Kapitel tolv
Vær ikke bange for assyreren
1, 2. (a) Hvorfor havde Jonas, menneskeligt set, god grund til ikke at ville forkynde for assyrerne? (b) Hvordan reagerede ninevitterne på Jonas’ budskab?
I MIDTEN af det 9. århundrede før vor tidsregning vovede den hebraiske profet Jonas, Amittajs søn, sig ind i det assyriske verdensriges hovedstad, Nineve. Han havde et vigtigt budskab han skulle forkynde. Jehova havde sagt til ham: „Bryd op, gå til Nineve, den store by, og udråb for den at dens ondskab er steget op for mit ansigt.“ — Jonas 1:2, 3.
2 Da han første gang fik befalingen, flygtede han i den modsatte retning, til Tarsis. Menneskeligt set kan man godt forstå at Jonas ikke var særlig villig. Assyrerne var grusomme. En assyrisk konge fortæller hvordan han behandlede sine fjender: „Jeg skar lemmerne af embedsmændene . . . Mange fanger iblandt dem lod jeg gå op i luer, og mange tog jeg levende til fange. På nogle af dem skar jeg hænderne og fingrene af, på andre . . . næsen.“ Men alligevel — da Jonas til sidst overbragte budskabet fra Jehova, ændrede ninevitterne sind og vendte om fra deres synder, og Jehova skånede byen på det tidspunkt. — Jonas 3:3-10; Mattæus 12:41.
Jehova løfter „kæppen“
3. Hvilken forskel var der på israelitternes reaktion på de advarsler Jehovas profeter gav, og ninevitternes?
3 Gav israelitterne, som Jonas også forkyndte for, agt på hans budskab? (2 Kongebog 14:25) Nej. De vendte sig bort fra den rene tilbedelse. De „bøjede sig for hele himmelens hær og dyrkede Ba’al“. Og desuden „lod de deres sønner og døtre gå gennem ilden og drev spådomskunst og tog varsler og solgte sig til at gøre hvad der er ondt i Jehovas øjne og krænkede ham således“. (2 Kongebog 17:16, 17) Til forskel fra ninevitterne hørte Israel ikke på de profeter som Jehova sendte for at advare dem. Jehova besluttede derfor at tage skrappere midler i brug.
4, 5. (a) Hvem var „assyreren“, og hvordan ville Jehova bruge ham som en „kæp“? (b) Hvornår faldt Samaria?
4 Efter at Jonas havde været i Nineve, mindskedes den assyriske aggression i nogen tid.a Men i begyndelsen af det 8. århundrede før vor tidsregning gjorde Assyrien sig igen gældende som militærmagt, og Jehova brugte den på en overraskende måde. Profeten Esajas overbringer en advarsel fra Jehova til nordriget Israel: „Ve! Assyreren, min vredes kæp, og min fordømmelses stav som er i deres hånd! Mod en frafalden nation vil jeg sende ham, og mod folket som er genstand for min heftige vrede vil jeg beordre ham, til at tage meget bytte og tage meget rov og gøre det til et sted der er trådt ned som leret på gaderne.“ — Esajas 10:5, 6.
5 Hvilken ydmygelse for israelitterne! Gud ville bruge en hedensk nation — „assyreren“ — som en „kæp“ til at straffe dem med. I 742 f.v.t. indledte den assyriske konge Salmanassar V belejringen af det frafaldne Israels hovedstad, Samaria. Strategisk beliggende på et højdedrag cirka 90 meter over den omgivende slette holdt Samaria stand mod fjenden i næsten tre år. Men ingen menneskelig strategi kunne hindre Guds hensigt i at ske fyldest. I 740 f.v.t. faldt Samaria og blev nedtrådt af assyrerne. — 2 Kongebog 18:10.
