrives i Femte Mosebog? Bogen siger selv i indledningen at „i det fyrretyvende år, i den ellevte måned, på den første dag i måneden, overbragte Moses Israels sønner“ Guds påbud. Der hvor Femte Mosebog slutter, optager Josuas Bog beretningen, nemlig tre dage før overgangen over Jordan, der fandt sted på „den tiende i den første måned“. (5 Mos. 1:3; Jos. 1:11; 4:19) Til begivenhederne i Femte Mosebog bliver der en periode på to måneder og en uge tilbage. Imidlertid gik de 30 dage af disse ni uger med at sørge over Moses’ død. (5 Mos. 34:8) Det vil sige at praktisk talt alle begivenhederne i Femte Mosebog må være indtruffet i den ellevte måned af det 40. år. Ved slutningen af den måned må nedskrivningen af bogen også have været næsten tilendebragt, eftersom Moses døde tidligt i den tolvte måned af det 40. år eller i begyndelsen af 1473 f.v.t.

 7. Hvad viser at Femte Mosebog er ægte?

⁷ De beviser der allerede er anført for ægtheden af de fire første bøger i Pentateuken gælder også for den femte. Denne bog samt Første Mosebog, Salmerne og Esajas’ Bog er de fire bøger i De Hebraiske Skrifter der refereres mest til i De Kristne Græske Skrifter. Der er 83 sådanne henvisninger til Femte Mosebog, og kun i seks af bøgerne i De Kristne Græske Skrifter er der ingen hentydninger til den.a

 8. Hvordan bekræfter Jesus ud over enhver tvivl at Femte Mosebog er ægte?

⁸ Jesus giver det vidnesbyrd som stærkest støtter Femte Mosebogs ægthed. I begyndelsen af sin tjeneste blev han tre gange fristet af Djævelen, og tre gange svarede han: „Der står skrevet.“ Skrevet hvor? Jo, i Femte Mosebog (8:3; 6:16, 13), den bog Jesus citerede som sin inspirerede autoritet: „Mennesket skal ikke leve af brød alene, men af hver udtalelse der kommer fra Jehovas mund.“ „Du må ikke sætte Jehova din Gud på prøve.“ „Det er Jehova din Gud du skal tilbede, og det er ham alene du skal yde hellig tjeneste.“ (Matt. 4:1-11) Da farisæerne senere kom for at prøve ham i forbindelse med Guds bud, citerede han som svar „det største og første bud“ fra Femte Mosebog 6:5. (Matt. 22:37, 38; Mark. 12:30; Luk. 10:27) Med dette vidnesbyrd bekræftede Jesus ud over enhver tvivl at Femte Mosebog er ægte.

 9. Hvilke ydre vidnesbyrd bekræfter ægtheden af Femte Mosebog?

⁹ Desuden stemmer begivenhederne og udtalelserne i bogen nøje overens med den historiske situation og de ydre forhold. Hvad der oplyses om Ægypten, Kana’an, Amalek, Ammon, Moab og Edom passer ind i det rigtige tidsbillede, og stednavne gengives korrekt.b Arkæologien fremdrager bevis på bevis for sandfærdigheden af Moses’ skrifter. Henry H. Halley skriver: „Arkæologien har i den senere tid talt så højt at der er sket en tydelig meningsændring i retning af det konservative synspunkt [at Moses skrev Pentateuken]. Den teori at skrivekunsten var ukendt på Moses’ tid er fuldstændig forkastet. Hvert år findes der i Ægypten, Palæstina og Mesopotamien vidnesbyrd, både i inskriptioner og i jordlag, der godtgør at beretningerne [i De Hebraiske Skrifter] er historiske. Og ’sagkundskaben’ er ved at få betydelig mere respekt for den traditionelle opfattelse at Moses er forfatteren.“c Der er således også mange ydre vidnesbyrd om at Femte Mosebog og den øvrige del af Pentateuken er en sand, autentisk beretning der er udarbejdet af Moses, Guds profet.

BOGENS INDHOLD

10. Hvad består Femte Mosebog af?

¹⁰ Bogen består hovedsagelig af en række taler som Moses holdt for Israels sønner på Moabs sletter over for Jeriko. Den første af dem slutter i kapitel 4, den anden går til slutningen af kapitel 26, den tredje fortsætter til og med kapitel 28, og den sidste går til slutningen af kapitel 30. Efter at Moses har truffet de sidste foranstaltninger med henblik på sin snarlige død, blandt andet ved at udnævne Josua til sin efterfølger, skriver han en meget smuk sang til Jehovas pris og slutter med at velsigne Israels stammer.

