Kapitel 22

4. afsnit — Vidner til jordens fjerneste egne

Endnu mens den anden verdenskrig rasede, planlagde Jehovas Vidner en øget virksomhed efter krigen. Rapporten fra side 462 til side 501 indeholder mange interessante detaljer om hvad der foregik mellem 1945 og 1975, en periode da Jehovas Vidner havde stor vækst, nåede ud til mange flere lande og forkyndte og underviste ud fra Guds ord på en langt grundigere måde end nogen sinde før.

BUDSKABET om Riget var på forskellige måder nået ud til de fleste af De Vestindiske Øer før 1945, men der var behov for at et grundigere vidnesbyrd blev aflagt. I denne forbindelse skulle gileadmissionærer komme til at spille en vigtig rolle.

Missionærer intensiverer forkyndelsen i Vestindien

I 1960 havde missionærer tjent på 27 øer eller øgrupper i Caraibien. Halvdelen af disse steder var der ingen menighed af Jehovas Vidner da missionærerne kom dertil. Missionærerne gik i gang med at lede bibelstudier med interesserede, og de organiserede faste møder. Hvis der i forvejen var en menighed, gav de værdifuld oplæring til de lokale forkyndere. Dette bidrog til at højne mødernes kvalitet og resulterede i at forkyndelsen blev langt mere effektiv.

Bibelstudenterne var allerede begyndt at forkynde på Trinidad før den første verdenskrig, men der kom først gang i bibelstudiearbejdet efter gileadmissionærernes ankomst i 1946. På Jamaica var den gode nyhed blevet forkyndt i næsten 50 år, og da den første missionær ankom var der allerede tusind forkyndere, men de var glade for at få hjælp til at komme i kontakt med mere veluddannede mennesker, især i forstæderne til hovedstaden. På Aruba var der derimod blevet forkyndt meget blandt den engelsktalende del af befolkningen, så dér koncentrerede missionærerne sig især om at forkynde for de indfødte. Alle havde behov for at høre den gode nyhed.

For at give folk på alle øerne i denne del af verden mulighed for at høre om Guds rige indrettede Vagttårnsselskabet i 1948 en 60-fods skonnert ved navn Sibia som et flydende missionærhjem. Besætningens opgave var at bringe den gode nyhed om Riget ud til alle de øer i Vestindien hvor der ingen forkyndere var. Gust Maki var kaptajn, og Stanley Carter, Ronald Parkin og Arthur Worsley var sammen med ham. De begyndte med Bahamaøerne og arbejdede sig derefter mod sydøst gennem Leewardøerne og Windwardøerne. Hvilken virkning havde deres besøg? På Sankt Martin sagde en forretningsmand til dem: „Folk plejer aldrig at tale om Bibelen, men efter at I har været her, taler de ikke om andet.“ Senere blev Sibia erstattet af en større båd, Light. Besætningen blev også skiftet ud. Efter ti år var det særlige arbejde der skulle udrettes ved hjælp af disse både fuldført, og interessen blev fulgt op af fastboende forkyndere.

Forkyndelse i storbyerne først

Som i Vestindien var der også i Mellem- og Sydamerika mange der havde nogle af Selskabets publikationer allerede før gileadmissionærerne kom dertil. Men for at nå ud til alle med den gode nyhed, og for at hjælpe de oprigtige til at blive sande disciple, måtte forkyndelsen organiseres bedre.

Da den anden verdenskrig sluttede i 1945 var der hundreder af Jehovas vidner i Argentina og Brasilien; i Mexico var der cirka 3000; i Britisk Guiana (nu Guyana), Chile, Nederlandsk Guayana (nu Surinam), Paraguay og Uruguay var der nogle få, meget små menigheder, og i Colombia, Guatemala og Venezuela kunne forkynderne tælles på én hånd. Men i Bolivia, Ecuador, El Salvador, Honduras og Nicaragua kom Jehovas Vidners arbejde ikke rigtig i gang før nogle missionærer blev sendt dertil fra Gilead.

Missionærerne koncentrerede sig først om de største befolkningscentre. Det er værd at bemærke at apostelen Paulus i det første århundrede udførte en stor del af sin forkyndelse i byerne langs de største handelsruter i Lilleasien og Grækenland. I Korinth, en af de vigtigste byer i det gamle Grækenland, underviste Paulus ud fra Guds ord i halvandet år. (Apg. 18:1-11) I Efesus, et knudepunkt for handel og samfærdsel i datidens verden, forkyndte han om Guds rige i over to år. — Apg. 19:8-10; 20:31.

Edward Michalec og Harold Morris fulgte hans eksempel da de i 1945 kom til Bolivia fra Gilead. De slog sig ikke ned det sted hvor klimaet var behageligst. Nej, de bosatte sig i hovedstaden La Paz, der ligger i Andesbjergene, 3700 meter over havet. Det er anstrengende for nyankomne at gå op ad de stejle gader i denne højde; ofte hamrer hjertet i brystet på dem. Men missionærerne traf mange der var interesserede i Bibelens budskab. Det var ikke usædvanligt at folk i byen sagde til dem: „Jeg er katolik, men jeg bryder mig ikke om de katolske præster.“ Efter blot to måneder ledede de to missionærer 41 bibelstudier.

I løbet af de næste ti år kom der flere missionærer til landet, og antallet af lokale forkyndere voksede. Arbejdet blev derfor udvidet til andre byer i Bolivia: Cochabamba, Oruro, Santa Cruz, Sucre, Potosí og Tarija. Siden begyndte man at forkynde i mindre byer og landsbyer, og i landområderne.

I Colombia gik missionærerne frem på samme måde. De indledte den organiserede forkyndelse i hovedstaden, Bogotá, i 1945, og i kystbyen Barranquilla året efter. Senere begyndte de også at forkynde i Cartagena, Santa Marta, Cali og Medellín. Ved at forkynde i storbyerne først nåede de ud til flere i løbet af kort tid. Med hjælp fra dem der tog imod sandheden dér kunne budskabet så blive bragt ud til andre steder.

Hvis interessen var meget begrænset i en by, flyttede missionærerne et andet sted hen. Det var for eksempel tilfældet i Ecuador i midten af 1950’erne. Efter tre års forkyndelse havde ikke en eneste i den fanatisk religiøse by Cuenca haft mod til at tage standpunkt for sandheden, og missionæren Carl Dochow blev derfor flyttet til Machala, en by hvor befolkningen var mere fordomsfri og tolerant. Men cirka ti år senere fik indbyggerne i Cuenca en chance til. Det viste sig da at deres indstilling havde ændret sig, hindringer blev overvundet, og i 1992 var der over 1200 Jehovas vidner i 25 menigheder i Cuenca og omegn.

Tålmodig søgen efter symbolske får

Det har krævet stor tålmodighed at søge efter de symbolske får. I Surinam har Jehovas vidner forkyndt blandt indianere, indonesere, jøder, kinesere, libanesere, efterkommere af hollandske indvandrere, og junglestammer bestående af buskmænd hvis forfædre var bortløbne slaver. Blandt disse befolkningsgrupper har de fundet hundreder som hungrede efter sandheden. Nogle af dem har været dybt involveret i animisme og spiritisme. Blandt dem var Paitu, en medicinmand der tog imod Bibelens budskab og kastede sine afgudsbilleder, amuletter og medikamenter i floden. (Jævnfør Femte Mosebog 7:25; 18:9-14; Apostelgerninger 19:19, 20.) I 1975 indviede han sig til Jehova, den sande Gud.

En stor del af befolkningen i Peru bor i små landsbyer der ligger spredt oppe i Andesbjergene og i junglen ved Amazonflodens udspring og øvre løb. Hvordan kunne man nå frem til dem? I 1971 rejste et amerikansk ægtepar som var Jehovas vidner til Peru for at besøge deres søn, Joe Leydig, der var missionær i landet. Da de hørte hvor mange landsbyer der ligger spredt i dalene mellem bjergene, fik deres omsorg for indbyggerne dem til at gøre noget. Først sørgede de for at der blev skaffet én husvogn, og derefter to mere, foruden nogle lette men stærke motorcykler som kunne bruges på lange forkynderture i disse afkroge.

Trods denne store indsats var der mange steder kun nogle få som viste interesse for Bibelens budskab. Man kan levende forestille sig hvordan en gruppe på seks unge missionærer i Barquisimeto, Venezuela, var til mode i begyndelsen af 1950’erne da de så godt som ingen fremgang kunne se efter at have forkyndt energisk i et helt år. Folk var meget venlige, men de fleste var stærkt overtroiske og mente at bare det at læse et skriftsted ville være en synd. Hvis der endelig var én der viste interesse, varede det ikke længe før familie eller naboer kom og snakkede vedkommende fra det. (Matt. 13:19-21) Men missionærerne fortsatte med at gå fra hus til hus, i tillid til at der måtte findes nogle symbolske får i Barquisimeto og at Jehova ville samle dem ind når hans tid var inde til det. Penny Gavette blev derfor jublende glad da en gråhåret kvinde en dag lyttede til hende og sagde:

„Señorita, lige siden jeg var en ung pige har jeg ventet på at der skulle komme en til min dør og forklare mig det som De netop har fortalt. Ser De, da jeg var ung gjorde jeg rent hjemme hos præsten, og han havde en bibel i sit bibliotek. Jeg vidste at vi ikke måtte læse den, men jeg var så nysgerrig efter at vide hvorfor, at jeg en dag da ingen så mig, tog den med hjem og læste den i al hemmelighed. Det jeg læste fik mig til at indse at den katolske kirke ikke havde lært os sandheden og at den derfor ikke er den sande religion. Jeg var bange for at sige det til nogen, men jeg var sikker på at der en skønne dag ville komme en til byen som forkyndte den sande tro. Da den protestantiske tro kom hertil, troede jeg i første omgang at det måtte være den, men jeg opdagede snart at protestanterne forkyndte mange af de samme usandheder som den katolske kirke. Det De netop har fortalt mig, er det samme som jeg læste i den bibel for så mange år siden.“ Hun tog med glæde imod et bibelstudium og blev et af Jehovas vidner. Trods modstand fra sin familie tjente hun Jehova trofast til sin død.

Forkynderne måtte gøre sig store anstrengelser for at samle de symbolske får i menigheder og lære dem at deltage i tjenesten for Jehova. Som et eksempel kan nævnes Rosendo Ojeda fra Argentina. Han rejste regelmæssigt cirka 60 kilometer fra General San Martín, Chaco, for at lede et møde hjemme hos Alejandro Sozoñiuk, en interesseret mand. Rejsen tog ofte ti timer. Noget af vejen cyklede han, nogle steder måtte han gå, og undertiden måtte han vade i vand til armhulerne. Én gang om måneden i fem år foretog han denne rejse, og hver gang blev han en uge i området for at forkynde. Var det strabadserne værd? Ja, absolut, for resultatet blev en lykkelig menighed der lovpriser Jehova.

Livgivende undervisning

I Mexico har Jehovas vidner udført deres arbejde i henhold til lovene for kulturelle organisationer i landet. Forkyndernes mål har ikke blot været at holde møder med foredrag. De har ønsket at folk ligesom indbyggerne i Berøa på Paulus’ tid skulle kunne ’undersøge Skrifterne daglig’ for at se om det de lærte, nu også var sandt. (Apg. 17:11) I Mexico og mange andre lande har dette ofte betydet at Jehovas vidner måtte yde særlig hjælp til mennesker der ikke havde gået i skole, men som gerne ville læse Guds inspirerede ord på egen hånd.

Ved hjælp af særlige læseklasser har Jehovas vidner i Mexico hjulpet titusinder af mennesker til at lære at læse og skrive. Deres arbejde værdsættes af undervisningsministeriet i Mexico, og i 1974 skrev en leder af kontoret for voksenundervisning til La Torre del Vigía de México, et selskab Jehovas Vidner gør brug af: „Jeg vil gerne benytte denne lejlighed til at komplimentere Dem . . . for Deres selskabs rosværdige arbejde år efter år til gavn for vort folk.“

Jehovas vidners undervisning giver folk mulighed for at opnå evigt liv som undersåtter under Guds rige, men den hjælper dem også til at få et bedre familieliv allerede nu. Efter at en dommer i El Salto i delstaten Durango ved flere lejligheder havde viet Jehovas vidner, sagde han i 1952: „Vi hævder at vi er så gode patrioter og borgere, men Jehovas vidner gør os til skamme. De er et eksempel for os, for de tillader ingen der lever sammen uden at være gift og ikke har legaliseret deres forhold, at være i deres organisation. Og I katolikker, I lever næsten alle sammen umoralsk og har ikke legaliseret jeres ægteskab.“

Dette undervisningsprogram hjælper også folk til at lære at leve sammen i fred, til at elske hinanden i stedet for at hade og slå ihjel. Da et af Jehovas vidner begyndte at forkynde i Venado i delstaten Guanajuato, opdagede han at alle indbyggerne var bevæbnede med geværer og pistoler. De havde fejder der førte til at hele familier blev udslettet. Men den bibelske undervisning de fik, medførte store forandringer. De solgte deres skydevåben for at købe bibler. Inden længe blev over 150 i landsbyen Jehovas vidner. De havde billedlig talt ’smedet deres sværd til plovjern’ og var begyndt at vandre ad fredens veje. — Mika 4:3.