6. På hvilken måde gik assyreren videre end til det Jehova havde i tanke?
6 Assyrerne selv anerkendte dog ikke Jehova selv om de blev brugt af ham til at give hans folk en lærestreg. Derfor siger Jehova videre: „Men han [assyreren] er ikke sådan indstillet, og dog vil han føle sig tilskyndet; men hans hjerte er ikke sådan indstillet, og dog lægger han planer, for det er i hans hjerte at tilintetgøre og at udrydde ikke så få nationer.“ (Esajas 10:7) Jehova havde til hensigt at bruge assyreren som sit redskab. Men assyreren havde noget andet i tanke. Hans hjerte tilskyndede ham til at stile efter et højere mål — at erobre hele den dakendte verden!
7. (a) Forklar udtrykket „Er mine fyrster ikke samtidig konger?“ (b) Hvad bør alle som svigter Jehova i dag, mærke sig?
7 Mange af de ikkeisraelitiske byer som assyreren havde erobret, blev tidligere regeret af konger. Disse tidligere konger måtte nu underlægge sig Assyriens konge som vasalfyrster, så han kunne med rette pralende sige: „Er mine fyrster ikke samtidig konger?“ (Esajas 10:8) De fremtrædende ikkeisraelitiske byers falske guder havde ikke kunnet frelse deres tilbedere fra ødelæggelse. Nu ville de guder der blev tilbedt af Samarias indbyggere — som for eksempel Ba’al, Molek og guldkalvene — ikke beskytte denne by. Samaria, som havde svigtet Jehova, kunne ikke forvente at han ville komme den til hjælp. Alle som svigter Jehova i dag, bør mærke sig hvordan det gik Samaria. Assyreren kunne med rette sige pralende om Samaria og de andre byer han havde erobret: „Er ikke Kalno som Karkemisj? Er ikke Hamat som Arpad? Er ikke Samaria som Damaskus?“ (Esajas 10:9) For assyreren var de alle det samme — bytte som han kunne tage!
8, 9. Hvordan gik assyreren for vidt da han kastede sine øjne på Jerusalem?
8 Men assyreren gik for vidt i sit praleri. Han sagde: „Når min hånd har nået afgudens riger, som har flere billedstøtter end Jerusalem og Samaria, mon jeg da ikke, sådan som jeg vil have gjort ved Samaria og ved dets afguder, vil gøre det samme ved Jerusalem og ved dets gudebilleder?“ (Esajas 10:10, 11) De riger som assyreren allerede havde underlagt sig, ejede langt flere afguder end både Jerusalem og Samaria. Hvad kunne forhindre ham i at gøre det samme ved Jerusalem som han havde gjort ved Samaria, ræsonnerede han.
9 Sikken en pralhals! Jehova ville ikke tillade at han indtog Jerusalem selv om judæerne ikke kunne sige sig fri for afgudsdyrkelse. (2 Kongebog 16:7-9; 2 Krønikebog 28:24) Jehova havde advaret om at Juda på grund af sin troløshed ville komme til at mærke følgerne af den assyriske invasion, men Jerusalem ville ikke blive indtaget. (Esajas 1:7, 8) Da den assyriske invasion indtraf, var Ezekias blevet konge i Jerusalem. Han var ikke som sin far, kong Akaz. Allerede i den første måned efter sin tronbestigelse åbnede han templets døre og genoprettede den rene tilbedelse! — 2 Krønikebog 29:3-5.
10. Hvad lovede Jehova angående assyreren?
10 Assyriens påtænkte angreb på Jerusalem havde altså ikke Jehovas billigelse. Han ville kræve denne verdensmagt til regnskab for den uforskammethed den havde vist: „Når Jehova afslutter hele sit værk på Zions Bjerg og i Jerusalem, vil jeg kræve assyrerkongen til regnskab for frugten af hans uforskammede hjerte og for hans stolte øjnes indbildskhed.“ — Esajas 10:12.
Til Juda og Jerusalem!