11. Hvordan indleder Moses sin første tale?

¹¹ Moses’ første tale (1:1–4:49) er et historisk oplæg til det efterfølgende. Moses foretager først et tilbageblik og viser hvordan Jehova trofast har taget sig af sit folk. Han befaler israelitterne at drage ind og tage det land i besiddelse som blev lovet deres forfædre Abraham, Isak og Jakob, og minder dem om at Jehova i begyndelsen af ørkenvandringen koordinerede det teokratiske samfunds virksomhed ved at lade ham, Moses, udvælge vise, forstandige og erfarne mænd til at virke som øverster over tusind, hundrede, halvtreds og ti. De udgjorde et velorganiseret samfund som blev overvåget af Jehova mens de vandrede „gennem hele den store og frygtindgydende ørken“. — 1:19.

12. Hvilke begivenheder i forbindelse med udspioneringen af Kana’an minder han derefter om?

¹² Moses minder dem nu om den syndige oprørskhed de lagde for dagen dengang de hørte rapporten fra dem der havde udspioneret Kana’an og de begyndte at klage over at Jehova hadede dem fordi han — som de påstod — havde ført dem ud af Ægypten blot for at give dem i amoritternes hånd. De var en ond generation uden tro, og derfor sagde Jehova at ingen af dem undtagen Kaleb og Josua skulle få det gode land at se. Så satte de sig atter op imod Jehova og gik overmodigt og egenmægtigt til angreb på fjenden, med det resultat at amoritterne satte efter dem som bier og spredte dem.

13. På hvilket grundlag kunne Moses forsikre Josua om at han ville sejre?

¹³ De vandrede gennem ørkenen i retning af Det Røde Hav, og i løbet af 38 år døde hele den generation af krigsduelige mænd. Jehova befalede derpå israelitterne at drage ind og tage landet nord for Arnon i besiddelse, idet han sagde: „I dag begynder jeg at lade rædsel og frygt for dig komme over alle folkeslag under himmelen når de hører rygtet om dig, og de skal bæve og gribes af veer på grund af dig.“ (2:25) Sihon og hans land faldt i israelitternes hænder, og derefter blev Ogs rige erobret. Moses forsikrede Josua om at Jehova ville kæmpe for Israel på samme måde når det skulle underlægge sig de øvrige riger. Moses spurgte så Gud om han ikke nok alligevel måtte komme over og se det gode land på den anden side af Jordan, men Jehova afslog det igen og befalede ham at overdrage sit hverv til Josua og samtidig sætte mod i ham og styrke ham.

14. Hvordan fremhæver Moses Guds lov og den udelte hengivenhed for ham?

¹⁴ Moses fremhæver nu stærkt Guds lov og advarer imod at lægge noget til eller trække noget fra hans bud. Ulydighed vil føre til ulykke: „Kun skal du vogte dig og tage omhyggeligt vare på din sjæl, at du ikke glemmer de ting du med egne øjne har set, og at de ikke viger fra dit hjerte alle dit livs dage; og du skal gøre dem kendt for dine sønner og dine sønnesønner.“ (4:9) De så ingen skikkelse da Jehova ved Horeb gav dem De Ti Bud under frygtindgydende omstændigheder. Det vil betyde deres undergang hvis de nu begynder at tilbede afguder og billeder, for som Moses siger: „Jehova din Gud er en fortærende ild, en Gud der kræver udelt hengivenhed.“ (4:24) Det var ham der havde elsket deres forfædre og udvalgt dem. Der er ingen anden Gud i himmelen oventil eller på jorden nedentil. Adlyd ham, formaner Moses, „for at du kan få en lang række dage på den jord som Jehova din Gud vil give dig, for altid“. — 4:40.

15. Hvilken ordning træffes vedrørende tilflugtsbyer øst for Jordan?

¹⁵ Efter at Moses har afsluttet denne vægtige tale sætter han Bezer, Ramot og Golan til side som tilflugtsbyer på østsiden af Jordan.