Mange gudfrygtige mexicanere har taget det til sig som Jehovas vidner har lært dem ud fra Guds ord. De få tusind forkyndere der fandtes i Mexico efter den anden verdenskrig blev snart til 10.000, så til 20.000, 40.000, 80.000 og endnu flere, efterhånden som Jehovas vidner viste andre hvordan de kan anvende Guds ords vejledning og lære andre igen at gøre det samme.

Stævner under vanskelige forhold

Efterhånden som Jehovas vidners antal øgedes i det ene land efter det andet, viste det sig at de ofte måtte overvinde store vanskeligheder før de kunne holde stævner med kristen undervisning. I Argentina blev arbejdet forbudt i 1950, men i lydighed mod Gud holdt Jehovas vidner ikke op med at forkynde eller at samles. Nu var det ikke så enkelt som tidligere at arrangere stævner, men det blev gjort.

I slutningen af 1953 besøgte broder Knorr og broder Henschel Argentina for at deltage i stævneprogrammer over hele landet. Broder Knorr rejste ind i landet fra vest, og broder Henschel begyndte sine besøg i syd. De talte til grupper der var samlet på gårde, i frugtplantager, ved bjergfloder og i private hjem. Ofte måtte de rejse lange strækninger fra én gruppe til en anden. Da de kom til Buenos Aires deltog de hver især i stævneprogrammet ni forskellige steder på én dag og i elleve private hjem dagen efter. Alt i alt talte de til 56 grupper med en samlet tilhørerskare på 2505. De måtte følge en stram timeplan, men de var glade for at kunne betjene deres brødre på denne måde.

Under forberedelserne til stævnet „Det Triumferende Rige“ i Colombia i 1955 indgik Jehovas Vidner kontrakt om at benytte en sal i Barranquilla. Men borgmesteren og guvernøren greb ind under pres fra biskoppen, og kontrakten blev brudt. Med bare én dags varsel fandt brødrene et andet sted at holde stævnet, nemlig området ved Selskabets afdelingskontor. Netop som programmet skulle til at begynde den første aften, dukkede bevæbnet politi imidlertid op med ordre til at stævnet skulle standses. Brødrene gav ikke op. Den næste dag appellerede de til borgmesteren og fik en undskyldning fra hans sekretær, og den sidste stævnedag klemte næsten 1000 personer sig sammen på Selskabets grund. På denne måde fik brødrene nødvendig åndelig vejledning og blev styrket, på trods af de vanskelige omstændigheder.

Tjeneste hvor behovet er større

Arbejdsmarken var vidtstrakt og behovet for arbejdere stort i Latinamerika, som så mange andre steder. Ved stævnerne i 1957 tilskyndede man jorden over enkeltpersoner og familier der var modne vidner for Jehova, til at overveje om de havde mulighed for at flytte til steder hvor behovet var større, for at bosætte sig og udføre deres tjeneste der. Lignende tilskyndelser er også blevet givet siden. De minder om den indbydelse Gud gav apostelen Paulus i et syn. Paulus så en mand der bønfaldt ham: „Kom over til Makedonien og hjælp os.“ (Apg. 16:9, 10) Hvordan har Jehovas vidner i nyere tid reageret på denne tilskyndelse? De er mødt villigt frem. — Sl. 110:3.

For en familie med små børn kræver det megen tro at bryde op, forlade sine slægtninge, sit hjem og sit verdslige arbejde og flytte til et helt nyt sted. Flytningen kan indebære at man må tilpasse sig en anden levestandard og i nogle tilfælde også lære et nyt sprog. Alligevel har i tusindvis af Jehovas vidner som enkeltpersoner og familier taget dette skridt for at hjælpe andre til at lære hvilke kærlige foranstaltninger Jehova har truffet for at vi kan opnå evigt liv.

En hel del Jehovas vidner reagerede hurtigt og flyttede ud allerede i slutningen af 1950’erne. Andre flyttede i 60’erne og endnu flere i 70’erne. Også i dag er der nogle som flytter til steder hvor behovet er større.

Hvor kommer de fra? Mange er kommet fra Australien, Canada, De Forenede Stater og New Zealand. Talrige andre er kommet fra Frankrig, Storbritannien og Tyskland, og desuden fra Belgien, Danmark, Finland, Italien, Japan, Republikken Korea, Norge, Schweiz, Spanien, Sverige og Østrig, for blot at nævne nogle. Efterhånden som Jehovas vidners antal er steget i Argentina, Brasilien, Mexico og andre latinamerikanske lande, er der også forkyndere fra disse lande som har meldt sig frivilligt til at tjene andre steder, hvor behovet er større. I Afrika er nidkære forkyndere ligeledes flyttet til andre lande for at hjælpe til med at aflægge et vidnesbyrd.

Hvor er de flyttet hen? Til lande som Afghanistan, Malaysia og Senegal, og til øer som Réunion og Sankt Lucia. Omkring 1000 er flyttet til Irland, hvor de har tjent i kortere eller længere tid. Et betydeligt antal er rejst til Island og har trodset de lange, mørke vintre dér, og nogle er blevet boende i landet og har som søjler i menighederne ydet kærlig hjælp til nye. I Mellem- og Sydamerika er der blevet udrettet særlig meget godt. Over 1000 forkyndere er flyttet til Colombia, over 870 til Ecuador og godt 110 til El Salvador.

Et af de ægtepar der flyttede var Harold og Anne Zimmerman. De havde tidligere tjent som missionærer i Etiopien, men i 1959, da de forberedte sig på at flytte fra De Forenede Stater til Colombia for at være med til at forkynde budskabet om Riget der, havde de fire børn i alderen fra fem måneder til fem år. Harold rejste i forvejen for at finde arbejde. Da han kom til landet og hørte de lokale nyheder, blev han urolig. En uofficiel borgerkrig rasede, og i det indre af landet var mange mennesker blevet dræbt. ’Kunne jeg virkelig tænke mig at hente min familie herned for at bo under sådanne forhold?’ spurgte han sig selv. Han prøvede at komme i tanker om nogle eksempler eller principper i Bibelen som kunne hjælpe ham. Det han kom til at tænke på, var Bibelens beretning om de frygtsomme spioner der vendte tilbage til israelitternes lejr med en dårlig rapport om det forjættede land. (4 Mos. 13:25–14:4, 11) Dét afgjorde sagen: han ønskede ikke at være som dem! Omgående sendte han bud efter resten af familien. Han fandt først arbejde da de kun havde tre dollars tilbage, men de manglede aldrig det nødvendige. I årenes løb har det varieret hvor meget verdsligt arbejde han har måttet udføre for at forsørge sin familie, men han har altid bestræbt sig for at lade Rigets interesser komme i første række. Da de flyttede til Colombia var der omkring 1400 forkyndere i landet. De har oplevet en forbløffende vækst siden da!

Det er ikke altid nødvendigt at flytte til et andet land for at tjene hvor behovet for forkyndere er større. Tusinder af familier og enlige er flyttet til andre områder i deres eget land. En familie i delstaten Bahia i Brasilien flyttede til byen Prado, hvor der ingen forkyndere var. Trods indvendinger fra præsteskabets side boede de i byen og forkyndte i og omkring den i tre år. De købte en tidligere kirke og lavede den om til rigssal. Efter kort tid var der over hundrede forkyndere i området. Og det var kun begyndelsen.

Flere og flere retfærdselskende mennesker i Latinamerika følger opfordringen i Salme 148: ’I skal lovsynge Jah! Lovsyng Jehova fra jorden, alle folkestammer.’ (Vers 1, 7-11) I 1975 fandtes der lovprisere af Jehova i hvert eneste land i Latinamerika. Årsrapporten viste at 80.481 forkyndere, organiseret i 2998 menigheder, tjente i Mexico. Yderligere 24.703 forkyndere i 462 menigheder talte om Jehovas kongedømme i de andre lande i Mellemamerika. Og i Sydamerika var der 206.457 lovprisere af Jehova fordelt på 3620 menigheder.

Arbejdet på Stillehavsøerne

Mens arbejdet gik rask fremad i Sydamerika var Jehovas vidner også opmærksomme på øerne i Stillehavet. Der findes i hundredvis af disse øer spredt mellem Australien og de amerikanske kontinenter. Mange af dem er så små at de dårligt nok stikker op over havoverfladen. På nogle af dem bor der kun få familier; på andre bor der titusinder. I begyndelsen af 1950’erne kunne Vagttårnsselskabet ikke sende missionærer til disse øer på grund af fordomme hos myndighederne. Men beboerne dér havde også behov for at høre om Jehova og hans rige, i overensstemmelse med profetien i Esajas 42:10-12: „Syng for Jehova en ny sang, hans lovsang fra jordens ende . . . lad dem forkynde hans pris på øerne.“ Ved et stævne i Sydney i Australien i 1951 blev pionerer og kredstilsynsmænd der kunne tænke sig at være med til at forkynde Rigets budskab på Stillehavsøerne, derfor indbudt til et møde med broder Knorr. Omkring 30 stillede sig til rådighed ved denne lejlighed.

Blandt dem var Tom og Rowena Kitto. Kort efter befandt de sig i Papua, hvor der på det tidspunkt ingen andre forkyndere var. De begyndte at forkynde blandt europæerne i Port Moresby. Inden længe tilbragte de aftenerne i Hanuabada, „den store landsby“, hvor der var en gruppe på 30-40 papuanere som hungrede efter sandheden. Gennem dem spredte rygtet sig til andre landsbyer. Ikke længe efter sendte keremafolket en delegation som bad om at der måtte blive ledet et bibelstudium med dem. Så kom en høvding fra Haima og sagde: „Vil I ikke nok komme og lære mit folk om sandheden?“ På den måde blev sandheden spredt.

Et andet par, John og Ellen Hubler, rejste i 1954 til Ny Caledonien for at indlede arbejdet der. Deres turistvisa gjaldt kun en måned, men John skaffede sig et arbejde, så de kunne få opholdstilladelsen forlænget. Med tiden flyttede flere forkyndere — i alt 31 — dertil. I begyndelsen forkyndte de i afsidesliggende områder for ikke at vække for meget opmærksomhed. Senere begyndte de at forkynde i hovedstaden, Nouméa, og der blev oprettet en menighed. Men i 1959 fik et medlem af Katolsk Aktion en indflydelsesrig stilling i regeringen. Nu kunne forkynderne ikke længere få deres visa fornyet. John og Ellen Hubler måtte rejse. Vagttårnsselskabets publikationer blev forbudt. Den gode nyhed havde dog fået fodfæste, og forkyndertallet steg støt.

På Tahiti havde mange vist interesse for Jehovas Vidners arbejde når brødrene aflagde korte besøg på øen, men i 1957 var der ingen lokale forkyndere, arbejdet var forbudt, og Vagttårnsselskabets missionærer blev nægtet indrejsetilladelse. Agnes Schenck, en tahitisk statsborger som på det tidspunkt boede i De Forenede Stater, var imidlertid blevet et af Jehovas vidner. Da hun hørte om behovet for forkyndere på Tahiti, flyttede hun, hendes mand og deres søn fra Californien. Det var i maj 1958. Kort efter sluttede to andre familier sig til dem, selv om de kun kunne få tremåneders turistvisa. Året efter blev der oprettet en menighed i Papeete, og i 1960 blev en lokal forening af Jehovas Vidner anerkendt af myndighederne.

To missionærsøstre der havde været ude at rejse, gjorde på vejen tilbage til deres distrikt ophold på øen Niue for at besøge en slægtning og samtidig forkynde budskabet om Riget. Den måned de var der opnåede de gode resultater og fandt mange interesserede, men de blev nødt til at rejse videre med den første båd der anløb øen. Ikke længe efter blev broder Seremaia Raibe fra Fiji ansat i ministeriet for offentlige arbejder på Niue, og han brugte al sin fritid på at forkynde. Men som følge af pression fra præsternes side blev broder Raibes opholdstilladelse inddraget efter nogle få måneder, og i september 1961 besluttede den lovgivende forsamling at forbyde andre Jehovas vidner adgang til øen. Alligevel fortsatte forkyndelsen af den gode nyhed på Niue. Hvordan gik det til? De lokale forkyndere blev ved med at tjene Jehova, selv om de var helt nye i sandheden. Desuden havde den lokale regering allerede ansat William Lovini, en indfødt niueaner der havde boet på New Zealand. Hvorfor var han så ivrig efter at komme tilbage til Niue? Jo, han var blevet et af Jehovas vidner og ville gerne tjene hvor behovet var større. I 1964 var forkyndertallet på Niue steget til 34.

I 1973 boede David Wolfgramm, en tongansk statsborger, sammen med sin kone og deres otte børn i et komfortabelt hus i New Zealand. Men de forlod det og flyttede til Tonga for at fremme Rigets interesser. De var med til at udvide forkyndelsen på Tongaøerne, hvoraf cirka 30 er beboede.