11. Hvorfor troede assyreren at Jerusalem ville være et let bytte?
11 Otte år efter Nordrigets fald i 740 f.v.t. marcherede en ny assyrisk konge, Sankerib, mod Jerusalem. Med et malende billede beskriver Esajas hvad Sankerib overmodigt havde til hensigt at gøre: „Jeg fjerner folkeslags grænser og plyndrer deres lagre, og som en mægtig nedstyrter jeg indbyggerne. Og som til en fuglerede når min hånd til folkeslagenes forråd; og som man samler efterladte æg, skal jeg selv samle hele jorden, og der skal ikke være nogen der basker med vingerne eller åbner munden og pipper.“ (Esajas 10:13, 14) Sankeribs ræsonnement er at andre byer er faldet — Samaria eksisterede ikke mere — så Jerusalem ville være et let bytte. Den ville måske forsøge at sætte sig til modværge, men indbyggerne ville hurtigt bukke under — knap nok give et pip fra sig — og deres forråd ville blive fjernet som man fjerner æg fra en forladt rede!
12. Hvordan viser Jehova at man bør betragte assyrerens pralerier?
12 Sankerib havde imidlertid glemt noget. Det frafaldne Samaria fortjente den straf det fik. Men under kong Ezekias var Jerusalem endnu en gang blevet en højborg for den rene tilbedelse. Enhver der vovede at røre Jerusalem, ville få med Jehova at bestille. Forarget spørger Esajas: „Vil øksen gøre sig bedre end den der hugger med den, eller vil saven gøre sig større end den der saver med den, som om det er kæppen der svinger dem der løfter den, som om det er staven der løfter den der ikke er af træ?“ (Esajas 10:15) Assyrerriget er blot et redskab i Jehovas hånd, blot som en økse, en sav, en kæp eller en stav brugt af en skovhugger, en brændesaver eller en hyrde. Hvor vover kæppen at ophøje sig over den der svinger den!
13. Hvem er følgende udtryk møntet på, og hvad skete der med dem de gælder: (a) „hans fede folk“? (b) „hans ukrudt og hans tornebuske“? (c) „hans skovs og hans frugthaves herlighed“?
13 Hvad ville der ske med assyreren? „Den sande Herre, Hærstyrkers Jehova, [vil] blive ved med at sende en tærende sygdom over hans fede folk, og under hans herlighed vil en brand blive ved med at brænde som en ildebrand. Og Israels Lys skal blive til en ild, og dets Hellige til en flamme; og den skal flamme op og fortære hans ukrudt og hans tornebuske på én dag. Og hans skovs og hans frugthaves herlighed gør Han ende på, lige fra sjælen til kødet, og den skal blive som en syg der hentæres. Og resten af træerne i hans skov — deres antal bliver sådan at selv en dreng vil kunne skrive dem op.“ (Esajas 10:16-19) Ja, Jehova ville forstå at ydmyge den assyriske „kæp“. De „fede folk“, de velnærede soldater, i den assyriske hær ville blive ramt af „en tærende sygdom“. Så ville de ikke se så stærke ud mere! Som ukrudt og tornebuske ville hans menige soldater blive opbrændt og fortæret af Israels Lys, Jehova Gud; og „hans skovs og hans frugthaves herlighed“, hans officerer, ville møde sit endeligt. Når Jehova er færdig med assyreren, vil der være så få officerer tilbage at en dreng vil kunne tælle dem på sine fingre! — Se også Esajas 10:33, 34.
14. Beskriv hvordan assyreren rykkede frem gennem Juda indtil 732 f.v.t.
14 Alligevel må det have været svært for jøderne i Jerusalem i 732 f.v.t. at tro at assyreren ville blive slået tilbage. Den umådelige assyriske hær marcherede ubønhørligt fremad. Listen over byer der allerede var faldet i Juda, var lang: „Han er kommet til Ajjat . . . Migron . . . Mikmas . . . Geba . . . Rama . . . Sauls Gibea . . . Gallim . . . Lajsja . . . Anatot . . . Madmena . . . Gebim . . . Nob.“ (Esajas 10:28-32a)b Til sidst er hæren nået til Lakisj, kun 50 kilometer fra Jerusalem. Snart vil en stor assyrisk hær true byen Jerusalem. „Han svinger sin hånd truende mod Zions datters bjerg, Jerusalems høj.“ (Esajas 10:28-32b) Hvad kan standse assyreren?
15, 16. (a) Hvorfor havde kong Ezekias brug for en stærk tro? (b) Hvilket grundlag havde Ezekias for at tro på at Jehova ville komme ham til undsætning?
