ATAROT

(Aʹtarot) [kroner (dvs. runde indhegninger)].

1. En af de byer øst for Jordan som Gads og Rubens stammer bad om at få som deres ejendom. Området blev betragtet som særlig velegnet til disse stammers hjorde. (4Mo 32:1-5) Byen blev derefter genopbygget af gaditterne. — 4Mo 32:34.

Byen er også omtalt i 10. og 11. linje af inskriptionen på Mesjastelen. Her står der blandt andet: „Og folkene fra Gad havde boet i Atarots landområde fra evighed, og kongen af Israel havde bygget Atarot for sig. Men jeg kæmpede mod byen og tog den og dræbte alle folk fra byen . . . Og jeg bragte tilbage derfra ar’el(?), dens guddom(?) . . . Og jeg bosatte i den folk fra Sjaron(?) og folk fra Maharit(?).“ — Biblens Verden af M. Avi-Yonah og E. G. Kraeling, oversat af S. Holm-Nielsen, København 1964, s. 145.

Byen antages almindeligvis at have ligget dér hvor Khirbet ‛Attarus nu ligger, øst for Det Døde Hav og omkring 13 km nordvest for Dibon (som er nævnt efter Atarot i 4Mo 32:3). Ruinerne ligger på vestsiden af et ca. 750 m højt bjerg af samme navn. Dette sted ligger ganske vist i Rubens område, men det ser ud til at Gad og Ruben var fælles om nogle områder.

2. En by på grænsen mellem Efraims og Benjamins stammeområder. (Jos 16:2) Det er øjensynlig den samme som Atarot-Addar, der omtales i Josua 16:5 og 18:13. I det sidstnævnte vers omtales byen som en del af Benjamins nordgrænse og som beliggende „på bjerget der ligger syd for Nedre Bet-Horon“.

3. En by ved Efraims stammes nordøstlige grænse. — Jos 16:7.