Jehovas vidner har brugt meget tid og mange kræfter og penge på at forkynde på Stillehavsøerne. De betragter deres medmenneskers liv som dyrebart og gør alt hvad de kan for at hjælpe dem til at få gavn af Jehovas kærlige foranstaltninger og opnå evigt liv i hans nye verden.

En familie fra Australien der solgte deres gård og flyttede til en af Stillehavsøerne, udtrykker deres følelser med disse ord: „At høre disse øboere sige at de er kommet til at kende Jehova, at høre dem kalde vore børn for deres, fordi de elsker dem for sandhedens skyld, at se Rigets interesser vokse og tilgangen blive større, at høre disse elskelige mennesker sige: ’Mine børn vil kun gifte sig i Herren,’ og dette efter at de har været knyttet til århundredgamle traditioner og Østens ægteskabsskikke, at se dem bringe ægteskabelige problemer i orden, . . . at se dem studere mens de driver kvæget langs vejkanten efter en dags opslidende arbejde i rismarken, at vide at de fortæller andre om det forkerte ved afgudsdyrkelse, taler om Jehovas navns skønhed i den lokale forretning og andre steder, at høre en ældre indisk moder kalde os broder og søster og bede om at måtte gå med os for at fortælle folk om den sande Gud . . . alt dette er en uvurderlig belønning for det skridt vi tog da vi efterkom kaldet fra Sydhavsøerne.“

Der blev naturligvis også forkyndt andre steder end på Stillehavsøerne. I 1964 blev erfarne pionerer fra Filippinerne sendt til Hongkong, Indonesien, Republikken Korea, Laos, Malaysia, Taiwan, Thailand og Vietnam for at samarbejde med de nidkære missionærer som i forvejen forkyndte der.

Pres fra familien og samfundet

Familien og samfundet betragter det ikke altid som en privatsag når et menneske bliver et af Jehovas vidner. — Matt. 10:34-36; 1 Pet. 4:4.

De fleste af dem der er blevet Jehovas vidner i Hongkong, er unge. Men disse unge har været udsat for et kolossalt pres i et system hvor man prioriterer en god uddannelse og en vellønnet stilling meget højt. Forældre betragter deres børn som en investering der vil sikre dem en behagelig alderdom. Da forældrene til en ung mand i Kwun Tong blev klar over at det ville påvirke deres søns indtægter at han studerede Bibelen, gik til møder og deltog i forkyndelsen, begyndte de at modarbejde ham kraftigt. Faderen løb efter ham med en slagterkniv; hans moder spyttede på ham offentligt. Skældsordene haglede ned over ham i månedsvis. Engang spurgte han sine forældre: „Er det ikke af kærlighed I har opfostret mig?“ og de svarede: „Nej, det var for pengenes skyld!“ Alligevel fortsatte den unge mand med at lade tilbedelsen af Jehova komme i første række. Men han fortsatte også med efter bedste evne at hjælpe sine forældre økonomisk da han var flyttet hjemmefra, for han vidste at det ville behage Jehova. — Matt. 15:3-9; 19:19.

I samfund hvor folk har et meget nært forhold til hinanden, kommer presset ofte fra flere end den nærmeste familie. Det erfarede Fuaiupolu Pele fra Vest-Samoa. Det var utænkeligt at en samoaner skulle forkaste sine forfædres skikke og religion, og Pele vidste at han ville blive krævet til regnskab. Han studerede flittigt og bad indtrængende til Jehova. Familiens overhoved indkaldte ham så til et møde i Faleasiu, hvor han måtte forklare sig over for seks høvdinger, tre dygtige talere, ti præster, to lærere i teologi, familieoverhovedet der ledede mødet, og andre ældre mænd og kvinder fra familien. De forbandede og fordømte både ham og et andet familiemedlem der viste interesse for Jehovas Vidner. Diskussionen varede ved til klokken fire om morgenen. Det irriterede nogle af de tilstedeværende at Pele brugte Bibelen, og de råbte: „Væk med den bibel! Fingrene væk fra Bibelen!“ Til sidst sagde familieoverhovedet med svag stemme: „Du vandt, Pele.“ Men Pele svarede: „Undskyld, hr., men det var ikke mig der vandt. Det De har hørt i nat, er budskabet om Riget. Jeg håber oprigtigt at De vil give agt på det.“

Intens modstand fra præsteskabet

Kristenhedens missionærer kom til Stillehavsøerne i 1800-tallet. Mange steder foregik ankomsten stille og fredeligt; andre steder havde missionærerne militære styrker med sig. I nogle områder opdelte de øerne mellem sig ved venskabelig overenskomst. Men der blev også ført religionskrige hvori katolikker og protestanter kæmpede om herredømmet. De religiøse „hyrder“, præsterne, brugte nu alle til rådighed stående midler for at holde Jehovas Vidner ude af det de betragtede som deres område. I nogle tilfælde lagde de pres på myndighedspersoner for at få forkynderne udvist fra nogle af øerne. I andre tilfælde tog de loven i egen hånd.

I landsbyen Vunabal på øen New Britain viste en gruppe fra sulkastammen interesse for Bibelens sandheder. Men en søndag i 1959, mens John Davison var ved at lede et bibelstudium med denne gruppe, trængte en pøbelflok af katolikker under ledelse af den katolske kateket ind i huset og afbrød studiet med deres råben og skrigen. Det blev meldt til politiet i Kokopo.

Forkynderne svigtede ikke fårene — de kom igen ugen efter for at fortsætte med at yde åndelig hjælp til de retsindige i Vunabal. Den katolske præst kom også, skønt ingen havde inviteret ham, og han havde flere hundrede katolikker fra en anden stamme med sig. Ophidsede af præsten lod de det regne med eder og forbandelser over forkynderne, spyttede på dem, truede dem med knytnæver og rev landsbyboernes bibler i stykker, mens præsten smilende stod og så til med korslagte arme. De politifolk der forsøgte at få situationen under kontrol, var synligt chokerede. Mange af landsbyboerne lod sig også skræmme, men i hvert fald én af dem havde mod nok til at tage standpunkt for det han vidste var sandheden. Nu har hundreder af andre på øen gjort det samme.

Det var dog ikke alle religiøse lærere der havde en fjendtlig holdning til Jehovas vidner. Shem Irofa’alu på Salomonøerne følte sig ansvarlig for dem der betragtede ham som deres religiøse leder, og efter at have læst Vagttårnsselskabets bog Fra Det Tabte Paradis til Det Genvundne Paradis forstod han at nogle havde løjet for ham. Han og de religiøse lærere der stod under ham, lyttede til foredrag som brødrene holdt, stillede spørgsmål og slog skriftsteder op i Bibelen. Derefter besluttede de at de gerne ville være Jehovas vidner, og gik i gang med at omdanne deres kirkebygninger i 28 landsbyer til rigssale.

Sandhedens vand strømmer frem i Afrika

Især fra begyndelsen af 1920’erne gjorde man meget for at give folk alle steder i Afrika mulighed for at lære Jehova, den sande Gud, at kende, og få gavn af hans kærlige foranstaltninger. Ved slutningen af den anden verdenskrig var der aktive vidner for Jehova i 14 lande på det afrikanske kontinent. I 14 andre afrikanske lande var budskabet om Riget på et tidspunkt blevet gjort kendt, men i 1945 var der ingen forkyndere herfra som rapporterede. I løbet af de næste 30 år, frem til 1975, blev den gode nyhed forkyndt i yderligere 19 lande i Afrika. I næsten alle disse lande, og på øerne ud for deres kyster, begyndte der at blive oprettet menigheder — i nogle lande kun få, i Zambia over tusind, og i Nigeria næsten to tusind. Hvordan gik alt dette til?

Budskabet om Riget strømmede frem som en flod. En flod følger normalt flodlejet, skønt det hænder at nogle floder går over deres bredder. Hvis vandet støder på en hindring finder det en anden vej, eller det stiger til der har samlet sig så meget vand at det strømmer hen over hindringen.

Ad sine normale organisationsmæssige kanaler udsendte Vagttårnsselskabet heltidstjenere — pionerer, specialpionerer og missionærer — til lande hvor der sjældent eller aldrig var blevet forkyndt. Overalt hvor de kom hen, indbød de folk til ’frit at tage af livets vand’. (Åb. 22:17) Fire specialpionerer fra Frankrig rettede i 1952 denne indbydelse til folk i Algeriet. Inden længe tog en spåkvinde imod sandheden. Hun forstod at hun måtte opgive sit erhverv for at behage Jehova, og hun begyndte at forkynde for sine tidligere kunder. (5 Mos. 18:10-12) Pionererne brugte bogen „Gud Maa Være Sanddru“ for at hjælpe de oprigtige til at se forskellen mellem Bibelen og de religiøse overleveringer. Denne bog viste sig at være et så effektivt middel til at frigøre folk fra falske religiøse skikke at en præst viste den frem fra prædikestolen og udtalte en forbandelse over bogen, dem der spredte den og dem der læste den.

I 1954 blev en missionær udvist af det katolske Spanien fordi han havde undervist ud fra Bibelen uden præsteskabets tilladelse. Året efter begyndte han og hans pionermakker derfor at forkynde i Marokko. De fik snart selskab af en familie på fem Jehovas vidner der var blevet udvist af Tunesien, hvor sindene var kommet i kog fordi et jødisk par havde antaget Jesus som Messias og hurtigt var begyndt at fortælle andre om deres nye tro. Længere sydpå, i Ghana, blev nogle pionerer i 1962 sendt til Mali. Senere blev også et fransk pionerpar der tjente i Algeriet, bedt om at hjælpe til i Mali. En hel del af dem der blev Jehovas vidner i Mali, tog med tiden heltidstjenesten op. I 1966 begyndte otte specialpionerer fra Nigeria at tjene i Niger, et tyndt befolket land som omfatter en del af Saharaørkenen. Burundi fik budskabet om Riget at høre da to specialpionerer i 1963 blev sendt dertil fra Nordrhodesia (nu Zambia), fulgt af fire missionærer der havde gennemgået Gileadskolen.

I Etiopien var der også missionærer i begyndelsen af 1950’erne. De etiopiske myndigheder forlangte at de oprettede en almindelig missionsstation og gav skoleundervisning dér, og det gjorde de så. Men desuden havde de travlt med at undervise i Bibelen, og snart var der en jævn strøm af mennesker til missionærhjemmet. Hver eneste dag kom der nye som bad om hjælp til at forstå Bibelen. I løbet af de første 30 år efter den anden verdenskrig fik 39 lande i Afrika hjælp af gileadmissionærer.

Samtidig vældede sandhedens vand ind i åndeligt udtørrede områder ved at Jehovas vidner kom i kontakt med andre som følge af deres verdslige arbejde. For eksempel måtte et ægtepar fra Egypten flytte til Libyen i 1950 på grund af mandens arbejde, og de forkyndte ihærdigt i fritiden. Samme år flyttede en forkynder der handlede med uld, fra Egypten til Khartoum i Sudan sammen med sin familie. Han forkyndte altid for sine kunder før han handlede med dem. En af de første forkyndere i Senegal (som da var en del af Fransk Vestafrika) kom dertil i 1951 som repræsentant for et firma. Også han var klar over hvilket ansvar han havde som et vidne for den Allerhøjeste. I forbindelse med sit verdslige arbejde rejste en forkynder i 1959 til Fort-Lamy (nu Ndjamena) i det område der senere fik navnet Tchad, og han benyttede lejligheden til at forkynde budskabet om Riget i landet. I Nigers nabolande var der handlende som var Jehovas vidner, og de forkyndte for de nigerere de kom i kontakt med, samtidig med at specialpionerer forkyndte i Niger fra 1966. Og to kvindelige forkyndere der i 1966 kom til Mauretanien på grund af deres ægtefællers arbejde, benyttede lejligheden til at forkynde dér.

De der blev styrket af „livets vand“ delte det med andre. Som et eksempel kan nævnes en mand der havde overværet nogle af Jehovas Vidners møder men ikke selv var et Jehovas vidne. Han flyttede i 1947 fra Cameroun til Ubangi-Chari (nu Den Centralafrikanske Republik), og da han hørte om en mand i Bangui som var stærkt interesseret i Bibelen, kontaktede han Vagttårnsselskabets kontor i Schweiz og bad brødrene sende manden en bog. Etienne Nkounkou, den mand der modtog bogen, blev jublende glad da han så hvilken rig åndelig føde den indeholdt, og hver uge læste han op af den for en gruppe andre interesserede. De satte sig i forbindelse med Selskabets hovedkontor. Efterhånden som medlemmerne af denne studiegruppe fik større kundskab, begyndte de at forkynde. Pression fra præsteskabets side fik myndighederne til at forbyde Vagttårnsselskabets publikationer, men disse nye vidner fortsatte med at forkynde ved hjælp af Bibelen alene. Folk i dette land elsker at høre om Bibelen, så da forbudet mod nogle af Selskabets publikationer blev hævet i 1957, var der allerede over 500 forkyndere her.