16. Hvad betoner Moses i sin anden tale?

¹⁶ Moses’ anden tale (5:1–26:19) er en opfordring til israelitterne om at lytte til Jehova, der talte med dem ansigt til ansigt på Sinaj. Læg mærke til hvordan Moses gentager Loven med enkelte nødvendige ændringer der tilpasser den til deres nye tilværelse på den anden side af Jordan. Moses’ ord er ikke blot en opremsning af forskrifter og bestemmelser. Hvert ord røber at han i sit hjerte er fuld af nidkærhed og hengivenhed for sin Gud. Han taler med folkets velfærd for øje. Lydighed mod Loven er det gennemgående tema — lydighed som udspringer af kærlighed og ikke af tvang.

17. Hvordan skal israelitterne gengælde den kærlighed Jehova har vist dem?

¹⁷ Først gentager Moses De Ti Ord, De Ti Bud, og opfordrer israelitterne til at adlyde dem uden at vige til højre eller venstre, så de kan få en lang række dage og blive overmåde talrige. „Hør, Israel: Jehova vor Gud er én Jehova.“ (6:4) De skal elske ham af hele deres hjerte, sjæl og virkekraft, og de skal undervise deres sønner og fortælle dem om de store tegn og mirakler Jehova udførte i Ægypten. De må ikke indgå ægteskab med de afgudsdyrkende kana’anæere. Jehova har udvalgt israelitterne som sin særlige ejendom, ikke fordi de er talrige men fordi han elsker dem og vil holde den ed han svor over for deres forfædre. De skal sky dæmonreligionens snare, udrydde afgudsbillederne i landet og holde sig til Jehova, der er „en stor og frygtindgydende Gud“. — 7:21.

18. Hvad formaner Moses nu israelitterne til at vogte sig for?

¹⁸ Jehova ydmygede dem i 40 år i ørkenen og lærte dem at mennesket ikke lever af manna eller brød alene men af alt hvad der udgår af Jehovas mund. I alle de år Jehova tugtede dem blev deres tøj ikke slidt og deres fødder svulmede ikke op. Nu går de snart ind i et land med rigdom og overflod! De må imidlertid være på vagt over for materialismens og selvretfærdighedens snarer, og huske at det er Jehova der ’giver dem kraft til at skaffe sig velstand’, ham der udrydder de onde nationer. (8:18) Moses beretter dernæst om nogle tilfælde hvor Israel har vakt Guds harme. De skal huske hvordan Jehovas vrede blussede op imod dem i ørkenen og fortærede dem med pest, ild og sværd. De skal huske den syndige tilbedelse af guldkalven, der fremkaldte Jehovas brændende vrede og førte til at der måtte laves nye lovtavler. (2 Mos. 32:1-10, 35; 17:2-7; 4 Mos. 11:1-3, 31-35; 14:2-38) Jo, de har al grund til nu at tjene Jehova og holde sig til ham, for han har elsket dem for deres forfædres skyld og gjort dem ’så talrige som himmelens stjerner’. — 5 Mos. 10:22.

19. Hvilket valg stilles israelitterne over for, og hvilke love ridses op for dem?

¹⁹ Israelitterne skal holde ’hele budet’ og nøje adlyde og elske Jehova som deres Gud og tjene ham af hele deres hjerte og hele deres sjæl. (11:8, 13) Jehova vil støtte og belønne dem hvis de adlyder ham. Det må de anstrenge sig for at gøre, og de må flittigt oplære deres sønner til den samme lydighed. Det valg Israel stilles over for er ikke til at misforstå: lydighed der fører til velsignelse, eller ulydighed der fører til forbandelse. De må ikke „vandre efter andre guder“. (11:26-28) Moses giver så en oversigt over særlige love der berører Israel nu da det skal til at tage det forjættede land i besiddelse. Der er 1) love om religion og gudsdyrkelse; 2) love om retsvæsen, regering og krigsførelse; og 3) love med forskrifter for den enkeltes privatliv og samfundslivet.