15 Kong Ezekias, der befinder sig i sit palads i Jerusalem, bliver grebet af frygt. Han sønderriver sine klæder og ifører sig sæk. (Esajas 37:1) Han sender nogle mænd hen til profeten Esajas for at rådspørge Jehova på Judas vegne. De vender snart efter tilbage med Jehovas svar: „Vær ikke bange . . . jeg vil forsvare denne by.“ (Esajas 37:6, 35) Men assyrerne truer stadig og er overordentlig sikre på sig selv.
16 Det er troen der skal bære Ezekias gennem denne krise. Tro er „det klare bevis på virkeligheder som ikke ses“. (Hebræerne 11:1) Det vil sige at man ser mere end den foreliggende situation. Men troen er baseret på kundskab. Ezekias huskede uden tvivl at Jehova havde udtalt disse trøstende ord: „Vær ikke bange, mit folk som bor på Zion, på grund af assyreren . . . For kun en meget kort tid endnu — og fordømmelsen vil være til ende, og min vrede, idet de slides op. Og Hærstyrkers Jehova skal svinge en pisk over ham som da Midjan blev slået ved Oreb-Klippen; og hans stav vil være over havet, og han skal løfte den på samme måde som han gjorde det mod Ægypten.“ (Esajas 10:24-26)c Ja, Guds folk havde oplevet kritiske situationer før. Ezekias’ forfædre havde ment at de var håbløst fortabt over for den ægyptiske overmagt ved Det Røde Hav. Og flere hundrede år tidligere havde Gideon kun en lille hær at stille op mod de talstærke midjanitter og amalekitter som invaderede Israel. Alligevel udfriede Jehova sit folk ved disse to lejligheder. — 2 Mosebog 14:7-9, 13, 28; Dommerne 6:33; 7:21, 22.
17. Hvordan blev det assyriske åg ’sprængt’, og hvorfor skete det?
17 Vil Jehova atter handle som han gjorde i disse situationer? Ja. Jehovas løfte lyder: „På den dag vil hans byrde blive fjernet fra din skulder, og hans åg fra din hals, og åget skal sprænges på grund af olien.“ (Esajas 10:27) Det assyriske åg vil blive løftet af Guds pagtsfolks skuldre og hals. Det vil blive ’sprængt’, ja — og det skete! På én nat dræbte Jehovas engel 185.000 assyrere. Truslen var fjernet, og assyrerne forlod Judas jord for bestandig. (2 Kongebog 19:35, 36) Hvorfor? „På grund af olien.“ Her er muligvis tale om den olie der blev brugt til at salve Ezekias med som konge af Davids slægt. Jehova havde således opfyldt sit løfte: „Jeg vil forsvare denne by for at frelse den, for min egen skyld og for min tjener Davids skyld.“ — 2 Kongebog 19:34.
18. (a) Vil Esajas’ profeti få mere end én opfyldelse? Forklar nærmere. (b) Hvad svarer i dag til Samaria i fortiden?
18 Den beretning af Esajas som er behandlet i dette kapitel, drejer sig om begivenheder der udspilledes i Juda for mere end 2700 år siden, men det er i høj grad relevant at beskæftige sig med dem i dag. (Romerne 15:4) Vil det sige at aktørerne i denne dramatiske beretning — såvel indbyggerne i Samaria og Jerusalem som assyrerne — har deres modstykke i vor tid? Ja. Som det afgudsdyrkende Samaria hævder kristenheden at den dyrker Gud, Jehova, men den er i bund og grund frafalden. Den romersk-katolske kardinal John Henry Newman siger i An Essay on the Development of Christian Doctrine at tilbehør som kristenheden har gjort brug af i århundreder, som for eksempel røgelse, lys, vievand, præsternes dragt og helgenbilleder, „alt sammen [er] af hedensk oprindelse“. Jehova finder lige så lidt behag i den af hedenskab påvirkede gudsdyrkelse man finder i kristenheden, som i den hedenske afgudsdyrkelse i Samaria.