Hindringer som blev overvundet

Når noget har hindret det livgivende vand i at strømme frit, er det snart nået frem ad andre veje. Ayité Sessi, en pioner fra Dahomey (nu Benin), havde kun forkyndt i Fransk Togo (nu Togo) i ganske kort tid da myndighederne i 1949 tvang ham til at rejse derfra. Men året efter rejste Akakpo Agbetor, en tidligere bokser fra Togo der havde været i udlandet, tilbage til sit hjemland sammen med sin broder. Eftersom han var født i landet kunne han forkynde forholdsvis frit og endda holde møder. På øen Fernando Póo (nu en del af Ækvatorialguinea) begyndte nogle pionerer at forkynde omkring 1950, men på grund af religiøs intolerance blev de udvist efter kort tid. Senere lykkedes det dog andre at få arbejdskontrakter som gav dem ret til at bo i området. Og de forkyndte naturligvis, i overensstemmelse med Jesu befaling. — Mark. 13:10.

Emmanuel Mama, en kredstilsynsmand fra Ghana, blev sendt til Øvre Volta (nu Burkina Faso) i nogle uger i 1959, og det lykkedes ham at forkynde en hel del i hovedstaden Ouagadougou. Men der var ingen fastboende forkyndere i landet. Fire år senere flyttede syv forkyndere fra Togo, Dahomey (nu Benin) og Congo til Ouagadougou og søgte arbejde, så de kunne forkynde i området. Få måneder senere sluttede flere specialpionerer fra Ghana sig til dem. Men da præsteskabet lagde pres på myndighederne, blev forkynderne arresteret i 1964, efter at de havde været i landet i mindre end et år. De blev holdt indespærret i 13 dage og derefter udvist. Havde deres arbejde givet resultater? Ja. En af landets indbyggere, Emmanuel Johnson, havde fået at vide hvor han kunne finde Bibelens sandheder. Han fortsatte sit studium med Jehovas vidner pr. brev, og i 1969 blev han døbt. Ja, forkyndelsen havde fået fodfæste i endnu et land.

Da man søgte om opholdstilladelse til gileadmissionærer i Elfenbenskysten, sørgede franske embedsmænd for at ansøgningen ikke blev godkendt. I 1950 blev Alfred Shooter derfor sendt fra Guldkysten (nu Ghana) til Elfenbenskystens hovedstad som pioner. Så snart han havde etableret sig sluttede hans kone sig til ham, og nogle måneder senere ankom et missionærpar, Gabriel og Florence Paterson. Der opstod problemer. Deres publikationer blev beslaglagt fordi de ikke var godkendt af regeringen, og brødrene fik en bøde. Men senere fandt de deres bøger til salg på torvet! De købte dem naturligvis tilbage og brugte dem i forkyndelsen.

I mellemtiden besøgte brødrene talrige regeringskontorer for at få permanent opholdstilladelse. Hr. Houphouët-Boigny, der senere blev præsident i Elfenbenskysten, tilbød at hjælpe dem. „Sandheden kender ingen grænser,“ sagde han. „Den er som en vældig flod. Hvis man bygger en dæmning, vil den blot strømme hen over den.“ Da en katolsk præst og en metodistpræst forsøgte at skabe vanskeligheder, sagde et regeringsmedlem ved navn Ouezzin Coulibaly: „Jeg repræsenterer folket her i landet. Vi er folket, og vi kan lide Jehovas vidner og vil gerne have at de bliver her i landet.“

Disciple med den rette forståelse

Da Jesus befalede sine efterfølgere at ’gøre disciple af folk af alle nationerne’, sagde han også at de der blev disciple — de der troede på hans lære og efterlevede den — skulle døbes. (Matt. 28:19, 20) Ved de stævner Jehovas Vidner holder med jævne mellemrum, er der derfor mulighed for at nye disciple kan blive døbt. Ved nogle stævner er der kun få som bliver døbt, men ved et stævne i Nigeria i 1970 blev der døbt 3775 nye forkyndere. Målet er imidlertid ikke at få døbt så mange som muligt.

Da det i 1956 viste sig at nogle i Guldkysten var blevet døbt selv om deres tro ikke byggede på det rette grundlag, indførte man den ordning at tilsynsmændene i menighederne skulle gennemgå nogle spørgsmål med hver enkelt dåbskandidat for at forvisse sig om at han eller hun kendte Bibelens grundlæggende sandheder, levede i overensstemmelse med Bibelens normer og havde en klar forståelse af hvilke pligter det medfører at være et indviet og døbt vidne for Jehova. Med tiden blev en lignende ordning også indført i resten af verden. I 1967 (dansk 1969) blev der i bogen „Dit ord er en lygte for min fod“ givet en detaljeret disposition der skulle bruges ved gennemgangen af grundlæggende bibelske lærespørgsmål med dåbskandidater. En revideret udgave af dispositionen blev udgivet i 1983 i bogen Organiseret til at fuldføre vor tjeneste.

Men blev der så også taget hensyn til dem der ikke havde gået ret meget i skole?

Analfabetisme

I 1957 anslog UNESCO (De Forenede Nationers Organisation for Undervisning, Videnskab og Kultur) at cirka 44 procent af verdens befolkning fra 15 år og opefter hverken kunne læse eller skrive. Det blev oplyst at tre fjerdedele af den voksne befolkning i 42 lande i Afrika, 2 i Latinamerika, 28 i Asien og 4 i Oceanien, var analfabeter. Men også disse mennesker måtte have lejlighed til at lære Guds lov at kende, så de kunne forberede sig på at blive undersåtter i hans rige. Mange af dem der ikke kunne læse var opvakte og kunne huske meget af det de hørte, men de kunne ikke læse Guds ord selv eller benytte de trykte hjælpemidler til bibelstudium.

I årevis havde Jehovas vidner som enkeltpersoner hjulpet folk der gerne ville lære at læse, men i 1949 og 1950 blev der i mange afrikanske lande oprettet læseklasser i hver menighed. Undervisningen blev som regel givet i rigssalen, og nogle steder blev hele landsbyen indbudt til at deltage.

Der hvor regeringen sørgede for undervisning i læsning og skrivning, støttede Jehovas vidner med glæde dette initiativ. Men i mange lande måtte de selv udarbejde lærebøger som de kunne bruge. Titusinder af mennesker, deriblandt i tusindvis af kvinder og ældre, er blevet hjulpet til at lære at læse og skrive ved at deltage i de kurser Jehovas Vidner har holdt. Undervisningen er tilrettelagt sådan at de ikke bare lærer at læse og skrive, men også bliver kendt med grundlæggende sandheder i Guds ord, Bibelen. Det har hjulpet dem til at kunne være med til at gøre andre til disciple, i overensstemmelse med Jesu befaling. Ønsket om at kunne gøre en god indsats i dette arbejde har ansporet mange til at anstrenge sig for at lære at læse.

Da en ny forkynder i Dahomey (nu Benin) i Vestafrika blev afvist af en mand med den begrundelse at forkynderen ikke kunne læse, besluttede han at lære det. Foruden at deltage i læseklassen i menigheden studerede han på egen hånd. Seks uger senere besøgte han manden igen. Denne blev så forbavset over at høre en der for kort tid siden havde været analfabet læse op fra Guds ord, at han også blev interesseret i det forkynderen sagde. Nogle af dem der er blevet undervist i disse læseklasser er senere blevet rejsende tilsynsmænd og har undervist mange menigheder. Det gælder for eksempel Ezekiel Ovbiagele i Nigeria.

Undervisning ved hjælp af film og lysbilleder

For at de der viste interesse for Bibelen kunne få et indtryk af hvor stor Jehovas synlige organisation er, blev der i 1954 udgivet en film med titlen Den Nye Verdens Samfund i Virksomhed. Den bidrog også meget til at nedbryde folks fordomme mod Jehovas Vidner.

I det nuværende Zambia var der ofte behov for en transportabel generator når filmen skulle vises. En hvid presenning som blev hængt op mellem to træer, tjente som lærred. I provinsen Barotse så den øverste høvding filmen sammen med sin kongelige familie, og derefter ønskede han at den også blev vist for folket. Det førte til at 2500 mennesker så filmen aftenen efter. I løbet af 17 år så over en million denne film i Zambia. Og den blev godt modtaget. Fra Tanganyika (nu en del af Tanzania) blev det meldt at publikum efter forevisningen råbte „Ndaka, ndaka“ (tak, tak).

Efter filmen Den Nye Verdens Samfund i Virksomhed fulgte andre film: Glæden og Lykken i Den Nye Verdens Samfund, „En evigvarende god nyhed“ forkyndes jorden rundt, Gud kan ikke lyve og Heritage (Arven, ikke oversat til dansk). Der er også blevet vist lysbilledserier med kommentarer, blandt andet om beviser for at Bibelen er praktisk anvendelig i vor tid, om den hedenske baggrund for kristenhedens lære og skikke og om betydningen af verdensforholdene set i lyset af Bibelens profetier. En lysbilledserie om Jehovas Vidners organisation omfattede et besøg på deres hovedkontor, store stævner i lande hvor deres arbejde tidligere har været forbudt og et tilbageblik på deres historie i nyere tid. Alle disse film og lysbilledserier har hjulpet folk til at indse at Jehova virkelig har et folk på jorden i dag, og at Bibelen er hans inspirerede ord.

De sande får identificeres

I nogle lande hændte det at folk der blot havde nogle af Vagttårnsselskabets publikationer, hævdede at være Jehovas vidner eller brugte navnet Vagttårnet. Men havde de ændret tro og levevis for at rette sig efter Bibelens normer? Ville de vise sig at være symbolske får som lyttede til Herren Jesu Kristi stemme, når de fik den nødvendige undervisning? — Joh. 10:4, 5.

I 1954 modtog man et overraskende brev på Vagttårnsselskabets afdelingskontor i Sydafrika. Det kom fra en gruppe afrikanere i Baía dos Tigres, en straffekoloni i det sydlige Angola. I brevet skrev João Mancoca: „Gruppen af Jehovas vidner i Angola har 1000 medlemmer. Deres leder er Simão Gonçalves Toco.“ Hvem var denne Toco? Var hans tilhængere virkelig Jehovas vidner?

John Cooke, en missionær der kunne tale portugisisk, blev sendt en tur til Angola. Efter en lang samtale med en embedsmand fik han lov at besøge Mancoca. Broder Cooke fik nu at vide at Toco i 1940’erne havde haft forbindelse med en af baptisternes missionsstationer i Belgisk Congo (nu Zaire). Her havde han fået fat i nogle af Vagttårnsselskabets publikationer og havde fortalt sine venner hvad han lærte. Men så blev gruppen påvirket af spiritister, og efter nogen tid holdt Toco helt op med at bruge Vagttårnsselskabets publikationer og Bibelen. I stedet søgte han vejledning gennem åndemedier. Myndighederne sendte hans tilhængere hjem til Angola, og her spredtes de ud over hele landet.

Mancoca havde været en ven af Toco, og han havde prøvet at få andre til at holde op med at praktisere spiritisme og i stedet følge Bibelen. Det brød nogle af Tocos tilhængere sig ikke om, så de havde rettet falske anklager mod Mancoca over for de portugisiske myndigheder. Mancoca og de der delte hans synspunkter var derfor blevet deporteret til en straffekoloni. Derfra havde han sat sig i forbindelse med Vagttårnsselskabet og skaffet sig flere bibelske publikationer. Han var ydmyg, åndeligsindet og meget interesseret i at arbejde nært sammen med den organisation som han havde lært sandheden at kende igennem. Efter at broder Cooke i mange timer havde drøftet Bibelens sandheder med denne gruppe, var han ikke i tvivl om at João Mancoca var et af Herrens får. Broder Mancoca har siden bevist det ved at være trofast gennem mange år under de vanskeligste omstændigheder.

Broder Cooke havde også samtaler med Toco og nogle af hans tilhængere. Med nogle få undtagelser gjorde eller sagde de intet der vidnede om at de havde de egenskaber der skal kendetegne Kristi disciple. På dette tidspunkt var der derfor ikke 1000 Jehovas vidner i Angola, men kun omkring 25.

I mellemtiden var der også opstået visse problemer med hensyn til forkyndernes identitet i Belgisk Congo (nu Zaire). Her var der en religiøs/politisk bevægelse ved navn Kitawala, der undertiden også brugte navnet Vagttårnet. Nogle af dens medlemmer havde modtaget Jehovas Vidners publikationer med posten. Men det som Kitawala troede og praktiserede (deriblandt racisme, undergravende virksomhed i den hensigt at fremkalde politiske eller sociale forandringer, og grov kønslig umoralitet i religionens navn) var på ingen måde repræsentativt for Jehovas Vidner. Alligevel blev der i visse rapporter gjort forsøg på at forbinde Vagttårnsselskabet og Jehovas Vidner med Kitawala.

Gentagne forsøg fra Jehovas Vidners side på at sende nogle erfarne mænd til landet for at tage sig af sagen, blev bremset af de belgiske myndigheder. De katolske og protestantiske grupper frydede sig. Særlig fra og med 1949 blev der taget grusomme forholdsregler mod indbyggere i Belgisk Congo som studerede Bibelen ud fra Vagttårnsselskabets publikationer. Men som en af de trofaste forkyndere i landet sagde: „Vi er som en sæk med afrikansk majs. Uanset hvor de fører os hen vil Ordet falde til jorden et for et, lige til regnen kommer, og så vil de se os vokse op overalt.“ Og sådan gik det. Trods de vanskelige forhold mellem 1949 og 1960 steg antallet af Jehovas vidner fra 48 til 1528.

