AKITOFEL
(Akitoʹfel).
En mand fra Gilo i Judas bjergland (2Sa 15:12), fader til en af Davids vældige krigere ved navn Eliam og muligvis farfader til Batseba. (2Sa 11:3; 23:34) Akitofel var Davids personlige rådgiver, og hans kloge råd blev sat så højt som var det ord fra Jehova selv. (2Sa 16:23) Senere begik denne fortrolige ven af David forræderi, idet han støttede Davids søn Absalom i et kup mod kongen. Som en af anførerne i sammensværgelsen rådede han Absalom til at krænke Davids medhustruer, og han bad om lov til at samle en hær på 12.000 mand og straks sætte efter David og dræbe ham mens han endnu var svækket og ikke havde organiseret sit forsvar. (2Sa 15:31; 16:15, 21; 17:1-4) Da Jehova krydsede denne dristige plan og man fulgte Husjajs råd, indså Akitofel åbenbart at Absaloms oprør ville slå fejl. (2Sa 15:32-34; 17:5-14) Han begik selvmord og blev begravet hos sine forfædre. (2Sa 17:23) Dette er det eneste tilfælde af selvmord i fredstid som omtales i De Hebraiske Skrifter. Salme 55:12-14 hentyder uden tvivl til Akitofels forræderiske handling.