20. Hvad er hovedpunkterne i lovene om gudsdyrkelse?

²⁰ 1) Religion og gudsdyrkelse (12:1–16:17). Når israelitterne kommer ind i landet skal alt hvad der minder om falsk religion — offerhøje, altre, hellige støtter, hellige pæle og gudebilleder — fuldstændig tilintetgøres. De må kun tilbede Jehova deres Gud på det sted han selv udvælger og knytter sit navn til, og dér skal de alle uden undtagelse fryde sig over tilbedelsen af ham. I forskrifter om hvilken slags kød de må spise og hvilke ofre de skal bringe, bliver de gang på gang mindet om at de ikke må spise blod. „Kun må du være fast besluttet på ikke at spise blodet . . . Du må ikke spise det, for at det kan gå dig og dine sønner efter dig godt, fordi du gør hvad der er ret i Jehovas øjne.“ (12:16, 23-25, 27; 15:23) Moses fordømmer nu afgudsdyrkelse i utvetydige vendinger. Israel må end ikke undersøge den falske religions skikke. Hvis en profet viser sig at være falsk skal han lide døden, og frafaldne — selv om det er kære slægtninge eller venner, ja selv om det drejer sig om hele byer — skal ligeledes vies til udslettelse. Dernæst følger forskrifter om ren og uren føde, betaling af tiende og levitternes underhold. Skyldneres, fattiges og trælles interesser skal kærligt beskyttes. Endelig opregner Moses årets højtider som lejligheder til at takke Jehova for hans velsignelser: „Tre gange om året skal enhver af mandkøn hos dig vise sig for Jehova din Gud på det sted som han udvælger: ved de usyrede brøds højtid og ved ugefesten og ved løvhyttefesten, og man må ikke vise sig tomhændet for Jehova.“ — 16:16.

21. Hvilke love gives om retsvæsen, og hvilken betydningsfuld profeti udtaler Moses?

²¹ 2) Retsvæsen, regering og krigsførelse (16:18–20:20). Først nævner Moses de love der berører dommere og forstandere. Der skal råde retfærdighed, for Jehova hader den der tager mod bestikkelse og bøjer retten. Fremgangsmåden ved bevisførelse og retssager skitseres. „På to eller tre vidners udsagn skal den dødsdømte lide døden.“ (17:6) Der fremsættes love vedrørende kongerne og anvisninger vedrørende præsternes og levitternes underhold. Spiritisme forbydes fordi den er „en vederstyggelighed for Jehova“. (18:12) Idet Moses ser langt ud i fremtiden erklærer han: „En profet som mig vil Jehova din Gud oprejse for dig af din midte, af dine brødre — ham skal I høre på.“ (18:15-19) Den falske profet skal imidlertid dø. Dette afsnit slutter med love om tilflugtsbyer og blodhævn, regler om fritagelse for militærtjeneste og love om krigsførelse.

22. Hvilke love om privatlivet og samfundslivet omtales?

²² 3) Den enkeltes privatliv og samfundslivet (21:1–26:19). Med henblik på israelitternes daglige liv fremsættes love om uopklarede mord, indgåelse af ægteskab med krigsfangne kvinder, førstefødselsretten, opsætsige sønner, pælfæstelse af forbrydere, tegn på jomfruelighed, seksualforbrydelser, kastrering, uægte sønner, behandling af udlændinge, hygiejne, betaling af renter, indfrielse af løfter, skilsmisse, kidnapning, lån, løn og efterhøst. En mand må ikke tildeles mere end 40 slag. Man må ikke binde munden til på en okse når den tærsker. Fremgangsmåden ved indgåelse af svogerægteskab nævnes i hovedtræk. Der må kun bruges nøjagtige vægtlodder, for uret er en vederstyggelighed for Jehova.

23. Hvad vil lydighed mod Guds befalinger føre til for israelitterne?

²³ Før Moses slutter denne indtrængende tale minder han om hvordan Amalek angreb de udmattede efternølere blandt israelitterne da de drog ud af Ægypten, og Moses befaler Israel at „udslette Amaleks minde under himmelen“. (25:19) Når de kommer ind i landet skal de med glæde ofre jordens førstegrøde og give tiende med denne taknemmelige bøn til Jehova: „Se ned fra din hellige bolig, himmelen, og velsign dit folk Israel og den jord som du har givet os, sådan som du svor over for vore forfædre, landet der flyder med mælk og honning.“ (26:15) Hvis de af hele deres hjerte og sjæl følger disse bud, vil Jehova ’sætte dem højt over alle de andre nationer som han har frembragt, til pris og berømmelse og hæder, når de viser at de er et folk der er helligt for Jehova deres Gud, sådan som han har lovet’. — 26:19.