Lidt efter lidt blev myndighederne klar over at Jehovas vidner er helt anderledes end Kitawala. Når forkynderne fik en vis frihed til at samles, roste myndighedspersoner ofte deres gode opførsel og orden. Når der var voldsomme demonstrationer for politisk uafhængighed, vidste enhver at Jehovas vidner ikke var indblandet. I 1961 fik en kvalificeret tilsynsmand, Ernest Heuse junior fra Belgien, endelig indrejsetilladelse. Med megen møje lykkedes det gradvis at hjælpe brødrene til at bringe menighederne og deres livsførelse mere i harmoni med Guds ord. Der var meget de måtte lære, og det krævede stor tålmodighed.

Fra nogle områder modtog Selskabet lange lister over tilhængere af Kitawala der gerne ville anerkendes som Jehovas vidner, i den tro at det ville styrke deres stilling. Broder Heuse sendte kvalificerede brødre ud til disse områder for at finde ud af hvad det var for nogle mennesker. I stedet for at anerkende store grupper som Jehovas vidner, ledede de bibelstudier med enkeltpersoner.

Med tiden viste det sig hvem der som sande får så hen til Jesus Kristus som deres hyrde. Der var mange af dem, og de underviste andre. I årenes løb kom i snesevis af gileadmissionærer til landet for at samarbejde med dem, hjælpe dem med at tilegne sig mere nøjagtig kundskab om Guds ord og give dem den nødvendige oplæring. I 1975 var der 17.477 Jehovas vidner i Zaire. De var organiseret i 526 menigheder og var travlt optaget af at forkynde for andre og undervise dem ud fra Guds ord.

Kampen mod fetichdyrkelsen

Vest for Nigeria ligger landet Benin (det tidligere Dahomey), hvis befolkning er opdelt i 60 etniske grupper og taler cirka 50 forskellige sprog og dialekter. Som i store dele af det øvrige Afrika er animisme, sammen med forfædredyrkelse, den traditionelle religion her. Et sådant religiøst miljø formørker folks liv med overtro og frygt. Også mange af dem der kalder sig kristne, praktiserer animisme.

Fra slutningen af 1920’erne og frem til 1940’erne såede Jehovas vidner fra Nigeria sandhedens sæd i Dahomey ved fra tid til anden at besøge landet og sprede bibelsk læsestof. Mange af disse sædekorn skulle bare have en lille smule vand for at spire. Det fik de i 1948, da Nouru Akintoundé, som oprindelig var fra Dahomey men boede i Nigeria, vendte tilbage til sit hjemland for at tjene som pioner. I løbet af fire måneder tog 300 mennesker imod sandheden og begyndte at deltage i forkyndelsen sammen med ham. Det var en reaktion der oversteg alle forventninger!

Men både kristenhedens præsteskab og animisterne blev meget foruroligede over denne virksomhed. Da en sekretær ved fetichklosteret i Porto-Novo viste interesse for sandheden og sagde sit arbejde op, erklærede fetichhøvdingen at hun ville dø inden syv dage. Men den tidligere sekretær svarede beslutsomt: „Hvis det er fetichen der har skabt Jehova, vil jeg dø, men hvis Jehova er den højeste Gud vil han sejre over fetichen.“ (Jævnfør Femte Mosebog 4:35; Johannes 17:3.) Natten efter den sjette dag gjorde fetichhøvdingen alle mulige trolddomskunster for at få sin spådom til at gå i opfyldelse, og til sidst erklærede han at sekretæren var død. Det vakte stor bestyrtelse blandt fetichdyrkerne da hun kom til markedspladsen i Cotonou dagen efter — lyslevende. Senere lejede en af brødrene en bil og kørte hende gennem Porto-Novo så alle med egne øjne kunne se at hun var i live. Dette fik mange andre fetichdyrkere til at tage et fast standpunkt for sandheden. — Jævnfør Jeremias 10:5.

Inden længe blev Vagttårnsselskabets publikationer forbudt i Dahomey efter et stærkt pres fra religiøs side. Men i lydighed mod Jehova Gud fortsatte Jehovas vidner med at forkynde, ofte blot ved hjælp af Bibelen. Til tider gik de fra dør til dør som „sælgere“ med alle mulige varer. Hvis de fik en god samtale i gang kom de ind på Bibelen, og det kunne også hænde at de var i stand til at fremtrylle en dyrebar bibelsk publikation fra en stor inderlomme.

Når politiet skabte for store vanskeligheder for dem i byerne, forkyndte de i landdistrikterne. (Jævnfør Mattæus 10:23.) Og når de blev kastet i fængsel, forkyndte de dér. I 1955 fandt fængslede forkyndere mindst 18 interesserede blandt fanger og ansatte i et fængsel i Abomey.

Bare ti år efter at den omtalte pionerbroder var vendt tilbage til Dahomey for at forkynde, deltog 1426 i forkyndelsen — og dét selv om deres arbejde var underlagt et regeringsforbud!

Flere arbejdere tager del i høsten

Det var tydeligt at mange mennesker i hele Afrika hungrede efter sandheden. Høsten var stor, men arbejderne var få. Det var derfor opmuntrende for brødrene at se at høstens herre, Jesus Kristus, besvarede deres bønner om flere arbejdere der kunne hjælpe til med den åndelige høst. — Matt. 9:37, 38.

I Kenya havde rejsende pionerer spredt meget læsestof i 1930’erne, men der var ikke blevet gjort noget videre for at følge interessen op. I 1949 flyttede Mary Whittington og hendes tre små børn imidlertid fra Storbritannien til Nairobi, hvor hendes mand arbejdede. Søster Whittington havde kun været døbt i knap et år, men hun havde pionerånden. Selv om hun ikke kendte nogen andre forkyndere i Kenya, gik hun i gang med at hjælpe folk i dette store distrikt til at lære sandheden at kende. De hindringer der opstod, fik hende ikke til at give op. Der kom også andre forkyndere — fra Australien, Canada, De Forenede Stater, Storbritannien, Sydafrika, Sverige og Zambia. Det var forkyndere som på eget initiativ flyttede dertil for at forkynde håbet om Riget for andre.

Der blev også sendt missionærpar til landet for at hjælpe med høsten. I begyndelsen måtte mændene udføre verdsligt arbejde for at få opholdstilladelse, og det var derfor begrænset hvor meget tid de kunne bruge i tjenesten. Men søstrene kunne være pionerer. Med tiden kom over hundrede missionærer fra Gilead til Kenya. Da tiden for landets uafhængighed nærmede sig, og det raceskel som det britiske kolonistyre havde opretholdt blev ophævet, lærte de europæiske forkyndere sig swahili og begyndte at forkynde blandt den indfødte befolkning. Det resulterede i at forkyndertallet voksede hurtigt.

I 1972 fik også Botswana hjælp til den åndelige høst, da forkyndere fra Kenya, Storbritannien og Sydafrika flyttede til de større byer i landet. Tre år senere kom der også missionærer fra Gilead dertil. I Botswana bor de fleste imidlertid spredt i små landsbyer, og for at komme i kontakt med folk har forkyndere fra Sydafrika måttet krydse Kalahariørkenen. I isolerede distrikter har de forkyndt for landsbyhøvdinger, skolelærere og grupper på 10-20 taknemmelige tilhørere. En ældre mand sagde: „Er I kommet hele denne lange vej for at tale med os om dette? Det er venligt af jer, meget venligt.“

I Liberia havde „Bibel-Brown“ holdt vægtige bibelske foredrag i 1920’erne, men arbejdet havde mødt betydelig modstand. Den åndelige høst havde ikke særlig stor fremgang før der kom missionærer fra Gilead. Harry Behannan, der kom i 1946, var den første. I de følgende år kom der mange flere. Efterhånden begyndte indfødte liberianere at forkynde sammen med dem, og i 1975 var der over tusind lovprisere af Jehova i landet.

„Bibel-Brown“ havde forkyndt endnu mere i Nigeria. Det var et land der var inddelt i mange riger, bystater og sociale systemer, og der var over 250 sprog og dialekter i landet. Religionen var også en splittende faktor. De første forkyndere i landet afslørede præsterne og deres falske dogmer med kraftfulde bibelske argumenter, men uden at vise den store takt. Da publikationerne blev forbudt under den anden verdenskrig, nøjedes brødrene med at bruge Bibelen i forkyndelsen. De retsindige lyttede til budskabet, meldte sig ud af kirkerne, holdt op med at leve polygamt og kasserede deres amuletter, som kirkerne havde tolereret. I 1950 var antallet af forkyndere i Nigeria 8370. I 1970 var der over ti gange så mange.

I Sydrhodesia (nu Zimbabwe) viste der sig stadig juridiske hindringer som måtte overvindes for at de interesserede kunne få åndelig hjælp. Bestræbelserne for at opnå juridisk anerkendelse var begyndt allerede i midten af 1920’erne. I 1932 blev pionerer fra Sydafrika udvist af landet og fik besked om at afgørelsen ikke kunne appelleres. De appellerede nu alligevel. Påstande om at Vagttårnsselskabets publikationer var statsfjendtlige måtte behandles ved domstolene. I begyndelsen af 1940’erne blev nogle brødre fængslet fordi de havde spredt publikationer som forklarede Bibelen. Først i 1966 opnåede Jehovas Vidner fuld juridisk anerkendelse som en religiøs organisation i Zimbabwe. I over 40 år var det åndelige indhøstningsarbejde blevet udført under store vanskeligheder, men alligevel havde modige forkyndere i denne periode hjulpet over 11.000 til at blive tjenere for Jehova Gud.

Vidnesbyrd for landshøvdinger og konger

Jesus vidste at hans disciple ville møde modstand i deres forkyndelsesarbejde. Han sagde til dem at de ville blive overgivet til „lokale domstole“ og slæbt for „landshøvdinger og konger“, og at dette ville være „et vidnesbyrd for dem og nationerne“. (Matt. 10:17, 18) Jehovas vidner har oplevet præcis det Jesus forudsagde, og i overensstemmelse med hans ord har de bestræbt sig for at udnytte disse lejligheder til at aflægge et vidnesbyrd.

Nogle myndighedspersoner har på grund af frygt undladt at gøre godt mod Kristi disciple. (Joh. 12:42, 43) Det erfarede Llewelyn Phillips i 1948, da han havde private samtaler med en række regeringsembedsmænd i Belgisk Congo for at forsøge at lette forholdene for de Jehovas vidner der blev forfulgt i landet. Han fortalte embedsmændene om Jehovas Vidners tro og virksomhed. Men i samtalens løb sagde generalguvernøren med et suk: „Og hvis jeg hjælper jer, hvordan skal det så gå mig?“ Han vidste at den katolske kirke havde stor indflydelse i landet.

Den øverste høvding for swazifolket, kong Sobhuza II, brød sig imidlertid ikke stort om hvad præsteskabet mente. Han havde ofte talt med Jehovas vidner, havde fået mange af deres publikationer og var velvilligt indstillet over for dem. Hvert år på langfredag inviterede han de afrikanske præster til sin kongelige kraal, hvor de fik lov at tale; men han lod også et af Jehovas vidner få ordet. I 1956 talte den broder der var til stede, om læren om sjælens udødelighed og om religiøse lederes ærestitler. Da han var færdig, spurgte høvdingen præsterne: „Er det Jehovas vidner siger rigtigt eller forkert? Hvis det er forkert, så forklar hvorfor.“ Præsterne kunne ikke modbevise det der var blevet sagt. Ved en lejlighed brast høvdingen endda i latter da han så hvor forfærdede præsterne blev over det et Jehovas vidne sagde.

Politiet blev ofte sat til at forhøre Jehovas vidner om hvad de foretog sig og hvorfor. Forkyndere fra menigheden i Tanger i Marokko tog regelmæssigt til Ceuta, en spansk havneby på Marokkos kyst. Engang i 1967 da de blev standset af politiet og forhørt i to timer, fik de aflagt et godt vidnesbyrd. På et tidspunkt spurgte de to politibetjente forkynderne om de troede på „Jomfru Maria“. Da betjentene fik at vide at Maria ifølge evangelierne fik andre børn efter at hun som jomfru havde født Jesus, og at disse børn var Jesu halvbrødre og halvsøstre, var de ved at tabe vejret af overraskelse og sagde at dét bestemt ikke stod i Bibelen. Forkynderne viste dem derpå Johannes 7:3-5. Den ene af betjentene sad længe og kiggede på det uden at sige et ord, og den anden sagde: „Giv mig den bibel. Jeg skal nok forklare skriftstedet!“ Den første svarede: „Det er ikke nødvendigt. Det skriftsted er alt for tydeligt.“ Mange andre spørgsmål blev stillet og besvaret i en afslappet atmosfære. Derefter havde forkynderne ikke de store problemer med myndighederne når de arbejdede i området.