19. Hvad er kristenheden blevet advaret om, og af hvem?
19 Jehovas Vidner har allerede i mange år advaret kristenheden om at den har pådraget sig Jehovas mishag. I 1955 holdt de for eksempel i hele verden et offentligt foredrag som hed „Kristenheden eller kristendommen — hvilken af dem er ’verdens lys’?“ I foredraget blev det tydeligt forklaret hvordan kristenheden er afveget fra den sande kristne lære og praksis. Derefter blev foredraget i form af en brochure sendt til præster i mange lande. Som helhed har kristenheden ikke efterkommet advarselen. Det betyder at Jehova må tugte den med en „kæp“.
20. (a) Hvem svarer til „assyreren“ i fortiden, og hvordan vil den nutidige ’assyrer’ blive brugt som en „kæp“? (b) Hvad vil der ske med kristenheden?
20 Hvem vil Jehova bruge til at tugte den oprørske kristenhed? Vi finder svaret i det 17. kapitel i Åbenbaringens Bog. Vi præsenteres her for en skøge, „Babylon den Store“, der repræsenterer alle verdens falske religioner, kristenhedens religion indbefattet. Skøgen rider på et skarlagenrødt vilddyr som har syv hoveder og ti horn. (Åbenbaringen 17:3, 5, 7-12) Vilddyret er et billede på De Forenede Nationers organisation.d Ligesom Assyrien i fortiden ødelagde Samaria, sådan vil det skarlagenrøde vilddyr „hade skøgen og gøre hende øde og nøgen, og . . . vil æde hendes kød og opbrænde hende med ild“. (Åbenbaringen 17:16) På den måde vil den nutidige assyrer (de nationer der er tilsluttet FN) tildele kristenheden et tilintetgørende slag.
21, 22. Hvem vil få vilddyret til at angribe Guds folk?
21 Vil Jehovas trofaste vidner gå til grunde sammen med Babylon den Store? Nej. De har ikke pådraget sig Guds mishag. Den rene tilbedelse vil overleve. Vilddyret som tilintetgør det store Babylon, vil imidlertid kaste begærlige blikke i retning af Jehovas folk. Derved udfører vilddyret ikke Guds tanke, men en andens tanke. Hvis? Satan Djævelens.
22 Jehova afslører Satans overmodige plan: „På den dag vil noget opkomme i dit [Satans] hjerte, og du vil udtænke en ond plan; og du siger: ’Jeg vil . . . gå imod folk der har ro, som bor trygt, som alle bor uden [beskyttende] mure; . . .’ Det vil være for at gøre stort bytte og tage meget rov.“ (Ezekiel 38:10-12) Satan vil tænke: ’Ja, hvorfor ikke få nationerne til at angribe Jehovas Vidner? De er sårbare, ubeskyttede, uden politisk indflydelse. De vil ikke sætte sig til modværge. Hvor let vil det ikke være at tage dem som æg fra en ubeskyttet rede!’
23. Hvorfor vil den nutidige assyrer ikke kunne gøre det samme ved Guds folk som han gør ved kristenheden?
23 Men pas på, I nationer! Hvis I rører Jehovas folk, er det Gud selv I kæmper imod! Jehova elsker sit folk, og han vil kæmpe for det lige så sikkert som han kæmpede for Jerusalem på Ezekias’ tid. Når den nutidige assyrer forsøger at udslette Jehovas tjenere, vil han i realiteten kæmpe mod Jehova Gud og Lammet, Jesus Kristus. Det er en kamp som „assyreren“ ikke kan vinde. „Lammet“ vil sejre fordi det er „herrers Herre og kongers Konge“, siger Bibelen. (Åbenbaringen 17:14; jævnfør Mattæus 25:40.) Ligesom assyreren i fortiden vil det skarlagenrøde vilddyr ’gå bort til ødelæggelse’. Det vil ikke mere være årsag til frygt. — Åbenbaringen 17:11.
24. (a) Hvad er sande kristne besluttede på at gøre for at forberede sig til det der skal ske? (b) Hvordan ser Esajas længere frem i tiden? (Se rammen på siderne 155 og 156.)