24. Hvilke velsignelser og forbandelser stiller den tredje tale Israel over for?

²⁴ Moses’ tredje tale (27:1–28:68). Under denne tale er Israels ældste og præsterne sammen med Moses mens han fremsiger alle Jehovas forbandelser for ulydighed og alle hans velsignelser for trofasthed. Der gives dystre advarsler om troløshedens frygtelige følger. Hvis israelitterne som Jehovas hellige folk bliver ved med at adlyde hans røst, vil de modtage vidunderlige velsignelser, og alle jordens folk skal se at Jehovas navn er nævnet over dem. Hvis de imidlertid ikke adlyder Jehova, vil han sende ’forbandelse, forvirring og revselse’ over dem. (28:20) De vil blive ramt af forfærdelige sygdomme, tørke og hungersnød, deres fjender vil forfølge dem og gøre dem til trælle, og de vil blive spredt og udryddet af landet. Disse forbandelser og flere til vil komme over dem hvis de ’ikke tager vare på at følge alle denne lovs ord som er skrevet i denne bog, så de frygter dette herlige og frygtindgydende navn, ja, Jehova, deres Gud’. — 28:58.

25. (a) Hvilken pagt slutter Jehova nu med Israel? (b) Hvilket valg skal israelitterne træffe?

²⁵ Moses’ fjerde tale (29:1–30:20). Jehova slutter nu en pagt med Israel ved Moab. I pagten indgår Loven, som Moses har gentaget og udlagt, så den kan lede israelitterne når de går ind i det forjættede land. Den højtidelige ed der ledsager pagten lægger et stort ansvar på folket. Til sidst tager Moses himmelen og jorden til vidne på at han forelægger dem livet og døden, velsignelsen og forbandelsen, og formaner: „Du skal vælge livet for at du kan blive i live, du og dit afkom, ved at elske Jehova din Gud, ved at adlyde hans røst og ved at holde dig til ham; for han er dit liv og rækken af dine dage, at du kan bo på den jord som Jehova svor over for dine forfædre Abraham, Isak og Jakob at ville give dem.“ — 30:19, 20.

26. Hvad er det sidste Moses foretager sig før sin død?

²⁶ Josuas indsættelse; Moses’ sang (31:1–32:47). Kapitel 31 beretter hvordan Moses, efter at have nedskrevet Loven og befalet at den med regelmæssige mellemrum skal læses op for folket, indsætter Josua og siger til ham at han skal være modig og stærk. Dernæst fortælles det at Moses nedskriver en mindesang, fuldender affattelsen af Loven og sørger for at den bliver anbragt ved siden af Jehovas pagts ark. Som en sidste formaning fremsiger Moses sangen for hele menigheden.

27. Hvilket vægtigt budskab indeholder Moses’ sang?

²⁷ Indledningen til Moses’ sang røber stor taknemmelighed, idet den viser hvem der står bag hans belærende ord. „Min belæring vil dryppe som regnen, mit ord skal drive som duggen, som sagte regn på græs og som rigelige regnskyl på planterne. For Jehovas navn vil jeg forkynde.“ Ja, tilskriv „vor Gud“, „Klippen“, storhed. (32:2-4) Gør hans fuldkomne værk, hans retskafne veje, hans trofasthed, retfærdighed og redelighed kendt. Hvilken skændsel at israelitterne handlede ødelæggende, skønt Jehova omgærdede dem i en tom, hylende ødemark, værnede dem som sin øjesten og svævede over dem som en ørn over sine netop flyvefærdige unger. Han lod sit folk blive fedt og kaldte det Jesjurun, „den retskafne“, men israelitterne æggede ham til skinsyge med fremmede guder og blev „sønner i hvem der ingen trofasthed er“. (32:20) Hævnen og gengældelsen tilhører Jehova. Han lader dø, og han lader leve. Når han hvæsser sit lynende sværd og hans hånd griber fat om dommen, vil han betale sine modstandere tilbage med hævn. Dette skulle indgyde hans folk tillid! Som sangen siger da den når sit højdepunkt, er det tid at være „glade, I nationer, med hans folk“. (32:43) Hvilken af verdens digtere kunne nogen sinde komme op på siden af den ophøjede skønhed, den kraft og det dybe tankeindhold der fylder denne sang til Jehova?