Mænd i fremtrædende stillinger er blevet godt kendt med Jehovas vidners forkyndelse. Nogle af dem er klar over at det arbejde Jehovas vidner udfører, er til gavn for befolkningen. Da man i slutningen af 1959 traf forberedelser til Nigerias uafhængighed, udtrykte generalguvernøren, dr. Nnamdi Azikiwe, et ønske om at W. R. Brown var til stede som repræsentant for Jehovas Vidner. Han sagde til sit ministerråd: „Hvis alle religiøse grupper var som Jehovas Vidner, ville vi ikke have mord, indbrud, kriminalitet, fanger eller atombomber. Det ville ikke være nødvendigt at låse dørene hele tiden.“

En stor åndelig høst var kommet i hus i Afrika. I 1975 forkyndte 312.754 Jehovas vidner den gode nyhed i 44 lande på det afrikanske kontinent. I ni af disse lande var der færre end 50 som havde taget standpunkt for Bibelens sandheder og deltog i forkyndelsen. Men Jehovas vidner betragter hvert enkelt menneskes liv som dyrebart. I 19 af de afrikanske lande forkyndte i tusindvis af Jehovas vidner fra hus til hus. Nogle steder blev der rapporteret en kraftig vækst. I Angola steg forkyndertallet for eksempel fra 355 til 3055 mellem 1970 og 1975. I Nigeria var der 112.164 Jehovas vidner i 1975. Og det var ikke blot nogle der kunne lide at læse Vagttårnsselskabets publikationer, eller som en gang imellem kom til møderne i rigssalen. Nej, de var alle med til at forkynde Guds rige.

Østen frembringer lovprisere af Jehova

På Filippinerne havde Jehovas Vidners virksomhed hurtig vækst efter den anden verdenskrig, ligesom det var tilfældet mange andre steder. Da Joseph Dos Santos den 13. marts 1945 var blevet løsladt fra fængselet, satte han sig hurtigst muligt i forbindelse med Vagttårnsselskabets kontor i New York. Han bad om at få tilsendt alt det bibelske studiemateriale og alle de organisationsvejledninger som brødrene på Filippinerne var gået glip af i krigsårene. Derefter besøgte han menighederne for at forene og styrke dem. Samme år blev der holdt et landsstævne i Lingayen, Pangasinan, hvor deltagerne fik vejledning i hvordan de kunne undervise de retsindige ved at studere Bibelen med dem. I de følgende år blev der gjort et stort arbejde for at oversætte og udgive mere læsestof på de lokale sprog — tagalog, iloko og cebuano. Der blev lagt et grundlag for vækst, og væksten lod ikke vente på sig.

I løbet af de første ti år efter krigen steg forkyndertallet på Filippinerne fra cirka 2000 til over 24.000. Efter yderligere 20 år var der over 78.000 lovprisere af Jehova der.

Et af de første lande i Østen som man sendte gileadmissionærer ud til, var Kina. Harold King og Stanley Jones kom til Shanghai i 1947 og Lew Ti Himm kom dertil i 1949. De blev modtaget af de tre tyske pionerer som var begyndt at forkynde der i 1939. Dette var et land hvor flertallet af indbyggerne var buddhister, og det var ikke så let at få en samtale i gang om Bibelen. Folk havde deres egne husaltre, og over dørene hang der spejle som skulle skræmme onde ånder væk. Røde sedler med gode varsler og frygtindgydende tegninger af buddhistiske guder smykkede indgangene. Men det var en tid med store omvæltninger i Kina. Under det kommunistiske styre blev det forlangt at alle skulle studere Mao Tse-tungs tanker. Efter arbejdstid måtte folk overvære lange møder hvor kommunismen blev forklaret. Midt i alt dette havde vore brødre travlt med at forkynde den gode nyhed om Guds rige.

Mange af dem der var villige til at studere med Jehovas vidner havde tidligere haft en vis forbindelse med Bibelen gennem kristenhedens kirkesamfund. Det gjaldt for eksempel Nancy Yuen, en husmoder der deltog i kirkeligt arbejde. Hun var taknemmelig for det brødrene viste hende i Bibelen. Inden længe forkyndte hun selv nidkært fra hus til hus og ledede bibelstudier. Andre de forkyndte for havde en typisk kinesisk og buddhistisk baggrund og kendte intet til Bibelen. I 1956 nåede man et højdepunkt på 57 forkyndere. Men samme år blev Nancy Yuen fængslet, efter at have været anholdt seks gange fordi hun forkyndte. Andre blev enten arresteret eller tvunget til at forlade landet. Stanley Jones og Harold King blev fængslet den 14. oktober 1958. Før deres sag kom for retten blev de holdt i varetægtsarrest i to år. I den periode blev de ustandselig forhørt. Da de endelig blev stillet for retten i 1960, blev de idømt lange fængselsstraffe. I oktober 1958 var der således blevet sat en stopper for Jehovas Vidners offentlige virksomhed i Kina. Men forkyndelsen ophørte aldrig fuldstændig. Selv i fængsler og arbejdslejre var der muligheder for at forkynde. Ville der senere blive udrettet mere i dette vældige land? Det måtte tiden vise.

Hvordan gik det i mellemtiden i Japan? Før den anden verdenskrig havde der kun været omkring hundrede forkyndere der. Mange af dem gik på kompromis som følge af de brutale tvangsforanstaltninger der blev truffet i krigsårene. Nogle få bevarede ganske vist deres uangribelighed, men den organiserede offentlige forkyndelse ophørte. Jehovas rige begyndte imidlertid på ny at blive forkyndt i denne del af verden da gileadmissionæren Don Haslett kom til Tokyo i januar 1949. To måneder senere sluttede hans kone, Mabel, sig til ham. Det var et land hvor mange mennesker hungrede efter sandheden. Kejseren havde frasagt sig sin guddommelighed. Shintoismen, buddhismen, katolicismen og Kyodan (der bestod af forskellige protestantiske grupper i Japan) havde alle tabt ansigt over for folket fordi de havde støttet Japans deltagelse i krigen, der var endt med et nederlag.

I slutningen af 1949 virkede 13 missionærer fra Gileadskolen i Japan. Senere kom flere til — over 160 i alt. De havde ikke ret mange publikationer at arbejde med. Nogle af missionærerne havde talt en ældre form for japansk på Hawaii, men nu måtte de lære moderne japansk. De andre havde lært nogle få grundlæggende ord og udtryk, men måtte ofte slå op i deres japansk-engelske ordbøger indtil de blev dygtigere til det nye sprog. Familierne Ishii og Miura, der ikke havde svigtet deres tro i krigsårene, satte sig inden længe i forbindelse med organisationen og begyndte igen at forkynde offentligt.

Efterhånden blev der oprettet missionærhjem i Kobe, Nagoya, Osaka, Yokohama, Kyoto og Sendai. Mellem 1949 og 1957 lagde missionærerne mest vægt på at få Rigets arbejde i gang i storbyerne på den største af de japanske øer. Derefter begyndte forkynderne at flytte ud til andre byer. Arbejdsmarken var enorm. Det var tydeligt at der var brug for mange pionerer hvis der skulle aflægges et grundigt vidnesbyrd i hele Japan. Dette blev understreget, mange meldte sig frivilligt, og de flittige forkynderes forenede indsats førte til fantastiske resultater. I løbet af de første ti år steg antallet af forkyndere til 1390. Midt i 1970’erne var der 33.480 som nidkært lovpriste Jehova i hele Japan. Og indsamlingen foregik hurtigere og hurtigere.

I 1949, det år Don Haslett kom til Japan, tog Rigets arbejde også fart i Republikken Korea. Korea havde været under japansk herredømme under krigen, og Jehovas vidner var blevet skånselsløst forfulgt. Efter krigen var der stadig en lille gruppe som samledes for at studere, men den havde ingen kontakt med den internationale organisation før Choi Young-won i 1948 så en rapport om Jehovas Vidner i den amerikanske militæravis Stars and Stripes. Året efter blev der oprettet en menighed på 12 forkyndere i Seoul. Senere samme år ankom de første missionærer fra Gileadskolen, Don og Earlene Steele. Syv måneder efter kom der seks missionærer til.

De havde gode resultater. De ledede gennemsnitlig 20 bibelstudier hver, og der kom helt op til 336 til møderne. Så brød Koreakrigen ud. Knap tre måneder efter at den sidste gruppe missionærer var ankommet, blev de alle evakueret til Japan. Der gik over et år før Don Steele kunne vende tilbage til Seoul, og endnu et år før Earlene kunne slutte sig til ham. I mellemtiden havde de koreanske brødre stået fast og forkyndt ihærdigt, skønt mange havde mistet deres hjem og måtte leve som flygtninge. Men nu, da krigen var slut, var det vigtigt at skaffe flere publikationer på koreansk. Det fremmede arbejdet at der blev holdt stævner og at flere missionærer kom til landet. I 1975 var der 32.693 Jehovas vidner i Republikken Korea — næsten lige så mange som i Japan — og der var gode muligheder for vækst, for de ledede over 32.000 hjemmebibelstudier.

Hvordan var situationen i Europa?

Selv om den anden verdenskrig var slut i Europa, fik Jehovas vidner ikke fuld frihed til at udføre deres bibelske undervisningsarbejde uden at møde modstand. Nogle steder respekterede myndighederne dem på grund af det faste standpunkt de havde taget under krigen, men andre steder førte vældige bølger af nationalisme og religiøst fjendskab til mere forfølgelse.

Blandt Jehovas vidner i Belgien var der nogle som var kommet fra Tyskland for at være med til at forkynde den gode nyhed. Eftersom de ikke ville støtte nazistyret havde Gestapo jaget dem som vilde dyr. Men nu anklagede belgiske myndigheder nogle af de samme forkyndere for at være nazister og fik dem kastet i fængsel og derefter udvist. På trods af alt dette blev antallet af forkyndere i Belgien mere end tredoblet i de første fem år efter krigen.

Den katolske kirke stod bag en stor del af forfølgelsen. Der hvor den havde magt til det, førte den en uforsonlig krig mod Jehovas vidner for at udrydde dem.

I den irske by Cork udnyttede det katolske præsteskab i 1948 den udbredte frygt for kommunismen i de vestlige lande til at oppiske fjendskab mod Jehovas vidner ved konsekvent at omtale dem som „kommunistiske djævle“. Det førte til at Fred Metcalfe, engang da han var ude i tjenesten, blev overfaldet af en pøbelflok der slog og sparkede ham og smed hans bibelske bøger og blade på gaden. Heldigvis kom en politibetjent forbi i det rette øjeblik og fik spredt pøbelen. Under alt dette holdt forkynderne ud. Ikke alle irere gik ind for voldshandlingerne; og nogle af dem der deltog i dem, fortrød det senere. De fleste katolikker i Irland havde aldrig set en bibel, men nogle af dem blev kærligt og tålmodigt hjulpet til at gribe den sandhed der frigør menneskene. — Joh. 8:32.

I Italien var der i 1946 kun omkring hundrede Jehovas vidner, men tre år senere var der 64 menigheder — de var små, men de forkyndte flittigt. De katolske præster var bekymrede. Eftersom de ikke kunne modbevise de bibelske sandheder Jehovas vidner forkyndte, lagde de pres på myndighederne for at slippe af med dem. I 1949 blev Jehovas Vidners missionærer derfor udvist af landet.

Det katolske præsteskab forsøgte gentagne gange at forstyrre eller forhindre Jehovas Vidners stævner i Italien. I 1948 fik de urostiftere til at forsøge at afbryde et stævne i Sulmona. I 1950 pressede de politimesteren i Milano til at annullere Jehovas Vidners tilladelse til at holde et stævne i Teatro dell’Arte. Og i 1951 fik de politiet til at trække en tilladelse til at holde et stævne i Cerignola tilbage. Men i 1957, da politiet gav ordre til at et stævne som Jehovas Vidner holdt i Milano skulle afbrydes, protesterede den italienske presse, og der blev rejst spørgsmål i parlamentet. Den 30. juli 1957 skrev den romerske ugeavis Il Mondo rent ud at politiet havde grebet ind „for at stille ærkebiskoppen tilfreds“. Ærkebiskoppen var Giovanni Battista Montini, der senere blev pave Paul VI. Det var en kendt sag at den katolske kirke i århundreder havde forbudt at Bibelen blev udbredt på det jævne folks sprog. Men Jehovas vidner fortsatte med at vise oprigtige katolikker hvad Bibelen siger. Modsætningen mellem Bibelens ord og kirkens dogmer var tydelig. Tusinder forlod den katolske kirke, trods kirkens hektiske forsøg på at forhindre det, og i 1975 var der 51.248 Jehovas vidner i Italien. De var alle aktive forkyndere, og de blev hurtigt flere.