24 Sande kristne kan se fremtiden i møde uden frygt hvis de bevarer et nært forhold til Jehova, og hvis de gør Guds vilje til det vigtigste i livet. (Mattæus 6:33) Gør de det, behøver de ikke at frygte noget ondt. (Salme 23:4) Med troens øjne vil de se Guds arm løftet, ikke for at straffe dem, men for at beskytte dem mod deres fjender. Og deres ører vil høre de beroligende ord: „Vær ikke bange.“ — Esajas 10:24.
[Fodnoter]
b For forståelighedens skyld er Esajas 10:28-32 behandlet før Esajas 10:20-27.
c Esajas 10:20-23 er behandlet i rammen på siderne 155 og 156 under overskriften „Esajas ser længere frem i tiden“.
d En mere detaljeret redegørelse for hvem skøgen og det skarlagenrøde vilddyr er, findes i kapitlerne 34 og 35 i bogen Åbenbaringen — Det store klimaks er nær!, udgivet af Jehovas Vidner.
[Boks/billeder på side 155, 156]
ESAJAS SER LÆNGERE FREM I TIDEN
Det 10. kapitel i Esajas’ Bog handler især om at Jehova vil bruge den assyriske invasion til at eksekvere sin dom over Israel, og at han giver løfte om at ville forsvare Jerusalem. Da versene 20 til 23 findes midt i denne profeti, må man antage at de generelt blev opfyldt i den samme periode. (Jævnfør Esajas 1:7-9.) Imidlertid viser ordlyden at versene mere specifikt gælder en senere periode da Jerusalem også måtte kræves til regnskab for sine indbyggeres synder.
Kong Akaz prøvede at opnå sikkerhed ved at vende sig til Assyrien efter hjælp. Profeten Esajas forudsiger at de overlevende af Israels hus aldrig igen vil søge en udvej ved at handle så uforstandigt. Esajas 10:20 siger at de vil „støtte sig til Jehova, Israels Hellige, i sandhed“. Vers 21 viser imidlertid at det kun er et lille antal der vil gøre det: „Kun en rest vil vende tilbage.“ Det minder os om Esajas’ søn Sjearjasjub, der skulle være et tegn i Israel, og hvis navn betyder „kun en rest vil vende tilbage“. (Esajas 7:3) Vers 22 i kapitel 10 advarer om en kommende „udslettelse“ der er truffet afgørelse om. Denne udslettelse vil være retfærdig fordi et oprørsk folk får den straf det fortjener. Af en nation der er så talrig som „sandskornene ved havet“, vil kun en rest vende tilbage. Vers 23 advarer om at den kommende udslettelse vil berøre hele landet. Jerusalem vil ikke blive skånet denne gang.
Disse vers beskriver udmærket hvad der skete i 607 f.v.t. da Jehova brugte den babyloniske verdensmagt som sin „kæp“. Hele landet, også Jerusalem, bukkede under for den indtrængende fjende. Jøderne blev ført til Babylon, hvor de var i fangenskab i 70 år. Derefter vendte nogle — om end kun „en rest“ — tilbage for at genoprette den sande tilbedelse i Jerusalem.
Profetien i Esajas 10:20-23 fik endnu en opfyldelse i det første århundrede, som det fremgår af Romerbrevet 9:27, 28. (Jævnfør Esajas 1:9; Romerbrevet 9:29.) Paulus forklarer at en „rest“ af jøder i åndelig forstand ’vendte tilbage’ til Jehova i det første århundrede. Det skete ved at et lille antal trofaste jøder blev disciple af Jesus Kristus og begyndte at tilbede Jehova „i ånd og sandhed“. (Johannes 4:24) Senere sluttede troende ikkejøder sig til dem, og de kom til at udgøre en åndelig nation, „Guds Israel“. (Galaterne 6:16) Derved blev Esajas 10:20 opfyldt: en nation som var indviet til Jehova, ville „aldrig igen“ vende sig fra ham og søge støtte hos mennesker.
[Billede på side 147]
Sankerib mente at det var lige så let at samle nationerne som det var at samle æg fra en fuglerede