28. Hvordan ophøjes Jehova i Moses’ afsluttende velsignelse?

²⁸ Moses’ afsluttende velsignelse (32:48–34:12). Moses får nu de sidste anvisninger vedrørende sin død, men han har endnu ikke fuldført sin teokratiske tjeneste. Først skal han velsigne Israel, og herved ophøjer han atter Jehova, Jesjuruns konge, der træder strålende frem med sine hellige titusinder. De stammer han nævner ved navn modtager en særlig velsignelse, hvorpå Moses priser Jehova for hans højhed: „En bolig er Gud som er fra urtid, og nedentil er de evigvarende arme.“ (33:27) Da han taler sine sidste ord til folket, strømmer hans hjerte over af taknemmelighed: „Lykkelig er du, Israel! Hvem er som du, et folk der frelses af Jehova?“ — 33:29.

29. I hvilke henseender indtog Moses en særstilling?

²⁹ Efter at Moses har set ud over det forjættede land fra Nebo Bjerg, dør han. Jehova begraver ham i Moab, og den dag i dag ved man ikke hvor hans grav er, så ingen har kunnet ære den. Han blev 120 år, men „hans øje var ikke svækket, og hans livskraft ikke svundet“. Ved ham havde Jehova udført store tegn og mirakler, og som det berettes i det afsluttende kapitel fremstod der ikke siden „en profet i Israel som Moses, hvem Jehova kendte ansigt til ansigt“. — 34:7, 10.

HVORFOR DEN ER GAVNLIG

30. Hvorfor danner Femte Mosebog en passende afslutning på Pentateuken?

³⁰ Som den afsluttende bog i Pentateuken forbinder Femte Mosebog alt hvad de foregående bøger har sagt om at forkynde og hellige Jehova Guds store navn. Han alene er Gud. Han kræver udelt hengivenhed og tåler ingen rivaliseren fra den falske religions dæmonguder. I vor tid må alle kristne lægge sig de ophøjede principper i Guds lov alvorligt på sinde og adlyde ham, så de kan undgå at blive ramt af hans forbandelse når han hvæsser sit lynende sværd for at fuldbyrde hævnen over sine modstandere. Hans største og første bud skal være ledetråden i deres liv: „Du skal elske Jehova din Gud af hele dit hjerte og hele din sjæl og hele din virkekraft.“ — 6:5.

31. Giv eksempler på at der henvises til Femte Mosebog i andre inspirerede skrifter.

³¹ I Bibelens øvrige skrifter henvises der hyppigt til Femte Mosebog for at uddybe forståelsen og værdsættelsen af Guds hensigter. Jesus citerede Femte Mosebog da han svarede Fristeren, og refererede mange andre gange til den. (5 Mos. 5:16 — Matt. 15:4; 5 Mos. 17:6 — Matt. 18:16 og Joh. 8:17) Det samme gjorde han i sin herliggjorte tilstand, idet han i Åbenbaringens sidste ord advarer imod at føje noget til eller tage noget bort fra Jehovas profetiske skriftrulle. (5 Mos. 4:2 — Åb. 22:18, 19) Peter citerer fra Femte Mosebog da han fremfører sit afgørende argument for at Jesus er Kristus, den profet der er større end Moses og som Jehova lovede at lade fremstå i Israel. (5 Mos. 18:15-19 — Apg. 3:22, 23) Paulus citerer fra den da han taler om at en arbejder fortjener sin løn, at en sag afgøres ved flere vidners udsagn og at børn skal opdrages og undervises. — 5 Mos. 25:4 — 1 Kor. 9:8-10; og 1 Tim. 5:17, 18; 5 Mos. 13:14 og 19:15 — 1 Tim. 5:19 og 2 Kor. 13:1; 5 Mos. 5:16 — Ef. 6:2, 3.

32. I hvilken henseende satte Josua, Gideon og profeterne et godt eksempel for os?

³² Det var ikke blot de mænd som nedskrev Bibelens kristne skrifter der hentede vejledning og opmuntring fra Femte Mosebog; det gjorde Guds tjenere i tiden før Kristus også. Vi gør klogt i at efterligne dem. Læg mærke til Moses’ efterfølger Josuas ubetingede lydighed under invasionen i Kana’an, for eksempel da han viede erobrede byer til udslettelse og ikke tog bytte sådan som Akan gjorde. (5 Mos. 20:15-18; og 21:23 — Jos. 8:24-27, 29) Da Gideon sendte dem der var bange hjem fra sin hær, fulgte han Lovens bud. (5 Mos. 20:1-9 — Dom. 7:1-11) Det var i trofasthed mod Jehovas lov at profeterne i Israel og Juda frimodigt og frygtløst fordømte lovløse nationer; det er profeten Amos et udmærket eksempel på. (5 Mos. 24:12-15 — Amos 2:6-8) Ja, der er hundreder af eksempler på at Femte Mosebog er forbundet med de øvrige skrifter i Guds ord og således er en uadskillelig og gavnlig del af Bibelens harmoniske helhed.