I det katolske Spanien, hvor Jehovas Vidners organiserede virksomhed lidt efter lidt blev genoplivet efter 1946, kom det ikke som nogen overraskelse at præsteskabet også dér øvede pres på myndighederne for at få Jehovas Vidner standset. Deres menighedsmøder blev afbrudt. Missionærer blev tvunget til at forlade landet. Forkyndere blev arresteret blot fordi de havde en bibel eller noget bibelsk læsestof. Ofte blev de holdt indespærret i uhumske fængsler i op til tre døgn og så løsladt — blot for igen at blive arresteret, forhørt og sat i fængsel. Mange tilbragte over en måned i fængsel. Præsterne opfordrede myndighederne til at opspore alle der studerede Bibelen med Jehovas vidner. Selv efter at loven om trosfrihed var blevet vedtaget i 1967, gik det kun langsomt fremad. Men i 1970, da Jehovas Vidner endelig opnåede juridisk anerkendelse i Spanien, var der alligevel over 11.000 forkyndere i landet. Og fem år senere var der over 30.000.

Hvordan gik det i Portugal? Også her blev missionærerne udvist af landet. På det katolske præsteskabs tilskyndelse ransagede politiet Jehovas vidners hjem, konfiskerede deres publikationer og afbrød deres møder. I januar 1963 udstedte lederen af ordenspolitiet i Caldas da Rainha endda en skriftlig ordre der forbød dem ’at læse Bibelen eller at øve deres virksomhed som Jehovas vidner’. Men forkynderne holdt ikke op med at tjene Gud. Da de i 1974 opnåede juridisk anerkendelse i Portugal, var deres antal vokset til over 13.000.

Andre steder i Europa lagde myndighederne hindringer i vejen for forkyndelsen af den gode nyhed ved at klassificere spredning af bibelsk læsestof som køb og salg, som en virksomhed der var underlagt love om handel. I en række af de schweiziske kantoner mente myndighederne at Jehovas vidners afsætning af publikationer mod frivillige bidrag faldt ind under loven om handel ved dørene, og at de derfor skulle løse vandrebrev. Mange forkyndere blev anholdt og slæbt for retten. Men når deres sager blev behandlet var der nogle domstole, deriblandt landsretten i kantonen Vaud i 1953, som afsagde den kendelse at Jehovas Vidners virksomhed ikke kunne betragtes som salg. I Danmark blev der lagt hindringer i vejen for forkyndernes virksomhed, idet det blev krævet at de blandt andet skulle overholde lukkeloven. Også dette spørgsmål måtte prøves ved retten. Men trods de hindringer Jehovas vidner stødte på, fortsatte de med at forkynde at Guds rige er menneskehedens eneste håb.

Endnu et stridsspørgsmål som berørte Jehovas vidner i Europa og andre steder i verden, var spørgsmålet om kristen neutralitet. Eftersom Jehovas vidners kristne samvittighed ikke tillod dem at engagere sig i konflikter mellem verdens stridende parter, blev de idømt fængselsstraffe i det ene land efter det andet. (Es. 2:2-4) Det betød at unge mænd blev hindret i at forkynde regelmæssigt fra hus til hus. Det havde dog den fordel at der blev aflagt et godt vidnesbyrd for advokater, dommere, højtstående militærfolk og fangevogtere. Selv i fængslerne fandt brødrene måder at forkynde på. I nogle fængsler fik de en brutal behandling. Men de forkyndere der sad i Santa Catalina-fængselet i Cádiz i Spanien, fik lov at bruge en del af tiden til at forkynde pr. brev. Og i Sverige fik behandlingen af sager angående Jehovas vidners neutrale holdning en omfattende pressedækning. Folk blev således på mange måder gjort opmærksomme på at Jehova har vidner på jorden, og at de står fast for bibelske principper.

Der var også noget andet som gjorde at Jehovas vidner blev kendt vidt og bredt. Og det var noget der virkede stærkt ansporende på deres forkyndelsesarbejde.

Stævner bidrager til at der aflægges et vidnesbyrd

Da Jehovas Vidner i 1955 holdt et internationalt stævne i Paris, sørgede fjernsynets nyhedsudsendelser for at hele befolkningen fik et glimt af det der foregik. I 1969 blev der holdt endnu et stævne i nærheden af Paris, og da var det tydeligt at forkyndernes virksomhed havde båret frugt. Der blev døbt 3619 ved stævnet — omkring 10 procent af de tilstedeværende. Herom skrev den populære parisiske aftenavis France-Soir den 6. august 1969: „Det der bekymrer præsterne i andre trossamfund er ikke de metoder Jehovas vidner benytter ved deres opsigtsvækkende distribuering af publikationer, men snarere det at de vinder tilhængere. Hvert enkelt Jehovas vidne er forpligtet til at aflægge vidnesbyrd eller forkynde om sin tro ved at bruge Bibelen fra hus til hus.“

Samme år, 1969, blev der i løbet af tre uger holdt fire andre store internationale stævner i Europa — i London, København, Rom og Nürnberg. Stævnet i Nürnberg blev overværet af 150.645 fra 78 lande. Stævnedeltagerne kom i cirka 20.000 biler, 250 busser og 40 særtog, foruden med fly og skib.

Disse stævner styrkede og oplærte Jehovas vidner til forkyndelsen, men de gav også offentligheden mulighed for med egne øjne at se hvad Jehovas vidner er for nogle mennesker. Da man i 1965 planlagde at holde et internationalt stævne i Dublin, blev der udøvet et stærkt pres fra religiøs side for at få arrangementet aflyst. Men det blev gennemført, og mange af Dublins indbyggere gav logi til stævnedeltagere. Hvilken virkning havde det? „Vi har ikke fået sandheden at vide om jer,“ sagde nogle af værterne efter stævnet. „Præsten løj for os, men nu da vi kender jer, vil vi med glæde have jer boende igen.“

Fremmedsprogede grupper

I de senere årtier har Jehovas vidner i Europa mødt en ny udfordring, nemlig den at skulle kommunikere med mennesker af andre nationaliteter. Store befolkningsgrupper er flyttet til andre lande for at finde arbejde. Nogle europæiske byer er blevet sæde for store internationale institutioner med ansatte som ikke alle taler landets sprog.

Nogle lande har haft en mangesproget befolkning gennem århundreder. I Indien tales der for eksempel 14 hovedsprog og måske helt op til 1000 mindre sprog og dialekter. Papua Ny Guinea har over 700 sprog. I Luxembourg konstaterede forkynderne i 1960’erne og 70’erne at der boede mennesker af over 30 forskellige nationaliteter i deres distrikt — og siden da er der kommet mindst 70 andre nationaliteter til. Fra Sverige, hvor så godt som alle tidligere talte samme sprog, forlyder det at der nu tales 100 forskellige sprog. Hvordan har Jehovas vidner grebet denne nye situation an?

I begyndelsen forsøgte de ofte blot at finde ud af hvilket sprog den besøgte talte, og at skaffe noget læsestof til ham. Her i Danmark fremstillede man kassettebånd for at tyrkere kunne høre budskabet på deres eget sprog. I Schweiz er der mange gæstearbejdere fra Italien og Spanien. Den oplevelse som Rudolf Wiederkehr havde da han prøvede at hjælpe nogle af disse, er typisk for hvordan forkyndelsen for fremmedsprogede grupper foregik i begyndelsen. Han prøvede at forkynde for en italiener, men ingen af dem kendte noget videre til den andens sprog. Hvad kunne der gøres? Broder Wiederkehr gav manden et nummer af Vagttårnet på italiensk, og trods sprogproblemerne kom han på genbesøg. Der blev oprettet et bibelstudium med manden, hans kone og deres 12-årige søn. Broder Wiederkehrs studiebog var på tysk, men han skaffede italienske bøger til familien. Når de manglede ord, måtte de klare sig med gestus. Af og til fungerede drengen, der lærte tysk i skolen, som tolk. Hele familien tog imod sandheden og begyndte snart at forkynde for andre.

Men der var bogstavelig talt millioner af arbejdere fra Grækenland, Italien, Jugoslavien, Portugal, Spanien og Tyrkiet som flyttede til Tyskland og andre lande. Det ville være mest effektivt at yde dem åndelig hjælp på deres modersmål. Inden længe begyndte nogle af de lokale forkyndere at lære gæstearbejdernes sprog. I Tyskland arrangerede afdelingskontoret endda undervisning i tyrkisk. Forkyndere i andre lande som talte de pågældende sprog, blev opfordret til at flytte til steder hvor der var et særligt behov for hjælp.

Nogle af de udenlandske arbejdere havde aldrig før truffet Jehovas vidner og hungrede efter åndelig føde. De var taknemmelige for alt det der blev gjort for at hjælpe dem. Mange fremmedsprogede menigheder blev oprettet. Med tiden rejste nogle af gæstearbejderne tilbage til deres hjemland for at forkynde i distrikter hvor der ikke tidligere var blevet aflagt et grundigt vidnesbyrd om Guds rige.

En rig høst trods hindringer

Jehovas vidner benytter de samme forkyndelsesmetoder på hele jorden. I Nordamerika har de forkyndt i over hundrede år. Det er derfor ikke overraskende at den åndelige høst har været meget stor der. I 1975 var der i USA og Canada 624.097 aktive vidner for Jehova. Dermed være dog ikke sagt at de ikke havde mødt modstand i deres forkyndelse.

Den canadiske regering hævede forbudet mod Jehovas Vidner og deres indregistrerede selskaber i 1945, men i begyndelsen mærkede man ikke meget til det i provinsen Quebec. I september 1945 blev Jehovas vidner i Châteauguay og Lachine overfaldet af flokke af katolikker. Nogle forkyndere blev anholdt og anklaget for tilskyndelse til oprør fordi de spredte publikationer der kritiserede den katolske kirke. Andre blev fængslet fordi de spredte bibelsk læsestof som ikke var godkendt af politimesteren. I 1947 ventede over 1700 sager mod Jehovas vidner på at blive behandlet ved domstolene i Quebec.

Mens man bestræbte sig for at få en hurtig afgørelse på sager der ville danne præcedens, blev forkynderne opfordret til udelukkende at forkynde den gode nyhed mundtligt og ved hjælp af Bibelen — fortrinsvis den katolske Douay-oversættelse. Heltidsforkyndere fra andre dele af Canada lærte fransk og flyttede til Quebec for at være med til at udbrede den sande tilbedelse der.

Mange oprigtige katolikker inviterede forkynderne ind og stillede dem spørgsmål. De sagde ofte: ’Jeg er katolik, og jeg bliver aldrig andet.’ Men når de med egne øjne så hvad Bibelen siger, fik kærlighed til sandheden og et ønske om at behage Gud titusinder af dem til at ændre indstilling.

Også i De Forenede Stater var det nødvendigt at føre retssager for at stadfæste Jehovas vidners ret til at forkynde offentligt og fra hus til hus. Mellem 1937 og 1953 blev 59 sager af den art ført helt op til højesteret i Washington, D.C.

Forkyndelse i ledige distrikter

Jehovas vidners mål er ikke blot at udrette noget i forkyndelsen af den gode nyhed, men at nå så mange som muligt med budskabet om Riget. Jehovas Vidners Styrende Råd har derfor givet de enkelte afdelingskontorer ansvaret for en bestemt del af verden. Efterhånden som der oprettes menigheder inden for afdelingskontorets område, får hver menighed tildelt en del af området; menigheden deler det derefter op i mindre dele som kan gives til grupper eller enkelte forkyndere. Forkynderne bestræber sig for at besøge hver eneste husstand med jævne mellemrum. Men hvad med de distrikter der endnu ikke er tildelt en menighed?

I 1951 udarbejdede man en liste over alle amter i De Forenede Stater for at finde ud af hvilke der ikke fik besøg af Jehovas vidner regelmæssigt. Næsten halvdelen af dem blev aldrig eller kun delvis gennemgået. Det blev arrangeret at nogle Jehovas vidner skulle forkynde i disse områder i sommermånederne eller på andre passende tidspunkter, i den hensigt at oprette menigheder. Når der ikke var nogen hjemme efterlod de undertiden et trykt budskab sammen med en bibelsk publikation. Der blev ledet bibelstudier pr. brev. Senere blev der sendt specialpionerer ud til disse distrikter for at følge interessen op.

Dette arbejde i ledige distrikter foregik ikke kun i 1950’erne. I lande overalt på jorden hvor der forkyndes i storbyerne men hvor der andre steder findes ledige distrikter, gør forkynderne en ihærdig indsats for at nå ud til dem der ikke besøges regelmæssigt. I 1970’erne boede omkring 20 procent af Alaskas indbyggere i fjerntliggende landsbyer. Mange af dem kunne lettest træffes om vinteren når fiskeriet omtrent lå stille. Men vinteren er samtidig en tid hvor risikoen for overisning og snestorme gør det farligt at flyve. Eskimoerne, indianerne og befolkningen på Aleuterne måtte imidlertid også have mulighed for at gribe håbet om evigt liv under Guds rige. For at komme i kontakt med dem fløj en gruppe på 11 forkyndere i små fly ud til omkring 200 landsbyer der lå spredt over et område på 844.000 kvadratkilometer. Denne virksomhed, der foregik gennem to år, blev finansieret ved frivillige bidrag fra de lokale Jehovas vidner.