33. (a) I hvilken forstand er Femte Mosebog en lovsang til Jehova? (b) Hvad viser oversigten om de verdslige nationers anerkendelse af principperne i Guds lov?

³³ Selve essensen i Femte Mosebog er en lovprisning af den suveræne Gud, Jehova. Hele bogen siger: ’Tilbed Jehova; vis ham udelt hengivenhed.’ Loven er ikke længere bindende for de kristne, men de principper den er grundlagt på står stadig ved magt. (Gal. 3:19) Kristne kan lære meget af denne lovbogs dynamiske indhold, fremadskridende undervisning, åbenhjertighed og enkelhed i fremstillingen! Selv verdens nationer har anerkendt Jehovas lov som enestående og ophøjet, og har taget mange af bestemmelserne i Femte Mosebog med i deres egne lovbøger. Nedenstående oversigt viser nogle interessante eksempler på love fra Femte Mosebog som man således har anvendt direkte eller i princippet.

34. Hvilken forbindelse er der mellem Femte Mosebog og Guds rige?

³⁴ Dertil kommer at denne udlægning af Loven peger frem til Guds rige og øger vor værdsættelse af det. Hvordan det? Jo, da den udpegede konge, Jesus Kristus, befandt sig på jorden, viste han ved sine henvisninger til bogen at han havde et indgående kendskab til den. Når hans riges styre er udbredt over hele jorden vil han herske efter de retfærdige principper i denne „lov“, og alle der vil velsigne sig ved ham i hans egenskab af Rigets „afkom“, må adlyde disse principper. (1 Mos. 22:18; 5 Mos. 7:12-14) Det er gavnligt og fordelagtigt at begynde at adlyde dem nu. Denne 3500 år gamle lov er langtfra blevet gammeldags og forældet; tværtimod taler den til os i dag i et magtfuldt sprog, og det vil den stadig gøre når Guds riges nye verden er her. Måtte Jehovas folk fortsat hellige hans navn ved at gøre brug af alle de nyttige anvisninger der findes i Pentateuken, som når sit højdepunkt i Femte Mosebog — i sandhed en inspireret og inspirerende del af „hele Skriften“!

[Fodnoter]

[Oversigt på side 41]

NOGLE JURIDISKE FORLÆG I FEMTE MOSEBOGd (Kapitel og vers)

I Civile og familieretlige love

A. Personlige forhold

1. Forældre og børn (5:16)

2. Ægteskabelige forhold (22:30; 27:20, 22, 23)

3. Skilsmisselove (22:13-19, 28, 29)

B. Ejendomsret (22:1-4)

II Forfatningslove

A. Kongens kvalifikationer og pligter (17:14-20)

B. Militære bestemmelser

1. Fritagelse for militærtjeneste (20:1, 5-7; 24:5)

2. Førere af underafdelinger (20:9)

III Den dømmende myndighed

A. Dommernes pligter (16:18, 20)

B. Højeste appeldomstol (17:8-11)

IV Straffelove

A. Forbrydelser mod staten

1. Bestikkelse, partiske kendelser (16:19, 20)

2. Mened (5:20)

B. Forbrydelser mod moralen

1. Ægteskabsbrud (5:18; 22:22-24)

2. Ulovligt ægteskab (22:30; 27:20, 22, 23)

C. Forbrydelser mod personer

1. Mord og overfald (5:17; 27:24)

2. Voldtægt og forførelse (22:25-29)

V Humanitære love

A. Godhed mod dyr (25:4; 22:6, 7)

B. Omsorg for de vanskeligt stillede (24:6, 10-18)

C. Sikkerhedsmæssigt byggereglement (22:8)

D. Omsorg for grupper der ikke kan klare sig selv, deriblandt trælle og krigsfanger (15:12-15; 21:10-14; 27:18, 19)

E. Filantropisk omsorg for trængende (14:28, 29; 15:1-11; 16:11, 12; 24:19-22)

[Fodnote]