Modne Jehovas vidner er også blevet opfordret til at overveje at flytte til områder i deres eget land hvor der er større behov for forkyndere af Riget. Tusinder har fulgt opfordringen. Blandt dem der har gjort det i De Forenede Stater er Eugene og Delia Shuster, der i 1958 flyttede fra Illinois for at tjene i Hope, Arkansas. Der har de nu i over 30 år arbejdet på at finde interesserede, organisere dem til en menighed og hjælpe dem til at vokse til kristen modenhed.

På kredstilsynsmandens opfordring rejste Alexander B. Green og hans kone i 1957 fra Dayton, Ohio, for at tjene i Mississippi. Først blev de sendt til Jackson, og to år senere til Clarksdale. Med tiden kom broder Green også til at tjene fem andre steder — i små menigheder der havde behov for hjælp. Han skaffede til dagen og vejen ved at arbejde som vicevært, gartner, møbelreparatør, automekaniker og så videre. Men det han først og fremmest var optaget af, var at forkynde den gode nyhed. Han hjalp de lokale forkyndere til at vokse åndeligt, samarbejdede med dem for at nå ud til folk i distriktet og hjalp dem ofte med at bygge en rigssal før han flyttede videre.

I 1967, da Gerald Cain og hans familie blev Jehovas vidner i den vestlige del af De Forenede Stater, forstod de at forkyndelsesarbejdet hastede. Endnu før nogen af dem var blevet døbt, planlagde de at flytte ud hvor behovet var større. I fire år samarbejdede de med menigheden i Needles, Californien, der havde ansvaret for et distrikt som omfattede dele af tre stater. Da de af helbredsgrunde var nødt til at flytte, valgte de igen et sted hvor der var et særligt behov for hjælp og lavede en del af deres hus om til en rigssal. Senere er de flyttet flere gange, og altid til et sted hvor de kunne gøre størst mulig nytte i forkyndelsen.

Efterhånden som antallet af menigheder er steget, er der nogle steder opstået et stort behov for kvalificerede ældste. For at dække dette behov har tusinder af ældste frivilligt tilbudt at tjene i menigheder der ligger langt borte fra deres hjem. De rejser dertil tre, fire, fem eller flere gange om ugen — og de dækker selv transportudgifterne — for at deltage i menighedens møder og være med i forkyndelsen, og for at virke som hyrder for hjorden. Dette forekommer ikke blot i De Forenede Stater men også i El Salvador, Japan, Holland, Spanien og mange andre lande. I nogle tilfælde er de ældste og deres familie flyttet for at dække dette behov.

Hvordan har resultaterne været? Lad os se på ét land. I 1951, da der første gang blev bragt meddelelser om muligheden for at arbejde i ledigt distrikt, var der omkring 3000 menigheder i De Forenede Stater med gennemsnitlig 45 forkyndere i hver. I 1975 var der 7117 menigheder, og det gennemsnitlige antal forkyndere i hver menighed var steget til næsten 80.

Det vidnesbyrd der mellem 1945 og 1975 blev aflagt om Jehovas navn og rige, var langt større end det der var blevet aflagt før den tid.

Antallet af Jehovas vidner i hele verden steg fra 156.299 i 1945 til 2.179.256 i 1975. Hver enkelt af dem var med til at forkynde offentligt om Guds rige.

I 1975 forkyndte Jehovas vidner i 212 lande (optalt ifølge landegrænserne i begyndelsen af 1990’erne). I De Forenede Stater og Canada var der 624.097 forkyndere. I Europa, det daværende Sovjetunionen ikke medregnet, var der 614.826. I Afrika blev sandhedens budskab spredt af 312.754 forkyndere. I Mexico, Mellemamerika og Sydamerika var der 311.641 forkyndere, i Asien 161.598, og i Australien og på de mange øer og øgrupper i verdenshavene var der 131.707.

I de 30 år fra 1945 til 1975 brugte Jehovas vidner 4.635.265.939 timer i den offentlige forkyndelse og arbejdet med at undervise. De spredte 3.914.971.158 bøger, brochurer og blade til interesserede for at hjælpe dem til at forstå hvordan de kunne få gavn af Jehovas kærlige hensigt. I overensstemmelse med Jesu befaling om at gøre disciple aflagde de 1.788.147.329 genbesøg hos interesserede, og i 1975 ledede de gennemsnitlig 1.411.256 gratis hjemmebibelstudier med enkeltpersoner og familier.

I 1975 var forkyndelsen af den gode nyhed nået ud til 225 lande. I de over 80 lande hvor der blev forkyndt i 1945 men hvor der på det tidspunkt ikke fandtes nogen menigheder, var der i 1975 mange livskraftige menigheder bestående af flittige forkyndere. Nogle af disse lande var Republikken Korea med 470 menigheder, Spanien med 513, Zaire med 526, Japan med 787 og Italien med 1031.

Det store flertal af dem der blev Jehovas vidner mellem 1945 og 1975 var ikke salvet med Guds ånd og havde ikke det himmelske håb. I foråret 1935 nød 93 procent af dem der deltog i forkyndelsen, symbolerne ved Herrens aftensmåltid. (Senere samme år forstod man at ’den store skare’ i Åbenbaringen 7:9 består af mennesker der vil komme til at leve evigt på jorden.) I 1945 var antallet af forkyndere der så frem til at leve på en paradisisk jord, steget så meget at de udgjorde 86 procent af dem der deltog i forkyndelsen af den gode nyhed. I 1975 udgjorde de salvede kristne under en halv procent af det samlede antal Jehovas vidner i hele verden. Selv om disse salvede dengang var spredt i cirka 115 lande, fortsatte de med at tjene som en forenet gruppe under Jesus Kristus.

[Tekstcitat på side 463]

’Efter at I har været her, taler folk ikke om andet end Bibelen’

[Tekstcitat på side 466]

„Det De netop har fortalt mig, er det samme som jeg læste i den bibel for så mange år siden“

[Tekstcitat på side 470]

Tusinder er flyttet til andre områder i deres eget land hvor behovet for forkyndere var større

[Tekstcitat på side 472]

„En uvurderlig belønning“

[Tekstcitat på side 475]

Dygtige forkyndere blev sendt til lande hvor der var et særligt behov

[Tekstcitat på side 486]

Med kraftfulde bibelske argumenter afslørede de første forkyndere i Nigeria præsterne og deres falske dogmer

[Tekstcitat på side 497]

Når de manglede ord, måtte de klare sig med gestus

[Tekstcitat på side 499]

Målet er at nå så mange som muligt med budskabet om Riget

[Kort på side 477]

(Tekstens opstilling ses i den trykte publikation)

Livgivende sandhedsvand strømmede over Afrikas landegrænser i mange retninger

SYDAFRIKA

GHANA

KENYA

MALAWI

NIGERIA

SIERRA LEONE

ZAMBIA

[Kort/illustrationer på side 462]

(Tekstens opstilling ses i den trykte publikation)

BAHAMAØERNE

LEEWARDØERNE

VIRGIN ISLANDS (USA)

VIRGIN ISLANDS (ENGL.)

WINDWARDØERNE

[Illustrationer]

„Sibia“ tjente som flydende missionærhjem i Vestindien

G. Maki

S. Carter

R. Parkin

A. Worsley

[Kort/illustrationer på side 489]

Gileadmissionærer som Stanley Jones (til venstre) og Harold King (til højre) tjente her mellem 1947 og 1958, sammen med nidkære lokale forkyndere

Fra Chefoo i Kina blev der mellem 1891 og 1900 udsendt tusinder af breve, traktater og bøger

I 1912 holdt C. T. Russell foredrag i Shanghai og besøgte 15 byer

Kolportører spredte mange publikationer langs Kinas kyst og foretog også rejser til landets indre i 1912-18

Japanske kolportører tjente her i 1930-31

I 1930’erne blev der udsendt radioprogrammer på kinesisk fra Shanghai, Peking og Tientsin. Som følge deraf kom der breve med anmodninger om læsestof fra mange dele af Kina

Pionerer fra Australien og Europa forkyndte i Shanghai, Peking, Tientsin, Tsingtao, Pei-tai-ho, Chefoo, Weihaiwei, Canton, Swatow, Amoy, Foochow, Hankow og Nanking i 1930’erne og 40’erne. Andre kom ind i landet ad Burmavejen og forkyndte i Pao-shan, Chungking og Ch’eng-tu. Lokale pionerer virkede i Shensi og Ningpo

Der blev gjort meget for at kontakte folk i Kina med den gode nyhed om Jehovas rige

[Illustrationer på side 464]

Som missionærer i Bolivia forkyndte Edward Michalec (til venstre) og Harold Morris (til højre) først her i La Paz

[Illustration på side 465]

Ved hjælp af båden „El Refugio“, bygget af forkyndere i Peru, blev budskabet om Riget bragt ud til befolkningen langs floderne ved Amazonflodens øvre løb

[Illustration på side 467]

Jehovas vidner i Mexico har lært titusinder at læse og skrive, så de kan studere Guds ord

[Illustration på side 468]

Broder Knorr (foran til højre) mødtes med forkynderne i Argentina ved små stævner på gårde og i bjergene dengang loven forbød dem at samles mere åbenlyst

[Illustration på side 469]

Blandt de tusinder af forkyndere der flyttede til andre lande for at tjene hvor behovet var større, var der familier som Harold og Anne Zimmerman og deres fire små børn (Colombia)

[Illustration på side 471]

Da der blev efterlyst frivillige flyttede Tom og Rowena Kitto til Papua for at forkynde Bibelens sandheder

[Illustration på side 471]

John og Ellen Hubler, fulgt af 31 andre forkyndere, flyttede til Ny Caledonien. Før de måtte rejse igen var en menighed blevet godt grundfæstet

[Illustration på side 473]

I Vest-Samoa mødte Fuaiupolu Pele stærk modstand fra sin familie og andre da han som ung besluttede at blive et af Jehovas vidner

[Illustration på side 474]

Da Shem Irofa’alu og hans medarbejdere var blevet overbevist om at det Jehovas Vidner lærer er sandheden, blev kirkebygningerne i 28 landsbyer på Salomonøerne lavet om til rigssale

[Illustrationer på side 476]

For at kunne forkynde i Etiopien i begyndelsen af 1950’erne måtte Jehovas vidner oprette en missionsstation og give skoleundervisning

[Illustration på side 478]

Da Gabriel Paterson (der ses her) blev truet med udvisning, fik han denne forsikring af en fremtrædende embedsmand: ’Sandheden er som en vældig flod. Hvis man bygger en dæmning, vil den blot strømme hen over den’

[Illustrationer på side 479]

Ved et stævne i Nigeria i 1970 blev 3775 nye forkyndere døbt. Man havde i forvejen sikret sig at hver enkelt var kvalificeret til dåb

[Illustrationer på side 481]

Filmfremvisninger (i Afrika og alle andre steder i verden) gav tilskuerne et indblik i hvor stor Jehovas synlige organisation er

[Illustration på side 482]

João Mancoca (her med sin kone, Mary) har i årtier tjent Jehova trofast trods meget vanskelige forhold

[Illustration på side 483]

I 1961 rejste Ernest Heuse junior til Zaire (det daværende Congo) sammen med sin familie for at være med til at give åndelig vejledning til dem der ønskede at tjene Jehova

[Illustration på side 485]

På trods af at Mary Whittington kun havde været døbt i et år og ikke kendte andre forkyndere i Kenya, gik hun i gang med at hjælpe andre til at lære sandheden at kende

[Illustration på side 487]

Mary Nisbet (foran i midten), flankeret af sine sønner Robert og George der var pionerer i Østafrika i 1930’erne, og (bagerst) hendes søn William og hans kone Muriel, der tjente i Østafrika fra 1956 til 1973

[Illustrationer på side 488]

Ved et stævne på Filippinerne i 1945 fik forkynderne vejledning i at undervise ved hjælp af bibelstudier

[Illustrationer på side 490]

Don og Mabel Haslett, de første missionærer i Japan efter krigen, forkynder på gaden

[Illustration på side 491]

Lloyd Barry (til højre) tjente i Japan i 25 år, først som missionær og siden som afdelingstilsynsmand

[Illustration på side 491]

Don og Earlene Steele, de første af mange missionærer der har tjent i Republikken Korea

[Illustration på side 492]

Før i tiden blev Fred Metcalfe af og til jaget af pøbelsværme i Irland når han forsøgte at forkynde ud fra Bibelen, men nogle lyttede, og med tiden blev tusinder Jehovas vidner

[Illustration på side 493]

Trods modstand fra præsteskabet strømmede tusinder til Jehovas Vidners stævner i Italien (Rom, 1969)

[Illustration på side 494]

Når arbejdet var forbudt blev menighedsmøderne ofte arrangeret som skovture, ligesom her, i Portugal

[Illustrationer på side 495]

Jehovas vidner der sad fængslet i Cádiz i Spanien fortsatte med at forkynde pr. brev

[Illustrationer på side 496]

Store stævner gav folk mulighed for selv at se og høre hvad Jehovas vidner er for nogle mennesker

Paris (1955)

Nürnberg (1955)

[Illustrationer på side 498]

For at kunne forkynde den gode nyhed for alle i Luxembourg har Jehovas vidner måttet anvende publikationer på mindst hundrede sprog